Troels Gaihede, POV Internationals mand i Florida under valget, er vendt tilbage til vinterkolde Danmark. I sin sidste artikel fra USA rapporterer han fra en venstrefløj, der har fået nyt liv og ny energi efter valget af Donald Trump. Men som også kæmper på mange fronter samtidig og hvis fremtid endnu er uvis. Vil protesterne dø hen eller vil de få indflydelse på det demokratiske parti fremover, ligesom Tea Party bevægelsen fik det på republikanerne? Det er svært at vide, og foreløbig er slaget om olierørledningerne i hvert fald tabt, skriver han.
”Det var omtrent som jeg havde forventet det. Mine værste forestillinger om den nye administration bliver sandsynligvis virkelighed, men vi kæmper videre”, siger Alaina Marshall, talskvinde i græsrodsorganisationen Orlando for Progress til POV International.
Hendes kommentar fremsættes i anledning af, at præsident Trump i sin første uge som landets nye leder har udstedt et såkaldt præsidentielt dekret, som skal sikre gennemførelsen af de stærkt omdiskuterede olierørledninger Dakota Acces Pipeline og den efterhånden lidt mindre omtalte, men ligeså kontroversielle Keystone XL Pipeline fra Alberta i Canada til Steele City i staten Nebraska.
Sidstnævnte rørledning blev godkendt af Canada tilbage i 2010, men den afgåede Obama regering satte en kæp i hjulet for projektet, da det amerikanske miljøministerium (EPA) vurderede, at rørledningen ikke var tilstrækkelig sikker og fordi den generelle vurdering derudover også var, at den efter al sandsynlighed ikke ville føre til flere permanente amerikanske arbejdspladser.
Den nyvalgte præsident Trump er dog af en helt anden overbevisning. Så længe der bliver brugt amerikansk stål og så længe produktionen foregår i USA. Ifølge BBC mener Trump, at projekterne vil kaste ikke færre end 28.000 amerikanske jobs af sig, han vil imidlertid kræve, at der bliver brugt amerikansk stål til de lange rør.
Demonstrationer overalt i USA
”Men omvendt, er jeg alligevel fuld af fortrøstning. Der sker så mange gode ting lige nu. Flere og flere melder sig under vores faner og mange er med på at trække deres penge ud af banker og andre virksomheder, der finansierer olieindustrien”, siger Alaina Marshall, selvom hun ikke længere tror på, at The Sabal Pipeline kan stoppes.
De første protester har allerede fundet sted. Den 24. januar demonstrerede modstandere af projekterne foran Det Hvide Hus i Washington, D.C. Efterfølgende har der landet over været andre demonstrationer mod projektet.
Ka Smith, ligeledes fra Orlando for Progress, kæmper sammen med hundredevis af andre floridianere for at få politikerne til at skrotte den planlagte Sabal Pipeline fra Alabama til Florida. Derfor stod hun i spidsen for en planlagt march til Mar-A-Lago i det sydøstlige Florida, hvor Donald Trump har sit tredje hjem:
”Vi skal gøre Sabal Pipeline synlig. Hvorfor det er vigtigt? Fordi det er her ’the 1 percent’ i Florida bor”.
Ka Smith tror, at man ved at marchere i West Palm Beach og i særlig grad foran Trump-residensen, ville kunne skabe opmærksomhed omkring det forkerte ved rørledningen på en måde, der også ville få de rige finansfolk til at indse, at der er brug for alternative energikilder.
Blandt mange på den amerikanske venstrefløj og mest kendt blandt Occupy-bevægelsen, har der i flere år været fokus på det forhold, at den rigeste procent af den amerikanske befolkning hele tiden forgyldes på bekostning af de resterende 99 procent af befolkningen.
Et par dage efter den annoncerede march, der ikke har nogen forbindelse til den nyligt afholdte Women’s March i Washington, D.C., aflyste initiativtagerne imidlertid aktionen, da det lokale politi i West Palm Beach ikke mente, at de kunne garantere for sikkerheden.
I en meddelelse fra Ka Smith lyder det: ”Jeg vil ikke tillade en march i mit navn, som på nogen måde bringer menneskers liv i fare, men hvis andre organisationer vil det, må dem, der har tænkt sig at demonstrere, gøre det”.
Mange af de amerikanske protestorganisationer har travlt for tiden og kæmper som oftest flere sager ad gangen. Som f.eks. Orlando for Progress.
