POLITIK // ANALYSE – Desto bedre det går for Danmark, desto dårligere går det for regeringen. Den stigende beskæftigelse får det økonomiske råderum til at bugne af milliarder, men lader vælgerne tilbage i fortvivlelse med tre store ubesvarede spørgsmål: Hvorfor skulle store bededag afskaffes? Hvad skal vi med al den abstrakte reformsnak? Hvad skal pengene så bruges til?
SMV-regeringen er under et historisk pres, men den har stadig en række trumfer i ærmet, der kan vende billedet før næste valg. Nemlig en statskasse fuld af penge, som den kan bruge på skattelettelser, velfærd, klimaet eller noget helt fjerde.
Finansminister Nicolai Wammen opjusterede i fredags det økonomiske råderum for fjerde gang. Denne gang med 11 mia. kr., så der nu er over 60 mia. kr. ekstra at bruge af frem til 2030. Regeringen sidder dermed med et luksusproblem, der har sat gang i den rituelle stammedans.
Hvad skal pengene bruges på?
Flere blå partier nævner skattelettelser som det første, men også velfærdsforbedringer. Omvendt lyder det fra den røde side, at velfærden kommer før skattelettelser. Alt er med andre ord, som det plejer, skulle man tro, men med den væsentlige undtagelse, at tunge kræfter i Venstre nu ikke længere prioriterer skattelettelser.
Da SVM regeringen blev dannet i midten af december 2022, var det Jakob Ellemann-Jensens forklaring på at bryde sit valgløfte om aldrig at ville pege på Mette Frederiksen som statsminister, at partiet havde fået væsentlige skattelettelser.
Hjerteblod for Venstre. Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Berlingske har således talt med 15 lokalformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer. Den altoverskyggende konklusion er: Venstre skal vælge velfærd. Ikke skattelettelser. Faktisk er sulten efter skattelettelser nærmest fraværende, skriver avisen.
Strategien om at arbejde sig igennem krisen og genvinde vælgernes gunst er slået fejl. Vælgerne er utaknemmelige
Noget af en kovending i forhold til Venstres raison d’être for at gå i regering, men hvis det er overraskende, er det mindst lige så overraskende, at fagbevægelsens højrefløj, Dansk Metal, går i brechen for at få råderummet brugt på skattelettelser, som de betegner som velfærd.
Hvis nogen tror, at det er omvendtsdag, kan de dårligt bebrejdes.
Vælgerne flygter i hobevis
Regeringen blev dannet med halvdelen af vælgermassen bag sig, men opbakningen svinger nu mellem 30 og 35 pct., svarende til at omkring 750.000 vælgere har vendt SVM-regeringen ryggen.
Det er stadig kun meningsmålinger, der som altid skal tages med et gran salt, men umiddelbart er det vanskeligt at se for sig, hvad der skal kunne vende skuden inden næste valg – medmindre at regeringen vil tage den helt store tegnebog i brug og ikke bare klatte småbeløb af til skattelettelser og velfærd.
SVM-regeringen blev dannet på en reformdagsorden. Den danske velfærdsmodel er udfordret, og det skulle nødvendige reformer rette op på. Reformer, der traditionelt ender med hverken at være fugl eller fisk, fordi der går partipolitik i forhandlingerne, men som med en bred midterregering nu endeligt kunne gennemføres uden hensyn til yderfløjene.
Regeringen startede som bekendt med at tabe hovedet med afskaffelsen af store bededag, som ingen havde talt om før valget, og hvor forklaringerne på afskaffelsen har svinget i øst og i vest lige fra Ukraine-støtte, styrkelse af arbejdsudbuddet og finansiering af vores velfærdssamfund.
Hvis vælgerne er rundbarberede, er der ikke noget at sige til det, og hvad værre er: Indgrebet og den elendige kommunikation har sat sig i vælgernes bevidsthed. De glemmer ikke så let, og de vil under alle omstændigheder blive mindet om det igen, når statsministeren næste gang hiver i fløjten og udskriver valg.
Sandsynligvis først om et par år.
