UDDANNELSE // KOMMENTAR – Den højere middelklasse har haft for meget magt over uddannelsespolitikken, siger Frederik Vad (S), der er næstformand i Børne- og Undervisningsudvalget. Han mener, de unge uden uddannelse og job er Socialdemokratiets vigtigste projekt i SVM-regeringen. “Løsningen er, at vi bryder det store tabu: Der må ikke røres ved skolestruktur og uddannelsespligt,” skriver Søren Rønhede.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det drejer sig om om de 42.000 unge, der i dag hverken er i gang med en uddannelse eller er i arbejde.
Det er “en sindssygt svær opgave”, sagde Vad til Altinget den 4. april.
“Det vil faktisk være enestående, hvis det lykkes: Man skal gøre sig uvenner med nogle interesser, som er meget stærke og også økonomisk stærke.”
Allerede nu kan vi se, at Socialdemokratiet og regeringen har valgt ikke at “gøre sig uvenner” med stærke interesser.
Skolens minister, Mattias Tesfaye, vil rulle udviklingen tilbage og genindføre den delte folkeskole, som der blev taget endelig afsked med i 1975. Derved kan man tidligt programmere de elever, der ikke føler sig hjemme i den gymnasiefikserede folkeskole, til at søge mod de nødlidende erhvervsuddannelser.
De veluddannedes børn får aldrig prøvet af, om de skulle have klogere hænder end hoveder
Det er god gammeldags klassepolitik.
Nina Schmidts seneste kommission vil gå en anden vej. Den vil fjerne 10. klasse og føje endnu en ungdomsuddannelse til de 117, vi har i forvejen.
“Vi har ikke knækket problemet med den sociale arv og de udsatte børn og en gruppe unge uden fremtidshåb,” skrev chefredaktør Lisbeth Knudsen for snart fem år siden.
Hvordan kan det løses?
Det følgende er et bud på, hvordan problemet kan “knækkes”. Igennem et halvt århundrede har problemet eksisteret, og meget er forsøgt, men udelukkende på overfladen. At så mange falder ud af uddannelsessystemet, rokkes der ikke ved.
Hovedårsagen til miseren tales der ikke om:
Den danske skolestruktur. Den har sin rod i “den sorte skole” med almueskolen i bunden og latinskolen i toppen. Almueskole har skiftet navn til folkeskole, men det er stadig tilegnelsen af bogligt stof, der styrer. Denne ensidighed er roden til meget.
Tager vi en time fra dansk og matematik og bruger den på musik, er det ikke bare sådan, at eleverne nu også lærer musik. De bliver ikke svagere i de fag, hvorfra timerne hentes, tværtimod
En 4. klasse holder juleafslutning. En af klassens faglærere kommer på visit, mens eleverne er godt i gang. Især en af drengene tiltrækker lærerens opmærksomhed. Drengen spiller på sin violin, så det er en lyst. Tonerne lyser fra ham; han udstråler kunnen, selvtillid og livsglæde.
Læreren kender ham fra et fag, hvor det vigtige er ord og bogstaver. Dem har drengen det ikke så godt med. Med greb om violinen er han helt i sit es. Som læseren måske gætter, befinder vi os på en Steinerskole. Her ved man, at musikken former og danner og kan løfte de bogligt svage.
Pædagogisk forskning i ind- og udland har for længst påvist, at tager vi en time fra dansk og matematik og bruger den på musik, er det ikke bare sådan, at eleverne nu også lærer musik. De bliver ikke svagere i de fag, hvorfra timerne hentes, tværtimod. Endnu bedre bliver det, når vi føjer flere kunstneriske og praktiske fag til skolepaletten.
Men den danske folkeskoletradition bygger på mere af “det onde”. Har eleven det svært i dansk, skal eleven have mere danskundervisning. Med den metode er der fremkaldt oceaner af skoletræthed.
Hvordan får vi mere lighed?
I disse år, hvor kursen er blevet skærpet med test- og konkurrencetyranniet, leverer skolen i voksende grad til psykiatrien. Det sidste fremstilles fra overlægeside som et fremskridt: Vi er blevet meget bedre til at opspore tilfældene og få dem medicineret. (Kr. Dagblad 28/5-20, link til Infomedia, som alle har adgang til på biblioteket, i modsætning til de fleste danske aviser.)
Det er især de små drenge, der er problemet. Dem klarer man med en diagnose.
“Den snævre boglige tilgang og udgrænsningen af andre fagligheder hæmmer social mobilitet og fremmer uddannelsessnobberiet,” skrev SFI-direktør Agi Csonka i sin lille bog Hvordan får vi mere lighed i uddannelse? (2017).
