Temabeskrivelse
Debatten om kunstig intelligens tog senest fart i slutningen af 2022 da chatbot’en ChatGPT blev lanceret. Den er imidlertid blot et – måske endda lille – hjørne af en teknologisk udvikling, som ser ud til at skulle revolutionere store dele af verden i endog meget bred forstand.
Jobtyper kan forsvinde og andre kan opstå, samfundsøkonomien kan blive fundamentalt påvirket, og hele spørgsmålet om, hvad det er at være menneske, kan komme under debat, når teknologien udvikler sig i retning af at kunne løse flere og flere problemer.
Udviklingen går lynhurtigt, og der er næppe nogen, som har det totale overblik over de fulde konsekvenser af den udvikling, som er i gang. Denne situation gør det relevant og aktuelt at analysere, hvad der sker, men det er givetvis endnu for tidligt at komme med nogle klare konklusioner på, hvad konsekvenserne bliver af en forsat udbredelse af kunstig intelligens i flere og flere sammenhænge.
Dette tema ser på kunstig intelligens med fokus på tre områder:
- En diskussion af hvilke samfundsmæssige konsekvenser der kan være af øget brug af kunstig intelligens
- En filosofisk orienteret diskussion af hvad brugen af kunstig intelligens betyder for opfattelsen af det at være menneske. Dette omfatter også en diskussion af, hvilke etiske konsekvenser der kan være forbundet med udbredelsen af kunstig intelligens
- En IT-relateret vinkel, som berører samspillet mellem menneske og teknologi
Temaet kan anvendes i samfundsfag, filosofi, og informatik, og det kan eventuelt anvendes sammen med temaerne ChatGPT og Kunstig intelligens som problemknuser.
Faglig anvendelse
I forhold til samfundsfag berører temaet følgende dele af kernestoffet:
- identitetsdannelse og socialisering
- politiske deltagelsesmuligheder, rettigheder og pligter i et demokratisk samfund
- politiske beslutningsprocesser i Danmark i en global sammenhæng
Temaet bidrager til at opfylde følgende faglige mål:
- anvende viden, begreber og faglige sammenhænge fra kernestoffet og til at forklare og diskutere samfundsmæssige problemer
- undersøge aktuelle politiske beslutninger, herunder betydningen af EU og globale forhold
- argumentere for egne synspunkter på et fagligt grundlag og indgå i en faglig dialog
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
I forhold til filosofi berører temaet følgende dele af kernestoffet:
- væsentlige problemstillinger og temaer inden for teoretisk og praktisk filosofi
- grundlæggende filosofiske diskussioner, der knytter sig til opfattelser af menneske, samfund, teknologi og natur
Temaet bidrager til at opfylde følgende faglige mål:
- identificere og redegøre for filosofiske problemstillinger, cases og løsningsforslag af klassisk eller hverdagsagtig karakter
- indgå i en fagligt funderet diskussion om filosofiske positioner og teorier
- demonstrere viden og kundskaber om filosofiske problemstillinger og teorier vedrørende fundamentale opfattelser af menneske, samfund, teknologi og natur inden for såvel praktisk som teoretisk filosofi
- genkende og redegøre for samt vurdere etiske problemstillinger
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
I forhold til informatik berører det følgende dele af kernestoffet:
- It-systemers og menneskelig aktivitets gensidige påvirkning
Temaet bidrager til at opfylde følgende faglige mål:
- Eleverne skal opnå viden om, hvordan deres egne løsninger til it-problemer påvirker de involverede brugere
POV artikler
Fælles arbejdsspørgsmål på tværs af artiklerne:
- Lav et oplæg i klassen – eventuelt i en gruppe – hvor i analyserer hvilke konsekvenser AI har inden for et emne/område, som du/I synes er interessant, og som allerede nu bliver påvirket af AI. Giv en begrundet redegørelse for om konsekvenserne samlet set primært er positive eller negative
Fælles arbejdsspørgsmål til faget Informatik på tværs af artiklerne:
- Analysér op til fire konkrete eksempler på hvordan introduktionen af IT-systemer baseret på kunstig intelligens har påvirket brugernes adfærd. Beskriv både eksempler, som ifølge dig har en negativ påvirkning, og eksempler som ifølge dig har en positiv påvirkning af brugerne
