Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg efterhånden har flaneret op og ned af Promenade des Anglais i Nice. Men det er mange. For fanden, Nice har siden jeg var barn været mit andet hjem. Sidst jeg var der, var bare få dage før en 20 ton tung lastbil pløjede sig gennem et to kilometer langt menneskehav og dræbte flere end 80. Jeg vil aldrig kunne gå der igen med den samme følelse. Promenaden har mistet sin uskyld og er nu også et symbol på den vanvittige verden, vi lever i.
Jeg overvejer oftere end nogen sinde, om det ville give mening altid at befinde sig der, hvor sandsynligheden for at indlede et terrorangreb, er mindst
Hvis terrorens væsentligste formål er at skabe skræk og utryghed, er det lykkes med mig. Jeg overvejer oftere end nogen sinde, om det ville give mening altid at befinde sig der, hvor sandsynligheden for at indlede et terrorangreb, er mindst.
Vi er blevet advaret igen og igen. Forberedt på, at terroren ville komme tættere og tættere på og en dag stå lige ved siden af os. Den dag er vist kommet, og selv i vores egen dam er de første ænder skudt ned.
Jeg ved, at der er større risiko for at dø, når jeg gå ud med mit skrald, end at dø af terror. Men ved ærlig talt ikke rigtig, hvordan statistik hjælper mig her, for jeg har aldrig været bange for at gå ud og tømme min skraldespand.
Jeg går ikke rundt til hverdag og er bange for at dø, men jeg kan på den anden side ikke fastholde en naivitet, der lukker øjnene for det, som sker og er sket. Jeg kan heller ikke, trods alle statistiske beregninger, lukke øjnene for, at det er mere og mere sandsynligt, at jeg en dag ville kunne komme til at stå ansigt til ansigt med et menneske, hvis eneste og inderligste ønske er at slå mig ihjel.
Jeg er mig nærmest sygelig bevidst om, at oplevelser eller situationer, der gentager sig, nærmest med biologisk præcision, skaber en forventning om at det vil ske igen. Som folk, der hele tiden bliver forstyrret i deres arbejde, og dermed skaber en forventning om at blive forstyrret igen, er en forstyrrelse i sig selv. Så er vi hele tiden på vagt, også når der ikke er en grund til det. Det er sådan, jeg er begyndt at få det, når jeg er forsamlet i store menneskemængder. Jeg er mig meget stærkt bevidst om, at det ikke er sådan, jeg vil have det. Men det er sådan det er, og jeg gider ikke længere at være flov over det, eller føle mig forkert.
Når terroren kommer tættere og tættere på, skal der langt større kognitive bestræbelser, eller naivitet om man vil, til, for at ændre den måde, jeg har det på, end simpel sandsynlighedsberegning. Selvom vi er vidne til at flere hundrede dør hver måned på grund af terror i Pakistan, Afghanistan eller Irak, går vi ikke i selvvalgt chok og lægger blomster ved deres ambassader. Så jeg ved, at jeg kan være kold. Men trangen til at reagere handler om, hvor tæt terroren er på mig. Ulogisk ja, men sådan er det jo med følelser.
Hvad nu hvis
Jeg vil ikke gå rundt og lade som ingenting, bare fordi jeg ikke må vise, at jeg er stærkt påvirket af det, der sker
Jeg må ikke være skræmt, får jeg hele tiden at vide. Så har terroristerne jo vundet. Men de har sejret for længst og jeg vil have lov til at være skræmt, så jeg kan tage de forholdsregler, der er fornuftige at tage. Jeg vil ikke gå rundt og lade som ingenting, bare fordi jeg ikke må vise, at jeg er stærkt påvirket af det, der sker.
Jeg har lyttet til musik og drukket en fredelig øl i det selvsamme lokale på Østerbro, der blev angrebet den 14. februar sidste år. Jeg kender og har gået i de gader i Paris, hvor 130 mennesker sidste år den 13. november blev dræbt ved skud og bombeangreb. Jeg har lejet bil og har ved flere lejligheder taget toget på den banegård i Madrid, hvor flere end 200 mennesker mistede livet i marts 2004. Jeg har haft min daglige gang i den metro i Moskva, hvor to kvindelige selvmordsbombere i 2010 dræbte tilfældige passagerer. Jeg elsker at komme i det land, hvor nationalisten Anders Behring Breivik egenhændigt dræbte 77 mennesker.
Jeg er ikke skræmt fra vid og sans, men jeg er begyndt at være ekstra opmærksom, når jeg sidder i et teater eller en biograf. Jeg har ikke en, men flere gange tænkt: ”Hvad nu hvis?”.
Jeg har flere gange i en overfyldt metro eller tog sagt stille for mig selv. ”Er det mon nu?”
Jeg er ekstra opmærksom når mennesker som, for årstiden, er usædvanligt blege, har krumme næser eller tørklæde, sidder ved siden af mig i flyveren. Jeg hader at jeg har det sådan, for jeg har intet imod folk, der er blege, har krumme næser eller går med tørklæde.