Den forgangne uge har tusinder af mennesker f.eks. demonstreret i de fleste store amerikanske lufthavne for at vise deres utilfredshed med Trumps beslutning om, at bandlyse folk fra syv lande i 90 dage samt iværksætte et midlertidigt flygtningestop i 120 dage.
Demonstranterne er ikke alene med deres opposition mod Trumps dekret. Flere amerikanske delstater (Massachusetts, Virginia, Washington State) er så utilfredse med dele af beslutningen, at de enten allerede har eller planlægger at anlægge sag mod den føderale regering. Og det var netop et sådant sagsanlæg fra statsadvokaten for staten Washington, der via en afgørelse fra en føderal domstol i staten New York fredag satte en midlertidig stopper for flygtninge- og visastoppet. Et stop, som Trump og hans regering dog straks meddelte, at de ville appellere.
De fleste amerikanere er skeptiske overfor en stærk stat
Historiker Timothy Naftali fra New York University siger til USA Today, at ”det er svært at sige, hvornår vi når vendepunktet, men vi er i gang med nogle seismiske skift”.
Trump har i mere end et år tiltrukket sig opmærksomhed ud over enhver grænse og har ligeledes været den stolte leder af en bevægelse, som imod alle odds endte med at erobre magten og ændre den politiske diskurs betragteligt.
Fælles for hhv. Trumps bevægelse og bevægelserne på venstrefløjen er imidlertid, at ingen af dem ser de etablerede politikere som svaret på landets problemer. Begge fløje er også stærkt skeptiske over for de etablerede mediers rolle og nærer i det hele taget mistillid til mange af landets institutioner.
Ikke at amerikanerne nogensinde for alvor har ladet sig tyrannisere af magtfuldkomne politikere i Washington, DC eller andre. Nationen er grundlagt af modstandere af den britiske centralmagt tilbage i slutningen af 1700-tallet og har lige siden været på vagt over for totalitære regler tendenser.
De europæiske betegnelser ”højre” og ”venstre”, ”konservativ” eller ”liberal” vækker heller ikke på samme måde genklang blandt amerikanerne, der iflg. professor Ed Benton fra University of South Florida i Tampa, er meget pragmatiske. Som beskrevet tidligere her på POV er mange vælgere mere interesserede i at vide, hvor de får mest for deres penge og mindre interesserede i, om en politiker er republikaner eller demokrat.’
For mange af aktivisterne er det imidlertid mere kompliceret end som så. Blandt de protesterende ved Women’s March i Washington D.C. deltog mennesker med meget forskelligartede politiske synspunkter, der i de fleste tilfældet dog havde det tilfælles, at de på den ene side ikke bryder sig om den nyvalgte præsident og på den anden side er tilhængere af kvinders ret til selv at træffe beslutning om en eventuel abort.
Derimod hersker der fortsat stor uenighed om, hvad der skal til for at sikre kvinders rettigheder samt endnu mere uenighed om, hvilke politikere der kan og bør stå i spidsen for, hvad man kunne kalde en venstreliberal protestbevægelse. Mange demonstranter er fortsat oprørte over, at Hillary Clinton ikke blev valgt som præsident og hæfter sig ved, at hun fik næsten tre millioner flere stemmer end Trump på landsplan, om end hun klarede sig relativt dårligere end Barack Obama blandt især hvide mænd.
De europæiske betegnelser ”højre” og ”venstre”, ”konservativ” eller ”liberal” vækker heller ikke på samme måde genklang blandt amerikanerne. Mange vælgere er mere interesserede i at vide, hvor de får mest for deres penge og mindre interesserede i, om en politiker er republikaner eller demokrat.
”Bernie Sanders og Jill Stein fra The Green Party skulle tage og lave en baby. Det ville blive det mest vidunderlige, intellektuelle mesterværk. Én som vi alle kunne stemme på”, lyder det fra en anonym demonstrant, mens vi marcherer ned af gaderne i centrum af Orlando.
Imidlertid ville denne designerbaby – uanset at den sikkert ville være interessant – også betyde enden på den amerikanske drøm; to venstreintellektuelle, der slår pjalterne sammen i et fornuftsægteskab for at sikre ”friheden” for almindelige mennesker. På den amerikanske rygrad ligger i forvejen et protestgen, som bedst udtrykkes og forstås af den anti-autoritære Henry David Thoreau, der tilbage i 1849 skrev om civil ulydighed og udtrykte følgende:
”Must the citizen ever for a moment, or in the least degree, resign his conscience to the legislation? Why has every man a conscience, then? I think that we should be men first, and subjects afterward. It is not desirable to cultivate a respect for the law, so much as for the right. The only obligation which I have a right to assume is to do at any time what I think right. It is truly enough said that a corporation has no conscience; but a corporation of conscientious men is a corporation with a conscience”.
