EUROPAS MINDRETAL #9 // TRUMP – Det er bemærkelsesværdigt, at Trump betragter EU som USA’s måske største fjende, og forklaringen på hans politik og toldkrig kan findes i hans personlighed og verdensopfattelse.
Det har undret verden, hvad der ligger bag præsident Trumps handelskrig mod resten af verden, som den kom til udtryk i hans voldsomme forøgelse af toldsatserne over for de fleste lande – ironisk nok også over for nogle ubeboede øer i Stillehavet og over for Schweiz, som ikke har told på varer fra USA – og hans og vicepræsident Vances angreb på EU og ikke at ville udelukke at anvende militær magt for at indlemme Grønland, hvilket ville indebære at føre krig over for et andet Nato-land, Danmark.
Forklaringen kan findes i Trumps personlighed og den heraf følgende verdensopfattelse. Hans personlighed var ifølge hans niece, Mary J. Trump, der er psykolog, i første omgang et spejlbillede af faderen, Fred Trumps, personlighed, idet faderen delte verden op i vindere og tabere, og hvor det at vise svaghedstegn var det samme som at være en taber, hvorfor faderen ikke tolererede svaghedstegn hos sine børn.
Efter Trumps opfattelse har USA i sin naive selvgodhed mistet den økonomiske førertrøje, da man har troet på gensidige fordele ved globaliseringen
Man skulle være en killer, dvs. usårlig, og for at blive en vinder var alle kneb tilladt, en praksis, der også var gældende i ejendomsbranchen i New York, hvor faderen havde tjent sine millioner, og hvor Donald gjorde sit indtog. Her samarbejdede han med tvivlsomme typer og lærte, at man ikke skal være alt for nøjeregnende med sandheden. Han lærte at bruge sandhed og løgn strategisk, fx ved at hævde at være solvent, hvis man ikke var det, når man ville opnå lån.
Ser verden som en jungle
Hans bekendtskab med advokaten Roy Cohn, der også var advokat for mafiafamilier, (vist i filmen The Apprentice) lærte ham desuden, at man hele tiden skal angribe og være aggressiv, fordi en blottelse straks vil blive udnyttet af modstandere, hvorfor man aldrig skal indrømme fejl. Som han sagde til en ven, som indrømmede at have behandlet kvinder dårligt, så skulle vennen benægte alt, for ”hvis du indrømmer noget som helst eller noget strafbart, så er du færdig … Du skal være aggressiv”.
Hvis man fortæller sandheden, hjælper man bare sine fjender, og så taber man, mens det er Trumps personlige erfaring, at løgnere ofte vinder. Han betragter ikke retsvæsenet som en uafhængig instans, men som et udtryk for organiserede interesser, som prøver at dominere og udmanøvrere hinanden, og hvor alle kneb gælder, også løgnen. For også sandheden bruges for at vinde over modstandere. Dette ser han udtrykt i de mange retssager mod ham, for modstanderne hævder at tale sandt bare for få ram på ham og senest for at forhindre ham i at genvinde præsidentposten.
Dette hænger sammen med hans verdensbillede, idet han opfatter verden som en jungle, hvor de stærke dominerer de svage og enten æder dem eller tvinger dem til at adlyde og gøre, som den stærke befaler. Derfor er det også vigtigt, at den stærke aldrig viser svaghedstegn, fordi det kan blive udnyttet af de svage og underminere den stærkes position. Hans mentalitet svarer til en mafiaboss’, og ligesom en mafiaboss kræver han også total loyalitet, også selv om det indebærer, at man skal lyve. Folk, han betragter som illoyale, ”rats”, og andre fjender ønsker han at hævne sig på.
Opgøret med exceptionalismen indebærer også, at Trump er ligeglad med, om lande er demokratiske og overholder menneskerettighederne
Opfattelsen af tilværelsen som en jungle afspejler sig i hans opfattelse af handler, deals, der altid er et nulsumsspil, hvor der altid er en vinder og en taber. En aftale til begges fordel eksisterer ikke i Trumps verden. Hans ghostwriter, Tony Schwartz, beskriver hans mentalitet som ”du enten skabte og udnyttede frygt, eller du bukkede under for den” – hvilket afspejler sig i hans nylige udspil – og ”han gjorde det klart for mig, at han behandlede ethvert møde som en konkurrence, han måtte vinde, fordi den eneste anden mulighed fra hans perspektiv var at tabe, hvilket svarede til udslettelse”.
Instinktiv strategi
Han beskriver sin strategi i bogen The Art of the Deal: ”Jeg stræber højt, og så bliver jeg ved med at skubbe og skubbe og skubbe, til jeg får det, jeg går efter” – hvilket meget godt beskriver hans forretningsmetoder, hans toldpolitik og hans strategi over for Nato.
