STATUER & FORMIDLING // INTERVIEW – Mange statuer er udstyret med et relativt lille faktaskilt, der ikke altid formidler historien om personen, der er portrætteret, på en interessevækkende måde. Men nu har over 200 statuer rundt omkring i verden fået en stemme, som man kan lytte til ved hjælp af en app. Isabella Miehe-Renard interviewer personen bag ”Talking Statues”, dokumentarjournalist David Peter Fox, om projektets “revitalisering af historien”.
Jeg gik engang forbi en busk i et turistområde i Algarve. Stoppede op for at tænde en cigaret, og til min rædsel begyndte busken at spille slager-hits. Det var rædselsfuldt og tangerede i mine øjne (og ører) et turist-overgreb. Busken var ikke alene om det, det skete ved flere buske, og musikken fra de skjulte højttalere var ikke engang portugisisk, hvilket med meget, meget god vilje kunne have været et formildende aspekt. Generelt behøver natur ikke at kontakte mig.
Siden 2013 – og nu er vi i DK – er gamle statuer begyndt at tale. Endda tale om sig selv. Du kan stadig gå tur i Kongens Have i fred, men du kan også tage et valg og downloade en gratis app eller benytte din QR-scanner og f.eks. blive “ringet op” af H.C. Andersen.
Kulturformidling eller gimmick
På ni andre lokationer i hovedstaden har statuerne måske også kedet sig – eller småkedet de mange turister og forbipasserende – i årevis. I dag har de taletid, for hvad mon blandt andre Ludvig Holberg, Christian den fjerde, H.C. Ørsted eller Grundtvig ville have på hjerte i dag mange år efter deres død? Fanget i bronzen og berømmelsen.
Ødelægger oplevelsen det historiske vingesus, eller er det en “art gimmick”, der matcher den moderne kulturformidling? Netop det sidstnævnte har konklusionen lydt i utallige storbyer verden over. Berlin, Tbilisi, Vilnius, Sankt Petersborg, Washington, Boston, New York, San Diego, Chicago, Philadelphia, Georgia, London, Dublin, Helsinki, Singapore og allerførst i København, hvor ideen kom til verden. Lige nu har det danske projekt “Talking Statues” givet stemme til over 200 statuer og mindesmærker.
Idemanden bag er tilrettelægger og dokumentar-journalist fra Filmskolen, David Peter Fox.
“Mine børn gik i børnehave i Kongens Have, og på vores daglige tur gennem parken var de ikke specielt interesserede i statuerne og det lille fakta-skilt med titel og leveår. Det var i hvert fald langt fra et “oplevelses-moment”. Hvad mon eventyrfortælleren H.C. Andersen ville sige til dem og fremhæve om sit liv efter sin død? Hvad var glæden, stoltheden eller hans ærgrelser? Så jeg søgte Københavns kommune om støtte til at udvikle en prototype på forsøgsbasis. Og det lykkedes i 2013”.
– Du ved da ikke, hvad H.C. Andersen helst ville sige?
“Nej. Det er jo en kunstnerisk fortolkning i en dramatiseret form, men hvor samtlige historiske facts skal være i orden. Og siden første monolog har vi arbejdet meget med formen, tekstforfattere og specifikke oplæsere. Vi inkluderer også viden om statuernes tilblivelse og tilhørende anekdoter. F.eks. levede Andersen stadig, da mindesmærket i haven blev besluttet. Flere af skitserne fra billedhuggeren Saabye indeholdt lyttende børn ved hans knæ. Det frabad eventyrdigteren sig. Han så bestemt ikke sig selv som børnebogsforfatter!”
– Du benytter udtryk som at “revitalisere” historien. Hele projektets vision lyder: “One day there will be no past, presence or future. Everything will be mixed.” Hvordan kan nutiden eller fremtiden indgå i et “speak” fra en skulptur af en for længst afdød? Det kan man vel kalde yderst frie hænder?
“Det er også begrænset, hvor langt vi vil gå for at matche nutiden eller skabe “her-og-nu-storytelling”. Vi legede i sin tid med en idé om, at Søren Kierkegaard bad turister om ikke at tage billeder med deres smartphone, fordi han i sin levetid selv nægtede at blive fotograferet. Men der nåede vi grænsen for gimmick. Det blev for mange lag og forstyrrede helt åbenlyst hans fortælling”.
“Til gengæld er jeg tilfreds med, at Abraham Lincoln-statuen på Union Square i New York stiller nysgerrige spørgsmål til lytterne om nutiden. “How did it turn out; is it a fair Union? A free and generous place? Do black and white walk peacefully together?”
Det vildeste er faktisk mødet med ildsjæle og professionelle kulturformidlere fra vidt forskellige lande. Det er en kæmpe personlig oplevelse for mig, og det får kreativiteten til at vokse
“Eller monologen fra den sorte slave Harriet Tubman, som er den første statue i New York af en afro-amerikansk kvinde. Hun glæder sig over Barack Obama som landets første sorte præsident, og at hun nu er afbildet på 20-dollar-sedlerne. Det er efter hendes død, ja, men også en del af hendes historie nu”.
