JAPAN // BAGGRUND – I dag, torsdag, er det ti år siden, at en ødelæggende tsunami afbrød strømforsyningen til atomkraftværket Fukushima Daiichi ved Japans nordøstlige kyst. POV’s Asger Røjle Christensen, som netop har udgivet bogen ”Fukushima – den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan”, fortæller her om sine fire besøg ved det ulykkesramte værk.
TOKYO – Fire gange siden 11. marts 2011 har jeg som journalist haft mulighed for at komme ind gennem porten til selve det ødelagte atomkraftværk.
Første gang i 2014, hvor jeg deltog i et seminar om arbejdsmiljøet på anlægget og tog del i en rundtur for udenlandske korrespondenter. Anden og tredje gang, henholdsvis i 2017 og 2019, deltog jeg i deciderede presseture, organiseret af Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver værket. Fjerde gang, november 2020, var jeg med i en gruppe reportere, og der var igen fokus på indsatsen for at forbedre ansattes arbejdsmiljø.
Hver gang var det vigtigt for vores værter, at vi fik lidt drama at skrive om, som illustrerede, at gu’ var det et farligt sted, men mindre farligt end før
Første gang blev vi kørt gennem anlægget i en minibus med hermetisk lukkede vinduer, iført sikkerhedsdragter.
Anden gang stod vi med ansigtsmasker, hjelme og beskyttelsessko, men ellers ubeskyttede på en bakke 300 meter fra de fire reaktorer og kiggede ud over den travle byggeplads med kraner og gravkøer, inden vi som et stunt fik en køretur mellem to reaktorer, hvor vores personlige dosimetre bippede kraftigt, men i så kort tid, at det i realiteten var ganske ufarligt.
Tredje gang fik vi samme tur, hvor vi som et stunt i stuntet stod ud af bussen mellem de to reaktorer og fik et kort interview på et minuts tid, inden vi blev gennet ind i bussen igen og kørt videre.
Fjerde gang nøjedes vi med at kigge ud over de fire reaktorer fra et stillads i godt hundrede meters afstand, men til gengæld kom vi helt tæt på nogle af tankene med nedkølingsvand.
Især anden og tredje gang kom vi tættere og tættere på det nedsmeltede brændstof i de ødelagte reaktorer. Hver gang var det vigtigt for vores værter, at vi fik lidt drama at skrive om, som illustrerede, at gu’ var det et farligt sted, men mindre farligt end før. Fortsat nedkøling ved at hælde nedkølingsvand ud over de nedsmeltede reaktorer, oprensning af bygninger og overflader på anlæggets grund og forbedrede sikkerhedsforanstaltninger havde tilsammen haft en virkning.
Cold shutdown
Få dage efter ulykken begyndte man at hælde nedkølingsvand ud over de ødelagte reaktorer, og det har man gjort siden. På den måde har man sikret sig, at der i reaktorerne er en tilstand af cold shutdown. En tilstand, hvor man har fået temperaturen ned under 100 grader celsius, så alting ikke koger under atmosfærisk tryk, og derved har mindsket risikoen for ukontrollerede kædereaktioner.
Det ændrer ikke ved, at der stadig nede i jorden under de tre nedsmeltede reaktorer, de første tre reaktorer fra venstre mod højre, hvis man betragter dem inde fra land, i bunden af reaktortank og indkapsling befinder sig et uformeligt pløre af murbrokker og løbsk atombrændsel.
Hvordan der ser ud inde i dybet, det har man kun fået korte glimt af, fordi ingen mennesker på grund af den stærke radioaktivitet kan komme derind. Robotter, der er sendt ind for at fotografere og rekognoscere, er især i begyndelsen med det samme blevet slået i stykker af murbrokkerne eller har fået deres elektronik ødelagt af radioaktiviteten.
Helt ude til højre, set fra bakken inde på land, ligger Reaktor Fire, som ikke var i drift på tidspunktet for tsunamien i 2011, men som blev beskadiget af den brinteksplosion, som på tredjedagen ramte reaktoren ved siden af, og som dagen efter blev ramt af sin egen mindre brinteksplosion.
Det var en alvorlig udfordring at få de 1300 oplagrede brugte og ubrugte brændselsstave, der lå i Reaktor Fire, ud. En livsfarlig opgave, som krævede, at der blev bygget et særligt stillads med specialbyggede slisker og hejseværk. Men det lykkedes til sidst, og reaktoren var tømt for atombrændsel allerede i 2014.
I øjeblikket er man på tilsvarende vis i færd med at redde brugte og ubrugte brændselsstave, som ikke var i brug under ulykken, ud af de rum øverst i de andre reaktorer, hvor de er oplagret. Der er bygget en ny overbygning til Reaktor Tre med et solidt stillads. I forrige uge blev den tømt for de sidste stave. Derefter kommer turen til Reaktor Et og Reaktor To.
