KRIG I GAZA // ANALYSE – Efter at våbenhvileforhandlingerne mellem Israel og Hamas ikke førte til et gennembrud mandag i Cairo, hænger det hele i en tynd tråd. Joe Biden kalder det stadig den bedste og formentlig også sidste chance for at slutte Gazakrigen, men holdningen hos Netanyahu-regeringen og Hamas skaber dyb tvivl om, hvorvidt fred overhovedet er muligt.
TEL AVIV – Onsdag morgen affyrede den shiamuslimske Hizbollah-milits et stort antal raketter mod det nordlige Israel og Golanhøjderne. Det fulgte efter, at Israel tidligere på natten havde bombet et af bevægelsens våbenlagre i Bekaadalen, 100 kilometer nord for den israelsk-libanesiske grænse. Tirsdag sendte Hizbollah 135 droner og raketter mod Israel efter et tilsvarende israelsk angreb på et andet våbendepot.
Møderne startede i Doha i sidste uge, og mandag gik parterne endnu en gang fra hinanden efter at have gjort et nyt forsøg i Cairo
Ikke desto mindre taler præsident Biden i optimistiske toner om våbenhvileforhandlingerne, der har til hensigt at lægge låg over Gazakrigen og dermed også nedtone de forskellige konflikter, der kører i store dele af regionen.
Med USA, Egypten og Qatar som mæglere startede møderne i Doha i sidste uge, og mandag gik parterne endnu en gang fra hinanden efter at have gjort et nyt forsøg i Cairo. Det ligger i luften, at forhandlingerne vil fortsætte, men ingen kan sige, hvornår og under hvilke former det vil ske.
Philadelphi-korridoren
Der slipper heller ikke meget ud om, hvad Biden bygger sin tilsyneladende optimisme på.
Mandag besøgte den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken Jerusalem, hvor han blandt andet mødte Netanyahu. Efterfølgende forlød det, at den israelske leder ser positivt på de ændringer, amerikanerne har fremlagt for at få parterne til at enes om en våbenhvileaftale.
Hvad disse ændringer indebærer, står dog ikke helt klart, og efter mødet sagde Netanyahu blot, at der er punkter, hvor Israel er i stand til at vise fleksibilitet, mens det på andre punkter er udelukket.
Hamas på Gazastriben stiller sig fortsat afvisende over for planen, som man mener i alt for høj grad tilgodeser israelske interesser.
Et af kernepunkterne er de resterende 112 israelske gidsler, som endnu befinder sig i Hamas’ varetægt på Gazastriben. Fra israelsk side er det et ultimativt krav, at gidslerne bliver løsladt som noget af det første i forbindelse med en våbenhvile.
Over for dette kræver Hamas, at en våbenhvile fører til komplet israelsk tilbagetrækning fra hele Gazastriben, og det er her, Netanyahus vilje til fleksibilitet slutter. En delvis tilbagetrækning kan muligvis godt finde sted, og dette ligger formentlig også i amerikanernes reviderede plan.
Men her står eksempelvis den såkaldte Philadelphi-korridor som et punkt, hvor begge parter står stejlt afvisende.
Korridoren er en smal stribe land langs den 12 kilometer lange grænse mellem Gazastriben og Egypten. I løbet af sommeren tog israelerne kontrollen over denne del i Gazastriben med den begrundelse, at man dermed kan lukke de smuglertunneller, som Hamas og de øvrige væbnede grupper anvender til at importere våben.
Egypten svarede ved at lukke grænseovergangen ved Rafah, som er en af kanalerne til at føre humanitær hjælp ind på Gazastriben. Om den aktuelle amerikanske våbenhvileplan vides det, at israelerne skal have lov til at bevare kontrollen over Philadelphi, hvilket for Hamas har været en vægtig grund til slet ikke at møde op til forhandlingerne, hverken i Doha eller Cairo.
Som mæglere står også egypterne tøvende, idet de mener, at den humanitære hjælp skal kunne komme ind på Gazastriben som et direkte samarbejde mellem egyptiske og palæstinensiske myndigheder, og altså uden israelsk mellemkomst.
Netanyahus dagsorden
Dette er nok forklaringen på, at konfliktbilledet kun viser tegn på at eskalere, mens våbenhvileforhandlingerne har stået på, og muligvis vil fortsætte.
Iran, som er en af hovedaktørerne i regionen, har indtil videre holdt igen med den dramatiske gengældelse, som styret i Teheran stillede i udsigt efter likvideringen den 31. juli af Hamas-lederen Ismail Haniyeh, mens denne opholdt sig i den iranske hovedstad.
Teheran har tilsyneladende givet sin libanesiske proxy, Hizbollah, ordre til at opretholde presset på israelerne, uden at det kammer over i decideret krig
Derfra lyder det, at der ikke kommer nogen massiv gengældelse, hvis det lykkes at få trukket en våbenhvile i Gaza i land. Men for dog at antyde, hvad der kan være i vente i tilfælde af et sammenbrud i forhandlingerne, har Teheran tilsyneladende givet sin libanesiske proxy, Hizbollah, ordre til at opretholde presset på israelerne, uden at det kammer over i decideret krig.
På Gazastriben ser man det samme mønster. Tirsdag rykkede en israelsk enhed ind i Khan Younis på Gazastriben i en såkaldt nålestiksoperation, og sent søndag aften detonerede en bombe i det sydlige Tel Aviv.