I efterkrigstiden har USA efter Trumps mening været svagt, fordi landet har tilladt andre lande, især de besejrede Tyskland og Japan, at imitere amerikansk teknologi og managementmetoder, således at USA’s førerposition er blevet undergravet, og USA har oplevet en relativ tilbagegang. (Denne opfattelse er analyseret af Ivan Krastev og Stephen Holmes i The light that failed).
Den amerikanske exceptionalisme, at USA skal være et moralsk forbillede for resten af verden, har ifølge Trump været en klods om benet for USA, fordi landet har fulgt den liberale verdensordens regler, som USA i parentes bemærket har været skaber af, mens alle andre har snydt og bedraget for at opnå fordele. Derfor ønsker Trump et opgør med denne ordens multilaterale aftaler og organisationer, fordi de er til skade for USA. For i en skånselsløs, darwinistisk verden, er det kun den naive, der forsøger at være ren og derfor skader sig selv over for andre og mere kyniske konkurrenter. Hvorfor skal USA overholde reglerne, når de andre snyder?
Man behøver ikke at have dårlig samvittighed over ikke at overholde reglerne, for det er bare et tegn på, at man spiller spillet. Efter Trumps opfattelse har USA i sin naive selvgodhed mistet den økonomiske førertrøje, da man har troet på gensidige fordele ved globaliseringen. Og det er årsagen til hans opgør med den liberale verdensorden. For han ønsker kun at lave aftaler med landene enkeltvis, fordi USA som supermagt står meget stærkere, end hvis forhandlingerne foregik i internationale organisationer, hvor der gælder regler for samarbejdet.
Der er ikke noget, der tyder på, at han har udtænkt et sammenhængende ideologisk verdensbillede; han tænker og handler snarere intuitivt
Opgøret med exceptionalismen indebærer også, at Trump er ligeglad med, om lande er demokratiske og overholder menneskerettighederne. USA har ingen mission, og det vigtigste er, hvilke deals Trump kan lave med landene.
Som forretningsmand har han været vant til at være enerådende, men det er han ikke i det amerikanske checks and balances-system – men det forsøger han nu at undergrave – og derfor ser han op til ”stærke” mænd, der hersker enerådende, fx Putin, Xi og Kim. Da de har næsten ubegrænset magt, må de efter Trumps opfattelse kunne noget særligt og derfor have krav på respekt. Derfor ønsker han også at kunne genvælges i 2028.
Der er ikke noget, der tyder på, at han har udtænkt et sammenhængende ideologisk verdensbillede; han tænker og handler snarere intuitivt baseret på forskellige opfattelser, som er samlet sammen hen ad vejen. På samme måde virker hans strategi også mere instinktiv end gennemtænkt – den kan skifte alt efter, hvad han ser i TV, eller hvem han nu har talt med, og hvilket humør han er i. Fx var der ingen, der vidste, hvilke toldsatser han ville tildele de forskellige lande, og det er svært at se en logik i dem, og medlemmerne af hans administration har udlagt formålet på flere modstridende måder. Og ingen aner, om han vil ændre dem i løbet af de næste uger og måneder.
Offer for svigefuld adfærd
Krastev og Holmes anfører, at det, der oprindeligt irriterede Trump mest, var, at Tyskland og Japan efter at være blevet besejret i 2. verdenskrig udviklede bilindustrier, som besejrede den amerikanske på verdensmarkedet. Og efter årtusindeskiftet har USA’s relative tilbagegang især vist sig i forhold til Kina, efter at landet i 2001 blev medlem af WTO.
At vinde er det modsatte af at lede gennem sit eksempel, da det bare indbyder andre til at overhale én
USA har ladet alle andre køre på frihjul – fx de europæiske lande i Nato – mens landet har givet sin teknologi, fx internettet, væk gratis, fremfører Trump, således at det har mistet kontrollen med sine frembringelser. Resultatet har været, at millioner af industriarbejdspladser er blevet sendt ud af landet, således at mange amerikanere har mistet velbetalte jobs, og at USA har oparbejdet et stort underskud på handelsbalancen.
Det er denne sammenhæng, denne korrelation, som er vigtig for Trump. Han er åbenbart ikke klar over, at USA har et stort overskud på tjenestebalancen især inden for tech-sektoren over for fx Europa, som næsten udligner handelsunderskuddet. Som han har udtalt: ”De tager vores jobs. Kina tager vores jobs … Indien tager vores jobs,” hvilket har betydet, at der er sket en overførsel af folk med middelklassestatus fra USA til de andre lande, der har lukreret på USA. Landet er – i lighed med ham selv i USA – et offer for andres svigefulde adfærd.
Genindustrialisering
Når Trump taler om ”America First”, så mener han, at USA skal indtage førstepladsen i den internationale konkurrence og slå alle konkurrenters produkter på verdensmarkedet, og landet skal ikke tage hensyn til andre landes velfærd i internationale handelsforhandlinger. At vinde er det modsatte af at lede gennem sit eksempel, da det bare indbyder andre til at overhale én.
