KUNST & RACE // USA – En imponerende statue kaldet ‘Oracle’ (Oraklet) er for nylig blevet opstillet ved Rockefeller Center i New York City. Den enorme statue er et af adskillige kunstværker lavet af og afbildende sorte, som er dukket op i det offentlige rum i New York på prominente steder som The Metropolitan Museum, The High Line og Central Park. Hvordan skal denne udvikling fortolkes i relation til USA’s politiske klima og Black Lives Matter, her et år efter politidrabet på George Floyd, spørger Bibs Carlsen. Hvad mon Oraklet svarer?
NEW YORK – Oraklet er en figur med disproportionalt stort hoved, siddende på en trone af Zeus’ antikke tempel. Den er otte meter høj og vejer omkring syv ton. Samtidig er den hovedfigur i en udstilling, der i øjeblikket pryder Rockefeller Center i New York. Ansigtet er inspireret af afrikanske masker, fortrinsvis fra Maasai-kulturen og Luba-kunst.
Den i Harlem bosiddende sorte kunstner Sanford Biggers står bag værket og beskrev det i forbindelsen med afsløringen sådan:
“Da Raymond Hood designede dette kompleks (Rockefeller Center, red.), greb han historier fra antikken, fra mytologi og kunst og endte med dette smukke art deco-monument. Jeg ønskede ligeledes at referere til forskellige kulturer og historiske elementer”.
Inden for de næste par uger vil Oraklet have inkorporeret en interaktiv komponent, så tilskuerne kan konsultere skulpturen om deres fremtid via en QR-kode
Rockefeller Center har andre prominente kunstværker: Et relief af Zeus, en guldskulptur af Prometheus og en monumental Atlasfigur. “På grund af alle disse mytologiske referencer”, siger Biggers, “er det at have dette værk lige her, som har mange afrikanske elementer en måde, hvorpå jeg har kunnet fuldende resten af historien”.
Oraklet er den seneste i en serie, Biggers kalder Chimera (fra græsk mytologi: et ildspyende kvindeligt uhyre med løvehoved, gedekrop og slangehale, men også noget der er ønskværdig, men uopnåeligt og illusorisk), som kombinerer afrikanske masker med europæiske figurer.
“Jeg ville anbringe et værk her, der rent faktisk ser tilbage på den storslåede og magtfulde indflydelse, afrikansk diasporisk kultur har haft på New York City igennem historien”.
Oraklets trone er prydet med en lotusblomst, hvor hvert blad faktisk er et tværsnit af et slaveskib. Udover Oraklet omfatter udstillingen fotografier af Biggers’ malerier og skulpturer lavet af antikke afrikanske tæpper.
Derudover har han kreeret flag til flagstængerne i centret. De er udsmykket med bølgeagtige mønstre inspireret af japanske kimonoer og buddhistiske mandala’er, men skal repræsentere slavehandlens mellempassage og havets bølger.
Der er andre værker, der symboliserer den triangulære slavehandel ved hjælp af referencer til tobak, sukker og bomuld. Biggers pointerer:
“Jeg ville anbringe et værk her, der rent faktisk ser tilbage på den storslåede og magtfulde indflydelse afrikansk diasporisk kultur har haft på New York City igennem historien”.
En bølge
Oraklet er den seneste af kunstværker, der repræsenterer sorte i New York.
I 2019 blev skulpturen Brick House udført af Simone Leigh, som er jamaicansk-amerikaner, opstillet på The High Line’s Plinth. Det er en næsten fem meter høj buste af en sort kvinde med et næsten udtryksløst ansigt.
Fælles for disse kunstnere er, at de alle refererer og forholder sig til den historiske signifikans, afroamerikanere har haft i amerikansk kultur, samt den undertrykkelse, de har været genstand for. Hvilket den dag i dag er et kontroversielt emne
Hun har kort afrohår og traditionelle fletninger, cornrows, prydet med muslingeskaller. Det er en del af en serie kaldet Anatomi af Arkitektur, hvor Leigh kombinerer arkitektoniske former fra regioner fra Vestafrika til de amerikanske sydstater med den menneskelige krop.
Bustens krop har arkitektoniske elementer fra Benin, Togo, Cameroon og Chad, samt fra en restaurant kaldet Mammy’s Cupboard i Mississippi. Brick House er et udtryk brugt til at beskrive stærke sorte kvinder ved at sammenligne dem med et solidt hus lavet af mursten.
“Jeg plejede at betragte min kunst som autoetnografisk”, sagde Leigh i en video fra 2019, produceret af The Guggenheim Foundation, “men der er tidspunkter, hvor man må inkorporere fiktion og fortællinger for at forbinde prikkerne, når der er så meget, der er blevet udeladt af arkivet”.
Den kenyansk-amerikanske skulptør Wangechi Mutu fik i 2020 som den første kunstner til opgave at ”animere” facaden på The Metropolitan Museum. Museet, som stod færdigt i 1902 har fire nicher i sin facade, som formentlig var tiltænkt nogle for den tids traditionelle skulpturer, men de har stået tomme.
