DEBAT // UNGE OG UDDANNELSE – Smid erklæringen ”ikke uddannelsesparat” til de 13-15-årige langt bort og byg reformer af uddannelsessystemet på tillid til vores dejlige ungdom i stedet, opfordrer Søren Jensen, der også siger: Sæt ikke stempler i de unges pande, men vis dem mulighederne og skab motivation.
Det varer ikke så længe, før der igen kommer nye tal ud om, hvor mange elever i 8. klasse, der af vores uddannelsessystem vil blive erklæret for værende ”ikke-uddannelsesparate” i 2019.
Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på vores ungdom
I 2018 steg tallet markant:
- Hele 32 procent af eleverne blev erklæret ”ikke-parate” i 2018, når det gjaldt de unges ønsker om uddannelse. Tendensen blev bl.a. omtalt i en artikel i Folkeskolen.
- DR fulgte op på historien og kunne berette, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at 40 procent af eleverne ikke oplevede, at der blev fulgt op på beskeden, der føles som “at ryge over bord uden at få en redningskrans”, som DR skriver.
Og det er i grunden mærkeligt, at vi taler så lidt om det og at der ikke har rejst sig en protest mod både metoden og måden at behandle de unge på.
For tænk sig lige: Uddannelsesinstitutionerne beskriver hvert tredje unge menneske i Danmark som værende ”ikke-parate”. Og næsten halvdelen af disse føler sig ovenikøbet ladt alene med den nedslående besked.
Alle er parate til livet – spørgsmålet er til hvad
Det er ikke en kommunikativ detalje. Det er et problematisk retorisk fejlgreb og en uheldig brik i det samlede puslespil af pres, som vi tidligere og tidligere lægger på den danske ungdom.
Men alle unge er parate til livet. Spørgsmålet er til hvad.
Jeg har set en chef i uddannelsessektoren citeret for at fortælle:
”Da jeg gik i 10. klasse skulle jeg blot vurderes egnet til gymnasiet. Og så tage stilling til, om jeg ville være matematisk eller sproglig student. Når min datter bliver færdig med 10. klasse vil hun været blevet uddannelsesparathedsvurderet ikke mindre end 6 gange. Og skal have udfyldt en minutiøs plan for sin uddannelse”.
Hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt? Jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig
Italesættelsen af de ”ikke-uddannelsesparate” er udtryk for en systematisk fortælling, som vi overleverer til vores børn tidligt i folkeskolen om, at det er lige nu hele deres fremtid står på spil.
Og det sker vel og mærke midt i store, spændende og vanskelige teenageår.
Man må spørge: hvor godt er det mon at få sat et ”ikke-parat” stempel i panden på dette tidlige tidspunkt?
Og jeg vil svare: Hvad er det egentlig for noget vrøvl. De unge – eller store børn, som de jo fortsat er – har hele livet foran sig.
Og det er ikke blot en fornemmelse, jeg har. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, omtalt af DR, dokumenterer, at eleverne allerede i 8. klasse oplever sig presset af deres uddannelsesvalg.
Spørgsmålet er derfor, om vi som samfund ønsker, at vores ungdom skal opleve det pres.
Det spørgsmål kalder på dybsindighed. Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør – et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind – i luften.
En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe.
Kunne det mon være, at der er for få mønsterbrydere, iværksættere, drømmere og fantaster, fordi de unge har fået sat så mange stempler på sig i en ung alder, at systemerne bestemmer, hvad de skal?
Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og forældrene. Vi risikerer at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke vil bryde os om.
Kære unge: I har livet og mange muligheder foran jer
Men er det sådan, vi ønsker, fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi voksne og vores systemer skal styre, hvad de skal i så tidlig en alder ?
Hvor bliver mønsterbryderne, iværksætterne, drømmerne og fantasterne og dem, som har det svært af den ene eller anden grund, men som en dag er mere parate, af?
Kunne det mon være, at der er for få af dem, fordi de unge har fået sat så mange stempler på sig i en ung alder, at systemerne bestemmer, hvad de skal.
Jeg tror det, for når der tales om valg af uddannelse med en voksen stemme inden konfirmationsalderen, risikerer vi – i selve måden vi taler på – at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores vestlige velfærdssamfund.
På en måde er det jo både skræmmende indlysende og pædagogisk selvfølgeligt:
Lad os fortælle vores dejlige og dygtige danske ungdom, hvad de er parate til, og hvilke mange muligheder de har. Lad os skabe motivation.
Og bare rolig – kære unge mennesker, I har livet foran jer. Vi forventer ikke, I har en systematisk livsplan, når I går ud af folkeskolen.
Topfoto: UCLA
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
