Tre år efter: Hvem stod bag det tyrkiske kupforsøg i 2016?

af i Europa/Politik & Samfund

ANALYSE // TYRKIET – Spørgsmålet om det tyrkiske kupforsøg er her tre år efter stadig genstand for intens debat blandt tyrkerne. For hvem stod egentlig bag det blodige kupforsøg, der kostede over 250 tyrkere livet? Og var der overhovedet noget kupforsøg, spørger konspirationsteoretikere – eller var det hele blot iscenesat af præsident Erdogan, så han efterfølgende kunne tilrane sig mere magt?

Mandag 15. juli er tre årsdagen for kupforsøget i Tyrkiet. Men hvad var det egentlig, som foregik?

I dag mener et flertal af tyrkerne på 74 pct., at der rent faktisk var tale et kupforsøg ifølge en meningsmåling, foretaget af analyseinstituttet Konda. Recep Tayyip Erdogans regeringsparti AKP’s vælgere mener, at kupforsøget fandt sted. 2 pct. af AKP’s vælgere mener dog, at ”der var ikke noget kupforsøg”. Hos oppositionspartierne CHP og HDP’s vælgere mener henholdsvis 38 pct. og 47 pct., at der slet ikke var noget kupforsøg.

Ifølge den tyrkiske regering er det utvivlsomt Fethullah Gülen, eksilimamen i Pennsylvania (USA), der stod bag forsøget på at vælte Erdogan. Det bakker de fleste tyrkere op om.

Hvordan kunne denne teologiske assisterende professor, hvis hele familie boede i Tyrkiet, og hvis løn var på omkring 1500 dollars, rejse til USA så ofte?

I en meningsmåling, foretaget af analyseinstituttet Optimar, mener 62 pct. af de adspurgte, at Gülen stod bag kupforsøget. Gülen selv og hans tilhængere afviser den anklage.

Hvad taler for, at Gülen stod bag?

Tyrkiske medier har blandt andet hæftet sig ved den 51-årige professor Adil Öksüz, kaldet ”kup-imamen”. Ifølge de tyrkiske myndigheder var Öksüz ofte i udlandet.

Helt præcist havde han været i udlandet 109 gange i perioden mellem 2002 og 2016. I 2016 fløj han mange gange til USA. Tyrkiske journalister spørger:

”Hvordan kunne denne teologiske assisterende professor, hvis hele familie boede i Tyrkiet, og hvis løn var på omkring 1500 dollars, rejse til USA så ofte?”

Ifølge tyrkiske medier tog Öksüz 11. juli 2016 til New York, og vendte tilbage igen to dage inden kuppet. På selve kupdagen blev Öksüz anholdt på Ankaras Akıncı Militærflybase, kupmagernes kommandocentral.

Han blev løsladt to dage efter og forlod landet. Dommeren, der underskrev løsladelsesordren, indrømmede senere at være en Gülen-tilhænger. Ifølge tyrkerne var Öksüz ”en af Fethullah Gülens nærmeste associerede.” På en Youtube-video ses Öksüz hjemme hos Gülen i Pennsylvania under en prædiken:

Gülen erkendte overfor den franske tv-station France24, at han kendte Öksüz og at denne havde besøgt ham. Men Gülen selv afviste, at besøget lagde grunden til kupforsøget.

”For nogle år siden kom han [Öksüz] her én gang. Det er noget, hundredvis af mennesker gør. Fra at tage et billede til at konkludere sådan en forbindelse er der lang vej.”

Hvad taler imod, at Gülen stod bag?

De fleste tyrkere tror, at Gülen stod bag. Men det gør det meste af Vestens efterretningstjenester ikke. Den 18. marts 2017 erklærede Bruno Kahl, lederen af den tyske efterretningstjeneste BND følgende:

”Tyrkiet har forsøgt at overbevise os om det (Gülens skyld, red) på alle niveauer, men indtil videre er det ikke lykkedes”, sagde han.

En lignende skepsis ses i den lækkede rapport fra EU’s fælles efterretningsdelingsenhed, Intcen. Heri hedder det, at det ikke kan bevises, at Gülen selv skulle have beordret kupforsøget. Intcen forklarer, at Erdogan planlagde en fyringsrunde i militæret inden juli 2016. Soldater, der frygtede at blive fyret, prøvede derfor at komme præsidenten i forkøbet ved at prøve at vælte ham.

Efter kupforsøget undrede flere sig over, at metroen var åben. Hvorfor havde kupmagerne ikke lukket ned for den? At metroen var åben gjorde, at Erdogan-tilhængere kunne tage på gaden og støtte præsidenten

Disse soldater spændte fra gülenister, sekularister, AKP-modstandere til opportunister.  En broget skare, der ikke havde meget tilfælles udover hadet til Erdogan. Gülen benægter i øvrigt ikke, at visse gülenister kan have været blandt kupmagerne.

