POV BUSINESS // KOMMENTAR – 430.000 personer viser dagligt alvorlige symptomer på stress i et af verdens rigeste samfund. Hvor meget rigere skal vi blive, før vi holder op med at stresse rundt på den måde? Kan vi nå et punkt, hvor vi er rige nok til at skrue lidt ned for det hæsblæsende arbejdsliv? Det må man ved Gud håbe, skriver debattør og filosof, Thomas Johannes Erichsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I den norske forfatter Erland Loes roman Doppler trækker hovedpersonen stikket til det hele. Han flytter ud i skoven og oplever en ny, uudforsket side af livet – roen. ”Pludselig var alt bare skov. Der var kun skov”. Doppler finder sig ualmindeligt godt tilrette i de nye naturomgivelser, og savner på ingen måde sit tidligere liv, hvor folk er blevet så individualiserede, at de murer sig inde og er blevet bange for hinanden.
Doppler beskriver sig selv som ”en mand af min tid. En mislykket mand af min tid. Eller bare mand af en mislykket tid”, og han sætter fingeren på problemet – tidens stress og jag.
Vi har skabt en verden, komfortabel javist, men udviklingen er gået så hurtigt, at mennesket slet ikke er parat til at leve i den
Forfattere og filosoffer har i årevis sagt det samme som Erland Loe. Om hastværk. I århundreder. Fra stoikerne i det gamle Grækenland og deres hårdt tilkæmpede ro og middelalderens tænkere og deres fokus på noget andet og større end menneskets forjagede ego til Søren Kierkegaards hån mod hastværkerne, og hvordan de, som trolden med syvmilestøvlerne, i et enkelt skridt springer langt forbi den undslupne prinsesse, eller hvad man ellers måtte jage i livet.
430.000 personer. Det er knap en femtedel af arbejdsmarkedet, som slider sig op – ikke for at dygtiggøre sig, men for at få enderne til at mødes. Til at gøre hvad der kræves. Og der kræves meget. Der er ikke tid til pauser, og hele verden brager ind på mobiltelefonen eller gennem andre stort set altid aktive medier.
Den danske adfærdsforsker, Jill Byrnit, mener slet ikke, at vores hjerner er færdigudviklede til det moderne, hektiske liv, med den stadig voksende mængde af indtryk . Vi har skabt en verden, komfortabel javist, men udviklingen er gået så hurtigt, at mennesket slet ikke er parat til at leve i den. Hvis man placerede urmennesket i midten af det senmoderne samfund, ville han i hvert fald
brænde sammen på et øjeblik.
En følelse af at være brændt til aske
Stress kan defineres som en uligevægt mellem krav og resurser. Stress kan ramme pludseligt, som en elastisk, der sprænger. Man har ikke været opmærksom på ens højspændte arbejdssituation, og så reagerer kroppen. Uventet. Og på ingen måde uventet.
Jeg har selv haft stress og kender desværre flere, der har. De fleste kommer ud på den anden side, nogle gør ikke. Nogle bliver stærkere og får et ekstra gear, men det har enorme omkostninger og ville være dumt at satse på. Fælles for alle, der oplever alvorlig stress, er i værste fald en følelse af at være brændt til aske.
Gourmetvine, ny bil og grisekæber forsøder og forgylder tilværelsen, men er det værd at sætte helbredet på spil for?
Ligegyldigt hvor man kigger hen, så ser man uløste opgaver. Jeg kan huske, at jeg sad på min terrasse og stirrede på spidsen af en thuja-plante, som vist ikke havde den helt rigtige spids. Det var som om de øverste blade ikke sad rigtigt. I dag kan jeg se, at jeg tydeligvis var ved at miste forstanden.
Men vi er jo nødt til at arbejde hårdt for at opretholde den høje levestandard, vi har i dag. Nej, det er vi ikke. Vi er nødt til at arbejde hårdt for at holde fast i vores luksus. Gourmetvine, ny bil og grisekæber forsøder og forgylder tilværelsen, men er det værd at sætte helbredet på spil for?
