BALLET // ANMELDELSE – I Det Kongelige Teaters opsætning kommer Bournonvilles romantiske ballet ”Sylfiden” tæt på hans intention om at skildre det menneskelige sinds sårbarhed.
Skotsk Symfoni
Koreografi: George Balanchine
Musik: Felix Mendelssohn-Bartholdy
Iscenesættelse: Judith Fugate
Scenografi og kostumer: Mikael Melbye
Lysdesign: Michael Rudi.
Sylfiden
Koreografi: August Bournonville
Musik: Herman Severin von Løvenskiold
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe (m. ass.)
Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg.
Den Kongelige Ballet
Spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, til 21. september.
Den Kongelige Ballet har begået det tilsyneladende smarte greb at sammenstille en aften med Balanchines nu mere end 70-år gamle ballet Skotsk Symfoni fra 1952 med Bournonvilles nu snart 200 år gamle Sylfiden fra 1836. Grebet er ud fra en lokalitetstematisk vinkel godt set, men så heller ikke meget mere end det. Og hvilken af de to balletter, der bedst står distancen, bliver hurtigt klart.
Stemningen er ellers sat tydeligt i scene i Skotsk Symfoni med de flotte herrekostumer foran et bagtæppe med et skotsk højland, som dog desværre skæmmes af ret krøllede ender i begge bagtæppets sider og ligesom skaber en parallel til herrernes plisserede kilte. Men træer og højlandsklipper er nu engang ikke plisserede, og det dårligt udspændte bagtæppe efterlader derfor et uheldigt indtryk af, at sceneteknikken her er sprunget over præcis dér, hvor stengærdet er lavest.
Balanchines ballet er i dag ret beset også langt udover sidste salgsdato med dens udvendige og skalagtige konstruktion af primært apoteoseoptrin og positurer, som er uden reelle og gennemkomponerede koreografiske udviklingsmønstre.
Med sit ensemble af otte skotskklædte herrer iført kilte og hatte med fjer og ledsaget af otte damer i hvide balkjoler står balletten forbløffende stille med sine overkonstruerede formationsoptrin, hvor herrerne primært tjener som løftere og støttesøjler for damerne eller som skærmende beskyttere af solodanserinden.
Solodanserinden smyger sig let og sikkert med fin gratie omkring sin partner gennem svævende og krævende positurer
Hvor er den ægte mandsdans blevet af? Salig Bournonville, hvis efterfølgende ballet Sylfiden skulle have været Balanchines egentlige inspiration til Skotsk Symfoni, ville her udtrykkeligt have frabedt sig en sådan anvendelse af ballettens herrer.
Eneste udtagelse fra denne iagttagelse er den centrale adagio pas de deux udført af hovedparret – Emma Riis-Kofoed og Sebastian Pico Haynes – hvor solodanserinden her smyger sig let og sikkert med fin gratie omkring sin partner gennem svævende og krævende positurer.
Men hvor er Balanchines hypermusikalske fornemmelse henne i denne bastante og ikke udpræget dansante symfoni af Mendelssohn? Her virker hele optrinnet kynisk koldt og grafisk beregnet og ikke som et udtryk for ægte musikalsk og henført dans.
Sylfidens indre længsler
Langt mere musikalsk effektfuldt er Løvenskiolds partitur til Bournonvilles Sylfiden. Hvad denne komponists musik mangler i orkestrale finesser og kompositionsteknik har den til gengæld i overflod med sine effektfulde stemningsskift. Dette både høres i graven og ses på scenen, ikke blot under den skarptskårne ouverture men gennem begge ballettens dramatiske og overordentlig handlingsmættede to akter.
Ballettens advarende moral fra Bournonvilles side kan udtrykkes således:
Når du prøver at indfange og fastholde din længsel, så dør magien. Drømmen bliver dit endeligt, hvis ikke du indser det i tide!
I Hübbes tidligere version gik han som iscenesætter anderledes voldsomt til værks end i den nuværende opsætning
I Hübbes tidligere version gik han som iscenesætter anderledes voldsomt til værks end i den nuværende opsætning. I sin version anno 2014 omformede han ballettens onde dynamo, heksen Madge, til en mandsperson, som er i homoseksuel betagelse af den unge bondeknøs James. På hans bryllupsdag forårsager Madge, at James føres i ulykke og taber alt under sin eksistentielle søgen efter en alternativ tilværelse, hvor det er de indre længsler, der driver ham. Et yderst dristigt, men også totalt forfejlet greb, der forvanskede ballettens narrativ til ren ubrugelighed.
Nu er Hübbe vendt tilbage til Bournonvilles oprindelige fortælling, men hverken han selv som instruktør eller titelpartiets danserinde – Wilma Giglio – har tilsyneladende truffet et sikkert valg om, hvem og hvad Sylfiden reelt er i dette spil.