Agi Csonka konstaterer, at hvis vi vil have flere til at søge mod erhvervsuddannelser, så må eleverne erfare, at formgivning og bearbejdning af den fysiske verden tages lige så alvorligt som den boglige tilgang … de veluddannedes børn får aldrig prøvet af, om de skulle have klogere hænder end hoveder.
Det frempressede valg af livsvej undergraver børns og unges selvtillid og svækker deres muligheder for at klare sig senere i livet
Politikerne nøjes med, som hun skriver, at “tale erhvervsuddannelserne op ved festlige lejligheder”.
HVORDAN får vi has på det uddannelsessnobberi, som politikerne har fodret gennem generationer?
I de mest sårbare ungdomsår skal de unge vælge livsvej. Dermed cementeres de sociale forskelle. Det frempressede valg af livsvej undergraver børns og unges selvtillid og svækker deres muligheder for at klare sig senere i livet.
Folkeskolereformen af 2014 gjorde ikke op med den faglige ensidighed. Praktiske, håndværksmæssige og kunstneriske fag placeres fortsat i anden eller tredje række, hvis de overhovedet er med.
Folkeskolen er stadig skruet op på, at der skal vælges livsvej i 9. klasse. Over-/middelklasseungerne ved godt, at gymnasiet er skabt til dem.
… jo før gymnasiet ryddes af vejen desto bedre. Gymnasiet fastholder en ulighedsskabende sondring mellem teoretisk og praktisk arbejde …
Erik Jørgen Hansen, kronik i Information, 11. februar 1981
Dertil kommer, at man over lang tid har holdt liv i det særligt udviklede forhindringsløb, der venter dem, som vælger en erhvervsuddannelse. Tænk, hvis det var overklasseungerne, der blev stoppet på deres vej gennem gymnasiet, fordi de ikke kunne finde en praktikplads.
Sikke et ramaskrig fra veletablerede forældre og deres politiske venner. Det problem ville hurtigt blive løst.
“Men jeg kunne ikke få praktikplads, og så kunne det ligesom være lige meget,” udtalte en erhvervsskoleelev (BT 13/9-2021).
Men de gymnasiefikserede politikere har ikke for alvor villet gøre noget ved sagen. Indimellem forsøger man sig med lappeløsninger. Fx har man forsøgt sig med at love dem, der vælger en erhvervsuddannelse, en økonomisk bonus. Flere unge skulle vælge den vej, fordi de har udsigt til en bonus på godt kr. 20.000.
Forslaget illustrerer, hvordan der tænkes i politiske kredse.
Løsningen ligger lige for
“Det mest brændende spørgsmål i den danske uddannelsespolitik lyder: Hvad skal der gøres ved, at hver femte elev farer vild på vejen fra skolen til en uddannelse? … Problemet er gået i arv fra regering til regering og har gjort målsætningen om uddannelse til alle til en smuk hensigtserklæring, som aldrig har været i nærheden af at blive en realitet. … Fandtes der en snuptagsløsning, var den grebet for længe siden,” skrev Politikens Jacob Fuglsang 22/1-2016.
Han havde fuldstændig ret – bortset fra sidste sætning. For løsningen ligger lige for. Og har ligget der i over 40 år. Sidste gang den blev præsenteret, var i Informations kronik den 11. februar 1981.
Overskriften var “Gymnasiet må væk”. Forfatteren var Danmarks førende uddannelsesforsker, Erik Jørgen Hansen (1935-2017), der skrev:
“… jo før gymnasiet ryddes af vejen desto bedre. Gymnasiet fastholder en ulighedsskabende sondring mellem teoretisk og praktisk arbejde …”
Forslaget blev ignoreret. Folketingets sammensætning siden jordskredsvalget 1973 har ikke været til ægte reformer på uddannelsesområdet. 1973-valget satte punktum for den socialdemokratisk-radikale dagsorden: større lighed gennem uddannelse.
Hensigten var at fjerne det skarpe skel mellem grundskole og ungdomsuddannelser og skabe balance mellem teoretiske og praktiske uddannelser. Jordskredsvalget 1973 satte bom herfor
Bestræbelserne begynder i 1930’erne med den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen (1888-1974) og fortsatte i hans anden periode fra 1957.
Resultatet var skoleloven af 1958, der skabte lighed mellem land og by og tog et første livtag med over/middelklassens uddannelsesprivilegier. Der blev taget et afgørende skridt i retning af større lighed, idet den tidlige deling efter 4. eller 5. klasse efterhånden faldt væk.
Næste skridt blev taget af Knud Heinesen (S), der i sin undervisningsministertid 1971-73 fik udvidet undervisningspligten fra syv til ni år.
