Så giv dog kroppen lidt fri, og lad os stoppe skønhedsræset

af i Debat/LIGESTILLING/Liv & Mennesker

DAGENS POV // KROP – Så længe I andre ikke kan slappe af i jeres krop, ja, så kan jeg altså heller ikke. Kan vi ikke bare slappe af i forhold til, hvordan vores egen og andres kroppe ser ud og så være til, som vi nu er? Denne sommer bedes I i hvert fald holde onde tunger for jer selv, når I møder min hvide, behårede krop med strækmærker og hængemave, skriver Christine Dreyer Alexandersen, der også siger ‘på forhånd tak’.

”På Femø vil jeg leve og dø”, synger vi på Kvindelejren på Femø. Hvert år. Og nogle af jer tænker sikkert ”åh ja, please, vil I ikke nok”.

Men her er der vitterligt plads til alle slags kvindekroppe.

Jeg har ikke oplevet andre steder i verden, hvor man bare kan holde fri fra det evigt vurderende ’mandlige blik’, som vi alle har internaliseret. Blikket vi vurderer hinanden med, i forhold til om vi lever op til standarderne eller ej, om vi er fuckable eller not. Åh, hvilken frihed.

En enkelt uge om året er simpelthen ikke nok til at opretholde en selvkærlighed for resten af året. Jeg vil have lov til at være her med min krop, som den er. Hele året

Men helt ærligt! En enkelt uge om året er simpelthen ikke nok til at opretholde en selvkærlighed for resten af året. Jeg vil have lov til at være her med min krop, som den er. Hele året.

Og om sommeren er det altså virkelig varmt, you know, global opvarmning og alt det der.

Så hvorfor skal min syge, pigesocialiserede hensynssyge tage så meget overhånd, at jeg tænker mere over, om nogen nu skulle blive stødt af min harmløse kropend over ,hvad jeg skal iklæde mig for at holde varmen ud?

Allermest kunne jeg ønske mig, at det var helt almindeligt og ikke den mindste smule ulovligt bare at gå nøgen rundt.

Hvilken befrielse ikke at skulle tænke på, hvad jeg nu kan fremfinde af flagrende gevandter for at skjule min blegfede hængemave, som er resultatet af to graviditeter med store babyer med dertil hørende kejsersnit, og så liiiige en bette brok-operation on top.

Uanset min efterfølgende ammehunger efter enhver jordbærkage, der kom forbi og min stadige nydelse af Haribo-Mix og chips med dip her to år efter, vil min overkrop aldrig komme til at se ud, som den gjorde engang, med mindre jeg lægger mig under kniven OG melder mig ind i et fitnesscenter.

Men kammerater, det gider jeg faktisk ikke bruge mit liv på. Eller mine penge. Og nej, det skal heller ikke blive en forkvaklet kvinderet ud af et sygt kvindeforagtende menneskesyn at få betalt nye bryster og mave på det offentliges regning, for at kvinders kroppe kan blive set som acceptable i det offentlige rum igen.

Skønhedsindustrien dehumaniserer os

I har sikkert hørt det før, men jeg bliver nødt til at gentage det:

Vi bliver som aldrig før bombarderet af reklamer med trimmede og retoucherede menneskekroppe. Ofte er disse modeller under tyve år gamle, måske allerhøjst 25, hvis jeg skal være flink.

Hvorfor skal mødre have så travlt med at komme af med alle spor af graviditet og fødsler igen? Hvorfor skal morkroppen gemmes væk, udskammes, snæres ind, gå væk?

Hvorfor f….. er det, vi bliver ved med at tro, at vi skal være spejlbilleder af dem for at blive lykkelige, og ikke mindst rigtige mennesker?

Because you’re worth it! er bare endnu et ekko af kapitalens individualistiske og ensomme ånd.

Ti lignende slogans som passerer os dagligt, når vi scroller på Facebook, Instagram og YouTube kan ikke andet end få os til at føle os forkerte, hvis ikke vi synes, vi er worthy til at købe endnu et forskønnelsesprodukt, der skal få os til at ligne vores egen unikke udgave af en kopi.

Det er da forskruet, at vi skal gå rundt og føle, at vi kun er okay i forsøget på at blive lige så flotte som en af de retoucherede – eller helst flottere (flottest!), hvisker djævelens konkurrenceånd os i øret.

Hvad er det for en udgave af humanisme, vi hyller os selv og hinanden ind i? At vi ikke er gode nok, som vi er? At vi kun er gode nok, hvis vi altid føler vi skal tabe os fem kilo, aldrig ser okay ud uden et minimum af makeup? At vi altid skal forskønnes, forbedres, optimeres, effektiviseres?

