NETFLIX // ANMELDELSE – “Filmen skal nok tjene sig ind, men god er den ikke. Og så alligevel,” skriver Claus Ankersen om Trold 2. Opfølgeren til Netflix’ til dato mest sete ikke-engelsksprogede film – med over tohundrede millioner visninger – er harmløst fjeldtrolderi, som selv et børnehavebarn kan kose sig med uden at få mareridt. Men troldene er virkelig fint lavet.
“Noget så ueksotisk som en norsk monsterfilm”. Sådan skrev jeg her i POV om forgængeren, Troll, da den fik premiere i ’22. Bortset fra monsteret var den ikke imponerende, men – skulle det vise sig – tilstrækkelig imponerende til at blive en af Netflix’ mest sete ikke-engelsksprogede film med over tohundrede millioner visninger. Altså et gigantisk troldehit.
Den var også skåret efter bedste amerikanske monsterfilmlæst. Så naturligvis skulle der komme en opfølger: Trold 2. Filmen kan streames fra i dag og har hermed verdenspremiere.
Allerede inden filmen er startet, står klichéerne i kø. King Kong, Godzilla, Jurassic Park, Trold 1 tårner sig troldehøjt op i denne norske julebasher af en knortet bjergtroldedrøm.
Når det kommer til stykket, er vi alle trolde for Herren – særligt hvis vi er fra Norge
“Alle elsker opfølgere”, hævder en af filmens personer, fordi filmens skabere godt ved, at det er et rent pengejob, og de ligeså godt kan få lidt sjov ud af det. Måske er filmens instruktør, den tidligere reklamefilminstruktør Roar Uthaug, i virkeligheden også lidt af en trold. Noget tyder på, at han i det mindste er ret glad for penge. For udover indtjeningspotentialet har filmen kun begrænset berettigelse. Den er bare … bortset fra de fint effektuerede trolde (der er to, som i ’toer’) – æblekindet, brodløs og selvforelsket, lidt ligesom vort trolderige broderland i nord.
Og så er norsk altså nok bare verdens mindst skræmmende sprog.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at sige noget farligt på det sprog. Det er sangen, der gør det; den lille muntre trille op ad ordets fonetiske bjerg, som er fast ingrediens i alt norsk.
Forestil Dem, kære læser, den værste, uhyggeligste, Hannibal-the-Cannibal-agtige replik, De kan komme i tanke om, og sig den så på norsk. Det er ikke rigtig skræmmende, vel?
Nå, vi skal til det. Trold 2 indledes med en voice-over-tegneserieintro, som introducerer hypernaturen (troldene) og konflikten mellem den og menneskets åndsformørkede selfiesamfund efter den hyppigt brugte og fortidsromantiserende: “Engang levede trolde og mennesker i fordragelig symbiose… men så…”
Så kom den onde Olav den Hellige og hans kristne troldeprogrom. Det viser sig, at tegneserien er et flashback til en godnathistorie, som hovedpersonen, troldeforskeren Nora, fik af sin troldeelskende far som barn.
Hun og stort set resten af filmens persongalleri er det samme som i etteren, og kort fortalt lever Nora, troldehviskeren, i en ensom hytte i Jotunheim, da forskeren Andreas kommer anstigende. Det viser sig, at dumme og onde videnskabsfolk har fanget trolden Jotun, som står lænket og omgivet af UV-paneler i et underligt kraftværk inde i et bjerg.
Nora kan ikke nære sig og vækker trolden med en lille remse. Den bliver – ikke overraskende – rasende, river sig løs og flygter, og så er trolden løs i Trøndelag.
Men inden da får streameren et indblik i jordelementalens fysiognomi. Indeni minder den mere om en skovbund end et menneske, og dens DNA har mere til fælles med et grantræ end et dyr, fortæller den farsitalende forsker, hvortil den heltemodige Nora udbryder: “Men trold er natur. Skabt af jord og stein … med sne i hjertet og is som bein …”
Æblekindet, brodløs og selvforelsket
Se, her kunne det for alvor have været blevet interessant. Men filmskaberne taber troldsk umælende deres egen bold. Trolden er fantastisk godt lavet, men den lyder som en krydsning mellem King Kong og Godzilla, og nogle gange lidt som en hval. Er det sådan, bjerget og skovbunden siger? Jeg føler mig ikke helt overbevist.
De brølende og hvinende trolde virker som en desperat zoomorficering på grund af manglende fantasi og referenceramme. Et dyrebrøl fra en plante-mineral-skabning? Hmmm … Lidt som når et rumvæsen brøler på film. Her ryger der altså også en stjerne, Norge.
Men back to Troldistan: Trolden Jotun buldrer derudad og stopper for at rive taget af en natklub og æde en håndfuld rige skibumser. Det er ikke det mindste skræmmende. Måske snarere lidt sjovt.
Samfundet er magtesløst, politikerne desperate, hæren uduelig, mens Troldo-Bollo tramper mod Trondhjem. Heldigvis har heltinden en trold i baghånden, og med kvindens nynnen er der direkte adgang til troldens hjerte som et velment vink med en vognstang: Hvis vi skal overleve som art, bliver vi nødt til at fokusere på forbindelse, medfølelse og kærlighed.
Den nye trold, som er søn af Dovre-troldekongen fra etteren, tager selvklart kampen op på menneskeheds- og troldheds vegne, og læseren kan nok forestille sig, hvordan det spiller af på komisk vis, med rødkindede norske soldater, hands-across-Norway-borgerforbrødring og en slutning, jeg ikke vil røbe her.
Trold 2 skal nok tjene sig ind, men god er den ikke. Og så alligevel. Det er harmløst fjeldtrolderi, som selv et børnehavebarn kan kose sig med uden at få mareridt, og troldene er, som skrevet, virkelig fint lavet.
Og når det kommer til stykket, er vi alle trolde for Herren – særligt hvis vi er fra Norge.
Glædelig 1. december.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og