Men Heinesen havde videregående planer. Under ledelse af den socialdemokratiske nestor og uddannelsespolitiske pioner, undervisningsdirektør Sigurd Højby, afgav det såkaldte Højbyudvalg i 1973 betænkning om en gennemgribende reform af skolestrukturen. Skoleforløbet skulle gøres 12-årigt med en bred vifte af uddannelsestilbud til de 16-19-årige. Hensigten var at fjerne det skarpe skel mellem grundskole og ungdomsuddannelser og skabe balance mellem teoretiske og praktiske uddannelser.
Jordskredsvalget 1973 satte bom herfor.
Heinesens og Højbys reformværk kunne have løst restgruppeproblemet, inden det blev rigtig alvorligt, ved at nærme sig en 12-årig undervisningspligt.
I stedet frøs man undervisningspligten fast ved de 9 år.
Forklaringen på den misere er, at borgerligheden frygtede for sit kære, elitære gymnasium, som af samme grund mistede sit elitære præg og blev en alt for opreklameret fortsættelse af folkeskolen, der af samme grund er blevet belastet af en konkurrencekultur, som videreføres i gymnasiet – til skade for de unges alsidige udvikling og almene dannelse.
Løsningen findes, og det har den gjort i over fyrre år.
Det menneskelige kommer på en andenplads
Men i stedet blev uddannelsespolitikken gjort til et markeringsfelt for politikere på jagt efter billige point, og fra 1982 blev den offer for Bertel Haarders ideologisk bestemte påfund og Finansministeriets økonomistiske vildfarelser af nyliberalistisk aftapning.
26/1-2016 satte V-regeringen tal på miseren. “Unge, der hverken er i uddannelse eller i arbejde, koster statskassen milliarder.” Skønnet var 15 milliarder årligt.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann erklærede:
“Vi står på en brændende platform. Vi har som samfund ikke råd til, at så mange mennesker står udenfor. Det er en enorm økonomisk og menneskelig pris, vi betaler.”
Løsningen er, at vi bryder det store tabu: Der må ikke røres ved skolestruktur og uddannelsespligt
Det menneskelige kommer med på en flot andenplads – efter pengene. Og hvilken løsning præsenterede ministeren? Hør blot:
“Nu må forældrene tage ansvar!”
Ministeren befandt sig åbenbart godt på sin brændende platform, som hun gav videre til efterfølgeren.
Jævnligt er der fokus på, at erhvervsuddannelserne savner status:
“Forældre presser unge i gymnasiet. Der er mere status i gymnasiet end i en erhvervsuddannelse,” skrev Politiken 16/11 2012.
Politikernes påfund var at bruge karakterkrav til at vanskeliggøre adgangen til erhvervsuddannelserne og dermed øge tilgangen til restgruppen. Hvis vi skal løse problemet, må vi finde en vej uden om uddannelsessnobberiet.
Løsningen er, at vi bryder det store tabu: Der må ikke røres ved skolestruktur og uddannelsespligt. Med en 12-årig uddannelsespligt kan vi få alle med. Samtidig må vi sikre samme status for alle former for uddannelse.
Gymnasiets attråværdighed har sin rod i dets historiske funktion som eliterekrutteringens hovedvej. Men i dag, hvor gymnasiet ikke rummer ca. 2 % af en ungdomsårgang som i begyndelsen af det 20. århundrede eller ca. 8 % som i 1960’erne, men ca. halvdelen af en ungdomsårgang, er situationen en anden.
Med det 12-årige forløb kan al ungdomsuddannelse samles under én og samme studenterhue. Valget kan falde på den med størst prestige
Gymnasiet forsyner os med et uddannelsesproletariat, som havde været bedre hjulpet med en erhvervsuddannelse. En ny skolestruktur med en 12-årig undervisningspligt ville sikre, at ingen falder ud.
Det ville ikke være nødvendigt at fremtvinge tidlige erhvervsvalg. I ungdomsårene skal fagudbuddet være bredt, valgene skal være glidende; det skal være muligt at skifte retning uden postyr og tab af tid.
Den ny skolestruktur kræver også en ny bygningsstruktur, hvor adskilte skoleretninger bringes sammen. Forældres gymnasieambitioner vil få sværere ved at hindre en ung i at sigte mod en attrået erhvervsuddannelse.
Når 12. klasse er afsluttet, vil langt flere end i dag være godt i gang med en erhvervsuddannelse; andre vil være pænt studieforberedte, og flere vil kunne gå videre med et fundament af selvtillid, kunnen og almen dannelse.
Med det 12-årige forløb kan al ungdomsuddannelse samles under én og samme studenterhue. Valget kan falde på den med størst prestige.
Kald bare det hele for gymnasiet, hvorved ordet nærmer sig sin oprindelige betydning: en træningsplads med vægt på fysiske færdigheder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
