Stine Vega

Stine Vega med fuld plade på diagnoser, tør humor og stor musikalitet

i Kultur/Musik af
STINE VEGA // INTERVIEW –  The Funeral er den utrolige historie om et album, der blev indspillet og mere eller mindre glemt igen, da sangskriveren Stine Vega måtte lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling. Da erindringen om albummet endelig dukkede op til overfladen igen små otte år senere, viste optagelserne sig at være forsvundet fra Medley Studiet. Nu er albummet The Funeral genindspillet og endelig klar til udgivelse. Jan Eriksen har talt med Stine Vega om musikken og hendes baggrund med diagnoserne ADD og bipolar, sin mors selvmord og visionerne om at komme ud og gøre en forskel for børn med en opvækst som hendes. ”Hvis børn har fysiske skavanker, er der et stort sikkerhedsnet. Heldigvis. Men hvis det er hjernen, er det noget med: ”Du er doven. Tag dig sammen. Kom nu – man kan, hvad man vil. Det er ikke så slemt. Det bliver godt i morgen.” Vi tager vores signalstoffer for givet. Jeg kan få det dårligt, når jeg tænker på, at børn kan gå rundt med alt muligt, uden at det bliver set,” siger hun i dette interview.

”Nogle gange har jeg tænkt, hold kæft en lortehånd, jeg har fået.”

Historien om The Funeral kunne begynde på flere forskellige tidspunkter i Stine Vegas liv. Det er jo sådan, det er. Begivenheder er forårsaget af andre begivenheder og igen forudsætning for andre kommende.

Det kunne f.eks. begynde med Stines forældres skilsmisse, da hun var bare to år gammel. Det kunne begynde, da hun første gang hørte det urovækkende musikalske tema til Twin Peaks, eller da hun hørte Neil Youngs musik til Jim Jarmusch-filmen Dead Man. Eller da Stine og hendes ven, guitarist og producer Lars Skjærbæk fik pladekontrakt under navnet StripClubJunkies. Eller da Stine endelig blev diagnosticeret med ADD og som bipolar.

Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger

Men her begynder historien den 6. januar 2009 i en lejlighed på Vesterbro. Bare små tre måneder efter hendes første soloalbum var færdigindspillet.

”Jeg skulle holde fødselsdag, og jeg erindrer, at der skulle komme 30 gæster,” siger Stine Vega til POV International.

Vi taler sammen på Skype. Af en eller anden grund virker kameraerne ikke, hverken i Lyngby eller Langå. Sikkert noget banalt. Ingen af os er teknik-nørder. I stedet taler vi uden billede. Selv uden billede fornemmes en tone, der veksler fra alvor over smerte til afklaring, tør humor og musik i det meste af det, der bliver sagt.

”Det kan være svært at huske i dag, men, ja, det var voldsomt grænseoverskridende. Mit hjem lignede … ja, det så farligt ud. Jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle op at brygge kakao og bage boller. Jeg ringede til min veninde og sagde, at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg skulle være her. Der var intet tilbage i mig. Jeg har altid haft dødsangst, og da hun hørte mig sige, at jeg overvejede at stoppe selv, ringede hun efter en taxa. Hun hjalp mig igennem. Til sidst fandt jeg mig selv i en taxa på vej til det psykiatriske center i Hvidovre,” fortæller Stine Vega, der var indlagt i fem uger.

Stines stue lå tæt på skadestuen. Derfor kunne hun høre klokken ringe igen og igen.

”Jeg syntes, at der var lidt spild, at jeg lå der og optog plads for andre, der måske havde mere brug for det. Der var en sygeplejerske, der kiggede meget kærligt, men bestemt på mig: ”Der er en grund til, at du her, Stine”.”

Sindet var ikke til uddannelse

Inspireret af Voxpop, Jomfru Ane Band og Røde Mor begyndte Stine Vega at spille guitar som tiårig i morens hjem i Langå. I takt med, at hendes psykiske problemer efterhånden blev større, begyndte Stine allerede som teenager at bruge sangskrivningen som en ventil. Hendes sind var ikke til uddannelse – i stedet rejste hun til København for at forsøge sig med musik,

I 1995 mødte hun guitaristen Søren Andersen, der i dag er kendt fra Electric Guitars og Glen Hughes og senest har været på turne med Sanne Salomonsen. Sammen med en anden stor dansk guitarman, Lars Skjærbæk, udsendte Stine Vega i 2000 albummet Stripclubjunkies. Singlen med samme titel og især hittet T-shirtman hærgede dansk radio i de år.

