Brød og skuespil - maskotløjer midt i Shakespeare

Steen Blendstrup: Støt nu kulturen også – mennesket lever ikke af brød alene

i Kultur/Scenekunst af
TEATER // KOMMENTAR – I en tid, hvor mange råber på støtte for at overleve, er det ikke underligt, at nogle peger på teatret og siger: ”det er kun for eliten – det skal ikke støttes”. Brød frem for skuespil. Det bygger dog på den – fejlagtige – præmis, at teatret er elitært. Og at vi ikke kan lære at sætte pris på nye ting.

”Det er ikke noget for mig,” hører jeg mange sige om teatret. Men når jeg så spørger, hvad de kender til teater, viser det sig som regel, at deres erfaringer ligger tilbage i folkeskolen med turnéteater i gymnastiksalen. Nogle gange tilbage til børneteater på biblioteket.

Andre siger, at de ikke går i teatret. De fortsætter med at sige, at de godt kunne tænke sig at se Phantom of the Operaigen.

I de seneste måneder (og inden corona-karantænen) har Furesø Kommune lukket teatret Undergrunden og Kolding Kommune har lukket Mungo Park Kolding. Uanset, hvad pengene skal bruges til, er det karakteristisk, at begrundelsen for at skære netop på teatret begge steder er, at det er for en lille elite.

Dyrt eller elitært?

Noget teater er slet ikke støttet eller modtager kun begrænset støtte. Alligevel klarer det sig på kommercielle vilkår og sælger billetter til mange hundrede kroner stykket.

Lad dog teatrene spille nogle flere musicals, hvis det nu er det, de kan leve af

Andet teater bliver støttet på alle mulige måder, så publikum kun dækker 25-30 % af omkostningerne ved den enkelte forestilling. Her kan man til gengæld – ved kombination af ungdoms- og grupperabat – gå i teatret for mindre, end det koster at gå i biografen.

Spørgsmålet er, efter hvilken målestok vi definerer elitært. Billetter til de populære musicals kan hurtigt sluge månedens budget til fornøjelser. For mange er de helt uden for rækkevidde. Men det er næppe et problem for eliten. Det støttede teater kan på den anden side tilbyde billetter, der er råd til på et SU-budget.

Grænser for kommercielt teater

Lad falde, hvad ej kan stå, vil nogen sige. Og lad dog teatrene spille nogle flere musicals, hvis det nu er det, de kan leve af.

Men det er lige det, de ikke kan.

Prinsen af Egypten
Kassesuccesen udeblev, da Fredericia Teater overførte sine store musicals til København. Foto: Søren Malmose

Nok betød corona-aflysningen af Shu-bi-dua the Musical dødsstødet til Fredericia Teater, men krisen stod allerede i fuldt flor. De to store genopsætninger af Prinsen af Egypten og Tarzan – the Musical i København havde skuffet ved billetlugen.

Netop med de høje billetpriser til de populære musicals er det indlysende, at der er et mætningspunkt for det publikum, der nu er til denne type teater. Det er ikke en hane, der kan skrues op for i det uendelige.

De fælles goder

Hvad det støttede teater angår, så er det jo et fælles gode. Ligesom offentlig transport er det.

Ja, vi antager, at det er mennesker med lav indkomst og uden egen bil, der benytter offentlig transport. Men vi kan lige så godt sige, at trafikselskaberne modtager støtte, selv om det kun er en ”elite”, der benytter sig af busser og tog.

Det korrekte billede er selvfølgelig, at det både er kontanthjælps-modtageren og universitets-professoren, der tager metroen. Pointen med de fælles goder er, at vi kan tage del i dem eller lade være, som vi nu har lyst. Der er ikke nogen, der bliver udelukket.

Shakespeare kan også få en tur i opdateringsmaskinen som i Betty Nansen Teatrets En skærsommernatsdrøm, og Dickens’ Et juleeventyr på Nørrebro Teater var en komisk tour de force

Der er bare ikke nogen, der siger om bussen, at ”det er ikke noget for mig”. Medmindre de har prøvet det og oplevet, at de blev køresyge. Der er sjældent nogen, der mener, at offentlig transport ikke er for dem, men at metroen, den vil de gerne prøve – igen.