Thoreau mente, at enhver borger primært er ansvarlig over for sin samvittighed og ikke over for et ansigtsløst statsapparat.
Borgere havde dermed pligt til at udføre civil ulydighed, såfremt de officielle love strider imod det moralsk rigtige. Thoreau har inspireret mange protestbevægelser – fra Gandhis til Martin Luther King Jrs.
Protestbevægelsernes fremtid er usikker
Det er for tidligt at sige noget præcist om, hvorvidt de forskellige bevægelser vil holde kadencen eller om de støt og roligt ebber ud. The Economist tager imidlertid chancen i seneste udgave af det respekterede magasin og har døbt den nye bevægelse (hvis man altså kan tale om én samlet venstrefløjsbevægelse) The Herbal Tea Party – eller Urtete bevægelsen, med henvisning til den højreorienterede Tea Party bevægelse, der på visse områder blev en magtfaktor i det republikanske parti – i hvert fald indtil fænomenet Trump.
The Economist peger ligeledes på en anden udfordring for den amerikanske venstrefløj, som i højere grad handler om det forhold, at mange af dens talsmænd ifølge magasinet har alt for travlt med at tale nedsættende om Donald Trumps vælgere, og at man grundlæggende er nødt til at ændre den kurs, hvis man vil kapre nye tilhængere og ikke blot tale til en i forvejen overbevist menighed.
Det er for tidligt at sige noget præcist om, hvorvidt de forskellige bevægelser vil holde kadencen eller om de støt og roligt ebber ud.
Flere af de protestaktioner, der er udgået fra den floridianske organisation Orlando for Progress har også en overordnet udfordring, at den mangler et politisk fokus. Et fokus som iflg. Alaina Marshall heller ikke er let at finde, når man i den nye præsident ser problemer på alle fronter.
Organisationen kæmper f.eks. både for flygtninge og immigranters ret til indrejse i USA, homoseksuelles juridiske rettigheder og det, amerikanerne kalder social justice, selvom man som udgangspunkt grundlagde protestbevægelsen i forbindelse med modstanden mod olierørledningen.
Efter at have ønsket de unge aktivister held og lykke kommer jeg i tanker om karakteren Sister Jane Ingalls fra Netflix serien Orange Is The New Black, der omtaler sig selv som værende en ”protest junkie”. Måske næres og begunstiges de mange bevægelser af Donald Trump på en måde, der er ikke havde været mulig uden dette tydelige fjendebillede, og måske dør de ud, så snart den mest presserende vrede har lagt sig og de første afdrag på huset skal betales? Måske har nogle af organisationerne potentiale og kraft nok til på mere vedvarende facon at skabe forandring – også i de etablerede politiske partier.
Det kan kun fremtiden give et kvalificeret bud på.
Min Baby Blue Mommy Mobile er solgt og det er med forstærket vemod, at jeg sætter mig ind i en lejet Nissan og kører mod lufthavnen i Miami, for at vende snuden mod Danmark i det kolde nord.
Der er ingen demonstranter i Miami International Airport. Kun glade turister på vej mod nye eventyr i the Sunshine State og triste hjemrejsende, der mere eller mindre frivilligt forlader USA’s skøreste stat. En stat, der kan ses som et mikrokosmos for resten af Amerika, fordi alle findes her: venstreradikale miljøbevægelser, besindige økologiske farmere, Trump-tilhængere, der i Miamis gader ikke kan genkende det USA, de kendte til engang, fordi flertallet i den sydfloridianske smeltedigel i dag taler spansk, snow birds fra Michigan, som hver vinter forlader kulden til fordel for en behagelig tilværelse blandt delfiner og pelikaner, illegale mexicanske og haitianske indvandrere, der arbejder i de utallige fastfood restauranter og på de mange moteller langs indfaldsvejene, gamle hippier, yuppies og wannabes. Og så os, der har levet som amerikanere for en periode og som nu vender tilbage til Danmark.
I hvert fald for en stund.
Topfoto: Troels Gaihede – Alaina Marshall og hendes støtter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
