Danmark svigter sine småbørn med tomme ord om fri leg

i Børn & unge/Debat af

BØRNEHAVER // KOMMENTAR – Børn, der er mellem 3-5 år gamle kan ikke og skal ikke have “ansvar for egen læring”. Det er en avanceret form for omsorgssvigt, hvor kun de ressourcestærke, sociale og selvsikre børn kan komme til. Børnehaverne i Danmark ville vinde med mere struktur og styring og langt mindre “fri leg”, der er et af de mest overvurderede koncepter i småbørnsbogen. Det mener Annegrethe Rasmussen, der har haft børn i både dansk, norsk, amerikansk og fransk børnehave. Det er ikke den danske variant, der vinder, skriver hun, efter at have set TV2 Dokumentar, der viser, hvor lidt ordentlig kontakt med voksne, børnene har og hvor meget, de er overladt til sig selv. 

Min plan fredag var egentlig at skrive en kommentar om, at politikeren Beto O’Rourke fra Texas har trukket sig fra det demokratiske primærvalg. O’Rourke er nok kun kendt i Danmark blandt de få, som følger amerikansk politik tæt, men i USA havde mange tårnhøje forventninger til ham i foråret, efter at den unge politiker sensationelt havde været tæt på at slå veteranen, republikanske Ted Cruz under sidste års midtvejsvalg.

Jeg skrev også et beundrende portræt, som man kan læse her.

Men så skete det, som jeg tror, ofte hænder for mange moderne mennesker: jeg blev grebet af en debat på sociale medier og det ene opslag førte til det næste.

Som mor til fire bliver man måske lidt mentalt hudløs. Men jeg kan forsikre om, at hvis mine børn havde været i den situation, som man ser den lille Merle i dagen lang, ville jeg ikke have tøvet med at tage dem ud af institutionen øjeblikkeligt

Diskussionen handlede om en dokumentar, som TV2 har bragt ved navn ” ‘Eksperimentet med vores børn’. Eksperimentet, som der henvises til i titlen er det velkendte i det danske, nemlig at langt de fleste danske børn fra de er omkring 10 måneder bruger det meste af deres vågne hverdag i daginstitution.

I programmet vises optagelser af en tre år gammel pige, Merle, fra hun bliver afleveret i den nordjyske børnehave Markvænget af sin far om morgenen til hun bliver hentet igen.

Målet med optagelserne er at dokumentere, hvor meget voksenkontakt, den lille pige får over en dag – og hvilken type kontakt, der er tale om; der er forskel på at parere ordrer, som f.eks. ”sæt dig der”, eller ”spis din mad” og så en samtale, hvor den voksne har øjenkontakt med barnet og giver sig tid til at lytte og svare tilbage.

 

TV2 har lagt bidder af udsendelsen ud og selvom de ikke er af en karakter, som den sensationelle udsendelse ‘Daginstitutioner bag facaden’ fra foråret, hvor TV2 via optagelser med skjult kamera kunne dokumentere decideret omsorgssvigt i en vuggestue i København, så var videostumperne så rystende for mig, at jeg ikke kunne ryste dem af mig igen.

Som mor til fire bliver man måske lidt hudløs. Men jeg kan forsikre om, at hvis mine børn havde været i den situation, som man ser den lille Merle i dagen lang, ville jeg ikke have tøvet med at tage dem ud af institutionen øjeblikkeligt.

Lad mig bare skære det ud i pap. Det er ikke bare ”ikke helt godt nok”. Det er totalt rystende og ringe

Vi ser groft sagt et fuldkomment ensomt lille barn, der med sin dukke i hånden (som hun har med om morgenen) mest vandrer rundt mellem andre børn og betragter dem; en del af tiden er hun helt alene, en enkelt gang smider en gruppe drenge hende simpelthen ud af et rum, hvor de ikke vil have hende.

Ud af de i alt 17 minutter over en hel dag, hvor Merle har god voksenkontakt, stammer de 12 minutter fra højtlæsning af en bog. F.eks. er hun stort set alene hele formiddagen.

Merle går lidt fortabt rundt alene det meste af formiddagen. Foto: TV2 – fra optagelserne.

Udover Merle medvirker også et andet barn, som blev optaget samme dag; en tosproget dreng ved navn Artem, og ud af hans dag i institutionen, der løb op i syv timer og otte minutter, fik den lille dreng i alt seks minutters såkaldt ”udviklende voksenkontakt.”

