
LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald har ”skiftedag”. Farvel til et firma – og goddag til et nyt. Det er der jo ikke noget voldsomt i – og jobskifte er vel nærmest et prestigeprojekt i vor tid, eller hvad? Men på trods af taxijobbets enkelthed og taxamandens forandringslyst og seniorstatus bliver farvellet ikke så nemt, som han tror. Og hvad der sker den sidste dag, vil han aldrig glemme.
Sig det ikke til nogen, for det er en side af mig, som jeg i princippet ikke selv er så vild med: Den lidt svulstige sentimentalitet. Højtideligheden af den slags, som er lidt for tæt på – selvhøjtideligheden. Min undskyldning er mit grunwaldske DNA.
Har fået nyt job i et andet selskab.
Jeg kører sidste tur med min yndlingskunde, ”Y” i dag. Opmærksomme læsere kan måske huske historien om ”Y” her i POV for et par år siden.
Hun var dengang en pige på 13, og i Y mødte jeg et menneske, som jeg på en måde føler et slægtsfællesskab med. Selv om jeg er en gråhåret pensionist, der kunne være hendes bedstefar – og hun født i en anden verdensdel og kommet til Danmark som adoptivbarn.
Selv om jeg er en almindelig taxamand – og hun elev på en skole snesevis af kilometer fra hendes hjem. En skole for ”særlige børn”, som jeg kalder det, fordi jeg ikke kan fordrage ordet ”diagnosebørn” – og fordi ikke alle børnene på disse skoler, som jeg gennem tiderne har haft som en slags ”speciale” at køre til – ikke har en diagnose.
Lad nu være med at sige, at du ikke kan – når jeg kan høre, at du er klogere end de fleste på din alder
Og så fordi jeg i mit private liv har en af disse ”særlige unger” helt tæt på. Jeg ved jo, at der udover den sårbarhed, som kan ligge i diagnoser som ADHD og autisme – ofte gennem sig karaktertræk og talent, som man kan savne hos ”almindelige” mennesker. Der har for meget af det, som almenheden burde have mere af.
Y er simpelthen bragende begavet, selv om det ikke i sig selv giver hende den letteste gang på jorden. Og så fyldt af humor. Som i den gamle beretning, hvor hun griller fædres pinligheder.
I virkeligheden er hun allerede en blændende journalist, fordi hun får mig til at fortælle efter selv at have givet noget af sig selv.

Jeg har jævnligt kørt med hende på en af de lange skoleture, der godt kan tage en lille time tidlig morgen og om eftermiddagen. Jeg har ingen særlig støttefunktion for den unge dame, der har omsorgsfulde og kompetente forældre.
Vi er simpelthen blevet gode venner på tværs af familiebånd og alder. Hun er en spinkel pige, der umiddelbart syner ældre end de 15 år, hun er i dag. Men når hun åbner munden, mærker man, at hun ikke er ældre end sit lille, kønne asiatiske ansigt med de sorte, nysgerrige øjne.
Vi har grinet over åndssvage vittigheder. Jeg har set vemodet i hendes øjne, når hun fortæller om en vrede, der er uundgåelig for alle mennesker – men skaber en slags flovhed hos hende, der kæmper for at være perfekt.
I begyndelsen af vores venskab røg jeg i den sædvanlige morfar-rolle: ”Hold nu op, du ER god til både sprog og matematik”. ”Lad nu være med at sige, at du ikke kan – når jeg kan høre, at du er klogere end de fleste på din alder”.
Det særlige barn
Jeg har med tiden fundet ud af, at denne ”Jeg er ikke dygtig nok til at skrive, jeg er ikke god til sprog, jeg er slet ikke den dygtigste til matematik” – ikke er et voksent menneskes ”faldskærm” for at kunne snige sig udenom et forpligtende forventningspres. Der ER sådan, hun mærker livet, og krukkeri ligger langt, langt fra Y’s personlighedstræk. Det er alvor – og gør mere ondt, end det er rimeligt for et barn som er på rejse ind i voksenalderen.
Så jeg har lært at stoppe den tsunami af ros, den velmente men ureflekterede reaktion fra en senior, der med egne ører kan høre, at hun er noget særligt – noget helt særligt.