Mutu skabte fire bronzeskulpturer TheNewOnesWillFreeUs (DeNyeVilFrigøreOs) individuelt kaldet ’The Seated I, II, III, IV’ (Den Siddende).
De forestiller sorte kvinder, inspireret af karyatider, som er figurer, oftest kvinder, der er repræsenteret som støttepiller, konkret og figurativt i græske bygningskonstruktioner, men som også optræder i vestafrikansk kunst. I Mutu’s værk bryder karyatiderne med rollen som bærere af tunge byrder.
Sorte er ikke de eneste, der er underrepræsenterede i det offentlige rum i New York
De symboliserer et brud med den traditionelle fremstilling af kvinder og sorte, og Mutu inkorporerer symboler og elementer associeret med afrikanske kvinder af høj status, f.eks. læbeplader, draperinger, halskæder og brynjer. De har til hensigt at inspirere nytænkning og perspektivering
Der står på museets hjemmeside: “Som i alle hendes værker, engagerer disse skulpturer sig i en kritik af køn- og racepolitik, som er ligeså poignant som den er poetisk og fantastisk. Både himmelsk og menneskelig, hver skulptur er unik med individuelle hænder, ansigtstræk, ornamenter og patinering”.
Fælles koncept
Fælles for disse kunstnere er, at de alle refererer og forholder sig til den historiske signifikans, afroamerikanere har haft i amerikansk kultur, samt den undertrykkelse, de har været genstand for. Hvilket den dag i dag er et kontroversielt emne.
I august 2019, 400-års jubilæet for ankomsten af de første afrikanske slaver til den dengang engelske koloni, blev 1619 Projektet publiceret for første gang. Det er et journalistisk projekt udviklet af journalist Nikole Hannah-Jones sammen med journalister fra The New York Times og The New York Times Magazine. Målet var at ”omformulere landets historie ved at placere konsekvenserne af slaveri og sorte amerikaneres bidrag til historien i centret af USA’s nationale fortælling”.
Da Californien besluttede at inkludere 1619 Projektet i skolernes pensum, truede Trump med at fratage staten føderal finansiering.
Danmark er med på bølgen med statuen I am Queen Mary
I den forbindelse sagde daværende præsident Donald Trump: “Jeg ser bare på – jeg ser på skolen. Jeg ser, jeg læser, ser på tingene. Nu vil de lave det om – i 1492 opdagede Columbus Amerika. I ved, vi voksede op, det gjorde vi alle, det var, hvad vi lærte. Nu vil de gøre det til 1619 projektet. Hvor kom det fra? Jeg ved det ikke engang”.
En gruppe kaldet the National Association of Scholars skrev et åbent brev, hvori de bad The Pulitzer Prize-bestyrelsen om at fratage Hanna-Jones prisen, som hun fik tildelt for projektet. Begrundelsen var, at “beskyttelse af slaveinstitutionen var det primære motiv for Den Amerikanske Revolution, en påstand der ikke er bevis for”.
Republikanernes minoritetsleder, Mitch McConnell, allierede sig med omkring 40 andre republikanere i senatet og sendte et brev til undervisningsministeren, hvor de kritiserede en foreslået plan om at prioritere undervisningstiltag, der fokuserer på systemisk racisme i USA’s historie.
Underrepræsentation
Sorte er ikke de eneste, der er underrepræsenterede i det offentlige rum i New York. Faktisk må man konkludere, at den eneste demografiske befolkningsgruppe, der er kontinuerligt afbilledet – og glorificeret – er hvide mænd.
Columbus står på en 23 meter (!) høj piedestal på Central Parks sydvestlige hjørne, trods kontroverser forbundet med hans behandling af befolkningen i Hispaniola. Der er på Manhattan alene ni statuer af mænd på heste, og hovedparten er krigshelte på stridshingste. Så de nævnte nytilkomne kunstværker er stadig i grotesk mindretal.
Foran Naturhistorisk Museum i New York står f.eks. en statue, der forestiller præsident Theodore Roosevelt til hest. Han er flankeret til højre af en amerikansk indianer, til venstre af en sort mand. De må nøjes med at færdes til fods.
Skulpturen har været udsat for voldsom kritik, blandt andet fra forfatteren af bogen Lies Across America, James Loewen, som sagde i 1999, at statuen, som blev afsløret i 1939, blev rejst, da museet var åbenlyst racistisk, og at figurernes placering havde til hensigt at promovere hvidt overherredømme.
1. juni 2020 annoncerede museet, at det havde anmodet byens ledelse om at fjerne statuen, baseret på dens ”hierarkiske komposition”. Borgmester Bill DeBlasio støttede i lighed med Roosevelts olde- og tipoldebarn beslutningen.
Men statuen står der endnu.