Og det er, som veteranen indenfor dansk spædbørns- og barnepleje, lektor i psykologi Grethe Kragh-Müller fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, der også medvirker i dokumentaren, siger til Tv2 rigtignok både “forskrækkende” og ”problematisk”.

Lederen af institutionen vises der også et klip med. Hun er ikke tilfreds, medgiver hun, og hun siger også, at hun ellers troede, at de have sådan en fin struktur i børnehaven med “nogle rigtig dygtige medarbejdere”, men så “lykkedes det ikke helt”:

 

Men lad mig bare skære det ud i pap. Det er ikke et spørgsmål om”ikke helt at lykkes”. ‘

Det er rystende og ringe og Merle er det bedste eksempel.

Der er flere grunde til elendigheden end det standardsvar i pædagogkredse og på venstrefløjen, som handler om, at der skal flere penge til. Svaret hedder struktur

Og der er flere grunde til elendigheden end det standardsvar i pædagogkredse og på venstrefløjen, som handler om, at der skal flere penge til.

Det er strukturen, den er gal med

Lad mig straks sige, at det vil naturligvis hjælpe med flere ressourcer. Fint nok.

Men det, der for mig, virkelig skærer i øjnene, er den eklatante mangel på struktur, som man kan se i optagelserne.

Merle på tre år er et af to børn, som TV 2 har fulgt i en daginstitution i Jylland. Foto: Dokumentarkompagniet / TV 2

Så små børn skal ikke have ansvaret for eget samvær (ligesom det også er verdens fedeste og dovne løgn, at skoleelever kan have ”ansvar for egen læring”). Det er ikke små børns eget ansvar, hvad de laver i børnehaven. Det er heller ikke dem, der skal strukturere ”fri leg” i timevis eller selv beslutte, hvem der skal eller må være inde i et rum.

Det er meget simpelt: det er de voksnes opgave.

Og her har jeg en nyhed til de mange i Danmark, som mener, at den opgave ikke kan løses uden mange flere ressourcer (Tv2 har iøvrigt tidligere gjort opmærksom på, at normeringen har ligget forholdsvis stabilt fra 2015 til 2017).

Ja, det er naturligvis lettere at løse sin opgave, hvis man er flere om den. Men det vil ikke hjælpe det store, med mindre man samtidig erhverver sig en radikalt anden tilgang til, hvad man skal lave i en børnehave for at undgå at svigte de mere stille og søgende børn.

Ikke kadaverdisciplin, ikke skældud eller bidske ordrer. Men om stabile rammer, orden, ro, respekt for de voksne og opgaver, der veksler i et formelt skema ligesom den slags, man har i skolen

Svaret hedder struktur.

Og nej, jeg taler ikke om kadaverdisciplin, ikke skældud eller bidske ordrer. Men om stabile rammer, orden, ro, respekt for de voksne og opgaver, der veksler i et formelt skema ligesom den slags, man har i skolen.

”Men”, hører jeg alle mine frisindede antiautoritære venner protestere, ”det er de da alt for små til. Det er synd, de skal have lov til at lege og slappe af”.’

Til det siger jeg, ”vel skal de ej hele tiden – de skal også lege, men hvis de ikke laver andet det meste af tiden, hersker små børns ubarmhjertige junglelov.”

Merle i gang med selv at lege. Foto: Dokumentarkompagniet / TV 2

Jeg har fire børn, hvor mit ældste har gået i dansk børnehave, en i norsk og to i fransk ’maternelle’.

I den danske børnehave ville det have været fuldkommen utænkeligt, at et barn havde kunnet få lov til at tulle rundt så fortabt som Merle i optagelserne. Det var et hyggeligt sted, men det var de stærkeste børn, der havde venner med sig i forvejen – typisk fra deres nærområde eller tidligere vuggestue – som havde det bedst.

Børnene løb rundt udenfor og legede, mens pædagogerne sad og drak kaffe i solen. Der var kage. Der var også hygge ved jul og påske – der var højtlæsning og musik

Og også i den børnehave var der rigtig megen tid, hvor pædagogerne blot sad og overvågede børnene. Om sommeren så det hyggeligt ud – helt sikkert. Børnene løb rundt udenfor og legede, mens pædagogerne sad og drak kaffe i solen. Der var kage. Der var også hygge ved jul og påske – der var højtlæsning og musik.

Men der var ingen plan.