Hun fremstår som en art hybrid mellem en jordnær coquette og en imaginær luftånd og bliver dermed ikke til en figur baseret på et klart kunstnerisk valg. Det ses tydeligt, når Sylfiden i det skjulte sender adskillige skælmske blikke ud til publikum, som om hun vil sige os: Se hvad jeg har gang i og er ude på!
Det er en fortolkning, som forekommer mig letsindig og endnu sværere at gennemføre med en figur, der dybest set er af ren og skær allegorisk art, og alene skal tegne den livsskæbne, som venter James og får ham til at træffe sit fatale valg om at følge sin drift og søge mod det ukendte i tilværelsen.
Funklende sikker
Jón Axel Fransson er i rollen som James betagende smuk. Især sin solo under 1. aktens bryllupsfestligheder, hvor hans Bournonville-dans virkelig taler gennem sin flydende lethed, alt imens han endnu tror sig sikker på tilværelsen.
Sjældent har jeg set en så overbevisende udført solo i en Bournonville-ballet, hvor hvert eneste trin både taler og lyser af ægte livsglæde og med en slående sikkerhed om eget livsmod. Men det får som bekendt hurtigt en ende for James, så snart heksens ondsindede spil kommer til udfoldelse.
De øvrige roller i samme akt virker lidt forivrede i deres mimiske udsagn med undtagelse af bruden Effy, der giver et reelt bud på sin dybe fortvivlelse og smerte, efter hun har set James glide ud af sit favntag efter den fyrige skotske reel, de sammen kort forinden blev forbundet i.
Sjældent har jeg set en så overbevisende udført solo i en Bournonville-ballet, hvor hvert eneste trin både taler og lyser af ægte livsglæde og med en slående sikkerhed om eget livsmod
Wilma Giglios sylfide, der ses her, dér og alle vegne i samme akt, virker med sine lange og udtryksfulde arme både stærkt nærværende og overbevisende i især de mimiske passager, mens hendes dans forekommer noget overstrakt og lidt forvreden med dens mange hurtige drejninger og retningsskift.
I 2. akt er både James og luftånden udtryksmæssigt noget mere beherskede, men hvor James gennem sin dans igen giver beviser på sin stærke overbevisning om, at han i Sylfidens rige endegyldigt har fundet meningen med tilværelsen, falder Sylfiden efter at forførelsen nu er et overstået stadie, mere til ro i sin redegørelse for, i hvilken grad hendes følelser for James er ægte, eller de stadig er del af et større forførelsesspil.
Dette ses især i hendes tre dansede soli, der stilmæssigt udføres mere frit og indbydende end set tidligere, men som undertiden også når helt ud til de yderste grænser for, hvad Bournonvilles trin reelt kan rumme af ekspressive udsagn.
Om hendes fremtoning her er udtryk for en ægte kærlighed til den henførte bondeknøs, eller den stadig er del af en ond leg opklares mod slutningen gennem heksens intervention, der tydeligvis antyder, at det hele er et tankespind i bondeknøsens fantasi. At hun reelt er den, som har plantet drømmesynet i James’ hoved: At han skal og kan indfange og fastholde denne luftånd.
Sylfiden selv bekræfter dette i dødsscenen, hvor hun fastholder overfor den sønderknuste James, at hun ikke er et fysisk væsen, men alene en ånd, inden hun glider ud af hans fortvivlede greb og forsvinder fra hans verden.
Inden da har de to været forenet en kort stund i den serie af jublende danse, som de udfører i smuk samhørighed, men som for hendes vedkommende også gives med lidt vel langtrukne fraseringer. James er her stadig behersket, men samtidig funklende sikker i sin dans, der igen bekræfter hans faste tro på endelig at have fundet frem til tilværelsens mening i Sylfidens dragende højland.
Bournonville kendte til sindets faldgruber, og hans værk kommer med denne opsætning tæt på hans intention om at skildre det menneskelige sinds sårbarhed, når det sættes overfor det ukendte.
Scenografisk er begge akter indpakket i et tapetlignende design, hvor vi ligesom for enhver pris skal henføres til et William Morris-lignende senvictoriansk miljø, uanset om vi opholder os ude eller inde. Dette fordrejer hovedindtrykket noget med sin insisterende trang til at ville placere os i et miljø, som ligger langt fra den oprindelige lokalkolorit, der ellers er så afgørende for såvel forståelsen af musikken som dansen og hele folkelivet i denne ballet.
Kapellet, der leverer sikre musikalske overgange mellem de rigt afveklsende scener, blev anført med et fast greb under Martin Yates’ direktion, der i øjeblikke når ind til en helt særegen musikalsk tone, som både beriger og uddyber den sceniske handlingsgang og får os til at holde vejrtrækningen tilbage på de rette steder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