– Hvad er principperne bag dine formmæssige valg? Må en berømt afdød fysiker, præsident eller frihedsforkæmper lyde selvforherligende, småarrogant eller dødtræt af turister? Skal de nødvendigvis behandles som helte?
“Ha ha, det er jo et holdningsspørgsmål. Men jeg lægger automatisk vægt på, at deres mindesmærker blev rejst ud af respekt fra datiden. Vi har ikke at gøre med nulevende politikere i en valgkamp. Jeg tog et formidlings-valg fra starten: vores statuer skal være venlige og taknemmelige i deres tilgang til de forbipasserende, fordi de faktisk stopper op. Det er ret sjældent, at en afdød får en stemme, og at 20-50.000 nulevende gider at lytte. Nysgerrigheden gælder vel begge veje”.
– Har I ikke mødt modstand fra f.eks. historikere? Har I har gang i noget, der kunne ligne “Disneyficering”?
“Jo, bestemt. Du kan ikke ramme alles smag. Men vores kunder verden over er ikke private firmaer eller reklamefolk. Det er f.eks. et bystyre, kommuner, stater, museer, slotsforvaltere, kunstforeninger og i sagens natur park- og anlægs-udvalg. Især i USA er læreanstalter interesserede, fordi kendskab til landets monumenter er en fast del af staternes undervisningsmateriale”.
En ting er at bryde det berømte glasloft. Nu prøver vi at bryde bronze-loftet
“I øvrigt kan jeg ikke selv leve af det her. Man kan ikke patentere en så bred kunstnerisk formidlings-idé. Jeg ejer domænenavnene til appen og har varemærket i USA – som grundlægger og rådgiver. Og jeg er stolt af, at ideen bruges. Jeg har ingen ansatte, vi sidder to her i Danmark på Islands Brygge. Mig og min faste kollega, der står for regnskab og nye aftaler. Og så betaler jeg freelancere worldwide til programmering, hjemmesider, forfattere og skuespillere. Jeg er en nørdet type, elsker at gå ned i detaljer, f.eks. kan vi se præcis, hvornår borgere og turister scanner “Talkingstatues.com” på Union Square, i Sankt Petersborg, Singapore eller på Rådhuspladsen”.
“Og hvis en statuemonolog i San Diego skal rettes til, kan jeg på få minutter gøre det fra København. Det vildeste er faktisk mødet med ildsjæle og professionelle kulturformidlere fra vidt forskellige lande. Det er en kæmpe personlig oplevelse for mig, og det får kreativiteten til at vokse”.
36 talende statuer i New York City
De første andre lande, der fik interesse for konceptet tilbage i 2015, var England og Finland. Ambitionerne voksede hurtigere end økonomien, og da de første støttepenge var opbrugt, måtte den lille danske afdeling selv “begin to think big”. Så blev drømmen at få monologer ind i Central Park. Hvis Kongens Have kunne, hvorfor så ikke også bystyret i New York?
“Forget it”, lød reaktionen fra Fox’s amerikanske kontakter. Byen importerer ikke en idé fra et kontor på Islands Brygge. But indeed they did. Storbyen har nu 36 lokationer, hvor man kan scanne og lytte.
Det nyeste prestigeprojekt er opført i 2020 i Central Park. “Women’s Rights Pioneers Monument”, hedder monumentet (tre statuer på samme sokkel) med de tre kvinder, der kæmpede for kvinders rettigheder, herunder kvinders valgret – Sojourner Truth, Elizabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony.
Monumentet er finansieret af en nonprofit kvindeorganisation, som i årevis har efterlyst statuer i den verdensberømte park af afdøde, rigtige (“real”) kvinder med historisk betydning. Indtil 2020 kunne man kun støde på fiktive figurer som “Alice i eventyrland”, “Julie” fra “Romeo og Julie” og “Moder gås” i den 168-årige gamle park.
De ikke-fiktive kvindesagsforkæmpere skulle tale og fortælle, så David Peter Fox blev kontaktet. I dag kan man høre dem samtale – for første gang udbredes konceptet til dialog mellem statuerne – og verdensberømte skuespillere som Meryl Streep, Viola Davis og Jane Alexander har takket ja til at give lyd til kvindernes fortællinger.
Enhver tekst, der skal indtales som monolog, skal jo godkendes af “kunden” i pågældende land. Det er ikke vilkårlige happenings
Organisationens talskvinde udtalte ved åbningsceremonien, hvor Hillary Clinton og samtlige skuespillere deltog med personlige indlæg, at “en ting er at bryde det berømte glasloft. Nu prøver vi at bryde bronze-loftet!”
I New York City findes der under ti statuer, der afbilder kvinder ud af byens over 400 skulpturer. I London er der dobbelt så mange monumenter af dyr end af kvinder fra landets historie. I København er den nuværende kunst-arv på gader og stræder heller ikke just inkluderende. Ud af 101 navngivne statuer finder man 26 af dyr og fem af kvinder. Det optalte Kulturen på P1 i sidste uge.
