MIDTVESTLIV // KLUMME – USA har nærmest alt hvad rejselystne eventyrere som Julie Bendtsen og hendes familie kan drømme om, og ét efter ét bliver punkterne på bucket listen krydset af. Alligevel begynder tanker om rejser til resten af verden – med ordentlig mad, skæve brosten og lidt klædelig ydmyghed – at trække mere og mere. Sammen med en lille drøm om at kunne tage en amerikaner eller to med på rejsen.
CHICAGO – Da vi for snart syv år siden besluttede os for at rykke familien og dagligdagen til USA, var det med en plan om at blive her i to år. Og mens den plan – altså om de to år – ikke ligefrem kan siges at have holdt stik, er der en anden vi rent faktisk har overholdt. Nemlig planen om, at så længe vi boede i USA, ville vi forsøge at holde alle vores ferier (turene til Danmark undtaget, selvfølgelig) her i landet.
Beslutningen blev taget ud fra en holdning om, at der er så uendelig meget at se i USA, og at med den begrænsede tid vi skulle bo her, ville det da kun give mening at opleve så meget som muligt, mens vi havde bekvem indenrigsadgang til det. Europa løb jo ingen steder, så storbyferier i Amsterdam og Rom, solferier i Portugal og skiferier i Alperne kunne jo godt vente de par år. Bevares, ikke at den slags ture er noget vi har dyrket hverken hvert eller hvertandet år, men mulighederne for en tur har i hvert fald altid ligget nogenlunde lige for.
Turisme med tryghed
Fast forward seks år – og planen holder stadig. Vi har måske ikke set så meget af USA, som vi havde håbet på, men vi har set meget, og vi har oplevet steder vi ingenting kendte til, inden vi flyttede hertil.
Hvorfor skulle man rejse ud, når man kan få det hele her?
Men nu, hvor de planlagte to år er blevet mere end tredoblet, er vi så småt ved at nå frem til, at flere i ferier i Europa måske begynder at skulle prioriteres højere. Ikke kun fordi børnene nu er ældre og vi virkelig helhjertet føler, at de skal kende så meget som muligt til europæisk kultur og historie, men i lige så høj grad fordi vi gerne vil undgå amerikanerferiefælden.
I USA er det kun omtrent en tredjedel af den voksne befolkning, der har et gyldigt pas. Det er der naturligvis et hav af grunde til, en vægtig af dem utvivlsomt økonomi, en anden ferielov – men der er også en anden faktor som gør det langt mindre oplagt for en amerikaner at have et pas end for fx en dansker: en form for tryghedsturisme. Hvorfor skulle man rejse ud, når man kan få det hele her?
Drømmen om Galapagos
På min såkaldte bucket list var et af toppunkterne i mange år at få lov at svømme med søløver. Ikke sådan noget betalt fangenskabsdyrplageri-show, men ægte vilde søløver i det fri. I lige så mange år var det min klare overbevisning, at det punkt ville kræve en tur til Galapagos-øerne, og så var vi ligesom ude i nogle lidt mere langsigtede økonomiske overvejelser. Samtidig ville det heller ikke være en tur, vores børn var gamle nok til at forstå og værdsætte, så punktet blev stående på listen, og jeg erkendte, at det ville tage nogle år, før det kunne blive en realitet. Hvis altså nogensinde.
Så kom vi nærmest lidt tilfældigt til San Diego. Nærmere betegnet bydelen La Jolla, som ud over at være hyggelig og fin og byde på den bedste seafood, vi har fået her i landet, ligger langs en kyst, hvor vandet er fyldt med både sæler og søløver, som ikke bare ligger på stenene overalt langs stranden, men også boltrer sig i vandet.
