Sol, sommer & sex 5: Vil du lege med mig?

af i Kærlighed & sex/Liv & Mennesker

SEX  & KÆRLIGHED // ESSAY – Sol, sommer & sex er sommerens sexologiske serie til lidt tidsfordriv under parasollen, måske til lidt inspiration på hotelværelset eller i sommerhuset. Måske sommeren giver anledning til en lille flirt, og så er det jo godt at mestre den kunst … eller måske på tide at friske teknikken lidt op.

Når nogen lidt beklemt spørger, om det er muligt at lære at flirte, svarer jeg som regel nej.

Når forbløffelsen har lagt sig, fortsætter jeg, ”men du kan gen-lære det”. Evnen til at flirte er medfødt, fordi det er præcis den evne, der skaber båndet mellem mor og barn, der er afgørende for vores overlevelse som små.

Un-learn you must

For det lidt større barn er flirten en naturlig måde at komme i kontakt med et andet menneske, ”kom, jeg vil lege med dig”. Og det er lige præcis det, det handler om – uanset om legen nu er boldspil, dans, livlig samtale eller seksuel voksenleg.

Øjenkontakten og det lille smil er – især for kvindens vedkommende – en invitation til at komme nærmere

Hvis du i dag ikke synes, du er god til at flirte, skyldes det, at du har skiftet din software, at du har overskrevet din gamle programmering, hvor det var helt naturligt at beherske flirte-teknikken. Så det er nødvendigt at komme af med den skadelige software, der hindrer din flirt.

Eller som Star Wars-generationen vil udtrykke det: ”Un-learn you must”

Sjælens spejl

Se mig dybt i øjnene!

Hvis du har et problem med at gengælde et andet menneskes blik, har du svært ved at flirte. Øjenkontakten og det lille smil er – især for kvindens vedkommende – en invitation til at komme nærmere. Videre i kontakten afslører vi selvfølge den ægte interesse i et andet menneske ved at kigge ham/hende dybt i øjnene.

Se mig dybt i øjnene. Foto Jochemy, Pixabay

Men det flirtende blik har to versioner.

Den klassiske flirte-positur er skæv. Vi vender siden lidt til. Vi har et glimt i øjet. Vi anvender sproget med en undertekst, der antyder interessen for noget mere. Vi tilbyder måske en flygtig berøring, der antyder mere ophidsende kærtegn. Det er en selvsikker flirt, hvor du siger, ”jeg har noget, som jeg måske vil vise dig”.

Alternativet er den dybe kontakt. Nysgerrigheden og den levende interesse i det menneske, du sidder over for. Netop med øjenkontakt bliver den gensidige udforskning af, hvem vi er, meget ærlig og sårbar. Vi taler om, hvad der fylder os, hvad der er vigtigt for os. Og vi kigger i øjnene, i sjælens spejl.

Smil

De to flirte-teknikker kan selvfølgelig kombineres. For eksempel kan du konstatere, at ordsproget taler sandt om ”en smuk sjæl i et smukt legeme”.

For et helt uundværligt greb i flirten er humor. Den er som flirten lidt skæv, skjuler en pointe, bruger dobbelte betydninger og kan hurtigt vendes. Den er kvik, den inviterer til modsvar. Den driller på den gode måde.  På engelsk har ordet ”tease” netop den dobbelte betydning at drille … og at ophidse.

Humor er et godt virkemiddel i flirten. Foto: Roy Clarke, Pixabay

At fange den andens udsagn og dreje det i humoristisk retning afslører ikke blot, at vi tænker hurtigt, men også at vi er opmærksomme. Selv om vi ikke benytter den dybe kontakt, retter vi samme fokus på objektet for vores interesse. Målet for vores begær.

Flirte-elastikken

Bronwen Loshak, som er skuespiller og kropssprogsunderviser i DevelopYou, bruger begrebet flirte-elastikken.

Spændingen i en elastik øges jo længere den strækkes. Hvis vi slipper for hurtigt, slappes den med et skuffende ”flup”, men hvis vi giver elastikken tid til at spændes til det yderste, inden vi slipper, smækker den sammen med et vibrerende smæld.

I flirten skal polariteten mellem den maskuline og den feminine energi spændes til det yderste for at opnå den mest tilfredsstillende udløsning, når vi endelig slipper energien løs

I flirten skal polariteten mellem den maskuline og den feminine energi spændes til det yderste for at opnå den mest tilfredsstillende udløsning, når vi endelig slipper energien løs og lader de to poler mødes.

Det betyder naturligvis ikke, at de to mennesker i flirten skal fjerne sig fra hinanden, men at de – over tid – skal opbygge spændingen. At de hver især præsenterer sig, så de kommer til at stå renere som det henholdsvis maskuline og feminine, som den anden brændende ønsker at udforske.

