
JAPAN // BAGGRUND – Mens resten af verden er ved at lukke op, holder Japan stadig sine grænser lukkede for stort set al indrejse. Myndighederne står overfor en række vanskelige valg, og krigen i Ukraine har kun kompliceret situationen.
Rygterne svirrer og svirrer i medier og rejsebranche i Japan. Er en genåbning af landets grænser for udenlandske turister lige på trapperne eller ej? Ingen ved det med sikkerhed.
Store dele af den øvrige verden har omsider genåbnet grænserne efter den ene corona-nedlukning efter den anden, vores sociale platforme er atter fulde af feriebilleder, og medier i Europa er fulde af annoncer for eventyrlige rejser til nær og fjern – og såmænd også til Japan, selv om den japanske regering faktisk ikke har besluttet noget om nogen genåbning endnu, og premierminister Fumio Kishida har senest udtalt, at det ikke lige er på trapperne.

I denne uge har flere medlemmer af et panel, som rådgiver regeringen i dens pandemi-bekæmpelse, åbent udtalt, at Japan nu bør begynde at ”normalisere” sin grænsekontrol, så også turister og andre visa-løse rejsende efterhånden vil kunne komme ind i landet. Det bør ske af hensyn til landets skrantende økonomi i en situation, hvor verdensøkonomien er i ubalance, og den japanske yen er billigere end i årevis, argumenterer de.
For halvanden måned siden genåbnedes Japans grænser ellers for hundredtusinder af studerende, akademikere, forretningsfolk, journalister og alle, som i professionel sammenhæng kan få en ”receiving organization” til at tage ansvar for én, mens man er i landet. Der er vel at mærke et dagligt maksimum på 10.000 indrejsende på grund af det bureaukrati og de test, der stadig skal foregå i lufthavnene. Men hver eneste dag siden begyndelsen af marts er mange af dem, der ellers har måttet vente, kommet ind.
Flere og flere af disse indrejsende kan oven i købet gå ned i lufthavnens underetage og tage et tog direkte til deres bestemmelsessted uden karantæne. En lang række lande, inklusive Danmark, er taget af den såkaldte ”omicron-liste” over lande med så høj smitte, at man har skullet i karantæne ved indrejse.
Dilemmaet er på det seneste blevet forværret af Ukraine-krigen og lukningen af det russiske luftrum. Der er færre fly til Japan i den kommende tid – ingen ved hvor længe – og flyene skal ud på en længere rejse
De rejsende, som har de krævede negative test, har udfyldt papirerne korrekt og har installeret en obligatorisk app på forhånd på deres mobiltelefoner, går relativt hurtigt igennem. Ikke helt som i gamle dage, for der skal foretages en helt ny pcr-test ved ankomst – men immervæk inden for få timer. Hver dag er der imidlertid mange, som ikke helt har forstået reglerne og ikke har formaliteterne i orden, og der meldes om hyppigt kaos og lang ventetid for nogle i lufthavnen, allerede ved de eksisterende regler.
”Det er sandt, at det, at vi tester alle i lufthavnen, er blevet en byrde”, har en talsmand for sundhedsministeriet udtalt til nyhedsbureauet Kyodo. ”Vi overvejer lige nu, hvad der vil være bedst at gøre”.
Derfor appellerer de fire medlemmer af regeringens rådgivende panel, som er udpeget af den private sektor, inklusive formanden for det japanske industriråd, om en gradvis, men snarlig forenkling af alle procedurer i lufthavnene, inklusive kravet om test for alle, for at gøre det muligt at slippe langt flere ind om dagen.
Men stadig må udenlandske turister vente.
Daishiro Yamagiwa, der er minister for covid19-respons, udtalte onsdag ved en pressekonference, at ”regeringen er enig med privatsektor-medlemmerne i, at vi bør bevæge os i retning af også at åbne grænserne for turister. Men timingen af dette skridt bør besluttes på passende måde. Corona-virus-pandemien udvikler sig stadig uforudsigeligt”.
Rygter har længe lydt, at der ville blive åbnet for turister her i efteråret. Håbefulde rejsende, som utålmodigt har ventet i over to år, har booket flybilletter for at være klar til at rejse, så snart der åbnes. Men den situation har skabt et dilemma, som i den seneste tid har givet stor debat på de sociale medier, hvor disse turisters ”håb” kritiseres for ”egoisme”.