“Der kunne godt have været nogle folk blandt dem, som sympatiserede med mig,” sagde Gülen under et interview med CNN.

Hos supermagten var man heller ikke overbevist om Gülens skyld. For at udlevere ham til USA, krævede Washington beviser. Tre år efter kupforsøget har Tyrkiet – så vidt vides – ikke givet amerikanerne beviser.

Det kan undre, at der kan være så forskellige opfattelser mellem lande, der ellers er Nato-allierede. I Tyrkiet er man overbevist om, at Gülen står bag, i Vesten er man ikke. Det er set før, at der kan være så stor forskel på opfattelser. Tyrkiet siger eksempelvis, at der ikke har været noget folkemord mod en million armeniere under Anden Verdenskrig. Men næsten alle historikere i Vesten siger, at det har der.

Fandt kupforsøget sted – hvad taler for og imod?

Efter kupforsøget undrede flere sig over, at metroen var åben. Hvorfor havde kupmagerne ikke lukket ned for den? At metroen var åben gjorde, at Erdogan-tilhængere kunne tage på gaden og støtte præsidenten.

Flere steder lod militæret sig også anholde af folket uden kamp.

Normalt ville militær heller ikke lave kup klokken 22 om fredagen, mens folk er vågne. Normalt ville kupmagere også straks lukke luftrum, grænser, internettet og alle medier. Man ville gå efter lederne, i dette tilfælde præsident Erdogan, fremfor at gå efter at lukke broer i Istanbul, når det var kendt, at præsidenten var på ferie i Marmaris.

”Det virkede som et show med kampvogne og kampfly, der viste sig frem. På et tidspunkt føltes det som om, at han instruerede en film, som vi alle var en del af,” sagde Anne Kølle, en dansker bosat i Istanbul til DR.

Fethullah Gülen. Foto: Wikimedia Commons

Ifølge konspirationsteoretikerne ville Erdogans formål med et kup være at få en undskyldning for at rense ud blandt uønskede elementer i samfundet. Det gav ham en anledning til det.

”Dette er en gave fra Gud,” som Erdogan sagde om kupforsøget to dage efter, ”Hvorfor? Fordi det vil tillade os at rense ud blandt de væbnede styrker,” tilføjede præsidenten.

Og der blev renset ud. Titusinder blev fyret eller fængslet, fordi de mentes at have haft en tilknytning til Gülen-bevægelsen.

Den tyrkiske militæranalytiker Metin Gürcan vurderede, at 38 pct. af generalerne og 8 pct. af officererne blev fyret mellem marts og september 2016. Derudover gik fyringsrunden stærkt ud over politistyrken.

Til argumentet om, at kupforsøget måtte være iscenesat siden det mislykkedes, må det siges, at landets historie er fuld af mislykkede kupforsøg

Det kan forklares med, at gülenister havde et godt tag i den branche. Den tidligere politichef Adil Serdar Sacan anslog, at “over 80 pct.” af landets politifolk var gülenister. James Jeffrey, den daværende amerikanske ambassadør i Ankara, skrev i en besked i 2009:

“Opfattelsen, at det tyrkiske nationale politi er kontrolleret af gülenisterne, er umulig for os at bekræfte. Men vi har ikke kunne finde nogen, der bestred det”.

Det, der taler for, at kupforsøget fandt sted, var alt det, folk så med egne øjne i Istanbul og Ankara: Fly, der bombede parlamentet og civile. Soldater, der lukkede broer og dræbte civile. Over 250 dræbte og 2000 sårede. Selv kritikere af Erdogan, såsom Asli Erdogan, en forfatter, der blev fængslet efter kupforsøget, og Fatih Polat, chefredaktør for oppositionsavisen Evrensel, siger, at kupforsøget var reelt. De var i Tyrkiet under kupforsøget.

Til argumentet om, at kupforsøget måtte være iscenesat siden det mislykkedes, må det siges, at landets historie er fuld af mislykkede kupforsøg. Det første mislykkede kupforsøg i Tyrkiet skete 22. februar 1962. Det gentog sig året efter 21. maj 1963.

Også dengang var der sammenstød foran parlamentet i Ankara, og jetfly bombede militærakademiet. Kupmagerne tabte og overgav sig. Det, der taler for, at kupforsøget i juli 2016 fandt sted, er det faktum, at konspirationsteoretikerne egentligt ikke har noget bevis for det modsatte.