- Lav en skitse til en problembeskrivelse og et design af en IT-løsning, hvor kunstig intelligens er en vigtig del af konceptet. Diskutér herefter hvordan den foreslåede løsning kan påvirke brugernes måde at handle på
Læs artiklen Derfor er kunstig intelligens ikke rigtig intelligent fra www.videnskab.dk
- Redegør for den grundlæggende virkningsmåde af kunstig intelligens
- Forfatteren skriver “Det er med andre ord kulturbestemt, hvordan vi mennesker mener, at maskiner skal opføre sig”. Redegør for hvad han mener med dette, og hvilke konsekvenser det har for brugen af kunstig intelligens. Beskriv nogle konkrete eksempler hvor dette kendetegn ved kunstig intelligens kan være et etisk problem
- Redegør for hvad den amerikanske filosof John Searle mener er nødvendigt for, at man kan tale om kunstig intelligens. Diskutér om du er enig med Searle
- Gør rede for forfatterens skel mellem “tænkning” og “intelligens”
- Redegør for forholdet mellem “tænkning” og “dømmekraft”
- Redegør for hvordan forfatteren sammenligner dette med Hannah Arendts beskrivelse af den nazistiske krigsforbryder Adolf Eichmann som “tankeløs”
- Redegør for hvad Hannah Arendt mente med begrebet “banalitetens ondskab”
- Diskutér hvilken betydning begrebet om “banalitetens ondskab” har for etik og for menneskets ansvar for dets handlinger
- Diskutér om en “fremtidens Adolf Eichmann” er krigsforbryder, hvis hans arbejde består i at udvikle software baseret på kunstig intelligens, hvis formål er at gennemføre folkedrab så effektivt som muligt
- Diskutér hvilke konsekvenser den øgede brug af kunstig intelligens kan have for vores opfattelse af etik og menneskeligt ansvar for egne handlinger
- Redegør for hvordan det kunne være en fordel, hvis ledelsesfunktion bliver udført af kunstig intelligens i stedet for et menneske
- Redegør for nogle mulige problemer ved at ledere erstattes af kunstig intelligens
- Diskutér hvordan det kan påvirke socialiseringsprocessen på arbejdspladser og medarbejdernes motivation, hvis mellemledere (til dels) erstattes af kunstig intelligens
- Diskutér om det politiske system og/eller arbejdsmarkedets parter bør indføre regler for brugen af kunstig intelligens som ledelsesværktøj på arbejdspladserne
- Læs artiklen Kunstig intelligens i krig fra www.sdu.dk
- Redegør for hvilke etiske problemstillinger der er forbundet med at anvende kunstig intelligens til at tage beslutninger i en krig
- Diskutér hvilke ligheder og forskelle der er mellem at anvende kunstig intelligens til at tage beslutniger på en arbejdsplads og i en krigssituation
- Diskutér om der bør sættes grænser for brugen af kunstig intelligens i krig – enten nationalt eller internationalt, for eksempel som en del af Geneve-konventionen
Læs artiklen “Skal jeg være bange for AI?” fra www.videnskab.dk
- Redegør for hvorledes forfatteren skelner mellem kunstig intelligens som teknologi og ejerskabet af de bagvedliggende data
- Redegør for forfatterens diskussion af om udbredelsen af kunstig intelligens skaber større eller mindre lighed i samfundet. Diskutér om du er enig med forfatteren
- Diskutér hvilke konsekvenser udbredelsen af kunstig intelligens kan have for demokratiet og det politiske system.
- Giv en begrundet argumentation for om der bør være en politisk regulering af brugen af kunstig intelligens og i givet fald på hvilke områder
- Forfatteren citerer reklamemanden Alex Murell for, at vi lever i “the age of average”. Redegør for hvad der menes med dette begreb
- Forfatteren ser dette som værende i modsætning til – som han siger – at “Vi skal samtidig huske på en central faktor i det 20. århundrede og den del af det 21. århundrede, vi nu er nået 23 år ind i: individualismen”. Analysér hvad forfatteren bygger sit argument på, og diskutér om du er enig med forfatteren
Supplerende links
Opslag om Hannah Arendt fra Encyclopedia Britannica
Opslag om John Searle fra Encyclopedia Britannica




og