Trump ønsker at genindustrialisere USA, og derfor indførte han på ”Liberation Day” høje toldsatser for landene i forhold til deres handelsbalanceoverskud – om end meget inkonsekvent – for dels at begrænse importen, dels få udenlandske producenter til at flytte produktionen til USA.
Forbilledet for de høje toldsatser er præsident William McKinley, som var præsident fra 1897 til 1901, og som Trump har nævnt flere gange, fordi han mener, McKinley gjorde landet rigt gennem høje toldsatser. Det var også før, der var indkomstskat, og den ønsker Trump at afskaffe gennem indtægterne fra tolden.
Da de lande, der rammes af de høje toldsatser, vil svare igen med told på varer fra USA, er der fare for handelskrige, som kan føre til en dyb økonomisk krise og inflation, hvilket vil ramme Republikanerne ved midtvejsvalget i 2026, hvis landene ikke forinden har forhandlet sig frem til nye aftaler, fordi Trumps nye toldsatser blot er et forhandlingsudspil.
Det er bemærkelsesværdigt, at Trump betragter EU som den måske største fjende. Det meddelte han til alles overraskelse i 2018, ligesom han samme år udtalte, at ”EU er muligvis ligeså slem som Kina, bare mindre”. Og i februar samme år udtalte han, at ”Den Europæiske Union blev dannet for at tage røven på os. Det er formålet (med unionen), og det har de været gode til”.
Denne holdning hænger sammen med følelsen af, at europæerne har kørt på frihjul, især inden for Nato, men også fordi han er sur over, at EU har højere forbrugerbeskyttelses- og højere miljøstandarder end USA, og at EU har digital regulering, og disse politikker betragter han som tekniske handelshindringer.
Der tegner sig et billede af, at Trump ønsker en ny verdensorden, hvor de store lande opdeler verden i indflydelsessfærer
Endvidere udtalte han, at det høje handelsunderskud blandt andet skyldes ”eksorbitante momsafgifter”, men stort set alle økonomer betragter moms som ”ikke-diskriminatorisk”, da den rammer såvel indenlandske som udenlandske producenter lige hårdt, så moms er ikke en handelshindring.
Da EU for nylig foreslog at fjerne told mellem USA og EU, blev det afvist af Trump, så man må konkludere, at han ønsker at ændre EU’s politikker, og hvordan EU fungerer, kort sagt ønsker han at indskrænke EU’s suverænitet. Det svarer til mafiabossen, der dikterer underordnede, hvordan de skal opføre sig.
Derfor forsøger Trump-administrationen at bekæmpe unionen ved at støtte højrenationalistiske partier inden for unionen, der ønsker at sætte en kæp i hjulet for samarbejdet. Efter Brexit-afstemningen udtalte Trump i august 2016, at ”De vil snart kalde mig for MR. BREXIT!”, fordi højreorienterede i såvel Europa som USA håbede, at afstemningen ville føre til EU’s opløsning.
Forholdet mellem i hvert fald USA og dets europæiske vasaller bliver transaktionelt, hvor europæerne må betale for beskyttelse over for mafiabossen eller klare sig selv
Da vicepræsident Vance var i Tyskland, mødtes han ni dage før det tyske valg med Alice Weidel fra AfD, men havde ikke tid til at mødes med forbundskansler Olaf Scholz, og hans tale på sikkerhedskonferencen i München var et langt angreb på EU og de europæiske regeringer. Til gengæld er Viktor Orbán i Ungarn, der åbenlyst undergraver de europæiske retsstatsprincipper, en tæt ideologisk allieret med Trump-administrationen.
Der tegner sig et billede af, at Trump ønsker en ny verdensorden, hvor de store lande opdeler verden i indflydelsessfærer, således at USA, Rusland og Kina får hver deres del af verden, hvor stormagterne ikke blander sig i hinandens interessesfærer, og hvor de svinger taktstokken over for de mindre lande, der får status af neofeudale vasaller, der må rette sig efter stormagtens diktater.
Forholdet mellem i hvert fald USA og dets europæiske vasaller bliver transaktionelt, hvor europæerne må betale for beskyttelse over for mafiabossen eller klare sig selv og i øvrigt affinde sig med diktater fra USA, da landet sidder med de afgørende teknologier og dermed har magten.
Spørgsmålet bliver, om USA kan lave en ordning, en deal, med Kina om en opdeling af Asien og Stillehavsregionen, hvor Kina som minimum får Taiwan, for hvorfor risikere Los Angeles for Taipei i en atomkrig, som vil føre til gensidig udslettelse? Det ville da være dumt, for Trump forstår ikke, hvorfor folk vil dø i krige. Det gør kun tabere. Men den umiddelbare udfordring er den tilstundende handelskrig, der truer verdensøkonomien.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og