FILM // ANMELDELSE – Vi bør være taknemmelige, og vi bør støtte Cinematekets dygtige programlæggere, når de fremskaffer sjældne og magiske mesterværker, så deres entusiasme ikke belønnes med tavshed og tomme biografsæder. Programlægger Oscar Pedersen står bag arrangementet The Human Condition-Maraton, hvor Masaki Kobayashis næsten 10 timers lange krigsfilm fra anden verdenskrig lørdag d. 8. juni vises i ét hug: Inklusive pauser og Restaurant Sults specielt komponerede japanske middag varer det hele 684 minutter!
Af hensyn til et bredere publikum køres det berømte mesterværk også over tre aftener, som det engang blev vist i Japan. Jeg så denne sort/hvide, deprimerende krigsfilm engang i 1970’erne over tre aftener ude i Filmmuseets lille biograf på Christianshavn, og jeg har aldrig kunnet glemme den. Nu skal jeg se den igen!
Masaki Kobayashi er en af Japans største filminstruktører, helt på niveau med Akira Kurosawa og Kon Ichikawa, men han er på trods af en produktion på 21 film i årene 1952 til 1985 langt mindre kendt, og der har mig bekendt kun været én af hans film oppe i Danmark: Den meget stærke, flotte og noget eksotiske samuraifilm Harakiri (Sepuku) fra 1962 gik i sin tid i Imperialbiografen i København, hvor folk besvimede og måtte transporteres væk i ambulance. Filmen regnes for Kobayashis største mesterværk og vandt Juryens Specialpris i Cannes 1963, men japansk kultur minder jo ikke ret meget om dansk!
Nogle år efter denne uforglemmelige oplevelse i Imperial, var jeg med universitetet i Paris som filmstuderende, og var der så utrolig heldig at støde på Kabayashis første farvefilm, Kwaidan, der også havde modtaget Juryens specialpris i Cannes – denne gang i 1965 – og havde været nomineret til en Oscar. Endnu den dag i dag er der farvesprudlende, magiske billeder af stor skønhed inde i mit hoved.
Kan du klare næsten 10 timers barske forhold med korruption, vold, kulde, mudder og sne, så tag chancen og besøg Cinemateket d. 16, 20. og 25. juni. Det er en oplevelse for livet
Det er et utroligt overvældende mesterværk, der er en samling af fire spøgelseshistorier hentet fra forfatteren Lafcadio Hearns bøger. I de fire film, The Black Hair, The Woman of the Snow, Hoichi the Earless og In a Cup of Tea, plages adskillige ulykkelige personer af mere eller mindre fjendtlige eller jaloux ånder; kun musikeren Hoichi slipper godt fra mødet med ånderne fra den afdøde kejsers hofstab. Jeg noterer med begejstring, at en af mine yndlingsskuespillere, Kurosawas Takashi Shimura, her har en vigtig rolle som præst. I Kabayashis tredje samuraifilm, Samurai Rebellion, fra 1967, som vandt Fipresci-prisen i Venedig, medvirker flere af Kurosawas faste skuespillere så som Tashiro Mifune og Tatsuya Nakadai.
I et forsøg på at skabe film for næste generation dannede Kobayashi, Kurosawa, Ichikawa og Keisuke Kinoshita i 1968 instruktørgruppen The Four Horsemen Club. I 1969 sad Kobayashi i juryen i Berlins Internationale Filmfestival.
En oplevelse for livet
I årene 1957 til 1961 arbejdede han med trilogien The Human Condition med Tatsuya Nakadai i hovedrollen som idealisten og pacifisten Kaji. Hans udvikling og karakter var dels inspireret af Kobayashis egne oplevelser under krigen og dels af forfatteren Junpei Gomikawas seksbindsroman.
I første del af filmen No Greater Love lever Kaji sammen med sin elskede kone Michiko i Manchuriet, hvor han leder en arbejdslejr med kinesiske tvangsarbejdere og prøver at mildne det brutale imperialistiske styres behandling af fangerne.
I anden del, Road to Eternity, har Kaji mistet sit lederjob og dermed også sin undtagelse fra millitærtjeneste og er indrulleret i den japanske Kwantung-hær. Man er utilfreds med hans humanistiske indstilling overfor de kinesiske fanger og sætter ham derfor til det groveste arbejde og byder ham en meget hård disciplin. Mischiko dukker op for at klage og støtte ham. Han er nu under mistanke for at være kommunist; omkring ham begår soldaterne selvmord på grund af de overordnedes mishandling; mange planlægger at flygte, men Kadji ved, at det ikke nytter.
Det er en barsk og grufuld fortælling, og situationen bliver ikke bedre i tredje del, A Soldiers Prayer, hvor Sovjetunionen kommer på banen som beskytter af det kommunistiske Kina.
Kan du klare næsten 10 timers barske forhold med korruption, vold, kulde, mudder og sne, så tag chancen og besøg Cinemateket d. 16, 20. og 25. juni. Det er en oplevelse for livet.
Masaki Kobayashi
Masaki Kobayashi (1916- 1996) kom straks efter afslutningen af sine studier i østasiatisk kunst og filosofi til Shochiku-filmstudierne i 1941, men nåede end ikke at starte, før han blev indkaldt til hæren og sendt til Manchuriet. Han var pacifist men nøjedes med at nægte nogen form for forfremmelse; efter en tid som krigsfange nær Okinawa, slap han fri i 1946 og begyndte som assistent for Keisuke Kinoshita hos Shochiku Studios.
Han debuterede som instruktør i 1952 med My Son’s Youth og nåede på trods af studiets bekymringer over hans humanistiske og pacifistiske emner i de næste fem år at lave ni spillefilm. Hans tredje film, Thick-walled Rooms fra 1953, handlede om autentiske krigsforbrydere og bekymrede Shochiku-studiet, der ikke ønskede at fornærme de amerikanske besættelsesmyndigheder og MacArthur – så vidt at filmen først fik premiere i 1957.
Fotos: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her