Smag for teater

Jeg tror, de fleste har en erindring om alle de ting, som de ikke ville spise, da de var børn, men som de nu elsker. Jeg er ret sikker på, at mange til den oplevelse kan tilføje, ”da jeg først havde smagt det”.

Teater opfattes hovedsagelig som ”elitært” og ”ikke noget for mig”, når vi ikke har stiftet bekendtskab med det. For teatret er mangfoldigt og strækker sig fra græske klassikere over eksperimenterende teater til komedie og farce. For slet ikke at nævne anden scenekunst som opera og ballet.

Hun fik chancen for at tage del i et fælles gode

Men den græske tragedie kan sagtens moderniseres til aktuelt drama med flotte masseoptrin og dans som i De asylsøgende kvinder på Edison. Shakespeare kan også få en tur i opdateringsmaskinen som i Betty Nansen Teatrets En skærsommernatsdrøm. Og Dickens’ Et juleeventyr på Nørrebro Teater var en komisk tour de force.

Mungo Park i Allerød (der ikke bliver lukket af sin kommune), satser bevidst på at lave nyskrevet teater netop til et ungt publikum. Uden at det nødvendigvis skal handle om unge. Aveny-T gør nogenlunde det samme både med et populært materiale som Skam og med ny dramatik som Klædt af.

Set med en 16-årigs øjne

Netop på Aveny-T har jeg siddet med en 16-årig, der aldrig før havde været i teatret, men som her oplevede Skam på en helt ny og overvældende måde. Hun var begejstret og uden forbehold klar til mere. Hun fik chancen for at tage del i et fælles gode.

Skam
Med Skam som teater har Aveny-T fået fat i et ungt publikum . I en sådan grad, at det omvendte en 16-årig til teater-fan. Nikolaj Groth og Lue Støvelbæk. Foto Zuhal Kocan

Nå ja – den gamle teateranmelder her måtte også overgive sig fuldstændig til La Boheme på Østre Gasværk, selv om jeg uden opera-forkundskaber afstod fra at give stjerner. Der er en første gang for alting.

Så netop her efter corona-karantænen, som har kostet mange teatre mange penge, kunne jeg godt forestille mig, at man anlagde en anden indfaldsvinkel til støtten. De nuværende støtteordninger skal naturligvis fortsætte, men lad os investere i, at gøre teatret for alle.

Et lille tilskud med stor effekt

Lad os give alle unge et klippekort til tre teaterforestillinger om året – til de forestillinger og de billetter, der allerede på nuværende tidspunkt modtager støtte til denne målgruppe.

Det ville give teatrene et ekstra publikum og en billetindtægt – men kun for det begrænsede beløb som ungdomsbilletterne normalt koster.

Ordningen ville befri en masse lærere i folkeskolen, på gymnasierne og andre ungdomsuddannelser for en masse bekymringer om, hvorvidt skolen vil betale eller deres elever kan betale for en teatertur, som har relevans for undervisningen.

Det vil give en masse unge muligheden for impulsivt at vælge at gå i teatret med vennerne. Eller vælge ikke at tage imod denne gave, naturligvis. Der er også folk, der vælger ikke at læse bøger, selv om de har lært at læse.

Brød OG skuespil

Overordnet vil resultatet dog blive, at en generation af unge – især hvis dette målrettede tilskud fortsætter nogle år (gerne mange) – resten af livet vil kunne vælge et fælles gode til eller fra, fordi de ved, hvad det er. Før de siger, at ”det er ikke noget for mig”.

Naturligvis er det nemmere at udnytte det tilbud i København og de større byer. Men hvis en ungdomsordning som den skitserede lever i en længere årrække, så vil den også skabe basis for en helt anden turnévirksomhed, hvor netop spændende, nyt ungdomsteater vil komme på landevejen. Nu er publikum der jo.

Hvis jeg skal vælge mellem brød og skuespil, så kommer brødet nok i første række. Brød på bordet, tag over hovedet, sundhedsordninger. Men når det er sagt, så lever mennesket ikke af brød alene.


Coverfoto: Det ligner en sketch fra cirkusrevyen, men det er Peter Plaugborg, Niels Ellegaard og Mikkel Arndt som maskot-skuespillere, der er plumpet ned i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret. Fotograf: Emilia Therese

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur