Det er lidt tankevækkende, at så mange mener sig i stand til at vurdere, at andre nok bare har lidt travlt og ikke er stressede. Samtidig vil de selvsamme mennesker ikke anerkende, at det kunne være noget den enkelte var i stand til at vurdere selv. Men sandheden er, at langt de fleste medarbejdere er fuldt ud i stand til at skelne mellem stress og travlhed, og spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er begrebet travlhed, der er for udvandet og brugt?
Hvis nogen vil påstå, at travlhed og arbejdspres ikke kan sidestilles med stress har de fuldstændig ret. Stress er en konkret tilstand i organismen, som netop kan være udløst af kort eller langvarig travlhed eller arbejdspres.
Travlhed og arbejdspres er en årsag til stress og altså ikke det samme som stress. Der er ingen, der dermed påstår, at travlhed og stress er det samme.
Derimod er der mange, der påstår, at travlhed og arbejdspres ikke udløser stress, og det er forkert.
Travlhed og arbejdspres er en aktivitet. En omstændighed i en kortere eller længere periode. Om det udløser stress er ikke op til lederne at vurdere. Det må der fagfolk til. At påstå, at medarbejdere ikke kan skelne mellem det at være stresset og det at have travlt, er ikke bare arrogant, men også en hån mod de medarbejdere, der er ved at knække sammen under arbejdspresset. Lederne har ikke patent på at afgøre om en person er stresset eller har travlt. Stress er selvoplevet, og oplevelser kan man ikke tage fra folk.
Jeg tror, at langt de fleste medarbejdere er begavede nok til at kunne skelne mellem, om de har et problem eller ej.
Måske var det også værd at være opmærksom på, at mennesker hellere underdriver end overdriver. Det er derfor langt mindre typisk for medarbejdere at give udtryk for, at de er stressede, når de er pressede og travle. Det er mere typisk at definere sig som travl, selvom man faktisk bløder af stress.
Stressbegrebet bliver altså ikke misbrugt i travlhedens tjeneste, som det ellers bliver mere end antydet i de her dage af bl.a. embedsmænd og politikere. Meget oftere bruges travlhed som en formildende omstændighed i en manglende erkendelse af, at man har stress. Det er meget vigtigt at være opmærksom på.
I langt de fleste medarbejderes bevidsthed er stress direkte pinligt. At kaste håndklædet i ringen er altså ikke noget, man gør for sjov. Hvis stress er et modefænomen, så er samfundsudviklingen det også. Jeg har aldrig i min karriere stødt på medarbejdere, der følte sig moderne og hip, når de var stressede.
Ingen vil tage ansvar for vilkårene
Når Poul Taankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen i dagbladet Politiken d. 26. februar, skriver, at forandringer er nødvendige og en forudsætning for at kunne imødekomme borgernes behov og forventninger, har han fuldstændigt ret. Det tror jeg ikke, nogen kan være uenige i.
Problemet er mere, at det ikke er lykkedes politikerne at skabe de forudsætninger, der skal til for at løfte den opgave, uden at det også påvirker medarbejdernes ve og vel.
Forandringer behøver ikke at være noget negativt. Overhovedet ikke. Det skal heller ikke ses som noget negativt og italesættes som den altoverskyggende årsag til stress. Også her har Poul Taankvist ret. Men når politibetjentene, jordmødrene, sygeplejerskerne, lærerne og de studerende er ved at knække sammen, ifølge de faglige organisationernes egne udsagn, har politikerne ikke erkendt, at deres mål og visioner ikke står mål med de ressourcer, de samtidig er parat til at stille til rådighed.
Politikere er politikere og skal selvfølgelig forfølge deres mål og ideologier. Men de er også arbejdsgivere og må forstå at sætte deres reformer i søen på måder, der sikrer at medarbejderne ikke går ned med stress. En politikers ambitionsniveau bør matche de hænder og hjerner, der er til rådighed. Det er politikerens ansvar og ikke mellemledernes. Så pilene peger alle i samme retning, når vi skal søge efter årsagerne til stress i det offentlige. Mod politikerne.
Det må deres embedsmænd fortælle dem, i stedet for at klappe hælene sammen og vende det blinde øje til, når medarbejderne søger løsninger på strukturelle problemer.
Når det kommer til opgavemængder, kan det ikke nytte noget, at man bliver ved med at påstå, at antallet af hænder ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det da det. Stress opstår der, hvor der ikke er balance mellem de krav, vi stiller og de ressourcer, der skal løfte dem. Opgaven er at genskabe balancen. Opgaven er ikke at lære medarbejderne at leve med ubalancen.
Kom ud af skyttegravene
Vil man ikke løfte den opgave, er det ikke på grund af manglende muligheder, men manglende vilje. Jeg hilser alle de initiativer velkommen, der kan løse stressproblemerne, men hvis de kun handler om at klæde medarbejderne på til at være mere robuste, er de nyttesløse. Der er gennem de senere år brugt millioner, ja måske milliarder, på initiativer med ensidigt fokus på individet. Her må politikere og embedsmænd spørge sig selv om indsatsen står mål med resultatet og om hvorfor de så stædigt holder fast i vilkår, som objektivt er for belastende?
Hvis vi skal løse det her problem, må alle op af skyttegravene og ikke fastholde en præmis der er alt for ensidig. Det er ikke rimeligt, hvis den ene part i et dilemma hele tiden må acceptere at skulle løse problemet på dens andens parts præmisser. Det er altså ikke nok, at direktørerne og lederne inviterer medarbejderne til en dialog om, hvordan vi løser stress, og kun vil gøre det nede i deres egen skyttegrav. Direktørerne og politikerne må op af deres egne skyttegrave og forstå, at stress også, og jeg understreger også, handler om strukturelle forhold.
Hvis vi nu igen skal til at opleve et idelogisk felttog mod stress som et problem, hvor det negligeres til et spørgsmål om travlhed, tvinges medarbejderne og deres faglige organisationer tilbage i deres skyttegrave. Om ikke andet så for at forsvare sig mod urimeligheder og psykisk nedslidning.
Tidspres er den største udfordring i Danmark
Ifølge European Survey of Enterprises on New and Emerging Risks (ESENER-2) nævner 73 procent af de danske virksomheder, at tidspres er den faktor, der påvirker medarbejderne mest. Intet menneske kan leve med et arbejdspres i længere tid, uden at det får konsekvenser.
Vi bliver alle nødt til at erkende, at forholdene også har en betydning for udviklingen af stress.
Man løser ikke konkrete stressproblematikker ved hele tiden at påpege andre problemer.
Vi bliver nødt til at tage stressproblemerne et ad gangen og gå systematisk til værks. Hvis problemet er tidspres, løses det altså ikke ved at tale om privatlivet. Eller omvendt. Problemerne løses kun ved at gøre noget ved det, som reelt er problemet.
At det er så svært at få bugt med stress, handler i høj grad om, at man blander for mange ting sammen, da nogle af problemerne kan være svære at erkende og dermed svære at finde løsningen på.
Ens arbejdsvilkår opstår ikke bare ud af den blå luft. De er skabt af mål og forventninger og kan håndteres ved at afstemme mål og forventninger.
Hvis man undertrykker et problem, udvikler det sig til oprør og ingen ønsker sig vel tilbage til de store strejker og protester, fordi der ikke bliver lyttet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her