”Guys, please don’t buy tickets, nobody knows when the country will open for tourism”, skriver en deltager i den meget aktive og nyttige facebook-gruppe ”Return to Japan Support Group”, og en anden deltager skriver: ”I hate people doing this. Slots should be reserved for residents and citizens trying to come home”.
Overhusvalg i juli
Dilemmaet mellem på den ene side udenlandske beboere og visa-holdere i Japan og på den anden side turister og hele turistindustrien har været tydelig i et stykke tid. Inden åbningen for forretningsrejser i marts understregede repræsentanter for de europæiske og amerikanske handelskamre i Tokyo, at de helt bestemt ikke mente, at det var tid for en generel åbning for turister, men at det i første omgang udelukkende måtte handle om studerende og forretningsfolk.
Dilemmaet er på det seneste blevet forværret af Ukraine-krigen og lukningen af det russiske luftrum. Der er færre fly til Japan i den kommende tid – ingen ved hvor længe – og flyene skal ud på en længere rejse, og det hele har allerede fordyret de udbudte flyrejser og gjort det sværere for dem, der faktisk med de eksisterende regler har mulighed for at rejse ind i Japan, at reservere den billet, der passer dem bedst.
Endvidere har mange kyniske analytikere i de senere uger spået, at en udmelding om en dato for en begyndende genåbning for turister ikke skal ventes før efter overhusvalget i juli måned. I disse tider er det i stor udstrækning ældre mennesker ude på landet, som er flinke til at stemme ved japanske valg, og det er åbenlyst i de grupper, at der er størst skepsis ved en generel genåbning af Japans grænser. Det ventes premierminister Kishida og hans rådgivere at skele til, når de beslutter sig for timingen af et kommende turist-comeback i Japan.
Officielt har den japanske regering faktisk i lang tid ført en “leve-med-covid”-strategi, ligesom man gør i Europa – men en meget stram en af slagsen. Der er gået indenrigspolitik i sagen, og mange vælgere, især ude på landet, opfatter alle smitteproblemerne som noget, udlændinge har båret til Japan udefra – selv om langt de fleste japanere jo reelt er smittet af andre japanere.
Kritik af regeringen
Japan har gennem hele pandemi-forløbet gennem de sidste to år haft langt færre smittede og færre døde, end vi andre har haft, delvist fordi mange japanere har fornuftige vaner i hverdagen. De bærer maske uden vrøvl, de kysser og krammer kun med de allernærmeste osv.
Men samtidig er det ellers udmærkede japanske sygehusvæsen mere sårbart end vores, fordi mange af sygehusene er små, private og har andre specialer end virusbekæmpelse. Man er undervejs med at give folk det tredje stik og har netop i denne uge annonceret, at nu har over halvdelen af befolkningen fået tre stik.

Den bitre kritik, der ellers har lydt af den japanske regering for at have handlet langsomt og reaktivt under både smittebekæmpelse og vaccinations-kampagne, er gradvist forstummet under Kishida, som trådte til i efteråret 2021 og fortjent eller ufortjent har skabt sig et image af at være mere handlekraftig i den sag end sine forgængere, blandt andet ved uden tøven at lukke grænserne i november måned, da omicron blev konstateret, kun fjorten dage efter at de ellers forsigtigt var begyndt at blive åbnet.
Nu er der imidlertid næppe tvivl om, at nogen faktisk diskuterer genåbning for udenlandske turister ret heftigt i de politiske kulisser. En af de faktorer, der gør emnet mere presserende, end det ellers har været, er de seneste ugers nyheder om fremskyndede genåbninger af grænserne for turister i en række andre asiatiske lande, som den japanske rejsebranche normalt konkurrerer med.
Så rygterne om en snarlig genåbning for turister – måske ligefrem før overhusvalget – svirrer vedholdende i både seriøse og knap så seriøse medier. Vi må se tiden an.
Disclaimer: Jeg står selv midt i det omtalte dilemma. Jeg rejser til Japan i sommer som journalist inden for gældende regler. Men jeg håber samtidig på at vende tilbage i efteråret som rejseleder og arrangør af tre turistrejser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her