Paradokset, at vi slider os ihjel i overflodssamfundet, skulle være tydeligt. Kunne vi ikke interessere os mere for hinanden i stedet for hele tiden at skulle leve op til hinanden? Overtrumfe hinanden?
I den russiske filminstruktør Andrej Tarkovskijs Solaris rækker man efter fjerne stjerner og galakser, men til ingen særlig nytte,- ”People don’t need other worlds. People need people.”.
Frihed til at forbruge og erhverve
Selvfølgelig vil vi gerne imponere på den ene eller den anden måde, anerkendes og roses, men hvis målet i sidste ende er andre mennesker, så lad os ikke tage større omveje end højst nødvendigt.
Mange har drømt om et samfund, hvor maskinerne udførte det sure slid, og menneskene endelig kunne nyde livet sammen. Det lyder godt, men kommer næppe kommer til at ske. Mennesket vil altid arbejde med eller uden maskiner, knokle og konkurrere, finde nye måder at hævde sig overfor hinanden på. Det ligger i vores væsen kort og godt.
Men bare fordi de kloge hoveder, der har ræsonneret sig frem til dét, måske har ret, betyder det så, at vi skal give dem ret? Bare fordi vi af natur er krævende og konkurrerende, skal vi så bare lægge os fladt ned overfor vores natur?
Hvad nu, hvis mange af de bekymringer, vi har i forhold til arbejdet og karrieren, og de fejl vi begår, ofte bare resulterer i et skuldertræk i den anden ende?
Den græske filosof Diogenes ville være fri. Han levede i en tønde, havde ingen pligter og besiddelser, arbejde eller ansvar. Diogenes havde måske ikke frihed til så meget, men var i høj grad fri for meget i livet. I dag er det omvendt. Vi har frihed til at forbruge og erhverve, men ingen frihed fra arbejde og pligter.
Arbejdet hænger hele tiden over os, og man må tage langt væk og slukke alle sine elektroniske apparater, for at få et reelt break.
”One of the symptoms of an approaching nervous breakdown is the belief that one’s work is terribly important”, sagde filosoffen Bertrand Russell. Når man glemmer at sende en mail, misser et møde, eller er i tvivl om, hvorvidt ens arbejde nu er udført helt korrekt? Hvad nu, hvis mange af de bekymringer, vi har i forhold til arbejdet og karrieren, og de fejl vi begår, ofte bare resulterer i et skuldertræk i den anden ende?
Man kan starte med at tale om det
At tro, at ens job er uhyre vigtigt, kan være en stressfaktor og en sørgelig faktor, hvis arbejdet slet ikke er så vigtigt, som man tror. Selvfølgelig findes der tunge jobs og store beslutninger, men hvad nu, hvis meget arbejde faktisk ikke gælder liv eller død, sådan som man føler, når man er på vej til at blive stresset?
Ikke desto mindre lider alt for mange danskere i dag af stress. Og de lider alvorligt. Også fordi mange kæmper for at få familielivet til at passe med arbejdslivet. Det er i sig selv en bedrift, som desværre alt for ofte ender galt. Som ender med at ødelægge familierne.
Lever vi i en mislykket tid? I verdens rigeste samfund? Nej da. Eller overraskende jo
Man kender det, kampen for at få hverdagen, karrieren og kærligheden til at hænge sammen, og hvis man ikke gør, så skal man nok komme til det.
Lever vi i en mislykket tid? I verdens rigeste samfund? Nej da. Eller overraskende, jo. Men hvordan ændre på noget som helst, hvordan vende supertankeren? Gøre som Doppler? Eller Diogenes?
Doppler er fiktion og manden i tønden endte efter sigende med at tage livet af sig selv. Så hvad så? Hvor kan man starte? Man kan starte med at tale om det. Som hér.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