Vi fodrer os selv og hinanden med en grundlæggende selvlede, udstyrer hinanden med det dehumaniserende og altødelæggende ’mandlige’ kapitalismeblik, hvor vi tingsliggør hinanden, glemmer eller overser hinandens følelser for helt ’objektivt og nøgternt’ at kommentere på andres kroppe, som var dét den medmenneskelige pligt.

For hun må da selv vide, at hun er liiige lovlig tyk (NUPO), at hun ser træt ud uden mascara (Lancôme), at hårene på hendes overlæbe får hende til at ligne en mand (Veet), at hårene i hendes armhule er ulækre (Gillette), at hendes blege hud er pinlig og grim (Clarins), at hendes hår ser for kedeligt og leverpostejfarvet ud (L’Oreal), at vi er så fucking worth it.

Kammerater, vi er meget mere værd.

Stop skønhedsræset!

Jeg ville ønske, flere turde smide makeuppen. Ja, også fordi det ville være skønt, hvis flere boykottede skønhedsindustrien. Hvilken feministisk kropsaktivist har ikke våde drømme om L’Oreal’s deroute?

Spar pengene og tiden og afsøg de andre dejlige og spændende sider af dig selv. De halve og hele timer, vi hver især bruger på skønhedsritualer dagligt for overhovedet at føle os acceptable som mennesker, er med til gensidigt at opretholde forestillingen, at det er sådan, vi alle tager os ud naturligt.

Jeg ville ønske, flere turde smide makeuppen. Ja, også fordi det ville være skønt, hvis flere boykottede skønhedsindustrien. Hvilken feministisk kropsaktivist har ikke våde drømme om L’Oreal’s deroute?

Men helt ærligt ville det allerdejligste ikke være at stå så alene med at insistere på retten til at omfavne og være med den krop, kvinder nu engang har; tyk, bleg, behåret, betuttet, blåøjet, blød, velkommende, krammeklar.

Morkroppen burde ses som en gave og hyldes

Hvorfor skal mødre have så travlt med at komme af med alle spor af graviditet og fødsler igen? Hvorfor skal morkroppen gemmes væk, udskammes, snæres ind, gå væk? Den burde da blive hyldet for dens store og kærlige præstation at skabe nyt liv, krammes og kysses all over og masseres med kærlighed og skumfiduser.

At være gravid og føde et barn er en kraftpræstation.

At skabe liv burde omgærdes med respekt og ærefrygt.

Efter langt et fødselsforløb med akut kejsersnit følte jeg mig som en såret kriger i et virvar af store følelser af stolthed, glæde, frygt og kærlighed. Og min oplevelse var ikke unik. Jeg kan huske, at jeg drog paralleller til en krigsramt krop, når jeg fortalte familie og venner om min fødselsoplevelse og de blandede og modsætningsfyldte følelser i efterfødselskroppen af fysisk svækkelse, overlevelsesinstinkt og universel kærlighed og udholdenhed overfor det lille barn.

Det var som om, jeg havde brug for den krigsveteransreference for at tale min oplevelse – og min krop – op. Og jeg ønskede vel de samme lovprisninger, medaljer og parader for min livgivende præstation.

Og hvorfor egentlig ikke? Krig indbefatter som bekendt lemlæstelse, vold, voldtægt, erobring, fornedrelse, død. Hvorfor får udøvere af krig flere priser og parader end livgivende kroppe?

Hvis din kæreste kan løbe rundt med dine skønne børn på armene og lege og grine, drikke rosé og danse med dig til den lyse morgen, vride sig løs på lagenerne og få orgasmer sammen med dig, er BMI og indtag af jordbærkager så ikke lige meget?

Arrene på krigsveteranernes kroppe bliver opfattet som seje og ikke som noget, der behøver at blive gemt væk. Til sammenligning er strækmærker ofte noget, mødre gemmer væk.

Men prøv lige at overveje, hvor smukt det er, at kroppen har strakt sig for at give plads til skabelsen af liv. Kunne vi ikke bare ændre vores mindset til at se strækmærker som flotte, unikt designede mønstre på kroppen, som naturlige fortællinger, kroppens hjemmelavede tatoveringer.

I hvert fald burde fødselskroppe ikke være forbundet med noget skamfuldt. Ingen mødre burde føle sig forkerte i deres krop ovenpå en så vild præstation som både graviditet og fødsel er.