Tid til spænding

I det lys giver det mening, at udsætte det seksuelle møde til tredje date.

Tilsvarende betyder det, at manden ikke skal reagere alt for hurtigt på kvindens invitation med øjnene. Så er han for nem. Så opstår spændingen ikke.

Det er altså ikke kun kvinden, der skal spille lidt kostbar. Det handler ikke om at være hoven, men om at signalere ”jeg er interesseret – prøv at gøre mig endnu mere interesseret”. Så selv om der flirtes og kæles under dansen, så kan der gå et par numre, før der også kysses.

Begær ved første blik

Det udelukker ikke et one-night-stand.

For det første kan to mennesker have en naturlig polaritet – tiltrækning på det ubevidste plan, hvor udseende og ikke mindst duft kan have så stærk tiltrækning, at luften mellem dem dirrer efter få sekunder. Kærlighed ved første blik – eller i hvert fald begær ved første blik.

Flirten kan sagtens føre til mere, hvis der vækkes begær ved første blik. Foto: Pixabay

For det andet kan disse to mennesker bare være utroligt gode til at flirte. De spiller så effektivt pingpong med invitation og initiativ, med insinuationer og berøringer, at spændingen hurtigt når bristepunktet.

Det er måske en ønsket berøring på et tidspunkt – den er bare ikke spændende endnu

Faren er selvfølgelig, at spændingen i virkeligheden ikke var så stor, så sexen bliver lidt fesen. Orgasme, ja, måske. Men på den anden side ikke noget, der ryster jorden. Ikke noget, der virkelig kalder på en gentagelse.

Uspændende

Det forklarer også, hvorfor en hånd, der for hurtigt placeres på røven eller i skridtet, ikke er sexet. Det er måske en ønsket berøring på et tidspunkt – den er bare ikke spændende endnu.

I det lys bliver datingsidernes kaffedates – og for den sags skyld også sexdates – meget let en skuffelse.

Vi kan godt flirte skriftligt, og vi kan flirte over telefonen. Det er bare lettere at flirte, når vi får kropssproget med, når vi kan opleve hinanden med alle sanser. Derfor starter en netdate i virkeligheden på bar bund. Der har ikke fundet en spændingsopbygning sted.

På den anden side er datingsites og –apps selvfølgelig en måde, hvorpå du kan sætte dig selv i spil. Du skal bare være indstillet på at starte mange flirts op for blot at konstatere, at der ikke er basis for at fortsætte flirten på en anden date.

Du skal i spil

Du kan også sætte dig i spil ved at være steder, hvor mænd og kvinder møder hinanden. Du kan – undskyld klicheen – tænke ud af boksen. Mødet behøver ikke finde sted ”i byen” og på et ”scorested”. Du kan flirte hvor som helst.

Fordi flirten bare er en opfordring til leg, til at lære et andet menneske at kende. Hvor godt vi skal lære hinanden at kende, og hvad vi skal lege, det finder vi ud af hen ad vejen.

Hvis din naturlige flirte-programmering er ødelagt, kan du installere ny software i form af små tricks og teknikker, som måske ikke kommer naturligt til dig, men som med tiden kan blive vane

Så det handler om at af-lære:

  • at flirten kræver, at du stiver dig af med alkohol
  • at du kun kan flirte med personer, du vil have sex med (det er for pokker det, du skal finde ud af, om du vil)
  • at det er farligt at flirte; at du forpligter dig til noget ved at flirte (han man sagt A, må man også sige B), at du bliver mindre værd af at blive afvist (nej, så gad han/hun bare ikke lege alligevel – der er andre)

Lægger vi det sammen, så handler det om at se muligheden for en flirt, hvor du end er. Også hen over den myteomspundne frysedisk i supermarkedet.

Lær at tænde for flirten

Som det hedder i en julesalme, ”da blive vi som børn igen”. At lære at flirte betyder, at vi viser vores lyst til at lege. Det giver en flirtende udstråling, der kalder på blikke. Det åbner dine øjne for, at der ligger en invitation i det smil, hun sender dig.

Et blik, et smil, en invitation. Foto: László Pethó, Flickr

For nogle kommer det helt naturligt. De kan skrue op eller ned for ”flirtelampen”. Hvis din naturlige flirte-programmering er ødelagt, kan du installere ny software i form af små tricks og teknikker, som måske ikke kommer naturligt til dig, men som med tiden kan blive vane. Ikke mindst når du oplever positiv respons på det.

De teknikker kan selvfølgelig læres. Måske sammen med andre, der skal lære det, så I kan grine sammen, når flirteforsøget bliver akavet. Igen; humor og smil og leg er vigtige ingredienser. Indtil det kommer af sig selv, gælder det så om at fake it till you make it.

Har du lyst til at lege?


Foto: Matthew Kirkland, Flickr

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kærlighed & sex