METOO I FILM & TEATER // DEBAT – “Til alle mine undervisere og mobbere og chikanører vil jeg sige: Jeg har ikke glemt det. I havde en magt, som I brugte og misbrugte med fråde om munden. Jeg ved, hvem I er og jeg kommer aldrig til at glemme jer. 15 års mareridt om hver og en af jer flere gange om ugen har holdt min bevidsthed fanget. Jeg håber, I bliver fyret, smidt ud og at I skammer jer så meget, at I vågner op af jeres jammerdal”. Det skriver teaterdirektør Sananda Solaris i en kommentar til den nye rapport om omfattende misbrug i den danske film-, tv- og scenekunstbranche.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En ny rapport med titlen ‘Grænseoverskridende’, der er udarbejdet af lektor på Aarhus Universitet, Camilla Møhring Reestorff om film-, tv- og scenekunstbranchen viser, at halvdelen af alle kvinder i film-, tv- og scenekunstbranchen har følt sig chikaneret, diskrimineret eller udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. Blandt mændene er det én ud af fire.
Og jeg blev ved. Jeg pegede på forholdene, hver gang jeg så det ske. Og jeg kom til at betale prisen
Det kan jeg skrive under på, for præcis sådanne forhold var årsagen til, at jeg selv i min tid som studerende måtte sige fra igen og igen og en gang til, da jeg gik på teaterskole.
Det skete allerede på dag tre, hvor jeg konfronterede en af mine lærere højlydt på gangen med det overgreb, han havde begået ude i branchen, da jeg var 19 år.
Og jeg blev ved. Jeg pegede på forholdene, hver gang jeg så det ske. Og jeg kom til at betale prisen – lavinerne rullede.
Lærerne bagtalte mig, mobbede mig og chikanerede mig med hændelser, der endte med daglig psykisk vold anført af ledelsen, for jeg viste mig som en trussel, inden de nærmest havde åbnet døren for mig.
De ville lukke mig ned og knække mig, så meget stod klart for mig og blev gjort helt klart for mig. Det blev også sagt højt foran alle. Vi vil knække dig.
Det skete glidende og så finurligt og manipulerende lækkert magtspils-artigt, næsten sødmefyldt og på en måde, som jeg slet ikke kender. I må forstå, at jeg er fra Jylland og der stod jeg tonse-imponeret og anede ikke, at den slags forhold fandtes. Jeg så det ikke komme, for jeg følte, at jeg stod i kulturens højborg – det hellige sted, hvor åndens kirke har sit udspring.
Bagefter blev jeg rasende, sorgfuld og noget så skuffet over, at ingen stillede sig ved siden af mig, da straffen ramte mig. Jeg stod alene.
Selv kom jeg fra en sand punket og anarkistisk baggrund, og der havde vi høje etiske fordringer og alle holdt sammen trods enorme forskelle. Vi skulle lave verden om, koste hvad det ville. Der var kun dette nu at gøre det i og derfor intet at tabe.
Det var så voldsomt, at jeg næsten døde af det, og mit første selvmordsforsøg var efter 4 år på Statens Teaterskole, hvor jeg var blevet systematisk nedgjort, chikaneret, mobbet og latterliggjort
Og derfor blev mødet med dansk teater det største kulturchok i mit liv. Det, at jeg ikke forstod, hvad det vil sige at være i en krysterflok, hvor magtliderlige krænkere står på række for at få deres forside i glittermagasinerne. Jeg forstod først sent, at det ikke handlede om at lave verden om, men at få verden til at dreje sig om sig.
Og jeg forstod pludselig også den kulde, der følger med at blive skubbet ud af kredsen, denne fløjlsbløde creme af selvhøjtidelig perfid gruppedynamik.
Det var så voldsomt, at jeg næsten døde af det, og mit første selvmordsforsøg var efter 4 år på Statens Teaterskole, hvor jeg var blevet systematisk nedgjort, chikaneret, mobbet og latterliggjort.
Jeg var totalt ødelagt. PTSD-ramt, ligesom andre kvindelige instruktørelever på skolen blev det, mest af alt fordi jeg ikke ville give op. Jeg kunne simpelthen ikke bare lade være, og det selv om ledelsen kaldte mig “luder” på instruktørmøderne. “Du er en luder” sagde læreren til eleven.
Er det ikke vildt? På en statslig skole, en eliteuddannelse. Men det skete og foran folk, der i dag er chefer for teatre og instruerer det teater, I ser.
