Psykologen og forfatteren Svend Brinkmann er udkommet med en ny bog, kaldet “Ståsteder”. Sammen med filosofferne tager professor Brinkmann os i hånden og udpeger de små oaser på livets sti, der kunne give os meningen tilbage. Det er en bog, der skal tygges på, og som man kan springe rundt i, og hvor man kan læse om de emner, man finder mest interessante.
Brinkmann behøver ikke en nærmere introduktion, for han blev et fænomen fra den ene dag til den anden, da hans bog ”Stå Fast” udkom i 2014. Med sin ironiske distance til tidens udviklingstvang delte bogen de fagprofessionelle vande, og det er vel ikke for meget at påstå, at han ikke kun fik en masse nye venner, men også en del fjender. Specielt i egne fagkredse.
Der blev rystet på hovedet af hans humoristiske tilgang i en 7-trinsguide. For ikke alle fattede hans sarkasme og tog budskaberne ret så bogstaveligt. Skulle vi nu til ikke at mærke efter og fyre vore coaches?
Han blev med et en mediedarling, der ligesom vejrudsigten, daglig tordnede frem for at give en prognose for vores sjæls tilstand, når samfundets vinde blæste, som de gjorde. Han har administreret sin popularitet klogt og køligt. Med sin uundværlige blå dynejakke og sit velfriserede ydre, som man ikke skal tage fejl af, udviser han en ro og tålmodighed, og ikke mindst en evne til at stå fast på sine pointer, til de er forstået, som de var intenderede. Det kun kan indgyde respekt.
Han er en person, nogle elsker at misforstå, og man kan være enig eller uenig med ham, men han er en mand, for hvem sandheden ligger i nuancen. Det har han ved flere lejligheder bevist, når han har skullet forklare, hvorfor vi ikke skulle ‘mærke efter’, droppe selvhjælpsbøgerne, tage nej-hatten på eller undertrykke vores følelser.
Det er ikke en skam at provokere, når det åbner for muligheden for en væsentlig debat, hvor provokatøren selv står for nuancen, sagligheden og ikke mindst soberheden i debatten. Det er et eksempel, mange med holdninger kunne lære noget af.
Brinkmann er nu kommet med en ny bog, som hedder ”Ståsteder”. Og, som han skriver i forordet, er den en helt selvstændig udgivelse. Den kan dog også ses som en opfølgning på alle tiders bestseller, ”Stå Fast”, og hans forberedelser til radioprogramserien ”Rosenkjærforedragene” på P1. At bogen læner sig op ad netop disse foredrag giver mening. For selv om Rosenkjærforedragene netop er en konsekvens af en formidlingspris, hvor vinderen har formået at gøre svært tilgængeligt videnskabelig stof til hver mands eje, er hans bog ikke sådan lige at gå til. Den skal læses siddende.
Jeg kan kun anbefale, at man som Brinkmann selv antyder i indledningen, ikke nødvendigvis læser bogen ubrudt fra begyndelsen til enden, men at man springer rundt og læser de ideer, man finder mest interessante. Det er ikke alle bøger, der hverken kan eller skal sluges, nogen skal tygges, og den her skal tygges de 37 gange, som man anbefaler, når noget skal fordøjes ordentligt. Det skal den også, fordi det er en vigtig og begavet bog, som er til at få forstand af. Man kan diskutere om ”Ståsteder” er et velvalificeret bud på en selvhjælpsbog eller en overskuelig indførelse til filosofien. Måske er den begge dele?
For Brinkmann er den nye bog et svar på de uforløste spørgsmål, man sad tilbage med efter hans hit, ”Stå Fast”. For hvis vi skal stå fast, hvad er så værd at stå fast på? Søger man de svar, får man, hvad man er kommet efter. Man kan være enig eller uenig i Brinkmans betragtninger, men med tourguides som Aristoteles, Kant, Nietzsche, Kierkegaard, Løgstrup m.fl. giver Brinkmann et begavet og kvalificeret bud, ikke bare på et godt liv, men et liv som det, ifølge ham, burde leves. Med ståsteder som ”det gode”, ”værdigheden”, ”løftet”, ”selvet”, ”sandheden”, ”ansvaret”, ”kærligheden”, ”tilgivelsen”, ”friheden”, og ”døden” tager Brinkmann os, sammen med filosofferne, i hånden og udpeger de små oaser på livets sti, der kunne give os meningen tilbage.