Chipstunge graviditetsfri kroppe skal også være her!

Strækmærker og hængemaver blomstrer ikke kun på mødre. Alle tykke kvinder har ret til at være til i verden, til at blive behandlet med respekt og til et liv med kærlighed.

Når nogle mænd ikke kan tænde på kvindekroppe, der ikke er trimmet for deller og kropsbehåring, er det ikke kvinders skyld.

Vi lever i en kropskultur, der stadigvæk kun må fortælle historien om den evige ungdom. Og den ungdomskrop er stadig ubehåret og spændt op og ind. Det er sygt, at vi stadig begærer og forelsker os i åndens hylstre og ikke i ånden selv.

Hvorfor er det stadig vigtigere, at din kæreste følger skønhedsdoktrinen, end at hun er pisseklog og spændende at være sammen med? (Og sjov. Men sjov og kvindelighed bliver en hel klumme for sig selv.)

Hvad er det for nogle kærligheds- og sexrelationer, vi egentlig vil have? Vil mænd kneppe noget, der ser lækkert ud, og kvinder omvendt blive kneppet for at føle sig lækre? Tør vi ikke elske (med) hinanden, med sekreter, hud og hår?

Hvor blev fokus på den funktionelle krop af? Hvis din kæreste kan løbe rundt med dine skønne børn på armene og lege og grine, drikke rosé og danse med dig til den lyse morgen, vride sig løs på lagenerne og få orgasmer sammen med dig, er BMI og indtag af jordbærkager så ikke lige meget?

Giv kvindekroppen plads

Som kvinde vil jeg have ret til at kunne slappe lige så meget af i min krop, som alle de topløse mænd i Fælledparken.

Uanset hvor store og slappe deres bryster er, rynker igen på næsen ad en topløs mand, som spiller fodbold eller frisbee.

Men skulle jeg finde på at slippe min blege hængemave løs med tilhørende hængebryster fri i Fælledparken til en hyggelig omgang fodbold, eller bare sidde der med bar overkrop og sludre med mine venner, ville jeg blive meldt til politiet for blufærdighedskrænkelse.

Helt ærligt ville det allerdejligste ikke være at stå så alene med at insistere på retten til at omfavne og være med den krop, kvinder nu engang har; tyk, bleg, behåret, betuttet, blåøjet, blød, velkommende, krammeklar

Det er i hvert fald skrækken for at blive lige det eller rettere: for udskamningen, der afholder mig fra at gøre det.

Men i virkeligheden er min graviditetsmave bare på størrelse med mange mænds ølmave, og mine bryster er lige så lidt/meget sensitive i seksuelle situationer som mænds. Så hvorfor er det lige, at det er min overkrop, der skal dømmes ude eller inde og ikke mænds?

Jeg vil bare have ret til at være til i verden med den krop, jeg nu engang har, med den fortælling, den nu engang bærer rundt på.

Og ja, jeg ville føle mig mere berettiget til at være her som menneske, hvis også jeg kunne gå rundt med en overkrop, som ja – bare var en overkrop.


Foto: Flickr. 

Uddannet i samfundsvidenskab og kultur- og sprogmødestudier fra RUC (2006) og i gender studies og antropologi fra Lunds Universitet (2009). Medredaktør og forfatter til Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp (2016) og Kvinde kend din krop (2013) samt bidragyder til Åbne og lukkede døre – en antologi om køn i pædagogik (2010).

Dreyer blev opdraget som feminist i Kvindeligt Selskab, som senere blev til Selskab for ligestilling, i årene 2006-2016.

Dreyer udbyder kurser og TALKS, om alt fra bryster, kussen, hud, kropsbehåring og kropsidealer set fra en kultursociologisk vinkel, til #MeToo, til kønnet opdragelse og normkritisk pædagogik og til videnskab og ideer om sandhed, særligt med introduktion til de store feministiske tænkere Judith Butler og Donna Haraway.

Dreyer er til daglig at finde i Baghusets feministiske kontorfællesskab, stiftet sammen med bl.a. ejer af e-quality Charlotte Kirkegaard og musiker Karina Willumsen.

Privat er Dreyer mor til to og samlevende med børnenes far på Ydre Østerbro. Dreyer er glad for kulørte overskæg, bandet Følsom Front, de skønne mennesker og flotte barpriser i Bøssehuset, Kvindelejren og at omgives feminister – de er og bliver de sjoveste og klogeste mennesker i verden.

Vil du støtte Dreyers arbejde, bidrag gerne med et beløb til MobilePay 31103606.

Seneste artikler om Debat