KOMMENTAR – I mødet med en udvist desperat og rædselsslagen asylansøger, bliver vi konfronteret med ansvaret for de politiske beslutninger, vi alle har andel i, skriver Asser Amdisen i denne personlige kommentar efter hans egen oplevelse på en flyvning til Paris i sidste uge. Et ansvar vi kan vælge at bedøve os fra, men ikke løbe fra. Den store verden er virkelig. Vi lever i den og den vil ikke lade os i fred.
I sidste uge lavede jeg på Facebook et opslag, som jeg senere skrev om til et debatindlæg her på POV international. Teksterne fortalte om mine oplevelser i et rutefly mellem København og Paris. Jeg selv, en deporteret asylsøger og et par hundrede andre mennesker var i et par timer indespærret i en metalboks i mange kilometers højde.
Jeg har lavet en enkelt lille tilføjelse til det oprindelige opslag, men har i øvrigt ikke kommenteret på det. Såvel mit eget opslag som POV’s deling af mit indlæg spredte sig hastigt, og antallet af kommentarer gjorde det umuligt for mig at deltage i debatterne.
Debatten om mit opslag har jeg efter bedste evne forsøgt at følge, og har fundet fire forskellige spor i kommentarerne.
Debattens fire spor
Det første og hyppigste er mennesker, som udtrykker deres medfølelse og afsky over situationen og bakker op om opslaget. Jeg er glad for hver og en af dem. Det er faktisk rart at vide, at der er så mange, som tænker på samme måde som jeg, men i denne sammenhæng vil jeg ikke bruge så meget tid på dem, som er enige med mig.
Spor to er en masse kommentarer, som på mere eller mindre perfid måde udtrykker vrede over opslaget. Mange benægter ganske simpelt, at optrinnet har fundet sted. Men det har det.
Andre benægter Danmark overhovedet udviser deporterede på rutefly. Men det gør vi. Disse opslag har det til fælles, at de afviser hele balladen som fake news. Der er også en enkelt, som udtrykker sin glæde over, at nu får tuneseren den kugle, som han fortjener.
Man kan faktisk i dagens Danmark udtrykke den slags uden frygt for at blive modsagt og uden frygt for at møde vrede. Når had bliver kastet ud i det offentlige rum, så tier de fleste af danskerne
Hvor ubehagelige disse bemærkninger end er, så bekræfter de artiklens overordnede påstand: Man kan faktisk i dagens Danmark udtrykke den slags uden frygt for at blive modsagt og uden frygt for at møde vrede. Når had bliver kastet ud i det offentlige rum, så tier de fleste af danskerne.
Spor tre er en meget stor del af kommentarerne, som har handlet om selve deportationerne. Som nævnt i det oprindelige opslag, så ved jeg jo reelt ikke, hvad der lå bag denne konkrete udvisning, men min generelle holdning er, at vi er godt ude på et skråplan. I den sidste ende kan der være to grunde til et afslag. En konkret grund eller en generel grund.
Den konkrete grund kunne fx være, at der er tale om en forbryder, som oven i sin straf får en udvisning og derfor kyles ud. Når vi lægger en udvisningsdom oveni en straf, så krænker det min retsfølelse, da straf bør stå i forhold til forbrydelsen, ikke til forbryderen og farven på dennes pas. Men det var ikke det mit opslag handlede om.
En generel grund er, at vi ikke kan hjælpe alle. Argumentet er i mit verdensbillede grotesk. Det kan vi vel ikke, men at sidde heroppe i velfærdsparadiset og påstå, at vi ikke kan hjælpe mere, er absurd. Som befolkning er vi en af de grupper i verdenshistorien, som har flest penge og derfor også rigelig mulighed for at hjælpe, men naturligvis ikke uden at det koster. Vi vil blive nødt til at reducere vores forbrug af biler, fladskærme, smartphones og ferierejser og det er da trist. Men det var sandelig heller ikke det, mit opslag handlede om.
