UDVIKLINGSARBEJDE // KOMMENTAR – “Uanset formel opbygning og adfærd mener jeg stadig ikke, at Somaliland er blevet et vestligt demokrati. I stedet bør Somaliland forstås på egne vilkår. Tilnærmelsesvist kan det beskrives som et moderne, pastoralistisk klan-demokrati,” skriver Emil Gundel i denne analyse, hvor han udfordrer gængs praksis for meget udviklingsarbejde i Afrikas Horns nordligste land.
Somaliland er der ikke mange, der kender til, selvom Danmark er et af de donorlande, der har været meget involveret i udviklingsprojekter i den unikke nation på toppen af Afrikas Horn.
Somaliland erklærede sig uafhængigt tilbage i 1991, da Siad Barre-regimet i Somalia kollapsede i kølvandet på en lang, brutal konflikt med forfølgelse af de somaliske klaner, som Mogadishu-regimet siden begyndelsen af 1980’erne havde betragtet som fjender.
Herfra begynder Somalilands historie at afvige fra resten af Somalias, særligt de sydlige regioner. Hvor Somalia kan betegnes som et top-down-projekt, hvor eliter og krigsherrer er blevet sponseret af det internationale samfund til at ”genetablere” en funktionel stat – et projekt, der stadig må siges at være undervejs – så er Somaliland i højere grad et bottom-up-projekt.
I 2001 fik Somaliland en forfatning, der ændrede landet til et repræsentativt demokrati i vestlig forstand, dog med den undtagelse, at dets øvre kammer udgøres af klan-ældre
I Somaliland er det lykkedes at skabe fred og stabilitet i de centrale og vestlige regioner med fredskonferencer, der er baseret på traditionelle ”demokratiske” praksisser og faciliteret af klan-ældre.
Internationale partnere har kun i mindre grad været involveret i dette indledende freds- og nationsopbygningsprojekt.
I ti år var klanerne officielt sammensmeltet med den udøvende og lovgivende magt i den selverklærede nation, men ved en folkeafstemning i 2001 fik Somaliland en forfatning, der ændrede landet til et repræsentativt demokrati i vestlig forstand, dog med den undtagelse, at dets øvre kammer udgøres af klan-ældre.
Det øvre kammer er en lang historie i sig selv, men det kan kort siges, at store dele af befolkningen ikke anser dette korrupte og ikke-folkevalgte kammer for at have mandat fra hverken klaner eller demokratiske processer.
Meget af rationalet for at indgå den aftale, der har ledt til den nuværende statskonstruktion i Somaliland, er baseret på ønsket om at opnå international anerkendelse som stat og dermed få adgang til internationale markeder.
Vestligt forbillede har ikke udmøntet sig i vestligt demokrati
Siden da er den somalilandske stat vokset i styrke og indflydelse, og klanerne og de ældre er blevet sendt ud på et sidespor med mindre indflydelse og magt. Eller det er i det mindste den historie, jeg har noteret som den mest udbredte blandt forskere og udviklingsprofessionelle.
Men så simpelt er det ikke, selvom det er forståeligt, at mange fra vesten fokuserer på det mere eller mindre funktionelle demokrati og den ”rationelle” stat. Der er mange af de mest tilgængelige kilder for forskere, som politikere, forretningsmænd og vestligt uddannede, der har en interesse i at fremhæve staten som suveræn. På mange måder er det en interesse, der er delt af store dele af befolkningen, da ideen om en funktionel stat er tæt knyttet til argumenter for international anerkendelse af Somaliland.
Som det for nyligt blev fremhævet til et DIIS-event, fylder Hobbes’ ide om den suveræne stat så meget i Vesten, at vi ser os blinde på konceptet. Men den statslige og sociale kontrakt, der blev forhandlet igennem 90’erne, var ikke hobbesiansk.
Det var en aftale mellem klanerne og derigennem befolkningen og senere også mellem klanerne og staten. Det er en stor afvigelse fra Hobbes’ ide om den direkte kontrakt mellem stat og individ.
Den ”konkrete” statskonstruktion, der blev aftalt, skulle dele magten mellem klanerne, fordele ressourcerne, forbedre økonomiske muligheder, være garant for aftaler mellem klan-grupperne – og frem for alt ikke have muligheden for at vokse sig til en diktatorisk stat, der begår overgreb og forbrydelser mod menneskeheden, som det sene Siad Barre-regime gjorde før Somalilands uafhængighed.
Uanset formel opbygning og adfærd mener jeg stadig ikke, at Somaliland er blevet et vestligt demokrati. I stedet bør Somaliland forstås på egne vilkår. Tilnærmelsesvist kan det beskrives som et moderne, pastoralistisk klan-demokrati.
Klaner garanterer sikkerhed, status og sociale services
I Somaliland er klanpolitik langt hen ad vejen kanaliseret ind i parlamentarisk og statslig politik. Landets styringsmentalitet er primært en klanmentalitet, der sætter forhandlinger, styrkeforhold og kompromisser over love og processer.
Det er ligeledes min overbevisning, at klanerne stadig fungerer som en vagthund over for staten og præsidenten. Det er årsagen til, at selv om skiftende præsidenter har fået forlænget deres mandater, så har der endnu ikke har været en præsident, der har formået at fastholde magten. Valg bliver stadig afholdt trods forsinkelser, og statsovergrebene er endnu ikke værre, end de er.
