BØGER // ANMELDELSE – Luften slås ud af lungerne. Det er ikke kulden, der gør det. Det er skønheden. Turkise glimt i en glitrende hvid verden. Enhver, der har været i Grønland, kender fænomenet. De overraskende blågrønne bånd i drivende isfjelde får beskueren til at gispe efter vejret. Således ekspressivt indleder Carina Wøhlk sin anmeldelse af Til verdens ende.
Forsiden på Til verdens ende leder netop tanken hen på flydende isskosser og ultramarine farvenoter. Allerede inden bogen åbnes, mindes læseren om, hvor bjergtagende smuk naturen kan være.
Der er noget storladent over hele romanen og dens handlingsforløb
Men gispet over naturens skønhed glider over i et halvkvalt skrig over det, vi udsætter den for. Naturen, altså. Bogens første sætning får hjertet til at hoppe et slag over: ”Dyrene dør. Snart vil vi være alene her” (se side 11). Der lægges op til en dystopi. Fortællingen kryber under huden fra begyndelsen.
Original debut
Til verdens ende er den australske forfatter Charlotte McConaghys debutroman. Og hvilken debut. På mange måder er fortællingen en form for genfortolkning af klassikeren Moby Dick af Herman Melville. Begge romaner handler om en færd på havet i søgen efter noget ganske særligt. Om det så er en hvid hval, havterner eller håb.
Og alligevel er Til verdens ende helt igennem original i sit udtryk. Bogen spiller på flere tangenter: Den er en grundfortælling om kærlighed og sorg. Den er en poetisk lovprisning af naturen. Og så er den et brændende indlæg i klimadebatten. Den, der læser bogen til ende, kan ikke blive siddende i lænestolen med hænderne i skødet.
For bogen er ikke bare et stykke velskrevet fiktion. Den rækker ind i virkeligheden som et økocentrisk opråb, en tilskyndelse til handling: Rejs dig op og gå ud og kæmp for klodens overlevelse, om så bare i det små. Der er ingen tid at spilde.
Fra nord mod syd
Den nøgterne originaltitel Migrations, der refererer til fuglenes træk, bliver i oversætter Agnete Dorph Stjernfelts gengivelse til den noget mere patostunge Til verdens ende. Alligevel holder oversættelsen. Hvorfor? Jo, fordi udtrykket Til verdens ende klart associerer til følgeskab. Og så har Stjernfelt set rigtigt: Der er noget storladent over hele romanen og dens handlingsforløb.
Det er en broget flok, der på hver deres måde hjemsøges af fortidens spøgelser. Ligesom Franny selv
Vi befinder os i en måske nært forestående fremtid. Det ser sort ud. Menneskeheden har overskredet de planetære grænser. Et ”tipping point” er tippet over. Den ene dyreart efter den anden dør ud. Deriblandt fuglene, som er hovedpersonen Frannys store lidenskab.
Læseren møder Franny, netop som hun har besluttet sig for at følge de måske allersidste havterner på deres træk fra Grønland mod Antarktis. Det lykkes hende at tale sig ombord på skibet Saghani for at komme tæt på fuglene og følge deres svanesang fra nord mod syd.
Men livet til søs er ikke uden omkostninger. For skibet er en fiskerkutter, og kaptajnen og hans besætning er på jagt efter den helt store fangst, selv om havene er så godt som udtømte på grund af menneskenes rovdrift på naturens ressourcer.
Franny rynker på næsen af væmmelse over besætningsmedlemmernes levebrød: ”Tanken om at befinde mig om bord på et af disse nådesløse fartøjer med mennesker, der tømmer oceanerne for liv, giver mig myrekryb, men jeg har ikke andre muligheder, og tiden er knap” (se side 15).
Som tiden går, lærer hun søfolkene bedre at kende og nuanceres i sit syn på dem. Det er en broget flok, der på hver deres måde hjemsøges af fortidens spøgelser. Ligesom Franny selv.
En naturkraft
Som figur er Franny særdeles interessant. McConaghy formår at tegne et billede af en kvinde, der er en naturkraft i sig selv: Passioneret, impulsiv, rastløs, vild og søgende. Ikke mindst efter ”livets tegn” (se side 45), som hendes mor har lært hende altid at være på udkig efter. Franny er helt sin egen – og samtidigt usikker på sin identitet og oprindelse.