Regeringen leverer reformer som lovet
Ser man et øjeblik bort fra store bededag, har regeringen ellers leveret over en bred kam.
Skattereform med lettelser i bund og i top. Reformer på ældreområdet. Reformer på de videregående uddannelser og ikke mindst har den hævet lønnen for en stribe offentligt ansatte, hvor sygeplejerskerne ovenikøbet synes særdeles tilfredse.
Samlet set havde regeringen indgået 91 politiske aftaler frem til ultimo april. I intet tilfælde har den udnyttet sit eget parlamentariske flertal, men hver gang har der været mindst et andet parti med i aftalerne.
Venstre vil stræbe efter finansministerposten, der bliver ledig, hvis og når Nicolai Wammen sætter sig i Statsministeriet
Problemet er blot, at vælgerne er ligeglade. De blå vælgere synes ikke, at Moderaterne og Venstre skulle være gået i regering med Socialdemokratiet, og de røde vælgere synes, at Mette Frederiksen skulle have udnyttet sit røde flertal og dannet en ren rød regering, der kunne have gjort mere for klimaet og miljøet og til gengæld sparet på skattelettelserne.
Det ser med andre ord sort ud for regeringen. Strategien om at arbejde sig igennem krisen og genvinde vælgernes gunst er slået fejl. Vælgerne er utaknemmelige. Den forventede fremgang er udeblevet, og regeringen er tværtimod gået fra ondt til værre.
Fastholdelsen af en reformdagsorden er ikke vejen frem.
Den skaber kun usikkerhed i vælgerkorpset.
Mange – også internt i Socialdemokratiet – venter, at Mette Frederiksen snart pakker sine sydfrugter og tager imod et topjob i EU.
Hun er gået fra at ligge i top på popularitetsbarometret til nu at være en bundskraber.
Mette Frederiksen er ikke længere løsningen, men derimod regeringens problem i egen person.
Venstre risikerer at få en lang næse
Det problem bliver sandsynligvis ryddet af vejen inden for de næste to måneder, hvilket helt automatisk vil udløse en regeringsrokade og udarbejdelsen af et nyt regeringsgrundlag.
Inden da skulle en ny CO2-afgift på landbruget gerne være kommet på plads, så partiformænd fra de tre partier har rent bord, når de starter forhandlinger om nye ministerposter og et nyt arbejdsprogram.
Venstre vil stræbe efter finansministerposten, der bliver ledig, hvis og når Nicolai Wammen sætter sig i Statsministeriet.
Det vil være en kæmpe appelsin i Venstres turban og nok også så stor, at Socialdemokratiet vil sætte sig i vejen. Det er en gylden regel, at statsministeren og finansministeren skal komme fra samme parti for derved at holde en konsistent økonomisk linje.
Ingen af regeringspartierne kan tåle at miste ansigt. Alle har de mistet 30-40 pct. af opbakningen fra folketingsvalget, og alle har de kurs mod et katastrofevalg om et par år
Socialdemokratiet kommer altså ikke til at afgive nøglerne til Finansministeriet uden store politiske sværdslag – og da hverken S eller V har vælgere eller goodwill at tære på, vil det næppe ske.
Wammen vil tabe alt for meget på at afgive posten. Omvendt vil Troels Lund Poulsen tabe stort på at kravle for højt op i træet – og så alligevel erkende, at posten er uopnåelig. Det vil være et nederlag, der rammer Venstre i dets livs krise.
Socialdemokratiet og Venstre vil derfor gøre klogest i at forhandle fordelingen i al mindelighed og møde Venstres krav på andre områder.
Men let bliver det ikke.
Ingen af regeringspartierne kan tåle at miste ansigt. Alle har de mistet 30-40 pct. af opbakningen fra folketingsvalget, og alle har de kurs mod et katastrofevalg om et par år.
Det kommer en ny statsminister og en regeringsrokade næppe til at ændre på, medmindre den nye regering spiller sin ultimative trumf.
Genindfører store bededag.
Læs flere politiske analyser af Frank Korsholm her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og