Spor fire er kommentarer fra mennesker, som mener, at jeg skulle have råbt op og eventuelt stoppet flyet. Kommentarerne om, at jeg udviste overdreven langmodighed ved ikke at modsige de ubehagelige kommentarer, får det til at krympe sig i mig – for det er jeg enig i og skammer mig over, men det ligger desværre uden for min indflydelse at ændre på det nu.
Loven skal følges
Stoppe flyet ville jeg ikke. Deportationerne er en del af det demokratiske samfund, som jeg er en del af. Selvom jeg er rasende, vred og uenig, så er det den beslutning, vi som samfund har taget, så jeg lader (endnu) politiet gøre sit arbejde.
Både kommunister og jøder blev under anden verdenskrig forfulgt inden for datidens gældende lov
Det er ikke en let sag at afgøre, hvornår et styre hører op med at være legitimt og derfor ikke længere kan adlydes. I dag er de fleste vel enige om, at da det danske politi i 1943 kom efter jøderne, så var det uretfærdigt og ikke legitimt. Det var derfor i orden at overtræde loven og hjælpe jøderne med at flygte til Sverige.
De fleste er nok også enige om, at da det lovlige parti Kommunisterne blev opløst, og deres folketingsmænd internerede i 1941, så var det heller ikke etisk forsvarligt, og det var derfor også rimeligt at hjælpe den slags flygtninge. Både kommunister og jøder blev forfulgt inden for datidens gældende lov.
Man kan derfor spørge sig selv, hvornår det bliver i orden at overtræde loven for at beskytte deportationstruede flygtninge mod den skæbne, som samfundet har tiltænkt dem. Personligt ved jeg ikke, hvor den grænse går. Det er min overbevisning, at vi nærmer os med stormskridt, og når vi udviser mindreårige eller andre udsatte grupper, så er vi ekstremt tæt på.
Presset af egne fobier
Flygtningedebatten og deportationerne sætter vores virkelighed på prøve. På mange måder kan hele debatten illustreres med situationen i flyveren. Debatten har gennem de sidste 30-40 år presset vores samfund til det yderste.
Efter min mening ikke fordi vi er presset af indvandrere, men fordi vi er presset af vores egne fobier. Jeg hørte forleden et gammelt klip fra DR’s Debatten, hvor en svensk journalist – Henrik Arnstad – sagde, at Europa ikke har et indvandringsproblem men et racismeproblem, og spurgte, hvor glade danskerne under anden verdenskrig ville have været for svensk hjælp til nærområderne i stedet for de åbne grænser, som blev praktiseret dengang.
Brovteriet retter samtidigt skytset mod pladderhumanismen og de forbandede venstreorienterede, som bare vil invitere hele verden ind. Det betyder, at enhver humanisme drukner i et hav af foragt
Hele debatten har virket som en desperat flygtning, som sidder bagerst i samfundsflyet og skriger. Det danske (og i virkeligheden vesteuropæiske samfund) kan ikke håndtere problemet. Store dele af os bliver tavse og prøver at lade som ingenting.
Enkelte forsvarer et humanistisk budskab, men de fylder forsvindende lidt ved siden af brovtende danskere, som ønsker indvandrerne ud, inden de stjæler vore kvinder og alle sammen skal have dynejakker og cykler. Brovteriet retter samtidigt skytset mod pladderhumanismen og de forbandede venstreorienterede, som bare vil invitere hele verden ind. Det betyder, at enhver humanisme drukner i et hav af foragt.
Bedøvede asylansøgere larmer ikke
Flygtningen bag i flyveren er forfærdelig, fordi han tvinger en generel diskussion helt ned på det personlige plan. Det er ikke islamismen eller perkerne, som sidder og råber. Det er et helt desperat og ensomt menneske, som frygter for sit liv. Det er karakteristisk, at tilskuernes tilråb i flyet handlede om, at han skulle tie stille.
