FOLKESKOLE // ESSAY (LANGT) – Hvad nu hvis skolen, som vi kender den, slet ikke er den bedste måde at lære på? Hvad hvis vi i stedet kunne skabe en skole, som børn ikke havde lyst til at flygte fra, men glædede sig til at være en del af? Dette essay tager dig med fra en forladt skole i Canadas vildmark til en ny vision for fremtidens læring – en skole, hvor oplevelser og kreativitet er i centrum. Måske er det på tide at tænke skolen helt forfra?
I september 2007 roede jeg i havkajak blandt stillehavsdelfiner og pukkelhvaler ved Vancouver Island i Canada. Der var ikke noget sted i verden, jeg hellere ville være, men det ærgrede mig lidt, at rejsen faldt sammen med udgivelsen af en bog, jeg havde været med til at skrive. Omtrent samtidig med, at der blev hældt boblevin i glassene til receptionen på Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag i København, trak jeg og mine rejsefæller vores kajakker op på stranden af den lille ø, Village Island, hvor mamalilakula-folket havde haft deres boplads og potlatchfester.
Vi måtte nøjes med lunkent vand fra vores drikkedunke, til gengæld spiste vi os mætte i brombær og blommer fra mamalilakulaernes efterladte haver, der voksede vildt og frodigt sammen med skoven. Bugten med de grønne skærgårdsøer må have draget det oprindelige folk med sin skønhed og gode beskyttelse mod vestenvindens bølger. Det må have været en svær og tung beslutning, de tog, da de valgte at flytte herfra i løbet af 1960’erne.
Vi, to lærere, en hjerneforsker og en biolog, skrev om, hvad der sker med eleverne i en skoleklasse, der en dag om ugen, i tre år, undervises i skoven
På vej til en væltet kæmpetotem med motiver af ulv, bjørn, ravn og spækhugger viste vores canadiske guide os det uvæsen, som mere end noget andet havde fået mamalilakulaerne til at forlade deres paradis: en skole!
Mamalilakulaerne oplevede skolen som et fængsel. De syntes ikke, at børn skulle sidde stille på en bænk og lære. Børn skulle lære om virkeligheden i virkeligheden – ude i det fri. Børn skulle bruge deres krop og alle sanser til at lege og til at blive dygtige til det, der var vigtigt i livet: samværet med hinanden og sameksistensen med naturen.
Hvordan lærer og udvikler børn sig bedst?
Det føltes både rigtigt og betydningsfuldt at stå der på den anden side af jorden og kigge på en tom skole af uforgængelig beton, som var ved at blive opslugt af skoven. Vores bog hed Skolen i skoven – hjerne, krop og læring i naturen. Den handlede om en ny slags skole, en skole, som eleverne ikke har lyst til at flygte fra.
Vi, to lærere, en hjerneforsker og en biolog, skrev om, hvad der sker med eleverne i en skoleklasse, der en dag om ugen, i tre år, undervises i skoven. Bogen om naturklassen på Rødkilde Skole blev læst af mange lærere, og udeundervisning bredte sig i årene efter til flere hundrede danske skoler.
Ny viden om, hvordan børn og unge udvikler sig og lærer bedst, vil i en nær fremtid få os til at grine eller græde over skolen, som den var. Måske vil skolen til den tid være historie, måske har vi skabt helt nye og anderledes måder at lære på, som er tilpasset børn og unges naturlige tilgang til livet og verden. Jeg skriver for tiden på en ny bog. Den kommer til at hedde Pensum: kærlighed og kreativitet. Som titlen afslører, bliver det en optimistisk bog, også på skolens vegne. Jeg tror, at skolen er bevaringsværdig, endda vigtig, men kun, hvis vi tør tænke den helt forfra.
Vores børn er vokset op i en kultur, der gør det lettere og mere meningsfyldt for dem at lære abstrakt og symbolsk – med ord og tal i stedet for oplevelser og handlinger, men biologisk er de skabt til at tage verden til sig på samme måde som mamalilakulaernes børn. Vores børns skoler er mere menneskelige end dem, de kristne kolonialister tvang mamalilakulaerners børn til at gå i. Terperiet er næsten forsvundet, og lærerne straffer ikke længere elevernes forstyrrelser og forkerte svar med vold og psykiske ydmygelser. Alligevel er der for mange lighedspunkter mellem skolen dengang og i dag.