Stine havde en pladekontrakt og et album klar i oktober 2008. Men så, ja… Efter sin indlæggelse i Hvidovre i januar 2009 flyttede hun hjem til sin mor og stedfar i Langå.

Stine Vega, foto: Per Bix
Stine Vega, foto: Per Bix

”Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger,” siger Stine Vega.

”Jeg besluttede, at jeg ikke ville vende tilbage til musikken igen. Der var alt, alt for meget, jeg skulle have styr på. Jeg havde den her tro på, at jeg udover at redde mig selv også kunne redde min mor. Jeg så slet ikke, hvordan jeg skulle kunne rejse ud at promovere den plade, der var indspillet. Heldigvis viste pladeselskabet sig at være forstående, og projektet blev skrinlagt.”

Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange

Ni år senere, i forbindelse med en festival i Langå, mødte Stine Vega sin gamle ven Søren Andersen, der optrådte med Electric Guitars. Under samtalen spurgte han, om der ikke var noget med, at hun havde en plade liggende i Medley studiet, som han i mellemtiden havde købt sammen med nogle andre. Desværre viste det sig, da Andersen vendte hjem til Vesterbro, at harddisc’en med Stines plade var bortkommet.

”En af de ting, jeg har taget til mig, er, at jeg altid har fået at vide, at jeg er god til sangskrivning. Selv synes jeg også, at jeg er en god tekstsnedker. Jeg ved ikke, om jeg er en særlig god performer. Jeg tror, Søren kunne huske, at der var nogle gode numre. I hvert fald tilbød han at være med til at genindspille pladen. Det er en meget flot gestus af ham,” siger Stine Vega.

Efter sin mors første selvmordsforsøg besluttede Stine, at hun var nødt til at gøre noget, der gjorde hende glad og gav mening. Det blev forstærket, da det senere endelig lykkedes moren at tage sit liv.

”Jeg frygtede at ende samme sted som hende. Jeg vil gerne kunne sidde som 50-årig og tænke, jeg gjorde noget. Det at nå derud, hvor man tænker om sit liv, at det ikke er noget værd… at sige, som min mor sagde: ”Mit liv er som lunkent vand, ikke til at bade i, ikke til at drikke”. Derfor kastede jeg mig ud i dette pladeprojekt.”

Pladen fuld. Banko

Alle sange på The Funeral tager udgangspunkt i Vegas liv.

”Der skal være gods i mine tekster. Jeg skal kunne mærke det, jeg skriver om. Der er en historie i alle mine numre. Og virkeligheden var, at jeg mærkede alt, alt for meget i den periode”, fortæller Stine Vega.

Sangene skrevet i 00’erne i perioden efter Strip Club Junkies kortvarige succes. Der var mange, mange tanker i hovedet. Tristhed og glæde. Energi og virkelyst på toppene og depressioner i slugterne.

”Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange.”

Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line – han har en evne til at skrive tekster, så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening.

I dag er Stine Vega medicineret, og det er både godt og skidt. Mest godt.

”Da jeg blev ordentlig medicineret, mistede jeg mine hypermane perioder, hvor inspirationen skinnede. Jeg bliver nærmest åndeligt afklaret i de perioder. Det er da fedt, det bedste i hele verden. Men så er der jo dykkene. Jeg savner de gode perioder, vil jeg gerne erkende. Jeg savner ikke dykkene.”

Hvad hun ikke vidste, da hun i 2008 indspillede den første version af The Funeral, ved hun nu. At sangene fortæller en historie om barnet, der følte sig alene og anderledes, og om en ung kvinde, der famlede sig frem, og som bar på en tung byrde.

”Da jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, var der ikke fokus på børn med diagnoser på samme måde, som der er i dag. Jeg er sikker på, at min mor har kæmpet med de samme ting uden at kende sine diagnoser. Hun prøvede at drikke det væk,” siger Stine Vega.

”Hvis børn har fysiske skavanker, er der et stort sikkerhedsnet. Heldigvis. Men hvis det er hjernen, er det noget med: ”Du er doven. Tag dig sammen. Kom nu. Man kan, hvad man vil. Det er ikke så slemt. Det bliver godt i morgen.” Vi tager vores signalstoffer for givet. Jeg kan få det dårligt, når jeg tænker på, at børn kan gå rundt med alt muligt, uden at det bliver set. Det skal der gøres noget ved. Vi skal lære at komme det i møde. Nå jeg tænker på, hvordan mennesker, jeg elsker, har sat spørgsmålstegn ved mine diagnoser, mærker jeg vreden. Jeg hører nogle gange folk sige. ”Ja, ja, ja, børn har så mange diagnoser i dag. Det er vist moderne,” siger Stine Vega. En lille tår kaffe og så fortsætter hun:

”Ved du hvad, Jan? Der er stadig lang vej at gå endnu.”

