Dansker eller dansker+? Det er en meget følelsesladet affære at blive statsborger i et andet land end det, man er født og opvokset i, skriver journalist Kirsten Rødsgaard-Mathiesen. I dag er hun en tilfreds dansk kiwi, der elsker at bo i sit nye hjemland, New Zealand. Men hvad er det så, der gør, at hun i dag føler sig mere hjemme på den anden side af kloden?
Det lyder lidt som en Oscar-tale … Men jeg vil gerne takke de mange, der utrætteligt og frivilligt kæmpede for, at danskere nu kan have dobbelt statsborgerskab. Uden deres indsats ville jeg i dag ikke være en lykkelig Kiwi (populær engelsk betegnelse for en newzealænder) med dansk blod i årerne.
Jeg har officielt boet i New Zealand siden 2005 og får ofte spørgsmålet: “Tror du, du nogensinde flytter tilbage til Danmark?”
Mit svar er og har altid været: “Nu ved jeg jo ikke, hvad livet byder mig i fremtiden, men jeg vender næppe retur til Danmark for at bo der.”
Og det er ganske enkelt fordi, jeg har fundet en hylde ude i verden, der passer mig så umanerlig godt. Ikke at jeg ikke trivedes i Danmark, men jeg trives bare så meget bedre i New Zealand.
Omvendt hjemve
Faktum er, at jeg er mega-dansk indeni og lykkelig for de fleste af de ting, min opvækst og mit liv i Danmark har givet mig. Men da jeg forleden læste Annegrethe Rasmussens klumme Derudefra om at lide af “omvendt hjemve”, fik jeg bekræftet de følelser, jeg længe selv har haft.
Hun skriver bl.a.: “… det handler om, at man pludselig en dag, når man ikke har boet i Danmark i årevis, finder ud af, at man har tabt lysten til at ‘vende hjem’ – altså for at blive.”
Jeg har det ganske som hende. Jeg kan ikke forestille mig at flytte tilbage til Danmark. Uanset, at jeg fortsat er både stolt over at være dansker (det meste af tiden) og stadig er dansk statsborger. Med risiko for at fornærme en hulens masse mennesker – så trives jeg bedre i New Zealand. Nu vil Jantelovens tilhængere måske udbryde: “Det er da skønt for dig, så bliv du endelig der ude…”
Jamen, det gør jeg så også!
At jeg trives bedre her, har snarere noget med muligheder at gøre. Naturen. Venligsindet. Den mangfoldige kultur med mange nationaliteter blandet sammen. Dét, at de indfødte maoriers kultur (endelig) er en naturlig del af hverdagen. Den lidt mere afslappede og easy-going indstilling til mange ting. Klimaet. Vinmarkerne. De friske råvarer, osv. osv.
Men hvad er det så, der gør det “bedre” for mig her? Det vil jeg gerne fortælle lidt om.
At jeg mødte mit livs kærlighed her, er selvsagt en god grund, men jeg var her allerede og havde besluttet at bosætte mig i New Zealand, før jeg mødte ham.
Mit indlæg er ikke ment som en kritik af Danmark. Det er en konstatering af, at man som udlandsdansker kommer til at se anderledes på både Danmark og verden
At jeg trives bedre her, har snarere noget med muligheder at gøre. Naturen. Venligsindet. Den mangfoldige kultur med mange nationaliteter blandet sammen. Dét, at de indfødte maoriers kultur (endelig) er en naturlig del af hverdagen. Den lidt mere afslappede og easy-going indstilling til mange ting. Klimaet. Vinmarkerne. De friske råvarer, osv. osv.
Ikke at New Zealand er et perfekt land – nej, her er skam mange “dæmoner”, sager og uligheder, der skal kæmpes for, men her er også både åndeligt og bogstavelig talt “lidt højere til loftet”.
Hvorfor dobbelt statsborgerskab?
Det samme oplever mange andre udlandsdanskere, men de oplever også, at der er mange ting, man ikke kan, når man kun har en opholdstilladelse.
Man kan f.eks. ikke stemme. Udlændinge opnår først stemmeret, når de er blevet statsborgere i deres “nye land”. Og det var netop den vigtigste grund til, at mange udlandsdanskere ønskede en lovændring, der tillod dobbelt statsborgerskab. Det er nu engang godt at have indflydelse og kunne stemme i det land, man bor i og betaler skat til.
Hvor jeg bor, er det anderledes, for i New Zealand giver man stemmeret til borgere med opholdstilladelse. I mine første 11 år her med en permanent opholdstilladelse stemte jeg således ved alle valg og folkeafstemninger.
Jeg har også betalt skat i New Zealand, siden jeg endeligt flyttede hertil i 2005, og jeg har i sagens natur ikke betalt dansk skat siden da. Det vil sige, jeg (ganske som andre udlandsdanskere) heller ingen rettigheder har i Danmark. Jeg har ingen krav på gratis læge- eller sygehusbehandling (hvorfor en rejseforsikring altid er en del af bagagen, når turen går til Danmark) eller sociale ydelser, og jeg må ikke stemme i Danmark. I det hele taget kan det i disse dage være svært at bosætte sig i Danmark igen efter at have boet i udlandet i lang tid, uanset om man er nok så meget dansker.
Og det er fint nok med mig. Hvorfor skulle jeg have adgang til alt dette, når jeg ikke bidrager?
Det gør jeg til gengæld i New Zealand. Og med mit nyerhvervede statsborgerskab kan jeg nu også blive politiker i New Zealand!