Det er det samme ønske, der ligger bag Martin Henriksens (DF) nylige forslag om at bedøve asylansøgerne. Det gør ikke deportationen anderledes, men så slipper vi for at møde smerten. Vi slipper for at blive mindet om, at den politik vi som land fører, og som vi som demokratiske borgere bærer ansvaret for, ikke er en teoretisk størrelse, som kun generer ISIS. Det handler om rigtige mennesker med rigtig smerte, som oplever rigtige forfærdelige ting.
Vi kan selvfølgelig vælge at fortsætte strategien og faktisk bedøve asylansøgerne med stoffer og bedøve os selv med stupidt fjernsyn og ligegyldigt forbrug
Vi kan selvfølgelig vælge at fortsætte strategien og faktisk bedøve asylansøgerne med stoffer og bedøve os selv med stupidt fjernsyn og ligegyldigt forbrug. Vi kan stikke hovedet i busken og tro, at hvis bare vi kan lukke de asylansøgere, som faktisk slipper herop, ind i afsidesliggende lejre og først slippe dem ud i bedøvet tilstand, når vi sender dem hjem igen, så stopper det problemet. Men det gør det ikke. For hvad er problemet egentligt?
Problemet er, at en meget lille del af verdens befolkning ejer stort set alle værdier i verden. Det betyder, at millioner af mennesker bliver holdt i fattigdom og i en mental og økonomisk randeksistens, som skyldes globale økonomiske strukturer og ikke deres egen ageren i verden.
Så længe det forbliver sådan, så vil strømmen fra fattigdom til rigdom fortsætte og intet hegn, ingen trussel om hjemsendelse og ingen annoncer i mellemøstlige blade vil kunne stoppe de mange mennesker, som kan se en mulighed for at give deres børn mad og finde en fremtid i den del af verden, hvor vi sidder og nyder livet på toppen af den globale økonomiske fødekæde.
Mærk smerten og tag ansvar
Vi er borgere i demokratisk samfund. Det betyder, vi skal adlyde loven og beskyttes af loven. Det betyder også, at vi har magt. Når en asylansøger behandles på en bestemt måde, så er det ikke politiet eller politikerne, som har ansvaret.
Som borgere er det os, der har ansvaret. Det betyder intet, om du har stemt blankt, eller hvad du har stemt – vi er en del af dette fællesskab og har enten gennem vores deltagelse i samfundslivet eller gennem vores kryds accepteret de handlinger, som vores land foretager.
At tage ansvar er at stille sig op over for den smerte og ulykke, som du er med til at påføre andre mennesker. Måske er det vi gør rimeligt – om end ubehageligt – men så se den skrigende flytning i øjnene og vid, at det er den smerte, du har været med til at skabe
Derfor er det faktisk godt, at der sidder en flygtning i et hjørne og skriger. I den politiske debat bliver det at tage ansvar tit forvekslet med villigheden til at påtage sig ministerbil og ministerpension, men det er ikke at tage ansvar.
At tage ansvar er at stille sig op over for den smerte og ulykke, som du er med til at påføre andre mennesker. Måske er det vi gør rimeligt – om end ubehageligt – men så se den skrigende flytning i øjnene og vid, at det er den smerte, du har været med til at skabe. Ansvar er tungt og ikke specielt rart, men kun når vi som borgere tager ansvar i stedet for at tage den lette vej ud, har vi et reelt demokrati.
Måske kan den skrigende flygtning få os danskere til at kigge ud over ligusterhækken til en verden, som er langt større end Danmark og endda langt større end EU. En verden med krig, sult og ulykke, som måske/måske ikke er noget vi har skabt, men som er eller bliver vores problem.
Strategien med at håbe, at verdens problemer løser sig, hvis bare vi lader som ingenting bygger på en illusion. Den store verden er virkelig. Vi lever i den og den vil ikke lade os i fred – uanset hvem der vinder Den store bagedyst.
Topfoto: Flicr via Wikimedia Common CCA share-alike 2.0 licensed.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