En anden afvigelse fra traditionen om kun at forevige – og forherlige – hvide mænd, er en statue kaldet Women’s Rights Pioneer Monument, der blev afsløret i august 2020 i Central Park og markerede 100-årsdagen for amerikanske kvinders ret til at stemme.
Den forestiller tre kvinder, der har haft uvurderlig indflydelse på kvinders status i USA: Sojourner Truth, Elizabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony, der alle var newyorkere og suffragetter, som kæmpede for kvinders rettigheder og imod slaveri (sorte mænd fik stemmeret i 1870).
Monumentet er det første af virkelige kvinder i Central Park – Alice i Eventyrland, som kan ses tæt på H.C. Andersen-skulpturen i parken, bør ikke figurere i statistikken. Betegnende var der et kampagnemøde for den sorte kvindelige kandidat til New Yorks borgmesterpost, Maya Wiley ved monumentet, da jeg var der for at fotografere det.
I am Queen Mary
Danmark er med på bølgen med statuen I am Queen Mary. Mary var en sort kvinde, som var en af lederne af et arbejderoprør på den dengang danskejede vestindiske ø, Saint Croix. Hun kom derefter til Danmark for at leve resten af sit liv i et kvindefængsel. Statuen af Mary er udført af en dansk og en vestindisk kvinde og er den første af en sort kvinde i Danmark.
Mary har for nylig fået opgraderet sin status fra et midlertidigt til et permanent monument foran Det Vestindiske Pakhus. Kunstnerne, La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers, er i gang med en crowdfunding-kampagne, der skal finansiere udførelsen af statuen i bronze. Den første version var lavet af flamingo og blev beskadiget under en vinterstorm.
Så hvordan skal denne bølge af sort synlighed fortolkes? Er det et tegn på, at USA er ved at blive voksen og vil vedkende sig sin arvesynd? Er der gået så lang tid siden slaveriets ophævelse, at beslutningstagere, politikere og kunsthistorikere ikke føler sig personligt ansvarlige, så sort kunst omsider kan få den plads, den er kvalitativt og historisk berettiget til? Eller er den et udtryk for virtue signalling, politisk korrekthed, uden fundamentale mentalitetsændringer?
Er der en grund til, at der er flere kvindelige end mandlige kunstværker og kunstnere repræsenteret?
Selvom sorte udgør 12 pct. af USAs befolkning, udgjorde kunst udført af sorte kun 2,37 pct. af kunst, købt og foræret til 30 prominente amerikanske museer i perioden 2008-2018 ifølge en undersøgelse foretaget af In Other Words og magasinet ArtNet news.
Hvad siger Oraklet
“Føderale entreprenører og underleverandører er forpligtede til at rekruttere og forfremme kvalificerede minoriteter, kvinder, personer med handikap og krigsveteraner”, står der som beskrivelse af ”Affirmative Action” på hjemmesiden for det amerikanske arbejdsministerium. En sort bekendt af mig gjorde mig engang opmærksom på, hvordan firmaer kan slå to fluer med et smæk, hvis de ansætter sorte kvinder, fordi de repræsenterer to af de kategorier omfattet af cirkulæret. De sætter to x’er i afkrydsningsfelter for én person, og samtidig undgår de at ansætte sorte mænd. Tre fluer.
Gør det samme sig gældende inden for visuel repræsentation i det offentlige rum? Hvad siger Oraklet?
Måske jeg skulle gå ned og spørge Oraklet, om USA virkelig er på vej ind i en mere tolerant, inklusiv, antiracistisk æra, men jeg er bange for svaret
Biggers har sagt, at han følte det magtpåliggende at re-konceptualisere klassisk skulptur på grund af nutidens mangelfulde forståelse af de antikke kunstværkers oprindelige form.
De klassiske europæiske skulpturer i hvid marmor var oprindelig malet i stærke farver, mens de afrikanske masker var prydet med perler, pigmentering og udsmykninger.
“Så vi har hvid-vasket versioner af europæiske objekter og sort-vasket versioner af afrikanske”, sagde Biggers. “Redigering, beskæring, cut-and-pasting, reducering og forvrængning er foregået kontinuerligt gennem tiderne”.
Inden for de næste par uger vil Oraklet have inkorporeret en interaktiv komponent, så tilskuerne kan konsultere skulpturen om deres fremtid via en QR-kode. Diverse berømtheder vil lægge stemme til. Man kan spørge om hvad, man vil.
“De vil svare, som et orakel ville”, sagde Biggers.
Måske jeg skulle gå ned og spørge, om USA virkelig er på vej ind i en mere tolerant, inklusiv, antiracistisk æra, men jeg er bange for svaret.
(Alle oversættelser fra engelsk til dansk i denne tekst er skribentens.)
LÆS MERE AF BIRGITTE (BIBS) CARLSEN FRA NEW YORK HER
Topillustration: Et udsnit af statuen “Det sorte orakel” på Rockefeller Plaza i New York City, USA. Foto: Birgitte Carlsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