Målet er at være færdig med at fjerne det smeltede brændstof om 30-40 år. Det er vigtigt at have et mål at stræbe efter, siger man hos Tepco. Men mange eksperter spår, at det snarere vil tage 100 år eller endnu længere tid
Udgangspunktet for dette arbejde er, at man uundgåeligt kommer tættere på radioaktiviteten fra de nedsmeltede reaktorer, end man var ved Reaktor Fire. Der bliver behov for spidsfindigt udviklede stilladser og slisker, og man kommer i højere grad til at belave sig på fjernstyring via computere og robotter for at undgå at udsætte de ansatte for større risiko end nødvendigt.
Når man om flere år er færdige med det, ligger det nedsmeltede helvedesværk i bunden af de smadrede bygninger der stadig, og Takahiro Kimoto, der er ”risiko-kommunikatør” i Tepcos presseafdeling, understregede ved mit tredje besøg, at der ikke er udsigt til, at en genial atomingeniør pludselig opfinder et mirakuløst trick, som vil gøre det muligt at fjerne eller indkapsle den farlige masse på en smartere måde, end man kender i dag.
”Vi er nødt til at tage det lidt efter lidt, først fjerne de forreste murbrokker, så den klat brændsel, vi møder, så den næste murbrok, og gradvist finde ud af, hvordan der præcist ser ud derinde. I Reaktor Tre vil vi nok angribe det nedsmeltede brændsel sidelæns fra, mens vi i Reaktor To nok vil begynde at fjerne det fra toppen,” spår han.
Målet er at være færdig med at fjerne det smeltede brændstof om 30-40 år. Det er vigtigt at have et mål at stræbe efter, siger man hos Tepco. Men mange eksperter spår, at det snarere vil tage 100 år eller endnu længere tid.
Behandlet vand
Når man besøger det ødelagte atomkraftværk, ser man store vandtanke overalt. Der var over tusind af slagsen. Inde i tankene opbevares over 1,23 millioner kubikmeter brugt nedkølingsvand.
Hver eneste time i de sidste ti år har man pøset nedkølingsvand på de ødelagte reaktorer. I begyndelsen blev det opbevaret i nødtørftigt opstillede tanke, som lækkede og gav radioaktive læk. Det er der kommet bedre styr på. De værste tanke er udskiftet med større og bedre. Men vandet hober sig stadig op. Det bliver i en vis udstrækning genbrugt, og det bliver systematisk renset for næsten alle former for radioaktivitet.
Da jeg i 2014 for første gang var inden for portene til værket, kaldte vi alle vandet i tankene for ”det forurenede vand”.
Men ved mit andet besøg i 2017 lod vores værter, som om de ikke forstod vores spørgsmål om forurenet vand. På det tidspunkt insisterede man på at kalde nedkølingsvandet i tankene for ”renset vand”.
Så ved mit tredje besøg i januar 2019 hed det pludselig ”behandlet vand”, da vi kørte mellem tankene. Det ”rensede” vand havde vist sig ikke at være helt renset alligevel. Der var sket en beklagelig ”kommunikationsfejl”
På værkets grund er der bygget tre såkaldte ALPS-anlæg, hvor man er i stand til at rense det brugte nedkølingsvand for alle radioaktive substanser undtagen tritium, inden man genbruger det som nedkølingsvand eller deponerer det i tankene.
Vandet renses inden deponeringen ved en række tidskrævende kemiske processer i ALPS-anlægget for ikke færre end 62 såkaldte nuklider, radioaktive substanser – men ikke det radioaktive stof tritium. Det er så godt som umuligt at isolere og fjerne tritium, idet det ligner almindelig brint og indgår i almindelige vandmolekyler. Der eksisterer ingen metoder til at filtrere tritium væk ved brug af kemiske processer.
Men bortset fra tritium var vandet i tankene ”renset vand” og slet ikke ”forurenet vand”, fik vi at vide.
Året efter blev det en skandale på japanske avisforsider, at godt nok havde Tepco i flere år haft ALPS i drift, og man havde haft kapacitet til at rense vandet for alle radioaktive substanser undtagen tritium. Men det kom frem, at reelt var det kun 20 procent af vandet, som var renset, så man kunne tillade sig at kalde det ”renset”.
Ved de andre 80 procent havde man især i begyndelsen med vilje ladet andre radioaktive stoffer slippe gennem af den årsag, at det hastede mest med at få renset vandet for de værste substanser af hensyn til de ansattes arbejdsmiljø. Det var vigtigere end at få en række mindre farlige nuklider fjernet.
Så ved mit tredje besøg i januar 2019 hed det pludselig ”behandlet vand”, da vi kørte mellem tankene. Det ”rensede” vand havde vist sig ikke at være helt renset alligevel. Der var sket en beklagelig ”kommunikationsfejl”, som vores nye vært, Takahiro Kimoto, udtrykte det.