Ligesom vi mennesker heller ikke kan frasige os skyld i forhold til de traumer, jorden lider under
Kapitel for kapitel stykkes Frannys historie sammen. I glimt aner læseren, at hun er stærkt traumatiseret. Flere tragedier fra både barndom og voksenliv kaster skygger ind over hendes tilværelse. Hendes desperate higen efter at nå Antarktis drejer sig om mere end det at følge fuglene til den bitre ende: ”For jeg har besluttet, at på den ene eller den anden måde, så skal jeg dø, når jeg når Antarktis” (se side 45).
Læseren mystificeres og henfalder til gætværk. Hvad har Franny været ude for? Hvor er hendes elskede mand henne? Hvorfor er hun indstillet på at dø, når hun når sit bestemmelsessted? Som handlingen skrider frem, rejses spørgsmålet, om Franny mon selv spiller en væsentlig rolle i en del af traumatiseringen?
Måske er hun ikke bare et uskyldigt offer. Ligesom vi mennesker heller ikke kan frasige os skyld i forhold til de traumer, jorden lider under.
Fortrængningstema
Til verdens ende handler om det onde, vi mennesker gør imod naturen, dyrene – og hinanden. Men den handler også om stor kærlighed. Til hele skaberværket. Og mennesker imellem.
Måske er det ikke helt for sent? Måske kan vi tage en dyb indånding og slå endnu et slag for jorden, naturens skønhed, kærligheden og alt det, der giver mening?
Derudover falder særligt ét tema i øjnene: Fortrængning. Det er et kunstgreb fra McConaghys side, at hun fletter Frannys fortrængningshistorie ind i menneskehedens kollektive fortrængning af klimakrisen.
I takt med at Frannys historie afdækkes, tvinges læseren til at forholde sig til biodiversitetens og potentielt set jordens undergang og det pinedød nødvendige i, at vi mennesker gør noget, inden det går så katastrofalt galt, som bogen beskriver. At vi tager ansvar. Nu. Det er uopsætteligt,
Håbsfrøet
Til verdens ende er en bog, læseren ikke bliver færdig med. Den bliver ved med at rumstere i bevidsthed og underbevidsthed. Og det gør den, fordi den ikke bare er stor litteratur. Den er også en indtrængende bøn om at ”stoppe det afsindige, uafvendelige Armageddon, vi har gang i” (se side 149). Der er ikke tale om utålelig politisk korrekthed, men om dybfølt appel.
Hvad er det så, læseren sidder tilbage med, når den sidste side er læst?
Det er ikke sortsyn. Nej, et fabelagtigt farvespil flimrer for øjnene. Først og fremmest blå toner. Blå som båndene i de drivende isfjelde højt oppe mod nord. Blå som farvelagene i det store hav, hovedpersonen Franny krydser på en helt særlig mission, der både handler om dyr og udødelig kærlighed. Blå som uendeligt vemod over den menneskelige dårskab og destruktivitet.
Men også en spire af lysegrønt håb, der skyder lige så forsigtigt frem. Med en sætning, der griber tilbage til bogens allerførste, planter McConaghy håbsfrøet i det sidste kapitel: ”Vi er ikke alene. Ikke endnu. De er ikke alle sammen borte … Der er stadig ting at udrette” (se side 335).
Måske kan vi endnu nå at vende begivenhedernes gang? Måske er det ikke helt for sent? Måske kan vi tage en dyb indånding og slå endnu et slag for jorden, naturens skønhed, kærligheden og alt det, der giver mening?
Læs Til verdens ende, hold skarpt øje med Charlotte McConaghys forfatterskab og vær opmærksom på livets tegn i verden og hverdagen. De er værd at værne om og kæmpe for. Og hvis vi bare mønstrer en brøkdel af Frannys handlekraft, kan vi gøre en forskel. Sammen.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF CARINA WØHLK HER
Til verdens ende
Charlotte McConaghy
Gads Forlag 2020
Pressefotos, Gads Forlag
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