Konklusion: Et kupforsøg, hvor visse gülenister deltog

Lederen af Tyrkiets største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), Kemal Kılıçdaroğlu, kaldte i sommeren 2016 kupforsøget for ”et kontrolleret kup”.

Teori: Påstanden om et ”kontrolleret kup” går ud på følgende: Erdogan blev på kupaftenen 15. juli 2016 opmærksom på, at der var et kupforsøg i gang. Han lod det bevidst fortsætte i et stykke tid for efterfølgende at slå ned på kupmagerne. Hvorfor skulle Erdogan gøre sådan? Så han kunne styrke sin fortælling om, at landet er truet af fjender.

I 1993 døde landets daværende præsident, Turgut Özal, under tilsyneladende fredelige omstændigheder ved et hjerteanfald. 20 år senere gravede man ham op og fandt gift i ekspræsidentens krop

Dermed vil han nemmere overfor den tyrkiske offentlighed kunne retfærdiggøre sine efterfølgende fyringsrunder og anholdelser af gülenisterne. Den teori styrkes af det faktum, at regeringen meget tidligt fandt ud af, at der var et kupforsøg i gang. Således gik premierminister Binali Yıldırım ud i medierne og sagde, at forsøget var i gang.

Men hvorfor kom der overhovedet et kupforsøg?

Det gjorde der formentlig, fordi regeringen længe havde forsøgt at udrense Erdogan-kritiske elementer i de væbnede styrker. Den 1. til 4. august skulle et møde med det Øverste Militærråd finde sted, hvor de uønskede officerer skulle fjernes ved en rokade.  Nogle soldater og officerer ville muligvis så komme Erdogan i forkøbet ved at vælte ham.

Det er også det, den tyske efterretningschef Bruno Kahl og EU’s fælles efterretningsdelingsenhed, Intcen, kommer frem til. Som Kahl sagde:

”Kupforsøget blev ikke indledt af regeringen. Før den 15. juli havde regeringen allerede begyndt en stor udrensning, så dele af militæret mente, at de skulle lave et kup hurtigt, før det også ramte dem.”

Hvem stod bag?

Der foreligger endnu ingen ”smoking gun”, der beviser, at Gülen gav ordre til kupforsøget. Som Intcen og den tyske efterretningstjeneste nævner, så er det mest sandsynligt, at visse gülenistiske officerer og opportunistiske officerer prøvede at vælte præsidenten.

I et land, hvor man er villig til at slå sin egen præsident ihjel eller fremprovokere en krig med Syrien – hvis lydoptagelserne er ægte og hvis præsidenten vitterlig blev dræbt i 1993 – giver det god mening, at folk er skeptiske og modtagelige overfor konspirationsteorier

At tyrkerne tror meget på konspirationsteorier og har ringe tillid til magthaverne, giver historisk god mening. Det skyldes deres erfaringer.

I 1993 døde landets daværende præsident, Turgut Özal, under tilsyneladende fredelige omstændigheder ved et hjerteanfald. 20 år senere gravede man ham op og fandt gift i ekspræsidentens krop.

Det gav anledning til spekulationer om en forgiftning af Özal. I 2014 dukkede en lydfil op, hvor en stemme, der angiveligvis tilhører efterretningstjenestechefen Hakan Fidan, siger:

”Om nødvendigt, så sender jeg fire mænd ind i Syrien: Jeg vil skabe en grund til at gå i krig ved at affyre otte raketter ind i Tyrkiet”.

I et land, hvor man er villig til at slå sin egen præsident ihjel eller fremprovokere en krig med Syrien – hvis lydoptagelserne er ægte og hvis præsidenten vitterligt blev dræbt i 1993 – giver det god mening, at folk er skeptiske og modtagelige overfor konspirationsteorier.


Deniz Serinci, forfatter til ”Fængslet i Erdogans Tyrkiet” (2018)


Topillustration: Wikimedia Commons.

Deniz Serinci er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet (2013). Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbunds Københavns afdeling (kreds1) og har siden 2014 været Leader for Interreligious Understanding and Counter Extremism (LIU), et tværkulturelt dialogprogram med unge fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten, støttet af bl.a. det danske Udenrigsministerium. Han er desuden redaktør på JIYAN.DK – Danmarks Kurdiske Avis.  Han har bidraget til bogen “Kampen om Mellemøstens Fremtid“, Ræson (2016) samt skrevet bøgerne “Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat (IS)“, Frydenlund (2015) og ”Tyrkiets historie 1923-2012”, Frydenlund (2013). Han taler dansk, engelsk, kurdisk og tyrkisk.

Seneste artikler om Europa