Det har jeg umiddelbart ingen interesse i, men hvorfor så overhovedet betale flere tusinde kroner for at blive statsborger her og få et andet pas, når jeg hele tiden har haft den stemmeret, som udlandsdanskere i andre lande sukker efter? Svaret er enkelt – i mit tilfælde handler det om følelser.
Ude godt hjemme bedst
Hver gang jeg besøger Danmark, burde det i princippet være som “at komme hjem”. Det meste er ganske familiært, jeg taler sproget, kender kulturen og hverdagens normer og regelsæt. Folk, der ikke kender mig, ville ikke ane, at jeg ikke til daglig lever i Danmark. Og oven i så nyder jeg selvsagt gensyn med venner og familie og ikke at forglemme de mange typisk danske ting, jeg ikke kan få i New Zealand. Alligevel føles Danmark ikke længere som “at være hjemme”.
Indtil 2005, når jeg returnerede til Danmark efter en udlandsrejse og fløj ind over Københavns genkendelige skyline, havde jeg også sådan en Yes! I am home-følelse i maven. Hver gang havde det været skønt at være på udebane og opleve nye ting, men det var alligevel bedst at komme hjem.
Man kan ikke bare løbe fra sin fortid og sin baggrund, medmindre man bliver hjernevasket til at tro på noget helt andet. Og for mig vil det være forkert at droppe det danske statsborgerskab, fordi det er så stor en del af, hvem jeg er.
Dén følelse har jeg fortsat. Bare ikke når jeg ser Københavns røde tage, men derimod når jeg øjner New Zealands bjerge, bugter, grønne marker, udslukte vulkaner og vilde, berusende kyststrækninger. Yes! I am home.
Hvis New Zealand i dag er mit “rigtige hjem”, hvorfor så overhovedet beholde det danske statsborgerskab, når jeg nok i princippet ikke har brug for det?
Igen handler det om følelser. At være dansker er noget, jeg bare er. Og som sagt er stolt af. Jeg er født og opvokset i Danmark, mange af mine holdninger og indstillinger til livet kommer ud af de erfaringer, jeg gjorde mig i løbet af de knap 40 år, jeg boede i Danmark.
Man kan ikke bare løbe fra sin fortid og sin baggrund, medmindre man bliver hjernevasket til at tro på noget helt andet. Og for mig vil det være forkert at droppe det danske statsborgerskab, fordi det er så stor en del af, hvem jeg er.
Sådan er jeg ikke ene om at føle. Generalsekretær i Danes Worldwide, Anne Marie Dalgaard, udtalte sig til Berlingske Tidende om netop danskeres identitetsfølelse, da den nye lov om dobbelt statsborgerskab var på vej til at blive vedtaget i 2014:
“Det kommer til at betyde rigtig meget for mange af vores medlemmer… Hvis de skal være fuldt ud integreret i de lande (de bor i), skal de, som lovgivningen er nu, frasige sig deres danske statsborgerskab, og det er altså en stor del af ens identitet.”
Ydmyg og privilegeret
Selvfølgelig er jeg dybt privilegeret, fordi jeg i modsætning til folk på flugt (uanset årsagen) selv har kunnet bestemme, hvor jeg ville bosætte mig, og hvordan det skulle foregå.
Og selvom jeg ikke er en Kiwi på helt samme måde som de mange, der er født og opvokset i New Zealand, lever jeg her i dag på lige fod med dem og er blevet accepteret af fællesskabet. Det giver mig en følelse af at være landet det rette sted. At høre til. En følelse af ydmyghed og taknemlig.
Jeg, der ellers er vant til at stå over for større forsamlinger og holde taler og oplæg, var nærmest mundlam. Takket være mine følelser. De overvældende følelser, nemlig at et andet land sagde “ja, du er god nok til at blive en af os”. Hold nu kæft det bliver ikke meget større!
Da borgmesteren i byen Nelson, hvor jeg bor, officielt overrakte mig mit statsborgerskab, var det med tårer i øjnene, at jeg takkede. Jeg kunne dårligt nok få ordene ud af munden, da jeg skulle aflægge den “ed”, ceremonien krævede.
Jeg, der ellers er vant til at stå over for større forsamlinger og holde taler og oplæg, var nærmest mundlam. Takket være mine følelser. De overvældende følelser, nemlig at et andet land sagde “ja, du er god nok til at blive en af os”.
Hold nu kæft det bliver ikke meget større!
Nyt udsyn
Tusindvis af danskere bor i udlandet, hvor de stortrives, og jeg er sikker på, at mange har det som jeg. Vi er stolte af vores danske baggrund og det, den har været med til at give os, men vi har også fundet noget andet, der bygger videre på den baggrund. At bo i udlandet giver et større udsyn og en større flade, hvorfra man træffer sine beslutninger.
En del udlandsdanskere vender efter nogle år tilbage til Danmark, fulde af input og gåpåmod til at begynde et nyt liv i deres gamle fædreland. Desværre er det åbenbart ikke (altid) lige nemt, hvilket nogle af historierne hos netværket REPAT viser, og ganske som også den seneste tids mediedækning af emnet viser.
Mit indlæg er ikke ment som en kritik af Danmark. Det er en konstatering af, at man som udlandsdansker kommer til at se anderledes på både Danmark og verden.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du gerne vil honorere Kirsten for arbejdet med artiklen kan du donere til hende via PayPal til kirstenmadfrog@xtra.co.nz
Alle fotos: Kirsten Rødsgaard-Mathiesen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
