POLEN // REPORTAGE – Et besøg i en af de nazistiske dødslejre i Polen giver anledning til dystre tanker. Historiker Asger Wille var i Chelmno, en af nazisternes første og samtidig mindst kendte udryddelseslejre, netop som russiske tropper krydsede grænsen og invaderede Ukraine. I dag farver nutidens rædsler fortidens spor i det polske landskab.
CHELMNO – I Polen spiser korthårede mænd tomatsuppe på tankstationernes restauranter. I Polen kører biler med krigens flygtninge igen på vejene. I Polen ligger Auschwitz, den mest kendte udryddelseslejr i verdenshistorien, og i Polen flyver sorte fugle i cirkler over landsbyen Chelmno denne vinterdag i februar. De står i sort, næsten flad kontrast, mod den grå himmel, og jeg opdager dem, lige inden jeg forlader min varme bil.
Jeg er rejst til Chelmno i hjertet af Polen for at besøge resterne af en af nazisternes første og samtidig mindst kendte udryddelseslejre. Dagen efter vil jeg rejse videre til Auschwitz.
Mens Auschwitz for de fleste er forbundet med ubeskrivelige rædsler, er Chelmno ikke et navn, der fremkalder nogen særlig reaktion hos de fleste mennesker. Det er ikke et sted, der findes i den kollektive hukommelse, men det findes som et smerteligt sår i de få mennesker, der overlevede deres fangenskab i lejren og de mange, der mistede familiemedlemmer til udryddelsens politik.
Mens jeg opsøger fortiden, blæser nutidens storpolitiske storme insisterende over de samme områder, som for 80 år siden fik lov at danne rammen om samtidens totalitære regimers samfundsdrømme
Chelmno findes i de vidnesbyrd, som fortiden har efterladt. Den findes i fortællinger om dødsangste skrig og utrøstelig spædbarnegråd og benzinmotorers brummen. Og den findes i de vidnesbyrd, jeg har med mig i hukommelsen, da jeg parkerer min bil på den lille parkeringsplads ved byens eneste vejkryds.
Jeg følger de sorte fugles cirkler en tid, inden jeg beslutter mig for at gå udenfor. Men da jeg åbner bildøren, lukkes den næsten med det samme igen af blæsten. For der er storm over Chelmno, ja over hele Polen. Den er konkret og kraftfuld, og den rusker i landskabet, mens den hylende insisterer på at blive taget alvorligt.
Storm over Polen
Da jeg for anden gang åbner bildøren, lægger jeg flere kræfter i manøvren. Enten vinder stormen, eller også vinder jeg. Det er kampen og krigens logik på mikroniveau, og 1000 km længere østpå står russiske invasionsstyrker igen opmarcheret langs grænsen til et europæisk land og venter på angrebssignal. På at føre krig på makroniveau.
For mens jeg opsøger fortiden, blæser nutidens storpolitiske storme insisterende over de samme områder, som for 80 år siden fik lov at danne rammen om samtidens totalitære regimers samfundsdrømme. I skrivende stund har de russiske styrker overskredet grænsen til Ukraine, men under mit besøg i Chelmno findes krigen stadig kun som en insisterende mulighed i mine tanker, mens jeg i andet forsøg besejrer blæsten og kommer ud af bilen.
Det er kontrasterne, der indrammer denne rejse til Polen. Og lige nu er det kontrasten mellem mageligheden i min varme, tyskproducerede bil og den fugtige og stormende kulde i landsbyen Chelmno.
Chelmno er på overfladen næsten ingenting. Det er en hovedvej og en række pudsede huse, det er en brandstation med hele fire forskellige indgraverede messingplader som fejrer brandstationens jubilæer fra 1918 til i dag, og det er en kirke, som tårner højt over husene. Men selvom Chelmno ikke syner af meget, er den ikke ingenting. Jeg er taget hertil for at huske de 200.000 mennesker, som blev myrdet her i byen og brændt små fem kilometer væk i massegrave i en skov.
I dag er jeg alene om at være her. Her er ikke andre. De nærmeste mennesker står 300 meter herfra ved kirken, som i dagens anledning danner rammen om sit eget lille drama. For stormen har revet i zinktaget og skrællet den højre side af, så de brune, mørnede lægter og spær ligger synlige i stormvejret.
Det er et underligt syn, og inden jeg besøger pladsen, som dannede rammen om nazisternes menneskeudryddelse, går jeg mod kirken. Den giver mig et blik ind under dens kønne facade. Kirkens skrøbelige skelet ligger pludselig blottet og trækker enhver ophøjet følelse, som ellers knytter sig til bygningen, ud af øjeblikket. Stormen er ved at besejre den, og ingen må komme for tæt på.
De mennesker, som ikke måtte leve længere, fordi de var biologisk forkerte, blev ikke ofret til en metafysisk gud… Der var intet ophøjet, intet metafysisk, over deres skæbne. Den var dennesidig og banal og brutal
Det ærgrer mig, for kirken danner ramme om en scene i Claude Lanzmann’s 9,5 timers dokumentar om Holocaust. Shoah hedder den, og navnet er den hebraiske betegnelse for Holocaust. Holocaust er græsk og betyder egentlig brændoffer. Det hebraiske ord shoah betyder katastrofe. Jeg har altid foretrukket den betegnelse, fordi jeg ikke bryder mig om de religiøse undertoner i betegnelsen holocaust, altså brændoffer.