Hamas tog ansvaret for angrebet, som formodes at have været en selvmordsbombe, der ved et uheld sprang i utide. Kun gerningsmanden, en palæstinenser fra Vestbredden, omkom. Dette giver samtidig et tydeligt fingerpeg om, at de igangværende forhandlinger nok ikke har fået Netanyahu til at omprioritere sin personlige dagsorden.
”Den første sag på dagsordenen er at eliminere Hamas og sikre sejren,” sagde Netanyahu tirsdag på et møde, der blandt andet omfattede gruppen Tikva Forum. Det er en sammenslutning af pårørende til gidsler, der placerer sig på den nationale højrefløj og har den holdning, at gidslerne er et nationalt anliggende.
Netanyahu tilføjede, at regeringen samtidig gør sit yderste for at sikre gidslernes frigivelse, og at dette skal maksimeres i aftalens første fase. ”Jeg siger klart og tydeligt, at det er et mål, jeg har sat mig. Men det andet element er at bevare vores strategiske sikkerhedsfordele over for et betydeligt pres hjemme og fra udlandet, og det lykkes vi med.”
I hans ord ligger det selvmodsigende budskab, som Netanyahu hele tiden har lagt for dagen. Han siger, at han naturligvis ønsker en gidselaftale, men at han ser krigens fortsættelse som den eneste vej frem. Han satser på at kunne redde sin vaklende regering ved at komme ud af krisen med en endegyldig sejr over Hamas.
Netanyahu fastholder stædigt sit mål, og derfor ønsker han dybest set ikke nogen våbenhvileaftale
Ifølge israelsk presse søger et stigende antal af hans egne rådgivere at overbevise Netanyahu om, at dette mål er illusorisk, men han fastholder stædigt sit mål, og derfor ønsker han dybest set ikke nogen våbenhvileaftale.
Amir Tibon, som er analytiker ved dagbladet Haaretz, argumenterer ligefrem for, at Netanyahu satser på, at Donald Trump løber med sejren ved det amerikanske præsidentvalg den 5. november.
Trump formodes at ville være langt mindre kritisk over for den israelske krigsførelse, og ikke mindst vil han heller ikke protestere over for Netanyahu-regeringens bestræbelser på at underminere det israelske demokrati, hvilket var på dagsordenen i hele 2023 og fortsætter i ly af krigen.
Efter denne tankegang vil et sammenbrud i våbenhvileforhandlingerne kunne skade Demokraterne i valgkampen og altså øge Trumps chancer for gevinst.
Sinwar er dødsdømt
Den samme form for kynisme ser man aktuelt hos Yahya Sinwar, der overraskende blev valgt som ny Hamas-chef efter likvideringen af Haniyeh. Denne var langt mere indstillet på forhandlinger end Sinwar, der sandsynligvis befinder sig et sted i tunnelsystemet under Khan Younis.
Sinwar er af en helt anden støbning. Han går tydeligvis ind for en ubønhørlig fortsættelse af krigen, og derfor er han helt kompromisløs i sine krav til en våbenhvile, som han efter alt at dømme slet ikke er interesseret i.
Gennem de seneste par måneder har israelerne lagt taktikken om, så man nu går efter lederne i både Hamas og Hizbollah.
Fra israelsk side lød begrundelsen for angrebet på Al Tabeen skolen den 11. august, at man dermed ramte et kommandocenter, hvor chefen for Hamas’ efterretningstjeneste befandt sig, og likvideringen af Haniyeh og Fuad Shukr, den næstkommanderende i Hizbollah i Beirut, er et par lysende eksempler på dette.
Sinwar må derfor til fulde være klar over, at det kun er et spørgsmål om tid, før israelerne finder ham og gør det af med ham. Da han er manden, der var hovedarkitekten bag Hamas’ blodige terrorangreb den 7. oktober sidste år, tyder meget på, at han ikke har opgivet sit messianske projekt, nemlig at angrebet skulle sætte hele regionen i brand.
Storbranden er ikke kommet. Store dele af Mellemøsten synes at balancere på kanten af krigen, men indtil videre holder Iran og Hizbollah igen. Ingen synes for alvor at have nogen interesse i en stor regional krig, men på den anden side vil en våbenhvile, som ikke kan betragtes som en total sejr for Sinwar, være et nederlag. Og på det personlige plan vil en våbenhvile ikke på nogen måde være en livsforsikring.
Det kom som et alvorligt slag for Netanyahu, at en israelsk enhed i denne uge fandt og evakuerede ligene af seks gidsler i en tunnel
Over hele regionen hænger derfor en atmosfære af minimale udsigter til en udsigtsløs våbenhvile.
Hvis det mod alle odds lykkes at sætte en aftale sammen, vil den nødvendigvis skulle hvile på en række kompromisser, som hverken Netanyahu-regeringen eller Hamas lige nu synes at være indstillet på.
Det kom som et alvorligt slag for Netanyahu, at en israelsk enhed i denne uge fandt og evakuerede ligene af seks gidsler i en tunnel. De havde hidtil været formodet at være i live, men blev nu fundet et sted under Khan Younis.
Denne seneste udvikling har sat nyt liv i de folkelige protester mod Netanyahu-regeringen. De har holdt en forholdsvis lav profil i forbindelse med det nye forsøg i Doha og Cairo på at finde frem til en våbenhvile, men nu er de på gaden igen med et konkret budskab om, at Netanyahus politik er forfejlet, og at han derfor skal fjernes fra magten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