”Vandet er ikke klar til at blive udledt i havet endnu,” understregede han. ”Vi arbejder på at gøre det muligt, men det er ikke klar endnu.”
Problemet er, at uanset hvor ufarligt vandet i tankene reelt er, vil en udledning uundgåeligt af psykologiske og politiske årsager have stor betydning for fiskeriet i farvandet ved Fukushima
Det er en kendt sag, at eksperter i indland og udland i årevis har anbefalet, at man begynder at udlede vandet i tankene i havet, uanset om det måtte være ”forurenet”, ”renset” eller ”behandlet”. Stillehavet er stort, radioaktiviteten er lille, og det er en kæmpe omkostning at fortsætte det enorme tankcirkus. Tepco har advaret om, at man i slutningen af i år eller begyndelsen af næste år løber tør for plads. Der kan ikke klemmes flere tanke ind bag anlæggets porte.
I oktober 2020 kom en melding om, at regeringen omsider havde besluttet at sætte en gradvis udledning af fortyndet nedkølingsvand i gang, så den vil kunne begynde i 2022. Efter et ramaskrig blev beslutningen atter sat i bero, men det er og bliver kun et spørgsmål om tid.
En ekspertkommission har afvejet en udledning i havet over for den anden mulighed, der eksisterer, nemlig at slippe indholdet i tankerne ud i luftform ved at lade det fordampe. Men den løsning vil være dyrere, teknisk mere kompliceret og miljømæssigt ikke spor bedre. Kommissionen opfatter derfor udledning i havet som nødvendig og uundgåelig.
Problemet er, at uanset hvor ufarligt vandet i tankene reelt er, vil en udledning uundgåeligt af psykologiske og politiske årsager have stor betydning for fiskeriet i farvandet ved Fukushima.
Heroisk kamp
Hver dag arbejder 5000 mennesker på fuld tid på det ødelagte atomkraftværk. Tidligere i processen med at oprense miljøet var der endnu flere. Der er strikse regler for, hvor længe man må opholde sig der, og hvilket sikkerhedsudstyr man skal have på. I større dele af området kan man nu tage det mere afslappet end for bare to-tre år siden, og reglerne er gradvist blevet lempet.
I alt har seks arbejdere på anlægget af det japanske sundhedsministerium fået anerkendelse af, at kræftsygdomme, de lider af, skyldes arbejde på anlægget i de første år efter ulykken. De og deres efterladte – mindst en af dem er død – er tilkendt arbejdsskade-erstatning.
jo, der er en risiko for, at den stabile situation sættes på spil, når det nedsmeltede brændstof en dag skal fjernes
Det skete i den første fase. Siden er reglerne blevet håndhævet bedre. Men ufarligt er det ikke. De, der arbejder på pladsen hver dag, har stadig gasmasker og tunge dragter på, når de er nede i området ved selve reaktorerne. Det er bestemt ikke ufarligt, hvis man opholder sig der i lang tid.
Der er naturligvis stadig faste grænser for, hvor meget radioaktivitet man må udsættes for. Grænser, som Tepco over for regeringen har forpligtet sig til at holde, og disse grænser gælder for mænd. Grænserne for kvinder er langt lavere, hvilket betyder, at byggepladsen i markant grad er bemandet med mænd.
Uanset hvad man mener om atomkraft og debatten om Fukushima-værkets fremtid, og uanset hvad man mener om Tepcos alvorlige medansvar for ulykken, kan man dårligt undgå at få respekt for de mænd, de ansatte hos Tepco og selskabets underleverandører, som dag efter dag tålmodigt udfører et livsfarligt arbejde for at begrænse risikoen for alle os andre. Modige atomingeniører og tusinder af arbejdsmænd fører en heroisk kamp. De ved, hvad de har mellem hænderne, og de gør deres bedste. Kæmpe respekt for det.
Så, nej, beretningen om ulykken på Fukushima-værket er slet, slet ikke slut – selv om der længe har været relativt stille omkring det. Og det værste er, at ”jo, der er en risiko for, at den stabile situation sættes på spil, når det nedsmeltede brændstof en dag skal fjernes”, som Takahiro Kimoto svarede på mit spørgsmål i omklædningsrummet efter rundturen ved mit tredje besøg.
POV-webinar om Fukushima 10 år efter
Der er gratis adgang til alle vores artikler, men hvis du tegner et frivilligt abonnement opnår du forskellige fordele. Torsdag den 11. marts klokken 17:00 holder Asger Røjle Christensen webinar om Fukushima, som et særligt tilbud for abonnenter. Du kan stadig nå at være med!
Er du allerede POV-abonnent, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til redaktionen@pov.international
Er du endnu ikke abonnent, kan du tilmelde dig HER.
Så hører du fra os om webinaret mm.
LÆS ALLE ASGER RØJLE CHRISTENSENS ARTIKLER HER
Topbillede: Udenlandske reportere på besøg ved det ødelagte værk, 2017 (pool-foto/Pablo M. Diez)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her