Elever sat på stand by
Jeg holder for rødt lys på min cykel foran en københavnsk skole. En meget vred stemme får det til at gibbe i mig. Stemmen kommer ud af et meget rødt hoved på en lærer, der har stoppet sin bemærkelsesværdigt velordnede 3. klasse på fortovet.
”Kan I godt høre, at jeg er lige ved at bruge min vrede stemme. Den er ikke vred endnu, men det kan den blive. Hvad skal I gøre, når I kommer op på gangen til klassen, og der ikke er nogen lærer? Råbe og skrige?”
”Råbe og skrige?” gentager en elev overrasket.
”Nej, I skal selvfølgelig ikke råbe og skrige. I skal stå to og to langs væggen og være stille, indtil jeres lærer kommer og låser jer ind. Er det forstået? Har du også forstået det, Liam?”
Lyset skifter til grønt, og jeg cykler videre. Jeg ved ikke, om Liam har forstået, men det har jeg.
I faser af livet, hvor børn er allermest nysgerrige og motiverede for at lære, træner skolen dem i apati
Hvis det en dag lykkes lærerne at få en god ånd befriet fra dens fangenskab i skolen, vil den måske i taknemmelighed lade os få et ønske opfyldt. Det ønske bør i så fald være, at vi lærere bare for en enkelt dag bliver udstyret med evnen til at læse vores elevers følelser og tanker. Vi vil få en åbenbaring, som både er nedslående og løfterig. Ingen lærere med respekt for sig selv vil fra den dag gøre, som vi plejer. Vi vil kræve skolen fuldstændig forandret, og når det kun går for langsomt, vil vi selv starte med at udnytte alle de revner og sprækker, der trods alt er i den gamle anstalts beton. Det er der heldigvis allerede mange lærere, som forsøger at gøre.
Hvad er det for en jordskælvsagtig erkendelse, den kortvarige adgang til elevernes hjerner vil give os? Vi vil opdage, at skolen systematisk sætter eleverne mentalt på stand by. I faser af livet, hvor børn er allermest nysgerrige og motiverede for at lære, træner skolen dem i apati.
Hjerneforsker og mangeårig præsident for Studienstiftung des deutschen Volkes, Gerhard Roth, udtrykker tragedien således:
”Alle undersøgelser af den viden, som unge besidder fem år efter, de har afsluttet skolen, kommer frem til, at skolesystemet har en virkning, der peger på nul.” (Fra Hartmut Rosa og Wolfgang Endres: Resonanspædagogik)
Hvis det passer, så har eleverne ikke bare lært for lidt, så har de taget skade på deres indlæringsevner og udviklingsmuligheder. Hjernen svækkes af passivitet. Den er født med mange mentale muligheder, der hver især afspejler tusinder af generationers tilpasninger til skiftende livsvilkår. Hvis ikke de muligheder bliver brugt, hvis ikke de stimuleres af vores miljø og vores personlige erfaringer, forsvinder de. Use it or lose it!
Resultaterne af den anderledes undervisning var opsigtsvækkende og fik flere forskere til at følge projektet. Det mest bemærkelsesværdige, de så, var børnenes synlige glæde
Når vi endnu ikke kan se, hvad der foregår i elevernes hjerner, mens de går i skole, så kan vi begynde at lytte til, hvad de selv siger om undervisningen. Det gjorde lærerne på et stort lærermøde i Toronto i 2004. To 15-årige piger gav dem følgende opsang:
”Er I lærere klar over, hvor kedelige I er? Jeres undervisning minder om et TV-køkken. I beder os om at gå til fryseren, trække en pakke ud, læse instruktionerne grundigt, fjerne indpakningen, punktere cellofanen og sætte mikroovnen til det rigtige antal minutter. Hvis vi følger instruktionen nøje, får vi topkarakterer. Men det er så kedeligt. Det ville være meget mere interessant, hvis vi fik lov til at lave vores egen opskrift, hvis vi blandede ingredienser, vi selv havde valgt. Hvis resultatet ikke blev godt, ville vi ændre opskriften lidt og fortsætte med at prøve, indtil vi havde fundet på en opskrift, der smager rigtig godt. Den slags læring ville være sjov og få os til at tænke. I øjeblikket lærer vi at passe ind i, snarere end at forme, vores verden.”
De canadiske piger har kun delvist ret. Vores art var aldrig nået så langt i madkunst og alle andre sammenhænge, hvis ikke børn og unge både havde taget ved lære af de voksne og tænkt nyt. Men det vender vi tilbage til.