Der røg et bucket list-punkt for hele familien
Vi lejede fire våddragter (Stillehavet er KOLDT i Californien), gik i vandet fra stranden med masker og snorkler, og mens vi svømmede rundt, kom den ene søløve efter den anden hen til os for at lege. Unger, voksne, flokke og singler – de var nærgående og legesyge og helt igennem vidunderlige. Vupti – der røg et bucket list-punkt for hele familien, og det kostede os ikke andet end leje af våddragter. Vi behøvede slet ikke drømme lange drømme om at tage til Galapagos. Vi fandt, hvad vi søgte lige her i USA.
Palmer, pister og en lille tår Pinot Noir
Af alle de oplevelser man som familie, par eller enkeltperson kan drømme om, er det i det hele taget et fåtal, der ikke kan opstøves og opleves her. Storbyferie? Well, med New York, Chicago, Los Angeles, Boston, Houston med flere er mulighederne for mange til at remse op. Lange hvide sandstrande med varmt vand og solskin i rigelige mængder? Floridas kyster venter året rundt. Aktive vulkaner, regnskove, palmestrande og snorkling med mantarokker? Aloha og velkommen til Hawaii, min ven. Vinmarker så langt øjet rækker? Napa Valley venter. Skiferier i puddersne eller på perfekt groomede pister? Rocky Mountains ligger bogstaveligt talt for vores fødder.
Der er en ydmyghed at finde i overvældelsen
Set med amerikanske øjne forstår jeg godt, at man ikke savner noget og kan føle sig fristet til aldrig at forlade hjemlandet. Men som europæer kan jeg ikke lade være med at føle, at der mangler noget virkelig vigtigt. Kultur, historie, lidt ubekendte faktorer, lidt udfordring. Lidt sund horisontudvikling, som det meget let kommer til at knibe, når man kun bevæger sig inden for de vante rammer – uanset hvor uvante de så måtte føles, når man bevæger sig ud over delstatsgrænserne. Der er en ydmyghed at finde i overvældelsen, og den kan man altså godt mærke, amerikanerne ind imellem er blottet for.
Selvfølgelig hører det med til nuancerne, at den danske ferielovgivning ligger meget, meget langt fra den amerikanske, og når ens betalte feriedage sjældent sniger sig langt over ti, kan det virke oplagt lige at genoverveje, om et mærkbart antal af dem skal gå til en transatlantisk flyvetur og tilhørende jetlag.
Klichéen på Palatinerhøjen
Samtidig kan en dyr flybillet til et europæisk, sydamerikansk eller asiatisk land i mange tilfælde virke som en helt uopnåelig luksus ud af en gennemsnitlig amerikansk lønseddel. Der har vi trods alt helt andre privilegier i Danmark, hvor en tur til London eller Berlin er langt mere overkommelig for langt flere. Og hvor vores mange feriedage giver os en langt større mulighed for at bruge en del af tiden på at udforske og opdage og ikke kun genopladning.
Det er sundt at føle sig lidt ubetydelig ind imellem
Ikke desto mindre ender de manglende oversøiske input altså med at virke som en blind vinkel i den amerikanske befolkning. Der er simpelthen for meget, de går glip af, fordi de aldrig ser det, og der er så meget at se uden for USA’s grænser. Og det handler ikke om “Ti byer på ti dage”-fluebensture, som mange amerikanere ynder at kaste sig over, som var det en olympisk disciplin. Det handler om at lade sig opsluge lidt og om at opleve.
Første gang jeg rigtigt oplevede Rom, var jeg på samme tid blæst fuldstændig bagover og lidt flov over at føle mig som så stor en kliché. For én, der siden jeg kunne skrive, har gjort en dyd ud af at prøve at gøre det originale, føltes det nærmest som en fiasko at se i øjnene, at de eneste ord der faldt mig ind, var “historiens vingesus”. Gab, mand. Men kliché eller ej, det var de ord og den følelse, der blev ved med at følge efter mig på Colosseum, på Palatinerhøjen og Forum Romanum og i alle de små gader med ujævne brosten, gamle bygninger og endnu ældre historie.