Ingen omvendt ordstilling (”I skoven havde jeg en skik, da jeg en tur blandt træ’rne gik … ”). Det er ikke kunst – det er en festsang, mener den skrivende taxichauffør.
Som når vi leger ”rime-lege”. En af os siger en sætning, som den anden skal rime på som i en rigtig sang. Og det er ikke en babyleg, det her. Vi skærper regler og dogmer undervejs. Jeg åbner for min ungdoms værktøjskasse i rim og sangskrivning:
Ingen gentagelser af de samme rim. Og så er der de forældede ord, som skæmmer i dag: Øv dig på at rime, hvis du vil skrive sange – men gå udenom et ord som ”ej”, når det i nu-sproget hedder ”ikke”.
Ingen omvendt ordstilling (”I skoven havde jeg en skik, da jeg en tur blandt træ’rne gik … ”). Det er ikke kunst – det er en festsang, minder jeg os om.
Hun er 15, og jeg er de fordømte 68.
Men det er to ligeværdige mennesker, der taler til hinanden. Hun lytter, lærer og øver sig. Jeg får nye erkendelser. Og så har vi endnu et battle i ord og rim. Hun spørger nysgerrigt til mit arbejde som journalist, og jeg fortæller hende flere gange, at hun skulle prøve det, fordi hun kan lytte, tænke, forstå og udtrykke sig.
Men nej.
Hun synes ikke, hun er god nok.

På vej til den sidste afhentning langt derude på landet sidder jeg og leder efter en metafor – en overskrift for vores sidste tur. Det er hér min evindelige hang til svulstighed kommer i vejen.
”Den sidste rejse”. Nej, for fanden, det lyder som en nekrolog.
”En svanesang”. Det lyder som digterens sidste strofe, inden hjertet slukker.
”Den allersidste dans” – som Kim Larsen sang men havde nuppet fra en dansk musikfilm, der kom på lærredet tre år før, jeg blev født, Men det en kærlighedssang mellem to voksne, piloten og digterens muse. Nej. Det er for langt ude.
Det her er et arbejde – ikke et terapeutisk værksted for hverken Y eller mig
Sandheden er jo, at min sentimentale stemning ikke er opstået ud af ingenting. Det er fedt, at jeg nu skal til at køre taxi for et af de opgående og tidssvarende selskaber i taxibranchen. At jeg stadig kan tændes af forandring i mit arbejde, og at jeg er blevet lidt selvfed af min forandrings- og forundringsparathed. At jeg mere end nogensinde i mit liv arbejder med nøjagtigt det, jeg har lyst til, båret af en velpolstret pensionists sikkerhedsnet.
Alt er godt.
Men jeg kommer til at savne Y og de solstråler, hun lader lyse over noget så jordnært som en hyrevognschauffør.
Jeg kommer aldrig til at glemme, at hun fuldstændig tog fusen på mig den sidste dag inden min skiftedag – både på udturen og hjemturen.
Om morgenen lærer hun mig ukrainske sætninger, som hun har sat sig for kunne bruge for at tage
imod den unge, ukrainske flygtningepige på deres fælles fodboldhold. Minutiøst indskrevet i sin uundværlige notesbog. Researchet i Google Translate. Øvet i tjenestens lydgengivelse – og skrevet ind som lydskrift.
Om eftermiddagen tænder hun for sin IPad for at spille noget musik for mig. Hun har selv komponeret det og spiller det på keyboard – selv om hun jævnligt har fortalt mig, at hun er umusikalsk.
Det er rytmisk, det er fedt – og hendes musiklærer må være totalt stolt af hende.
Y ser ikke, at mine øjne bliver blanke. Og jeg undertrykker det med en klar følelse af den pinlighed, hun selv er ekspert i at føle.
Nu må han sgu tage sig sammen, den gamle sentimentale idiot. Det her er et arbejde – ikke et terapeutisk værksted for hverken Y eller mig.
Da jeg kører op foran forældrenes hus i det almindelige, nordsjællandske parcelhuskvarter, står farmand som altid og tager imod. Vi er i samme fagforening: Fædrenes! Han kender mig efterhånden godt, så der er ikke noget intimiderende i, at denne taxitur slutter lidt usædvanligt i forhold til de fleste og almindelige.
“Må jeg få et farvel-kram?”
I den grad!
Og så er det slut med at være chauffør for den sorthårede prinsesse. Den særlige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her