Skolestrejken
14 år efter lærermødet i Toronto hen mod slutningen af den ekstremt varme og tørre sommer i 2018 gik valgkampen til det svenske parlament i gang. Rigsdagsbygningen i Stockholm er stor og imponerende. Måske var det derfor, at næsten ingen af de forbipasserende lagde mærke til den unge pige med de to lange tykke fletninger. Hun sad på fortovets brosten med ryggen lænet mod bygningens grå og røde granit. Til højre for hende stod hendes violette skoletaske, til venstre et skilt, hvor hun sort på hvidt havde skrevet: Skolstrejk för klimatet.
Greta Thunberg gjorde det, de canadiske piger efterspurgte. Hun ville ikke længere følge en opskrift og passe ind, hun ville være med til at forme vores verden. Hendes budskab handlede om klimaet, men det handlede også om det paradoksale i, at den vigtigste viden i verden ikke fører til nødvendige handlinger.
”Hvorfor skulle jeg studere for en fremtid, der snart ikke findes mere, fordi ingen gør noget for at redde den? Hvad er pointen i at lære fakta i skolen, når de vigtigste fakta baseret på den dygtigste videnskab tydeligvis ikke betyder noget for vores politikere og samfund?” (Citat: Greta Thunberg)
At uddanne sig giver god mening, når vi nærer håb for fremtiden og har tillid til, at viden og færdigheder bliver brugt af de voksne og såkaldt ansvarlige. Menneskearten har klaret sig forbløffende godt, fordi vi kompenserede for vores medfødte svagheder ved at dele viden og færdigheder og tage dem i fælles anvendelse. Det, vi vidste sammen, og det, vi kunne sammen, blev brugt i praksis – både til at overleve og til at leve så godt som muligt.
I dag ved vi, at vores måde at leve på ødelægger kommende generationers livsbetingelser. Vi ved også, at det ikke behøver at gå sådan. Vi har de gode løsninger, vi skal bare gøre, som vi gjorde i vores arts tidlige barndom på Serengeti, tage de rigtige beslutninger og føre dem ud i livet sammen.
Opsigtsvækkende eksperiment uden for stoleskolen
Naturklassen på Rødkilde Skole (Rødkildeprojektet) var et forsøg på at tænke folkeskolen helt forfra. I tre skoleår fra 3. til 5. klasse flyttede vi alle torsdagenes syv lektioner ud i Lille Hareskov. Eleverne i naturklassen behøvede ikke komme hjem og sige: Vi har om stenalderen. Hver torsdag kunne forældrene se på deres unger, at de næsten havde levet som samlere og jægere. Deres tøj og hænder var beskidte og håret filtret af vind og vejr.
I flere af naturklassens fag hang skovdagene og skoledagene sammen. Hver fredag tegnede og skrev eleverne om det, de havde lært og oplevet som stenaldermennesker i skoven. De øvrige skoledage var eleverne forskere, der prøvede at indsamle brugbar viden om det liv, homo sapiens har levet i 98 procent af vores tid på Jorden.
Hvad vil I gøre for at overleve og leve godt? Hvad-nu-hvis-undervisningen i naturklassen kom vidt omkring. Uanset om eleverne var stenaldermennesker, asetroende vikinger, nordamerikanske skovindianere, grønlandske inuitter, matematiknørdede aliens fra det ydre rum eller Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn alene i vildmarken, var de aktive deltagere i storylines og rollespil, som gjorde mange forskellige udfordringer virkelighedsnære og livsvigtige at klare sammen.
”Den disciplin og beherskelse som enhver læreproces kræver, er således ingen byrde, når nødvendigheden er til stede. Ja, så fremtræder situationen slet ikke som en læreproces, men der bliver en direkte forbindelse mellem selve anstrengelsen og det mål, man vil nå. Pinagtigheden opstår først, når nødvendigheden ikke længere er til stede. Så falmer et autentisk og dramatisk livsøjeblik til gusten indlæring.” (Fra Steen Larsen: Den videnskabende skole)
Resultaterne af den anderledes undervisning var opsigtsvækkende og fik flere forskere til at følge projektet. Det mest bemærkelsesværdige, de så, var børnenes synlige glæde ved at gå i skole i skoven. Glæden skyldtes bl.a., at alle elever blev dygtige til mange forskellige ting og kunne huske det meste af det, de havde lært. Det gjorde sig ikke kun gældende for de praktiske og motoriske færdigheder, de brugte til at finde vej og holde sig varme og skaffe mad, men også for fagenes teoretiske stof, der klæbede sig markant bedre fast i deres langtidshukommelse, end vi er vant til i stoleskolen.
