Taxamandens klumme: Fri mig for håbet

Jesper Grunwald 12.04.2021

LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamanden Jesper Grunwald var ude at lufte kroppen i påsken. Ti stillesiddende timer i ”Merceren” sætter sig som ømme led i den pensionerede krop. Flaget var på halv foran den lokale kirke, og en ung mand på tur med kæresten var sikker på, at der skulle være begravelse. ”Nej da”, sagde taxamanden med rod i folkekirken. ”Det er bare langfredag. Vi fejrer et dødsfald for knap 2000 år siden. Manden på korset. Men rolig nu. Der er håb forude. På søndag, påskedag, er der festgudstjeneste. Så kommer flaget helt op i stangen. Der er håb forude!” Men når taxamanden på den næste køretur møder den unge kræftsyge kvinde, som siger, at der er så meget, der er vigtigere end håbet, giver det ham en anderledes forståelse af håb.

Så blev det anden påskedag – sådan en slags ”dagen derpå” efter den kristne højtid, og jeg fægter i blinde efter kunder. Vi rykker langsomt fremad i køen foran det store hospital, der kan give lidt afkast på denne halvhellige helligdag, hvor de fleste holder sig hjemme for at nyde de sidste timer af ferien. Indimellem melder der sig en kunde, som har været på patient-besøg. Eller et forældrepar med den lille nyfødte i nervøs eufori over en helt, helt ny tilværelse.

Hun banker høfligt på ruden, for at vække mig af den øjenåbne søvntilstand, der er taxichaufførens jævnlige sindstilstand.

Psykologen blev ved at fastholde mig på, at jeg ikke – at jeg aldrig måtte opgive håbet

Vi kører ordløst den første kilometer eller så. Hun er lidt træt – og helt klart én af dem, der kommer lidt for ofte her på hospitalet. Man ser det på tørklædet, der helt sikkert dækker en skaldet isse. Og nu må man ikke misforstå mig – men sådan er det bare. Ikke en kynisk arbejdsskade hos den firehjulede transportarbejder – håber jeg. Men virkeligheden, som den findes derude blandt mennesker efter operationer. I kemo. De blege, kæmpende ansigter med levende øjne og munde, der siger ord i landet mellem smerte og lindring. Sådan som jeg sikkert vil sidde en dag, hvis ikke jeg fordufter med et fingerknips. Og så er der jo redningskransen – håbet. Det er der jo altid.
Eller næsten altid!

Vi taler om dagen og vejen, og jeg har med tiden lært at fornemme, om vi skal tale om sygdommen, der er anledningen til turene til og fra det store hospital. Selv på en helligdag, åbenbart.

“Du kører vist jævnligt denne tur”, siger jeg og forklarer, at tørklædet er tegnet.

“Det kan man vist roligt sige”.

Så fortæller hun om sin sygdom uden dramatiske effekter og vidunderligt frisat for dødsromantikken, som vi jævnligt udsættes for i de medier, hvor jeg selv har lagt det meste af mit arbejdsliv. Det er hyklerisk, jeg ved det. For jeg har jo selv været der i studiet og formidlet historien om den heltmodige kamp mod døden. Men jeg er fanden, der gået i kloster, som en skarpsindig og galsindet ex-kollega skrev i en af trådene på de sociale medier. Det er rigtigt nok. Jeg har svært ved at holde det ud, disse kræmmer- og krammeprogrammer, der forsøger at rense menneskelivet for smerte ved at trække de katastroferamte ind foran mikrofon og kameralinse.

Min kundes virkelighed er … fatal.

Hun er ”terminal”, som man siger i den kliniske verden. Hun – en kvinde, formentlig midt eller sidst i 30’erne med en god mand, forstår jeg, og en god solid tilværelse i den nye lejlighed i en af byens flotte, modernistiske kvarterer. Veluddannet og dannet, hører jeg på hendes sprog. Alt er sat op til at være, som det skal være. Ikke mindst med de to børn, der langt fra er voksne.
Men nu er filmen ved at knække.

Taxamanden og kunden på bagsædet, der har hørt om denne nye lidelse ”Münchhausen by internet’

“Jeg kan bedst sige det på den måde, at da jeg spurgte lægen om udsigterne for et par måneder siden, nævnte han selv måske et år”.

Stemningen i taxien bliver meget nøgtern, og jeg må – jo, hykleriet vrider sig i mig som i et af disse feel good-programmer – jeg må finde en eller anden solstråle, vi kan hænge snakken om fremtiden op på. Men jeg holder mig Gud ske lov på måtten og spørger i stedet til, om man får støtte – mental, professionel støtte i sådan en situation. Hun svarer, komplet frisat for sentimentalitet:

“Jo, jo. Jeg fik straks tilbudt en psykolog, og det er jo godt. Men det blev kun til én samtale. Psykologen blev ved at fastholde mig på, at jeg ikke – at jeg aldrig måtte opgive håbet. Det var for meget. Det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget nu, hvor det jo handler om, at jeg skal dø snart. Fri mig for håbet – der er så meget andet, der er vigtigere end håbet”.

Jeg bryder mig ikke om budskabet.

Aner ikke, hvordan jeg selv forholder mig til det den dag, hvor det måske er ude. Men. Blot et kig i bakspejlet. Jeg forstår hendes ræsonnement krystalklart.

Jeg fortæller om journalisten Ditte Giese, som jeg hørte i Genstart, en af DR’s Podcasts. Hun, der selv er ramt af cancer, fortalte råt og vredt om ”influenceren” – den unge kvinde, der gik forrest i rækken af lykkelige kræftpatienter. Den unge influencer fortalte igen og igen om den lyksalige kamp mod kræften og den særlige skønhed i det skaldede hoved og den genvundne kærlighed til livet. Og så viste det sig, at det hele var løgn og spin og psykisk sygdom. Mediestjernen med de 20.000 følgere var fake. Et iscenesat drama drevet af en patologisk trang til opmærksomhed. Og både medier og interesseorganisationer blev lokket med på følelsesshowet.

Vi ryster på hovedet. Taxamanden og kunden på bagsædet, der har hørt om denne nye lidelse, Münchhausen by internet.

Det er koldt herude i forstaden, da vi er fremme, og vinden slår ind gennem den åbne bildør. Koldt og lyst. Det særlige forår, hvor temperaturen endnu ikke har fået sommerfornemmelser.

Vi nikker til hinanden – taxamanden og kunden med kemo-tørklædet.
Det er nærmest lidt kikset.
Men det er det eneste, jeg kan sige til hende som farvel:

“Pas godt på dig selv!”

LÆS MERE I POV AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER

Topillustration og foto: Pixabay

Jesper Grunwald

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112