Brinkmann er psykolog og professor inden for sit fag. Selvom jeg er bekendt med hans kærlighed til filosofien, undrede det mig alligevel, at han valgte at bruge filosoffer og ikke kolleger, der dog tæller mange med lige så kvalificerede bud på et godt liv.
Det lod mig tilbage med det spørgsmål, om psykologien overhovedet kan hjælpe os til et bedre liv, eller om den udelukkende er et produkt til skadesminimering af den instrumentalisering, der præger det moderne samfund?
Brinkmann svarer: ”Ja, det mener jeg, at vi kan se i både teori og praksis. Som jeg kan vurdere det, har en del af psykologien desværre bidraget til tidens problemer med individualisering og instrumentalisering, men heldigvis findes der former for psykologi, som tager udgangspunkt i mennesket som et socialt, forbundet og forpligtet væsen. Forskellige former for community psykologi, feministisk psykologi, eksistentielt og fænomenologisk orienteret psykologi kan nævnes, og der er mange flere, men desværre er disse tilgange næppe dominerende i psykologien som sådan”.
Der er gang i noget råddent i Danmark
Overordnet må man sige, at Brinkmanns nye bog er et direkte og frontalt angreb på instrumentaliseringen i vores samfund. Det, at udnytte eller bruge noget som et instrument i en bestemt sammenhæng. Det handler om, at alt, hvad vi gør, skal have en nytteværdi. Det modsatte kunne være at gøre noget med det ene formål at anerkende, at det kunne have et formål i sig selv. Brinkman nævner selv eksempler som; ”mest sundhed for pengene”, ”mest miljø for pengene” eller ”mest læring for pengene”. Vi skal altså ikke lære for at lære, men fordi det tjener et andet formål. Det vil sige, at eleverne bliver instrumenter for en ideologi i form af ”konkurrencesoldater” og ikke selvstændige tænkende individer.
Jeg spurgte Brinkmann, om det fænomen udspringer fra kapitalismen og markedstænkningen, og om han kunne hjælpe mig til at prøve at få en fornemmelse af, hvad han tænker er den egentlige årsag til, at vi er endt her, hvor instrumentaliseringen hærger?
”I bogens sidste kapitel prøver jeg at formidle Horkheimer og Adornos svar på spørgsmålet fra Oplysningens Dialektik. Det peger på, at instrumentaliseringen er knyttet til modernitetens teknologiske fremskridt og nytteorientering, hvorved vi vinder herredømme over naturen – herunder den menneskelige natur – men til gengæld, desværre, mister et verdensbillede, der har plads til mening, formål og værdi som iboende vores aktiviteter. Denne udvikling er accelereret yderligere i de seneste år med opkomsten af ”konkurrencestaten”, der slet ikke har blik for iboende mening og værdi, men hvor det hele bliver instrumentaliseret. Jeg prøver som modvægt at slå en tone an fra Aristoteles, der omvendt siger, at mennesket er et væsen, der kun kan leve meningsfuldt, hvis det erkender, at nogle aktiviteter har iboende værdi”.
Brinkmann er efter narcissisterne og insister på, at vi skal lade være med at være så optaget af os selv. Han er træt af ”so me” kulturen, og jeg måtte vide om ikke det kunne opfattes lidt urimeligt at klandre den enkelte for at være selvoptaget eller narcissist? Det kommer vel et sted fra og i givet fald hvor?
Vi skal installere skyld i barnet, fordi det er gennem skyld, at barnet bliver til.
”Jo, helt klart,” svarer han og fortsætter:
“Altså selvfølgelig er der en balance, hvor enkeltpersoner måske godt kan klandres for selvoptagethed, men overordnet mener jeg, at vi lider af en form for kulturelt påtvunget tvangsnarcissisme, hvor vi lærer, at vi kun kan blive en ”succes” eller ”den bedste udgave af os selv” og alt det der, ved at være selvoptagede. Menneskeheden har formentlig kun klaret sig evolutionært ved samarbejde – og ikke ved selvoptagethed og konkurrence individerne imellem – så det er sørgeligt, at vi har skabt en kultur, der ser ud til at tvinge os til narcissisme”.