Det fortsatte i mange år, og gør det stadigvæk den dag i dag.
Selv når jeg på gangen har hørt folk og især kvinder og også andre elever fra skolerne fortælle om de overgreb, de bliver udsat for, så har jeg ikke kunnet tale om det
Vi var mange, der skabte Teater Solaris i et fælles opgør med branchen og skolen for 7 år siden, med bl.a. et ønske om at lave et sted, hvor der var bare en smule kærlig varme, bare lidt. Vi ønskede også at kunne tale om de overgreb, der bliver begået. Vi lavede forestillinger om den voldelige natur, vores branches nerve er og i det hele taget den voldelige kultur, vi alle var fanget ind i før #metoo.
Vi er slet ikke færdige, og der er mange lag endnu, men når jeg skriver dette, er det også for at stå op og tale mere frit, for denne gang står jeg endelig ikke alene.
Jeg skriver selvfølgelig ikke kun som et offer. Jeg har også skullet se mine egne dæmoner i øjnene og række ud med dem i hånden og sige undskyld.
Jeg undrer mig selv over, at så få magter at sige undskyld. Jeg var en af de få, som tog kampen op tilbage i år 2000 og blev ved. Og jeg kommer heller aldrig til at stoppe. Der er kun dette nu, som gælder.
Men det er sindssygt, at række efter række af krænkere i teaterbranchen ikke har fulgt trop – især de mange, som har siddet og stadig sidder i en magtposition igennem de sidste mange år. I burde skrige undskyld, og det gælder især mit eget fagforbund.
Når det er sagt, så græder jeg i dag, for jeg har følt en dyb ensomhed. Selv når jeg på gangen har hørt folk og især kvinder og også andre elever fra skolerne fortælle om de overgreb, de bliver udsat for, så har jeg ikke kunnet tale om det.
Og det er i øvrigt ikke overstået endnu. Jeg blev blandt andet selv bandlyst af et dansk teater for et par år siden (lige før #metoo) for at gøre modstand og sige fra overfor en voldelig, truende og ivrigt kendt alkoholiseret tekniker.
Jeg håber, I bliver fyret, smidt ud og at I skammer jer så meget, at I vågner op af jeres jammerdal. Og at I vil ringe rundt til hver og en, som I godt ved, at I enten gjorde fortræd, fordi I kunne lide magten eller sad stille, mens andre gjorde det beskidte arbejde for jer
Det er nemlig sådan dansk teater fungerer. Når man er kvinde og ikke finder sig i at bukke under for vold og chikane, bliver man forbudt adgang. Smidt ud. Latterliggjort.
Og til alle mine undervisere og mobbere og chikanører vil jeg sige: Jeg har ikke glemt det. I havde en magt, som I brugte og misbrugte med fråde om munden. Jeg ved, hvem I er og jeg kommer aldrig til at glemme jer. 15 års mareridt om hver og en af jer flere gange om ugen har holdt min bevidsthed fanget.
Jeg håber, I bliver fyret, smidt ud og at I skammer jer så meget, at I vågner op af jeres jammerdal. Og at I vil ringe rundt til hver og en, som I godt ved, at I enten gjorde fortræd, fordi I kunne lide magten eller sad stille, mens andre gjorde det beskidte arbejde for jer.
Denne her er til alle os, der vil gøre op med den syge kultur.
Lad det endelig ikke stå alene. Lad os vælte magten. I fortjener den ikke, selvom I sidder der endnu.
Lad os omstyrte kulturen og magten.
LÆS MERE OM METOO I POV HER
FAKTABOKS:
- Rapporten ‘Grænseoverskridende adfærd’ handler om diskrimination, chikane, uønsket seksuel opmærksomhed, vold og magtmisbrug i film-, tv- og scenekunstbranchen og er udarbejdet af lektor på Aarhus Universitet, Camilla Møhring Reestorff, som har spurgt 1.485 skuespillere, instruktører, producenter, ledere og andre funktioner i film- og teaterbranchen om deres oplevelser med krænkende adfærd.
- Rapporten viser blandt andet, at 59 % af alle de adspurgte kvinder og 23 procent af adspurgte mænd har oplevet diskrimination og/eller chikane, mens 50 % af kvinderne og 19 procent af mændene har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.
- Man kan finde hele rapporten her.
Topillustration: Privatbillede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her