Den amerikanske madkultur er altså et farligt lotteri med lidt for mange nitter
Det er den samme følelse, der melder sig, når jeg har været i Grækenland, Paris – ja, sågar mit elskede, savnede København. Der er noget ganske særligt og ret ubeskriveligt ved at gå rundt i historie så meget ældre, så meget mere grundlæggende end én selv. Det er lærerigt, det er fascinerende – og så tror jeg ærligt talt, det er sundt at føle sig lidt ubetydelig ind imellem. Måske især for en nation, der fra tid til anden har en lige lovlig insisterende tendens til at føle, opfatte og udnævne sig selv til verdens navle. Selv stormagter har godt at at føle, at verden ikke drejer sig om dem. Eller i hvert fald ikke altid har gjort det.
Nittemåltider
Og netop det med at føle sig ubetydelig er altså ikke noget, amerikanerne gør det meget i. Der er noget fascinerende og til tider beundringsværdigt over deres overflod af selvtillid – og måske, endnu vigtigere, selvtilstrækkelighed – men det er altså også en af de egenskaber, der bør tages i brug med stor omhu. Ingen mennesker er, så vidt jeg ved, nogensinde blevet hverken dummere eller ulykkeligere af at se lidt udad og orientere sig både om og i resten af verden. Eller af at blive klogere på andre kulturer, krige – eller køkkener.
For lad os tale lidt om dem, køkkenerne. Jeg er ked af at sige det, men den amerikanske madkultur er altså et farligt lotteri med lidt for mange nitter til, at det altid er rigtig sjovt at spille. Især når det kommer til europæisk mad. I de godt seks år vi har boet her, er det lykkedes os at få italiensk mad, der rent faktisk smagte italiensk, to steder, i to større byer. Nå ja, og så det utroligt tilfældige wild card, som var en enkelt pizza i Nashville.
“Autentisk” italiensk mad herovre er for langt størstedelens vedkommende nogenlunde lige så autentisk som svinebov og ananas i en calzone, og jeg ville ønske, nogen ville fortælle alle de selvudnævnte italienske kokke og restaurantindehavere her, at tocentimeters selvstændige lasagnelag af ricotta og mozzarella ikke er standard i hverken Pisa eller Palermo.
Ydmyghed i toppen af tårnet
Men det er svært at vide, hvis man aldrig har været i nærheden af den ægte vare, og så igen: Enhver der har besøgt en af frokostrestauranterne i Solvang, vil formentlig kunne skrive under på, at et givent lands madkultur måske ikke ligefrem forstærkes gennem en håndfuld generationer, og måske handler det bare om forventningsafstemning. Mine forventninger til italiensk mad i USA er i hvert fald blevet afstemt …
Når verden åbner igen, skal mine børn spise pasta i Rom
Der er god grund til at misunde amerikanerne de uendelige oplevelser, deres land har at byde på. Men jo mere jeg udforsker dem, jo mere går det op for mig, at folk, der tilsyneladende har det hele, på en paradoksal måde alligevel ender med at mangle noget. En sult, måske. Og måske mangler det, fordi den sult, det kræver at udforske det ukendte og udfordre sig selv lidt, kommer lidt mere naturligt, når man er vokset op i et land uden bjerge, palmer eller vinmarker.
Nu er vi her i et land med uudtømmelige muligheder for oplevelser. Vi nyder godt af dem, mens vi bor her, og vi har meget til gode. Men når verden åbner igen, skal mine børn spise pasta i Rom, gå langs floder i Paris og London og føle sig ganske bittesmå på toppen af trappen i Vor Frelsers Kirkes tårn. Lidt ydmyghed har aldrig skadet nogen.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Det er nemt at få en “verden for mine fødder”-oplevelse i USA. Men efter godt seks år med indenrigsturisme savner Julie Bendtsen lidt europæisk kulturdybde. Foto: Privat
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