Derfor er det særdeles problematisk, når så mange projekter er rettede mod at øge statens størrelse og styrke dens kompetencer, mens klaner og klan-institutioner enten ignoreres eller direkte modarbejdes.
Selvom klanerne er trådt i baggrunden, særligt i sammenhænge, der er tilgængelige for omverdenen, så betyder det ikke, at de rent faktisk er ved at forsvinde eller bliver set som mindre legitime end i tidligere perioder. Jo længere tid jeg var i Somaliland, jo tydeligere blev det, at klan- og familietilhørsforhold stadig er det vigtigste, både personligt og nationalt.
Som mange, jeg interviewede, udtrykte det, er klanen ens sikkerhed, både retsligt og socialt. Det er så afgørende for individets plads i samfundet, at familiehistorien praktisk talt udgør en slags cpr-nummer. Der eksisterer både politi og formelle domstole, men hvis indbyggerne vil have noget ud af dem, er det bedst at have familieforbindelserne i orden.
Det er bekymrende at se staten i Somaliland blive styrket, og klan-institutionerne blive negligeret af donorlande og internationale hjælpeorganisationer.
Det er sågar umuligt at få et nationalt id-kort, hvis ikke den nære klan-gruppes ”funktionær” siger god for det. Ligeledes er det gennem klaner og familierelationer, at økonomisk omfordeling foregår i Somaliland.
Og det er primært ved familiernes fordeling af de penge, der bliver sendt fra diasporaen, at Somaliland formår at være modstandsdygtig over for tilbagevendende tørker. Uden klanerne og de kulturelt betingede krav om at tage hånd om slægtninge ville klimakrisen i Somaliland ligne situationen i Somalia eller det nordlige Kenya.
Klanerne i Somaliland er bestemt ikke uproblematiske. De indeholder værdier og praksisser, som er dybt problematiske set ud fra et menneskerettighedsperspektiv. De har ikke en ligefrem beslutningsstruktur, de promoverer deres egne medlemmers interesser før nationen som helhed, og de har en tendens til drive konflikter frem, før de traditionelle mæglingsprocesser får forhandlet nye aftaler. De har ligeledes en indbygget tendens til at støtte medlemmer af deres egen klan, uanset hvad individet har gjort.
Byg op i stedet for at bryde ned
Men klanerne er funktionelle. De er årsagen til, at der er og har været fred i det meste af Somaliland, og at der på trods af klimakatastrofer og dyb fattigdom ikke er udbredt lidelse og kriminalitet i det ikke-anerkendte land.
At en central stat skal kunne udfylde de funktioner, som klanerne varetager, har meget lange udsigter – hvis en stat uden kulturel og historisk fundering nogensinde bliver i stand til det.
På kortere sigt er der større risiko for, at en styrket stat vokser sig stærk nok til at facilitere et direkte eller indirekte statskup og en fuldstændig forkastelse af Somalilands sociale kontrakt. Det er en skrøbelig balance, som ikke kan overleve lange perioder med overgreb og tilsidesættelse af magtdelingen mellem klanerne.
Klanerne er nødt til at forblive stærke nok til at modsætte sig staten og til at indgå aftaler med og uden om staten, for at Somaliland fortsat vil være stabilt. Det er derfor bekymrende at se staten i Somaliland blive styrket og klan-institutionerne blive negligeret af donorlande og internationale hjælpeorganisationer.
På samme måde kan stor økonomisk vækst, der beriger én klan frem for andre, vække bekymring. Ligeledes kan ændret adfærd hos diasporaen bekymre, for eksempel ved øget professionalisering og organisering af deres støtte til ngo’er og projekter, hvis det erstatter den direkte finansielle støtte, da dette også kan forskyde magtbalancen i Somaliland.
Der er måske mange, der er involverede i udviklingsarbejde, der tøver ved tanken om at arbejde sammen med traditionelle institutioner som klanerne, og det er da også langt nemmere at sige, at det bør ske, end at få det til at ske.
Selvom traditionelle strukturer i bund og grund er konservative, så betyder det jo ikke, at de ikke er omstillingsparate, hvis det er tydeligt, at det er nødvendigt, nyttigt og håndgribeligt
Traditionelle institutioner deler sjældent begreber, visioner, koncepter og praksisser med donorer og udøvere, ligesom staten måske vil modarbejde sådanne projekter. Et andet spørgsmål er, om man overhovedet kan forsøge at udvikle traditionelle institutioner, uden at de mister legitimitet.
Udfordringer er der nok af, men heldigvis kan der findes løsninger og fælles grundlag, hvis der arbejdes med tilstrækkelig viden om lokal kontekst og kulturelle praksisser.
Selvom traditionelle strukturer i bund og grund er konservative, så betyder det jo ikke, at de ikke er omstillingsparate, hvis det er tydeligt, at det er nødvendigt, nyttigt og håndgribeligt. Det er alt andet lige nemmere og bedre at arbejde med eksisterende og legitime strukturer, end det er at arbejde mod de systemer for at skabe en konkurrerende og destabiliserende orden.
Selvom disse betragtninger og konklusioner er direkte rettet imod den somalilandske kontekst, vil jeg vove at påstå, at ideen om at arbejde med lokalt legitime institutioner er gyldig i en langt bredere kontekst. Den bør overvejes grundigt i disse tider, hvor stater igen og igen viser deres svagheder.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten.
Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