De mennesker, som ikke måtte leve længere, fordi de var biologisk forkerte, blev ikke ofret til en metafysisk gud. De blev myrdet og behandlet som kroppe. Som produktionsdyr, der skulle levere hår til den tyske krigsindustri og guldtænder til den tyske økonomi. Der var intet ophøjet, intet metafysisk, over deres skæbne. Den var dennesidig og banal og brutal.
I filmen Shoah tager instruktøren en polsk-jødisk mand ved navn Simon Srebnik med tilbage til Chelmno. Tilbage, fordi Srebnik har været her før. Den 18. januar 1945 var han 13 år gammel, og de tyske vagter i Chelmno brugte ham til tvangsarbejde, inden de ved lejrens nedlukning skød ham og de resterende fanger i baghovedet.
Ved et mirakel overlevede den 13-årige Simon, der indtil da havde brugt sit liv på at brænde de afsjælede legemer af sine medmennesker. Kuglen ramte ikke rygsøjlen, men fløj ud gennem hans mund i stedet. Hårdt såret krøb han ned mod floden Ner, som bugter sig som en blodig rift gennem landskabet.
I Shoah besøger han igen Chelmno, hans eget mareridt på jord, og foran kirken møder han områdets beboere efter en gudstjeneste. Her står han foran de mange talende kirkegængere, der udtrykker deres glæde over at se ham igen. Ja, de kan skam sagtens huske den unge dreng, som tyskerne tvang til at synge smukke sange for dem. Ja, det var frygteligt, det der skete.
Imens står Simon Srebnik med antydningen af et mekanisk smil i midten af menneskemængden – helt uden ord. Hans øjne er fjerne, blikket er næsten tomt. Denne scene fortæller mere om jødeudryddelserne end 1000 siders faglitteratur. Shoah er en film, alle mennesker bør se.
Og det er også Simon Srebniks ord, jeg bærer med mig til Chelmno. Han og de andre overlevende har fortalt, hvad der skete her. Fem mennesker overlevede deres tid i Chelmno, fire af dem overlevede krigen. De andre 200.000 mennesker blev myrdet kort efter deres ankomst.
593 navne
I Chelmno lå en villa i to etager. En herskabsvilla, der stod i skærende kontrast til de andre huse i området. Af tyskerne blev det kaldt slottet, selvom det ikke er helt rammende. Så stort var huset slet ikke. Og det behøvede det heller ikke være.
Processen i Chelmno var enkel, og det er den, der bliver ved at udspille sig i mine tanker, mens jeg sætter mine fodspor i gruset. Mens jeg går over mod det sted, hvor bygningen lå, slår det mig – som det næsten altid gør, når jeg besøger sådanne steder – hvor fri jeg er.
At jeg kan gå omkring, som det passer mig på dette sted på jorden, hvor så mange mennesker blev frataget deres værdighed. Ingen af dem er her længere.
Hana Berger, 2 år gammel. Bajla Belchatowski, 1 år gammel. Wolf, Jechudys og Szaja Cimberknop, 8, 6 og 3 år gamle..
Men de var her. De var her på netop dette sted. Og på en eller anden måde sidder deres skrig, deres fortabelse i landskabet. I den hårde blæst. I de nøgne træer. I de sorte fugle.
Egentlig ved jeg jo godt, at deres skrig i virkeligheden sidder i mig. At de sidder i den viden, jeg bringer med til stedet, og at stedet farves. Men jeg har svært ved at skille mit indre fra det ydre, mens jeg går her. Det flyder sammen, og jeg kæmper med at holde de allerværste øjenvidneberetninger væk fra mit sinds forreste kamre. De er for frygtelige.
I stedet gør jeg det, jeg lovede mig selv, jeg ville gøre. I den jødiske tradition siger man angiveligt, at alle mennesker dør to gange. Første gang, når dit hjerte stopper sine slag, og anden gang når nogen siger dit navn for sidste gang. Jeg har lært mig selv navnene på nogle af de børn, der blev myrdet i Chelmno i 1942. Og mens jeg går, siger jeg deres navne højt: “Hana Berger, 2 år gammel. Bajla Belchatowski, 1 år gammel. Wolf, Jechudys og Szaja Cimberknop, 8, 6 og 3 år gamle”.
Deres navne stammer fra en liste med 593 børn, der blev myrdet i august 1942 i Chelmno. Jeg gentager navnene, mens jeg går. De er ansigtsløse for mig, men de har levet engang. Jeg fylder uden modstandskraft mine egne børns ansigter ind i øjenvidneberetningerne. Bajla, Hana, Wolf, Jechudys og Szaja har været lige her, hvor jeg går. Jeg håber, de var her med deres forældre, men jeg ved det ikke. Og under alle omstændigheder har de levet en stor del af deres korte liv i angst.