Jeg så mange børn, også i den børnehave, som ingen venner havde. De gik netop rundt og så fortabte ud.

Og da Heidi, vores families yndlingspædagog, kom tilbage fra sin egen barsel, var noget af det første, Heidi sagde til mig, at ”det er jo først nu, jeg forstår, hvorfor børnene er så kede af det, når deres forældre går. Jeg syntes jo egentlig før, at de bare skulle tage sig sammen og stoppe med at græde. Det er noget helt andet nu, hvor jeg selv har en baby.”

Den franske børnehave var præget af ro, respekt og kvalitet

Mine tre drenge har som nævnt gået i hhv. norsk og fransk børnehave. Og jeg skal lige love for, at systemet var et andet.

Der var i begge systemer ophængte skemaer (der er der i øvrigt også i britiske og amerikanske børnehaver), der time for time fortalte forældrene, hvad barnet lavede den dag. Der var megen udetid (mest i den norske børnehave), men det var ikke tilfældigt, hvad der skete.

Og jeg har aldrig nogensinde set pædagoger (i det franske hedder de så lærere) arbejde hårdere. Det ville sikkert være i strid med alle regler i Danmark, men de arbejdede fra morgen til aften non stop. De spiste sammen med børnene, og jeg har aldrig overværet dem i en situation, hvor de bare drak kaffe eller slappede af. De var hele tiden.

Der var aldrig ballade. Børnene gjorde simpelt hen alle, hvad læreren sagde. Hele tiden. Jeg spurgte en gang, hvordan det dog kunne lade sig gøre. Mme Xavier trak på skuldrene og sagde noget om, at det jo ikke kunne lade sig gøre uden lige rækker på fortovet og ro i klassen

I børnehaven i Paris var der to lærere (pædagoger) og én medhjælper til 30 børn. De besøgte kunstudstillinger, de sang, de lærte at tegne og male og skrive alle bogstaverne, de besøgte bondegårde, de dansede, lavede teater og var i parken to gange en time om dagen.

Og noget, jeg var fuld af dyb beundring for, var, at der aldrig var ballade. Børnene gjorde simpelt hen alle, hvad læreren sagde. Hele tiden. Når de var på tur, bad børnehaven ofte om, at der var en forælder med – trafiksikkerheden var en begrundelse, husker jeg.

De par gange jeg meldte mig, måbede jeg over effektiviteten. Jeg spurgte også en enkelt gang, hvordan det dog kunne lade sig gøre. Mme Xavier trak på skuldrene og sagde noget om, at det jo ikke kunne lade sig gøre uden lige rækker på fortovet og ro i klassen. Det skal også siges, at lokalet var noget mindre end det, der bliver danske børnehavebørn til del.

Mine børn var glade for deres børnehave. De havde venner. De trivedes (og fik i øvrigt skøn varm mad hver dag med forret, hovedret, dessert og vand – lavet af en fransk chef, der hængte menukortet op udenfor døren til børnehaven hver dag.

Børn skal aldrig overlades til sig selv, når de er så små. De skal ikke selv styre, hvad de laver. Men det kræver nogle voksne, der ved præcist, hvad de vil, og det kræver en anden pædagogisk tilgang til småbørnspædagogik

Som forælder afleverede man dem udenfor døren – man kunne ikke gå indenfor (hvilket jeg protesterede mod som den dansker, jeg nu er. Jeg ville da se mit barns børnehave, men det var de ikke meget for på skolen. ”Der er jo ikke plads til, at alle forældre kommer indenfor,” lød det, for man afleverede nemlig sine poder udenfor, og så marcherede de ind i en række, når kl. var 08:30.

Børn skal ikke overlades til sig selv

Pointen er enkel: børn skal for det første aldrig overlades til sig selv, når de er så små.

De skal ikke selv styre, hvad de laver.

Men det kræver nogle voksne, der ved præcist, hvad de vil og det kræver en anden pædagogisk tilgang til småbørnspædagogik. Det rækker ikke at vride hænderne og skubbe aben videre.

Danmark svigter sine børn med det nuværende system.


Topbillede: Merle bliver afleveret af sin far om morgenen – hun har sin dukke med i børnehave. Foto: Dokumentarkompagniet / TV 2

Læs mere: TV2 Nyheder

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Børn & unge

Endelige svar #110

ESSAYSERIE – “’Vi har modtaget din klage fra borgmesteren og genvurderet…’ og