Den lille pige, der ikke blev set

Sangen, der er endt med titlen The Funeral, ville hun egentlig gerne have kaldt Gimme Shelter.

”Det blev nedstemt. De andre mente, at det var for meget Rolling Stones. Men det var den følelse, jeg hele tiden havde i mig, at jeg ikke havde noget skjold, ingen beskyttelse. Dengang savnede jeg et ly for stormen. Jeg havde den her drøm om at finde den, der kunne fuldende mig. I dag ved jeg, at der ikke kommer nogen og fuldender mig. Det er der kun en, der kan. Og det er mig selv.”

Handler titlen The Funeral om din mors begravelse?

”Jeg lider af bimlende, bamlende dødsangst. Så det blev en udfordring af mig selv at turde bruge den titel. Nu begraver jeg alt det gamle ved en fin begravelse i form af en sang. Nu, hvor jeg har mistet begge mine forældre, er begge mine halvdele væk, som jeg sagde til min stedfar. “Ja, så kan det jo være, du bliver hel”,” svarede han tørt”.

En anden af pladens markante sange bærer titlen Stoned. Det er en duet med Bjørn Fjæstad, hvor en kvinde bliver afvist kontant.

Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu,

”Der var faktisk en mand i en bar, der sagde til mig: ”Vil du ikke godt lade være med at komplicere mig? Jeg ved, at du ved, at jeg er ordentlig.” Jeg stod der i min kæmpebrandert, undskyldte og gik hjem. Næste morgen lå jeg med mine tømmermænd og tænkte sætningen, ”I know that you know that I am a good guy”. Den afvisning blev til en sang,” siger Stine Vega, og tilføjer:

”Da jeg skulle til indspille den igen for nylig, indså jeg, at der i alle mine kærlighedssange er en lille pige, der ikke blev set af sin far. Min far var ikke ret meget til stede i min barndom. Som far giver man sine små piger en idé om, hvordan den maskuline kærlighed skal føles. Det er jeg overbevist om. Når jeg forelskede mig, søgte jeg en kærlighed, som min far aldrig havde været særlig god til at vise mig. I sangen er Bjørn både den evige maskuline afvisning fra min ungdom, og han er også min far.”

Som et eksempel på sin indflydelse på produktionen af det nye album, nævner hun guitaren på netop Stoned.

”Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu, og den ville jeg gerne have ind i musikken,” siger Stine Vega.

Indflydelse hele vejen igennem

The Funeral er et album med en usædvanlig historie. Det er tit drengene og mændene, der fylder i rockmusik. Jeg har haft stor indflydelse hele vejen igennem her. Det var faktisk en fælles produktion mellem Søren og mig hele vejen igennem. Det er jeg stolt af.”

Kunstnere som Sheryl Crow, The Rolling Stones, især Keith Richards, Bob Dylan, Johnny Cash, Lucinda Williams, Billy Prince, Tom Waits og Neil Young hører til inspirationskilderne. Evigt unge Youngs soundtrack til Jim Jarmusch-filmen Dead Man har inspireret sangen Diamond Ring.

”Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line. Han har en evne til at skrive tekster så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening. Jeg synes selv, at en linje som, ”We can never meet as friends, my heart will only break again”, har noget Neil Young i sig. Jeg var meget forelsket i en mand, der flyttede til USA, for at blive gift i ørkenen. Og det var nok meget godt,” siger Stine Vega med et stort grin.

Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig

Har haft du betænkeligheder i forhold til at fortælle dine historier så åbent?

Der opstår noget støj på Skype-forbindelsen. Lyden af en stol, der bevæges.

”Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig. Så nej, det er jeg ikke bange for. Tværtimod.”

Der rumler planer i Stine Vegas hoved. Hun kunne godt tænke sig at komme ud med sin guitar og spille og holde foredrag. Tale om sammenhængen mellem hendes sange, hendes eget liv og situation. Der er stadig alt for mange børn derude, der bliver svigtet. Foreløbig skal der skabes et koncept. Selv synes hun, at hun med sin plade har bevist, at hun med alle sine ar og sin skrøbelighed kan være med til at styre et projekt. Nu gælder det om at få budskabet ud. Det er…”

Igen stor latter i den anden ende af Skype-forbindelsen.

”… det er med mine sange, som min gamle lydmand sagde: der er altid et budskab til den opmærksomme lytter.”



LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER


Topfoto: pressefoto, Per Bix

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur