MUSIK//ANMELDELSE – Bruce Springsteens nye album, Letter To You, er længe om at åbne sig, men når det sker, viser det en rigdom af medmenneskelig erkendelse, en dybdegående gennemlysning af muligheden for håb. Jakob Brønnum har hørt det strålende, men på nogle punkter mærkværdigt lavmælte rockalbum.
Letter To You består af en gruppe sange, der ikke som sædvanligt først blev lavet i demoindspilninger, men i stedet indspillet direkte, live i studiet. Springsteen fortæller i et langt, flot interview, hvordan han tidligere har oplevet at blive låst af demoer, og at hans mange eksperimenter, særligt med soloprojekter, har været forsøg på at komme ud af den fastlåsning. Denne gang valgte han en anden vej.
Det er som tidligere sange, der er kommet hurtigt – de ni af dem er skrevet i studiesammenhæng over 7-10 dage i oktober 2019. Tre sange blandt albummets bedste, If I Was the Priest, Janey Needs a Shooter og Song for Orphans er ikke kommet hurtigt til – de stammer fra Springsteens tidligste karriere, men er ikke tidligere hverken indspillet eller udgivet. Indspilningen er sket i løbet af fire dage i november. Den femte dag lyttede de til det, fortæller Springsteen. I hele coronatiden har Springsteen så kunnet finpudse sammen med et par medarbejdere.
Det er et intenst, balladepræget album med adskillige højdepunkter. En del af dem ligger næsten gemt og kommer først gradvist frem. Det er det, der kendetegner en kunstner med stor rutine og meget at sige, at han kan lægge værker til rette, der kun langsomt detonerer og vokser sig større, fremfor at vise sig som flotte klangbilleder, der dækker over et godt skjult tomrum.
Industriarbejdernes musiker
Hvad er Springsteen for en kunstner? Jeg har arbejdet en hel del år med at forklare, vise, sandsynliggøre og formidle for min kone, at Springsteen ikke er den fyr, der står på Born In The USA-omslaget og synger en mandehørmet slagsang med to akkorder, sådan som hun og mange andre mennesker har oplevet det.
Springsteen er en musiker og sangskriver, der blev opdaget af den samme Columbia-producer, John Hammond, der havde fundet Bob Dylan 10-12 år tidligere, og som troede, han havde fundet en ny Dylan. Det havde han også, bare ikke på den måde.
Springsteens første album Greetings From Ashbury Park (1973) lyder tekstmæssigt som Dylan gjorde i midten af 1960’erne, på det andet, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle (1973), afsøger Springsteen sine egne rødder og på det tredje, Born To Run (1975) har han fundet dem.
De to næste album Darkness At The Edge of Town (1978) og The River (1980) viser, på hvilken måde Springsteen er en ny Dylan: Ikke folkesangens, efterkommernes efter de frigjorte slavers og landarbejdernes musiker, men industriarbejdernes musiker. Springsteen synger om de miljøer, vi kender fra Michael Ciminos Vietnam-film Deer Hunter, og de mennesker, der optræder i dem.
Senere har han, ligesom Dylan, lejlighedsvis taget et større ansvar og ladet sig nedsænke i Amerikas historie og talt dens idealer, mismod og drømme frem i en større kontekst.
Den langsomme ballade Janey Needs A Shooter leder tanken tilbage på den dødsmættede melankoli fra side fire på LP-udgaven af dobbeltalbummet The River
Jeg oplever Springsteen, også gennem de omkring 200 livekoncerter, jeg har hørt og genhørt, som et menneske, besjælet af en dyb medmenneskelighed. Det er den, der træder frem som et vandmærke under hele dette strålende, men på nogle punkter mærkværdigt lavmælte rockalbum.
Breve og drømme
Det ny albums titelsang, albummets anden skæring, Letter to you, går imidlertid lige til hjertet. En fem minutter lang, flydende Springsteenballade, som vi kender dem. Albummets afsluttende skæring I’ll See You In My Dreams taler på samme måde med hele dette forbistrede års vilkår, gennem afstand til den enkelte. Nu er det ikke gennem breve, men gennem drømme:
“The road is long and seeming without end
The days go on, I remember you my friend
And though you’re gone and my heart’s been empty it seems
I’ll see you in my dreams”
Det tredje nummer, Burnin’ Train, har en af de klassiske, mere eller mindre enstonige og i hvert fald pentatone og derved u-bluesede, Springsteen-guitarsoloer, som vi ikke har fået så mange af på de senere års album.
Dertil et udmærket B-stykke, ikke helt så labyrintisk og søgende som de gamle albums, storslåede Roy Orbison-inspirerede udflugter ned gennem akkordtrapperne, men ved genlytning alligevel helstøbt og iklædt den kåbe af hammondorgel, der får en til at føle sig hjemme i de liiidt klicheprægede Springsteen-riffs og -fraseringer.
På vej mod rockopera
Den langsomme ballade Janey Needs A Shooter leder tanken tilbage på den dødsmættede melankoli fra side 4 på LP-udgaven af dobbeltalbummet The River, en melankoli, man også kan finde i den dunkle tekst til Burnin’ Train, en slags libido-thanatos-dikotomi, altså den sene Freuds opdagelse af at dødsdriften (thanatos) er ligeså dyb i mennesket som den selvopholdelsesdrift, vi kender som seksualitet (libido).
Last Man Standing, albummet 5. sang forløser de forrige sanges bestræbelser på at skabe et musikalsk rum mellem vers, omkvæd, B-stykke, up-beat og stop-rytme, hvor alle stykkerne er ligeværdige i sammenhængen.
Her møder vi fuldtonet nogle øjeblikke af frigjort musikalsk og menneskelig indsigt, som Springsteen har opnået som kunstner, men det ender alligevel abrupt og tilsyneladende ufuldendt.
Man ville måske i en tid med plads til at gennemarbejde dem med bandet få udfoldet nogle af de ansatser, der peger i retning af rockopera som de to afsluttende numre på A- og B-siden til Born To Run (1975). De stod dengang og altid siden som søjler i Springsteens arbejde. I august 2013, f. eks., udtalte hans manager Jon Landau, at opførelsen af den længste af dem, Jungleland, ved den mere end fire timer lange, komplet vidunderlige rockkoncert i Helsinki, kunne være den mest vellykkede nogensinde.
Men når Springsteen i det fjerde nummer, Janey Needs A Shooter synger om en pige, der hedder Janey, klinger flere andre Janey’er fra tidligere sange med, og man må arbejde sig forbi den oplevelse, der præger dette album, før man kommer ind til kernen af det, at Springsteen genopfører sit eget værk i mange af de nye sange, selvom denne ret beset er blandt de tre, tidligere skrevne.
Der er dog et PS til netop den pointe, der ikke må forbigås: I 2009 afsluttede Springsteen en lang og lykkelig turné i det nordvestlige USA med at opføre hele albums ved de enkelte koncerter, ikke samme album hver gang. Det er ikke sket før på det niveau.
Her er det mest værdifulde, der findes: Et levende menneske med et levende hjerte, sammen med andre levende mennesker
Koncerterne i oktober-november 2009 udgør således et unikt højdepunkt i rockhistorien, hvor kunstneren løfter egne værker op i den klassiske musiks resort, som netop består af bestandigt fornyende genfortolkninger af komponisternes noder.
Derfor bliver det en bleg konstatering, når man siger, at der intet nyt er på dette album, at Springsteen genopfører øjeblikke fra sit eget værk. Og at albummets helt store karaktertræk er, at han blander alle sine egne udtryksformer i et velkendt, varmt og stærkt, musikalsk nærvær.
For det er ikke kun det, han gør. Han går et skridt videre. Han bruger sine idiomer og klangfarver til at tage os ved hånden og lede os ind i en dybere helhed, som ikke er musikkens, men tilværelsen selv. Det har vi allerede set eksempler på i nogle af sangene og vi skal se flere.
Som på det på flere måder ujævne, men dybfølte Wrecking Ball (2012), når Springsteen mod albummets midte og slutning ind i en spiritualitet, der har kendetegnet sanguniverset, i hvert fald siden Devils And Dust (2005), den amerikanske kristendom, der lå under de dybfølte familie- og bryllupsminder på Tunnel of Love (1987). Det er her, vi for alvor forstår, hvor albummet Letter To You er på vej hen.
Vi leder efter en klangbund for den frække, skrydende Springsteen og finder den først, når vi hører den mere ydmyge, visionært tilbagetrukne, endda delvis tilbageskuende, modne, for ikke at sige ældre Springsteen.
Et levende menneske
The Power of Prayer, den sjette skæring, er et eksempel på det. En stille pietistisk sang, der lyder mere af den protestantiske Bible Belt-kristendom end Springsteens egen, kulturelt set rigere katolicisme. À propos genbruget: Klaverriffet, der indleder nummeret, er direkte løftet ud af første halvdel af indledningsriffet til Jungleland, også dengang spillet af pianisten Roy Bittan.
Den syvende af de 12 sange, House of A Thousand Guitars, som virkelig har en poppet tekst, udfolder sig gennem en ikke særlig opsigtsvækkende, men desto mere insisterende følelsesfuldhed.
Sangen handler om fællesskab gennem musikken. Springsteen når i sangens slutning, når en korstemme sætter ind, ind til den eksistentielle formidling af en sangstemme, ikke blot som en stemme, der medvirker i en popsang i hitverdenen, men som noget, der signalerer, at her er det mest værdifulde, der findes: Et levende menneske med et levende hjerte, sammen med andre levende mennesker.