Kunstnerisk frihed og cancel culture
– I dit globale projekt må de seneste års intense diskussion om identitetspolitik, cancel culture og woke-begrebet kunne mærkes. Hvordan forenes kunstnerisk frihed og politisk korrekthed, hvis dit koncept bliver et minefelt?
“Jeg er selv ret konfliktsky. Ikke aktivist eller manden med et budskab. Jeg er historiefortæller. Men ja, fokus er skærpet på, hvordan en berømt historie fortælles eller tolkes. Det er der ingen tvivl om. Enhver tekst, der skal indtales som monolog, skal jo godkendes af “kunden” i pågældende land. Det er ikke vilkårlige happenings”.
I første bud på en monolog lød Columbus ekstremt arrogant og kunne ikke rigtigt se problemet i, at millioner af mennesker døde i hans spor. Den ville aldrig kunne være brugt
“Forsigtighedsprincippet vokser så at sige, og det er jo en interessant aktualitet. Et fremskridt i mine øjne faktisk. Jeg er f.eks. stolt over, at vores samarbejde om det nye kvindemonument i New York lykkedes. Og andre steder får personer og minoriteter, der næsten aldrig er blevet hørt, nu en stemme”.
I USA har landets mange statuer af Christopher Columbus længe været kontroversielle. Chicago har set sig nødsaget til at fjerne to statuer for knap halvandet år siden på grund af massive protester, hærværk og voldelige sammenstød om den helteagtige fremstilling af søfareren, der i aktivisternes (og mange andres) øjne medvirkede til folkedrab og racediskrimination.
I oktober i år blev Columbus-statuen i London overhældt med blodrød maling på den årlige “Columbus Day”. I USA er samme årlige fejring en national helligdag i mange stater, men foreløbig har 135 byer nu omdøbt mindedagen den 10. oktober til “Indigenous Peoples’ Day” (De oprindelige folks dag, red.). Joe Biden støttede offentligt initiativet.
– Central Parks bestyrelse bad i 2017 dig og dit firma om at gøre statuen af Columbus “talende” til publikum. Hvad skulle han sige og ikke sige?
“Det blev en svær balancegang. Den første tekstforfatter, vi hyrede, var yderst indigneret og skrev meget radikalt. I første bud på en monolog lød Columbus ekstremt arrogant og kunne ikke rigtigt se problemet i, at millioner af mennesker døde i hans spor. Den ville aldrig kunne være brugt”.
“Den næste forfatter, som i øvrigt har stået bag flere andre “speaks”, fik sit første bud tilbage med næsten kun røde streger og et no-go. Efter seks gennemskrivninger lykkedes det at finde balancen eller i hvert fald enighed. F.eks. står han ved, at han var skyld i at bringe sygdommen kopper til kontinentet, og at han dengang troede, kristendommen kunne redde “de indfødte” på det togt, hvor hans møde med tidligere civilisationer blev tragisk og voldeligt. Ergo, en på sin vis undskyldende tone dog med fastholdelsen af sit eget selvbillede som en vigtig opdagelsesrejsende”.
Intet forsigtighedsprincip i systemkritikeres monologer
Om en uge åbner “Talking Statues” i Tbilisi i Georgien. Rådhuset har bestilt projektet og godkendte det – uden at have hørt monologerne. De otte statuer og monumenter, det drejer sig om, afbilder lokale afdøde systemkritikere og censurerede forfattere fra det tidligere Sovjetunionen.
En af dem bliver kaldt “King of the Poets”, Galaktion Tabidze (1891-1959), og når han “ringer op” på appen, fortæller han om censuren, sin kones skæbne i fangelejrene, sin alkoholisme – og han beskriver endog sit eget selvmord, hvor han sprang ud fra en hospitalsbygning.
Men jeg synes stadig, der er mange vigtige historier gemt i disse værker. Om fortiden, om nutiden og potentielt også om vores fremtid
“Det er et vildt spændende projekt. Aftalen blev bekræftet for en uge siden. Med Georgiens historie er landet – i modsætning til forsigtighedsprincippet andre steder – mere optaget af at undgå beskyldninger om censur. I det hele taget bliver projekterne i Østeuropa traditionelt omfavnet med større kunstnerisk frihed. Det er stadig nyt og en helt anderledes tendens”.
– Hvad med en anden mulig tendens: At flere og flere helst ser statuerne tie, som de gjorde, inden du kom til?
“Så lytter jeg! Men jeg synes stadig, der er mange vigtige historier gemt i disse værker. Om fortiden, om nutiden og potentielt også om vores fremtid. Stemmer der aldrig blev hørt. Dilemmaer der ikke blev taget op. Nye aktuelle vinkler. Kunstnerisk og politisk. Men jeg påstår ikke, at man kan bruge en QR-scanner til at finde den endelige sandhed.”
Seneste debat om statuer og kultur- og historieformidling
- Helle Bolther Christensen: Både den rematerialiserede buste af Frederik V og andre statuer skal på museum for dansk kolonihistorie
- Nikolaj Bøgh: Vores historie skal ikke gemmes væk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