Den villa, de ankom til, er her ikke længere. Den blev revet ned, da tyskerne forlod lejren kort inden krigens slutning. Som i Belzec, Sobibor og Treblinka ønskede nazisterne ikke, at der skulle være spor efter deres gerninger. Det eneste, de efterlod i området, var en nedbrændt lade. Den blev brændt med jødiske fanger indeni.
Området har været gennem en arkæologisk udgravning. Den har blotlagt villaens fundament og indre struktur. På grund af tidens byggemetoder står fundamenter fra de vægge, som fandtes i villaen, tilbage i jorden. Som et vandmærke trykt på den sandede jord ligger bygningens plantegning til skue under mig.
Massegrave
I Chelmno ankom mellem 175.000 og 200.000 mennesker. De fleste jøder, men også ca. 5000 romaer. Efter ankomsten blev de mødt af en tysker, som forsikrede dem, at de skulle forflyttes til et sted i riget, hvor de skulle arbejde. Inden da måtte de afluses og vaskes. Alle ejendele og al tøj blev taget fra dem, og de blev derefter gennet gennem en gang, der med et knæk løb parallelt med husets langside. For enden af gangen holdt en lastbil med lastrummet åbent, og de nøgne og skræmte mænd, kvinder og børn blev presset sammen derinde, inden dørene til lastbilen blev lukket.
Adskillige øjenvidneberetninger fortæller om de dødsangste skrig, de desperate slag mod døren, de skræmte børnelyde. En tysker monterede derefter en slange, som førte udstødningen fra lastbilen ind i lastrummet, og efter fem minutter døde skrigene langsomt ud. Så kørte lastbilen de fem kilometer til en nærliggende lysning i en skov. Ved ankomsten blev udvalgte jøder tvunget til at åbne lastrummet og hale de døde kroppe ud.
Jorden er mørk i Chelmno, men himlen insisterer på at holde på lyset lidt endnu. Kontrasterne skærpes i denne aftentime
I begyndelsen blev de begravet i lange massegrave, men senere blev de brændt på samme sted. Man ønskede ikke, at eftertiden skulle afsløre de forbrydelser, man foretog sig i den lille landsby.
Og mens jeg står her og tænker på, hvor mange mennesker der blev myrdet på denne lille plet på jorden, følger mine øjne den gang, som ofrene måtte løbe ad. Den ligger som et fingeraftryk i fundamenterne under mig, mens stormen raser over mig.
Der er lovet vindstød af orkanstyrke i Polen. Jeg har ikke lyst til at gå, for intet ubehag jeg føler, er værd at nævne på et sted som her. Jeg er her, fordi Chelmno ikke er et sted, der fylder i den almindelige fortælling om Holocaust. Men de mennesker, som blev myrdet her, var ikke anderledes end dem, som blev myrdet andre steder. De fortjener også at få deres navne sagt højt.
Jeg søger ly i det lille museum, som ligger på pladsen, men stormen har taget strømmen i Chelmno. Museet er totalt mørkelagt. Jeg tænder lygten på min mobeltelefom og oplyser de genstande, som er udstillet i det vinduesløse museumsrum. Den lille lyskegle får montrer og betonsøjler til at kaste lange, forvredne skygger, indtil mit blik fanges af et fotografi. Ud af mørket stirrer fem mænd på mig. I bare overkroppe og med mørke øjne kigger de fra fortiden ind i lysstrålen fra min telefon. Deres ansigter er uden mimik, men der lyser en stille trods ud af dem. De findes ikke længere. De blev myrdet her i Chelmno, men de kigger på mig. Der er firs år mellem dem og mig. Ikke længere end det. Men det er samtidig en uigennemtrængelig evighed.
Jeg bevæger mig til sidst udenfor igen.
Jeg forsøger at trodse elementerne, men efter tre timer må jeg overgive mig. Regnen pisker ned, og jeg sætter mig tilbage i den Audi, jeg har lejet på turen. Også jeg tænder en benzinmotor i Chelmno. Den spinner jævnt i sin motorgang, og da jeg kører ud fra parkeringspladsen og forbi kirken. Inden jeg sætter kursen mod Oświęcim, af tyskerne kaldet Auschwitz, 300 km længere sydpå, vil jeg besøge det sted, hvor massegravene tog imod de myrdede jøder og romaer.
Jeg kører derfor i første omgang de samme 5 km, som ofrene blev fragtet, mens de langsomt blev kvalt af kulilte i lastrummet. Og det føles næsten kvalmende, da varmen begynder at brede sig i min kabine.
Jeg kører i den helt særlige tid på dagen, der hvert efterår og forår skaber sælsomme synsindtryk. Da jeg parkerer, står himlen oplyst mod fyrretræernes silhuetter. Jorden er mørk i Chelmno, men himlen insisterer på at holde på lyset lidt endnu. Kontrasterne skærpes i denne aftentime. Lys og mørke står som et enten-eller i omgivelserne, men jeg endnu engang trodser blæsten og bevæger mig ind i skoven.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
