LIV & MENNESKER // KLUMME – Om man kan kalde det en feministisk taxitur? Nej, egentligt, hvis man forstår det som artikuleret kvindekamp. Betænk at Taxamanden, Jesper Grunwald, er en moden herre og fra en tid med sit-down-demonstrationer og frisatte kvinder på ø-lejr, hvor han selv stod udenfor og kiggede ind i den dansende revolution. Men det bliver to taxiture med meget forskellige repræsentanter for virkelighedens stærke køn.
Hun fylder 90 lige om lidt, og det ser hun ingen grund til at skjule. Heller ikke selvom omgivelserne af og til kigger på hende, som om hun allerede er ved at dø, når de hører om hendes alder.
Hun tager selv hul på det med alderen, mens hun smilende tilføjer, at det gode ved at blive gammel er, at skæbnen stadig giver én mulighed for at gøre noget ved det, der bør ændres.
Og det er sgu nok dansen, der har holdt mig i live
Min 89-årige kunde er sådan ret konkret fra en helt anden verden end den kul-sorthårede pige på syv, jeg kører med lidt senere på eftermiddagen. Den unge pige kan ikke genkende, at jeg har kørt med hende før. Men hun optræder ved vores møde som en stærk kvinde og tager hurtigt hovedrollen overfor taxichaufføren, der kunne være hendes morfar. Altså lige bort set fra det sorte hår og de insisterende øjne, der følger farven på håret.
“Det er dansen, der altid har holdt mig oppe. Og det er sgu nok dansen, der har holdt mig i live”.
Den levende kvinde med det kraftige, hvide hår er rundet af fattige kår i barndommen og et helt arbejdsliv i en af de store fagforeninger.
“Jeg elsker det. At bruge min krop til musikken. Men jeg har måttet kæmpe for det. Da jeg var barn, var det det min største drøm at gå til dans ligesom de piger, der havde muligheden. Men vi var en arbejderfamilie med et kuld af børn, og der var bare ikke penge til, at jeg kunne komme til at virkeliggøre min drøm. Som jeg blev ældre, dansede jeg bare løs. Og da jeg blev gift, vidste manden, at jeg aldrig kunne slippe dansen. Så vi blev dansepartnere på en rigtig danseskole, da tiden og pengene var til det”.
Tag mig, hvis du vil danse
Hun smiler til mig, da jeg intuitivt kigger på hende:
– Det undrer mig ikke, at du fik din vilje, siger jeg og smiler tilbage.
– Du gav ham ikke et valg: Vil du ha’ mig, skal der danses!
Hun smiler sejrssikkert over kampen, hun vidste, hun ville vinde. Det var en kærlighedsbetingelse.
Jeg indrømmer overfor hende, at jeg virkelig ikke gør mig på et dansegulv.
“Ikke så megen snak. At danse er noget, der skal gøres”.
Jeg har ikke hørt en så klar ordre, siden min mor trak mig til Kløckers Danseskole, når den gav undervisning på Hotel Østersøen i Svaneke. Det pinligste var kampen om Kirsten, den kæreste jeg aldrig opnåede. Det næst-pinligste var mine våde håndflader, der afslørede sejrsnervøsiteten, når det af og til lykkedes at vinde kapløbet om at nå først over det blanke dansegulv frem til ballets dronning.
Hun tager hurtigt den naturlige lederfunktion, som er en del af underviserrollen. Tilsat en anelse guvernante
“Min mand var ældre end mig og klarede ikke at danse i de sidste år. Han døde, inden min dansefeber var forduftet. Men den feber gik ikke over. Selvfølgelig ikke. Så efter hans død meldte jeg mig til dans igen og tog kampen op for at finde en partner. Det er godt nok ikke nemt i vores alder at finde dansemus af hankøn, men det skete. Indtil også han opgav dansen.
Den syvårige pige af arabisk baggrund – min unge repræsentant for det stærke køn senere på dagen – har andre passioner end dansen. Det virker mest som om, hun allerede har taget forskud på en karriere som lærer. Hun tager hurtigt den naturlige lederfunktion, som er en del af underviserrollen. Tilsat en anelse guvernante.
– Jeg har kørt med dig før, siger jeg i et forsøg på imødekommenhed og spørger kort tid efter om et tip til køreturens rute.
“Det er da underligt, at du ikke ved, hvor jeg bor, når du siger, du kender mig!”
”Tossehoved”, står der i hendes sorte øjne, og jeg bevæger mig ud i en sand voksen-forklaring om, at der er flere ruter, jeg er bare afløser, og at det er lidt lang tid siden, jeg kørte den sidst. Jeg behandler hende af ubehjælpsomhed og en anelse flovhed, som var hun mange årtier ældre.
Og hun? Hun er nærmest ligeglad med Taxamandens søforklaringer. Og jeg skifter hurtigt emne.
Så rejste en af de yngre sig, så en anden – og på kort tid var gulvet fyldt. Det kan dansen. Slippe os fri
Da jeg spørger hende, om hun kan andre sprog, transformerer hun sig til noget i retning af en overlærer. Den 7-årige kvinde bruger resten af taxituren til at lære den lidt kiksede elev at tælle til ti på arabisk. Det er hende, der varetager situationens beredskab. Og da jeg 15 minutter senere afleverer hende til moren, slutter hun af med et spørgsmål:
“Hvor gammel er du?”
– 68. Nej, fylder 68. Men er 67!
“Okay, så er du godt nok meget gammel”, siger hun med kærlig overbærenhed.
Kampen for dans og frihed
Den 89-årige dansemus, som jeg kørte med tidligere på dagen, viser sin overmagt ved aldrig at have glemt kampen – kampen for danseretten!
“Det er fagforeningen, min gamle arbejdsplads, der kan behandle min dansefeber i dag. Jeg stoppede godt nok i fagforeningen for mere end et årti siden. Men så har vi som seniorer en tradition for at blive invitereret med til de store fester. Jeg lover dig for, der bliver danset. Altså lige til en ny fik ansvaret for invitationerne. Så gik det hele i stå, og de gamle blev ikke inviteret til festerne. Det var en mand, selvfølgelig”, siger hun til mig i bakspejlet. Og jeg prøver at lede efter ansigtsudtrykket for maskulin medskyld.
“Så kom der en kvinde til, og så vendte invitationerne til de gamle tilbage. Det var skønt. Men der var igen tøven i luften, da vi kom til dansetiden. Men jeg tog ansvaret, håndplukkede en partner, trak ham ud på gulvet – og dansede tæt på der, hvor de ledende sad bænket. Så rejste en af de yngre sig, så en anden – og på kort tid var gulvet fyldt. Det kan dansen. Slippe os fri”, siger hun, da jeg lidt betaget sætter kunden af ved bopælen.
Jeg er elendig på et dansegulv, men jeg ejer Gud ske tak og lov sentimentalitetens virkelighedsflugt. Billederne kommer til mig som musik. En af de smukkeste kærlighedserklæringer fra en af mine mest elskede sangere og sangdigtere. En mand, der overgav sig til dansen.
Leonhard Cohen.
“Dance me to the end of love … !”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