Så i det store billede er det det omkringliggende samfund, der primært bærer ansvaret. Ideologier, hvis teser udelukkende bygger på nytteværdier, bliver paradoksalt nok til fattige samfund. Fattige på kultur, dannelse, fælleskaber, moral og ikke mindst mening. Den kulturelt, og må jeg tilføje, ideologiske, tvangsnarcissisme, udspringer netop som en konsekvens af ideen om, at alle er sin egen lykkes smed.
Vi er den vi er løbende
At det omkringliggende samfund i høj grad er medskabende for den, vi udvikler os til, fritager os ikke som individer fra at tage ansvar. Vi må gå i mod og ikke mindst lade være med at opfatte os selv eller gøre os til redskaber for instrumentaliseringen. Selvet er ingen ressource, der skal optimeres, og bør ikke kapitaliseres af human ressource managers, som Brinkman skriver. Det hjælper Søren Kirkegaard os med at forstå.
Vi skal ikke være selvoptagede, men optagede af at få vores liv igen. Vi skal udvikle dannelse og moral, og det kan vi kun ved at forholde os refleksivt til os selv
Vi skal give de gamle værdier og leveregler nyt liv. Vi skal tilbage til kærligheden uden betingelser. Men vi skal også lære og erkende, når vi selv gør noget forkert. Vi skal kende ret fra vrang og udvikle os til ordentlige og civiliserede mennesker, og vi skal give det videre til vores børn.
“Vi skal installere skyld i barnet, fordi det er gennem skyld, at barnet bliver til”, som Brinkman udtrykker det i et interview i Zetland. Det afstedkom en del voldsomme reaktioner, og jeg måtte da selv lige afslutningsvis høre om hvorfor Brinkmann troede, at folk reagerede så voldsomt på det med, at vi skal til at kunne føle skyld og skam igen?
”Det undrer mig også meget, at folk reagerer så stærkt, når man tematiserer de negative moralske emotioners nødvendighed. Det er jo et helt gængs psykologisk spørgsmål at undersøge, hvorfor mennesket – som det eneste dyr – har evnen til at føle skyld og skam. Og overordnet er svaret formentlig, at det skyldes, at emotionerne er nødvendige i den moralske dannelse, som netop sætter os i stand til at samarbejde i de komplekse menneskelige fællesskaber. At nogen så per automatik tænker på religiøs undertrykkelse eller lignende, kan man måske godt forstå, men det ændrer for mig ikke på disse følelsers grundlæggende antropologiske og moralske betydning,” svarer han.
– ”Men ligefrem at installere?”
“Refleksiv subjektivitet og dermed personen som ansvarlig moralsk aktør, kan kun dannes gennem kendskab til skyld. Det er det, jeg mener med at “installere skylden”. Det er ikke så dramatisk, som det lyder. Den moralske dannelse foregår bl.a. via erfaring med moralske emotioner som f.eks. skyld. Hvis barnet ikke erfarer skyldfølelsen, kan det vanskeligt blive en empatisk moralsk aktør som voksen. Det er ikke tilfældigt, at manglende evne til at føle skyld og skam er diagnostiske kriterier for psykopati. Psykopaten mærker ikke de negative moralske emotioner og kan derfor ikke forstå, hvordan vedkommendes handlinger skader andre. Jeg har skrevet om skylden i et kapitel i bogen “Følelsernes sociologi”, hvor jeg redegør for den omfattende forskning, der demonstrerer, at skyldfølelsen er en moralsk radar”.
”Ståsteder” får 6 ud af 6 stjerner. Det gør den, fordi den er vigtig og et særdeles godt bud på en alternativ måde at leve på. Brinkmann opfordrer os alle til at lade være med at være så forbandet selvoptagede og i stedet begynde at bidrage til fælleskabet. Han slår også et forfriskende slag for det at leve med udgangspunkt i eksistentielle ståsteder og ikke som nyttedyr for en politisk ideologi. Bogen udkommer i slutningen af august.
Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden, 200 sider, udkommer 29. august på Gyldendal Business.
Foto Thomas Milsted.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