Rainmaker, den ottende skæring, inviterer en klassisk indiansk mytologi ind i kredsen. Dens opbygning mellem den indledende stop-rythm og en vekslen mellem to forskellige udfoldelser af den klassiske rock’n’roll-rundgang, skaber den uforudsigelighed og søgende musiceren, som nogle af de tidligere sange kan savne ved første gennemlytning.
Det niende nummer If I Were A Priest er nok albummets omdrejningspunkt, en poprockballade, hvor den klassiske instrumentering med det flydende hammondorgel understøtter et rytmisk samspil mellem Springsteens vokal og Max Weinbergs trommer, mere lyttende end jeg før har hørt dem.
Nummeret er heldigvis syv minutter langt og forener mange af Springsteens livslange bestræbelser, men det rider også på grænsen til kitsch:
“If Jesus was a sheriff and I were the priest
If my lady was an heiress and my mama was a thief
And Papa rode shotgun for the Fargo line
There’s just too many outlaws
Tryin’ to work the same line.”
Teksten er dog dybere end som så, fordi den relativerer lov-begrebet og forstår – korrekt – Jesusskikkelsen som ”menneskesherif”, men i juridisk forstand outlaw. Teksten er som nævnt skrevet i begyndelsen af karrieren, mens det først er i den seneste del, Springsteen mere åbent har anvendt de bibelske motiver, der ville have virket altmodische i 1970’erne.
Et spadestik dybere
Undervejs i albummet er det således, som om helheden har indfundet sig og albummet fået retning. Det er ikke længere solidariteten med industriarbejderen eller den højtråbende mediekritik, der udgør det kit, der holder sammen på Springsteens sanger-sangskriver univers, det er den kristne-økumeniske (fælleskirkelige) og den alment religiøse sprititualitet, der graver et spadestik dybere og kommer i kontakt med det fællesmenneskelige.
Det er opnået, som antydet, ved hjælp af Springsteens nu klassiske udtryksformer, lige dét langsommere og blottet for vildskab i forhold til, hvordan vi har hørt ham tidligere.
Vi befinder os i Springsteen-territorium på den rigtige måde, altså der, hvor man desværre må erkende, at man er ankommet et sted, man aldrig helt kommer til at forlade igen
Den godt seks minutter lange Songs for Orphans, albummets 11. og næstsidste sang, er et gribende mesterværk. Hvordan den ville have lydt i halvfjerdserne, er ikke godt at vide, men dens tekstunivers er ikke så flimrende, som de ofte var i begyndelsen, og man kan godt se, hvordan den ikke har kunnet passe ind, i hvert fald frem til efter 2000.
Selvom sangene i det store og hele fungerer, som de skal, har det hele alligevel lidt demo-karakter, skønt det også er båret af Springsteens og The E-Street Bands spilleglæde.
Den kamp for at bryde ud af demoernes fastlåsning, som Springsteen beskriver i det omtalte interview, han her har villet undgå, ville have givet albummet en endnu klarere karakter. Der ville have været plads til et uventet instrument eller til nye, nuancerede korsatser eller et uventet guitarsamspil mellem Springsteen og Lofgren eller Little Steven.
Der er en let, men efterhånden mærkbar, klanglig indelukkethed, som formentlig er en konsekvens af den måde, man teknisk skal fange de enkelte instrumenter op på, når man indspiller live i studiet og samtidig vil sikre sig, at man kan mixe dem enkeltvis. Derfor er albummet sine steder forsynet med en klangmur, der leder tanken hen på Phil Spector (God bless his haunted soul).
Ind i parnasset?
Vil Springsteens 20. studiealbum Letter to You glide ind i parnasset af mesterværker? Det er endnu svært at sige med overbevisning.
Jeg tror den langsomme bevægelse i akkorderne og den klassiske frasering og den megen talesang, som Springsteen mestrer og fint får til at dække over, at han ikke helt er i træning vokalmæssigt, rimeligvis fordi han ikke har turneret, meget vel kan vise sig at rumme de kaskader af lys og omfavnelser af tårer, som kan bringe værket dybere ind i folkesjælen end de rasende, desillusionerede Human Touch (1992) Lucky Town (1992) og de delvis resignerede Magic (2007) og Working on A Dream (2009).
Men når det så langt ind som Born In The USA (1984), 9/11-albummet The Rising (2002) og de eviggyldige rocktempler Darkness on the Edge of Town (1978) og The River (1980)?
Efter første gennemlytning anså jeg det ikke for en mulighed, anden gang måtte jeg konstatere, at vi befinder os i Springsteen-territorium på den rigtige måde, altså der, hvor man desværre må erkende, at man er ankommet et sted, man aldrig helt kommer til at forlade igen. Under tredje gennemlytning befinder jeg mig derfor i dag hinsides tastaturets udfoldelsesmuligheder. See you later, folks!
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER
Foto: Udsnit af omslaget til Letter To You
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