Jeg vil så gerne beskytte mine børn
Når mine børn tager ud at rejse, vil jeg ikke slappe helt af, før de er hjemme igen. Jeg kan ikke lide at skræmme dem unødigt og udstikke dem instrukser om, hvordan de skal gebærde sig og hvilke forholdsregler de skal tage. Men jeg har lyst til det. Jeg har lyst til at sige, at de skal blive hjemme til verden er tryg igen. Jeg gør det ikke, for jeg tvinger mig til ikke at gøre det.
De er stadig naive og det vil jeg ikke tage fra dem. Naivitet kan ikke tillæres, kun aflæres. Har de først mistet den, vil det være de realiteter de vælger at fokusere på, der fremover styre deres handlinger.
Jeg er skræmt
Det er vigtigt at kunne erkende, at man lever i en utryg tid og det faktisk kan være fornuftigt at se sig for. Det er dumt at lukke øjnene for det, der kræver, at de er åbne. Jeg er selv typen, der aldrig har læst en sikkerhedsbrochure i et fly, i angst for at det skulle misforstås af de højere magter, som selvopfyldende profeti. Jeg ved, at det er ”worst-case scenario”, fornægtende og i virkeligheden også lidt dumt, da det jo i det mindste er lidt smart at orientere sig om, hvor nødudgangene sidder.
Jeg er ekstra opmærksom når mennesker som, for årstiden, er usædvanligt blege, har krumme næser eller tørklæde, sidder ved siden af mig i flyveren. Jeg hader at jeg har det sådan, for jeg har intet imod folk, der er blege, har krumme næser eller går med tørklæde.
Trods min angst syntes jeg dog det er mere vigtig at være opmærksom på, at vi ikke i angstens vold generaliserer ved at kalde alle anslag mod menneskeheden for terror. Vi tror, at vi alle forstår betydningen af ordet terror, og vi skaber en mening ud fra en ide om, at vi forstå det ens. Vi løfter de mange episoder ud af deres kontekst.
Og gør vi det, føles det rigtigt stort. Større end det måske altid er. Hvad om det var en galning eller sindsforvirret ensom ulv? Hvad om motivet ikke altid var hele den muslimske verden mod stakkels os vantro? Kunne det ikke også være hævn, frustrationer, magtesløshed eller fattigdom, der lå bag?
Når alt kommer til alt, er det jo ikke antallet af døde, der er interessant, men den nationalisering af grundsangsten, vi oplever. Vi er, selv på individniveau, blevet mere sensationslystne og selv den mindste deltalje kommer ind i vore stuer og det får det rimlige betydningsfulde til at blive overdrevent betydningsfuldt, og på den måde kan vi ikke bevæge os nogen steder hen uden at det minder os om mulige risici. Så får terroren større betydning end den behøver, og lammer os mere end nødvendigt.
Verden er ikke blevet et farligere sted.
I 1970 ´erne og 1980 ´erne døde mange flere i terrorangreb.
Vi har selv gjort den til et farligere sted ved ikke at forholde os til vores grundangst. Det er angsten for terroren, der er blevet stærkere, ikke terroren i sig selv. Det er vigtigt at huske på, hver gang vi er ved at tale hinanden op.
Jeg er vokset op med den tyske Rote Armee Fraktion, italienske Brigate Rosse og The National Liberation Front of Corsica, som lavede tusindevis af attentater i blandt andet Nice. Mange er døde på grund af disse terrororganisationer, men langt de fleste er ikke.
Når mine børn tager ud at rejse, vil jeg ikke slappe helt af, før de er hjemme igen. Jeg kan ikke lide at skræmme dem unødigt og udstikke dem instrukser om, hvordan de skal gebærde sig og hvilke forholdsregler de skal tage. Men jeg har lyst til det. Jeg har lyst til at sige, at de skal blive hjemme til verden er tryg igen. Jeg gør det ikke, for jeg tvinger mig til ikke at gøre det. Og vi skal blive ved med at rejse og en gang i mellem stille os helt ind i midten af en stor folkemængde
Måske vi skulle love hinanden at vi nok skal forsøge at leve et liv, som var der (næsten) intet galt. At vi nok skal nok lade være med at lade vor angst for terror styre vore handlinger. At vi nok skal fortsætte med at gå i biografen og teatret. Vi skal blive ved med at rejse og en gang i mellem stille os helt ind i midten af en stor folkemængde.
Jeg tror ikke at verden er blevet mere utryg. For når alt kommer til alt har verden aldrig været tryggere og den eneste måde, jeg som individ kan bekæmpe terror på, er, at den aldrig vil få tag i mig. Hvis jeg først begynder at hade og vil bekrige en kæmpe imaginær gruppe mennesker, der kun har det tilfælles, at de kommer fra det samme kontinent, har jeg tabt.
Og selv om jeg ved at det ikke hjælper at bede og at menneskeheden ligger som den har redt, har jeg en stille bøn til at vor regering om at den trækker os ud af alle vore krige. For vi må ikke glemme, at 95% af alle selvmordsangreb ikke bunder i religion, men primært er motiveret af en modstand mod at være besat af en anden stat.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.
Du kan også sende penge direkte til Thomas Milsted på mobile Pay: 31418376
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
