LIV & MENNESKER//KLUMME – Taxamanden er gået i terapi. Selv-terapi. Han kan ikke længere holde sit løfte fra dengang, hvor han tog nye tider og forandringer til sig og erklærede, at hvis han nogensinde kom til at lyde et gammelt røvhul, der synes, at alt var bedre i gamle dage, og at nutiden er dekadent, så ville han skifte spor. Sige op. Lade sig skille. Flytte. Rykke ind i en anden klasse. Komme videre. Men i taxien har Jesper Grunwald mødt muren i mobiltelefoniens absurde uvirkelighed. Det allestedsnærværende fravær af nærvær. Men måske er der noget at lære i teaterkunsten?
Du kender det sikkert selv fra S-toget, fra bussen, fra Brugsen! Der er en stemme, der taler så tydeligt og direkte, at du må opfatte det som en henvendelse – et ønske om kontakt. Du vender dig om i den offentlige transport eller i køen foran kasseapparatet, og så kigger du ind i et par øjne, der fysisk er rettet mod dine. Ikke ind i. For blikket er tomt og afsenderen ønsker trods talestrømmen i dit øre ikke kontakt ind i din hjerne.
Det er en meget privat dialog, der lægges op til. Måske med en kæreste. Eller måske noget mere professionelt, f.eks. et akut teknisk sammenbrud, en personalesag eller ouverturen til en lønforhandling. Nej, det her er ikke opspind, men autentiske øjeblikke fra min virkelige virkelighed).
Den tilsyneladende dialogpartner smiler og vender så blikket væk for at trække sig ind i en videre samtale
Inden jeg helt forstår, hvad der foregår, griber jeg til dialogens kattelem.
– Undskyld, hvad var det du sagde?
Nu bliver det virkeligt underligt.
Den tilsyneladende dialogpartner smiler og vender så blikket væk for at trække sig ind i en videre samtale med den indre stemme, der i virkeligheden slet ikke kommer mig ved.
I et øjeblik rammes jeg af medfølelse, fordi mit arbejde som taxichauffør mange gange har bragt mig med kunder til og fra de psykiatriske skadestuer og afdelinger, mens jeg i taxiens fysisk tætte rum har lyttet til medborgeres smertefulde vrangforestillinger, der i den grad kan måle sig med – ja, måske overstiger – den fysiske smerte.
Nu vender han siden af hovedet til mig, og så falder brikkerne på plads. Det er jo blot et intermezzo i mobilkulturen. Jeg ser de hvide eller sorte propper i hans øre. Han er hverken skizoid eller psykotisk.
Han taler blot i mobiltelefon. Øjnene mod mig er et venligt, overfladisk menneskeligt signal. Som et komplet ligegyldigt håndtryk. En klassisk højlighedsfrase i en moderne, trådløs virkelighed.
Taxikundens sorte tale
Selvfølgelig er den nye kultur også rykket ind i taxiuniverset. Universelt og internationalt og ikke mindst for os, der tjener det daglige brød på transporten af mennesker til og fra lufthavne og storbyens øvrige knudepunkter.
Den mobile samtale-virus er global.
Men lad os tage en test af den danske variant.
– Godaften og velkommen i vogn 6828.
Kunden har slet ikke tid til at afvente mit spring ud af bilen for at åbne og holde døren. Jeg er en moden herre fra et hjem med gode, borgerlige dyder – helt op til grænsen, noget som mere kritiske sjæle vil kalde fedteri. Men jeg kan ikke løbe så hurtigt som mine kunders behov i nutiden.
“Nej, nej, nej – jeg kommer aldrig til at finde mig i så dårlige arbejdsbetingelser!” – siger den unge kvinde.
Jeg må have hørt helt forkert. Der er er jo ingen mening i den her samtale. Jeg kigger som en refleks i bakspejlet for at få rettet misforståelsen og få genoprettet kontakt.
– Undskyld? siger jeg?
Jeg spørger med både øjne og mund. Hun kigger på mig med de tidligere omtalte både høflige og tomme øjne.
“Jamen, så siger jeg simpelthen op. Der er jo masser af andre steder at gå hen”.
Men så kommer lettelsen over, at absurditeten i denne dialog hverken skyldes dårlig hørelse hos den gamle eller psykotiske eller indre stemmer hop den unge. Hun smiler lidt undskyldende til mig, sætter talestyrken ned og hvisker nærmest, mens de tomme øjne transformerer sig til en ægte menneskekontakt mellem chauffør og kunde.
“Jeg beklager, men jeg taler i telefon med en kollega. Er det i orden?”
Jeg svarer med et hyklerisk “ja” ud fra den kommercielle kendsgerning, at hun betaler, og jeg er hendes tjenesteydelse. Det er ikke hyggesnak, det her.
Noget så usexet som en analog ronkedor, der søger ensomheden på Savannen, fordi fællesskabet i elefantflokken ikke giver mening længere
Velkommen til den digitale virkelighed, som jeg må vænne mig til, selv om det undertiden kan være svært at følge med.
I begyndelsen var det Nokia og andre plastklodser, som så tydeligt viste, at her var der tale om moderne telefoni. Så kom det med propperne i ørene, hvor hvide og sorte ledninger ud fra hovedet trods alt tydeligt signalerede, at der er tale om live-kontakt af privat karakter. Noget som er langt vigtigere end small talk med en sludrevorn taxichauffør. Det er blevet noget sværere efter udviklingen af de trådløse, såkaldte EarPods. De fylder som og ligner såmænd mest et uundværligt høreapparat. Men propperne er og bliver min kundes kontakt til en anden verden og virkelighed.
Sådan.
Nu må du sgu’ snart lære det!
Jeg kæmper for ikke at søge tilflugt i de gamle, sure mænds revir. Noget så usexet som en analog ronkedor, der søger ensomheden på savannen, fordi fællesskabet i elefantflokken ikke giver mening længere, når stødtænderne er blevet for slidte.
Det er kunsten, teateret, der redder mig. Og jeg vil gerne give ideen om den teatralske selvterapi videre til andre lidende medmennesker og mine læsere.
Man skal bare betragte den trådløse forvirring – disse tilsyneladende usammenhængende dialoger og monologer – som kunst. Ikke som menneskekontaktens dødsfase, ikke som dekadence, men som oplevelser i familie med dramaet fra Dario Fo, Eugène Ionesco og Samuel Beckett. Det virker!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