Børnene svigtes i den ”synlige læring”
Naturklassen startede desværre i en tid med politisk modvind. I år 2000 kom Danmark med i den new public management inspirerede PISA-undersøgelse/konkurrence. PISA-panikkens politik blev en ulykke for skoler i hele verden. Alt, hvad der kunne vejes og vurderes, blev vigtigt, alt, hvad der ikke kunne, blev regnet for uvæsentligt. Når målingerne viste utilfredsstillende outcomes, måtte det være lærerne, der havde svigtet.
I Danmark satte Anders Fogh Rasmussen som den første af flere statsministre pædagogikken i skammekrogen og lærerne uden for døren:
”Det er, som om at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ’Hvad synes du selv?’”
Tretten år senere, da skolereformen blev vedtaget, var der på trods af den politiske modvind fra PISA-regimet 240 folkeskoler i Danmark, som regelmæssigt lavede udeundervisning. I skolereformens lovtekst stod der endda om ”praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer, der åbner skolen mod den omgivende verden”. Det var desværre kun ord og tomme løfter. Alt andet ved reformen og dens finansiering (lov 409) trak i den stik modsatte retning: dårligere forberedelsestid til lærerne, længere skoledage til eleverne og stærkere målstyring.
Helt galt gik det, da Undervisningsministeriet efter skolereformen dekreterede, at undervisningen i skolen skulle styres af tusindvis af læringsmål for klasserne og den enkelte elev. Selvom test- og målstyringen var et fundamentalt brud med det bedste i den danske folkeskoletradition, blev den besluttet uden diskussioner og gennemtvunget med midler, som ikke hører hjemme i et demokrati.
I andre lande blev skolerne udsat for samme standardiserings- og målstyringskampagne. Mange steder slog den endnu hårdere igennem end i Danmark
Bøger og læringsportaler blev skrevet om, så eleverne konstant havde læringsmål og test lige foran næsen. Lærere blev truet med fyring, hvis vi nægtede at gennemføre de omfattende, uduelige og nedværdigende målinger af elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer. Ministeriet sendte konsulenter ud på alle lærerværelser for at fortælle os, at vi skulle stoppe med at lade vores undervisning styre af oplevelser, emner og projekter. Vi gik for højt op i at gøre fagene spændende, motiverende og engagerende. Alt det var unødvendigt i den test- og målstyrede skole. Målingernes kontrol og elevernes selvkontrol ville motivere.
I lærernes fagblad Folkeskolen beskrev jeg, hvordan den såkaldt synlige læring virkede:
”Matilde går i anden klasse. Der hænger en tøjklemme med hendes foto på væggen i klasseværelset. Det samme er tilfældet med de andre elever. Tøjklemmerne er praktiske. Læreren kan flytte dem rundt på kopiarkene med de grønne, gule, orange og røde felter. Selvom Matilde læser hjemme hver dag med sin mor, er hendes klemme ikke blevet flyttet. Den hænger stadig i det røde felt, og den har ikke haft selskab af andre elevers klemmer i et godt stykke tid. Klemmernes placering fortæller læreren og eleverne, hvor dygtige de er til at læse. Hvis eleverne skulle være i tvivl om, hvordan farverne bør påvirke dem følelsesmæssigt, kan de se på de ledsagende smileys. Rød farves smiley er sur, orange er trist, gul er fornøjet og grøn er glad. Og de virker efter hensigten. Matilde bryder sig ikke længere om at læse.”
I Danmark er det nu kun 6 ud af 10 nyuddannede lærere, som arbejder i folkeskolen efter 5 år. De erfarne lærere flygter også fra skolen
I 2019, seks år efter, at synlig læring og læringsmålstyret undervisning fyldte alt på Undervisningsministeriets hjemmeside og i de lærerstuderendes læseplaner, blev det hele pludselig fjernet. Deletetasten kom på overarbejde. Læringsmålstyringen, den eneste rigtige og evidensbaserede måde at undervise på, blev elimineret, men uden at de ansvarlige erkendte deres fejl og ødelæggelser.
I andre lande blev skolerne udsat for samme standardiserings- og målstyringskampagne. Mange steder slog den endnu hårdere igennem end i Danmark. Den finske professor Pasi Sahlberg, som vandt LEGO’s pris for sin kamp mod teststyret undervisning, sammenlignede den globale reformbølge med en epidemi:
”Så synlig er denne almindelige måde at forbedre (uddannelsessystemet) på, at jeg kalder den Global Educational Reform Movement eller GERM. Den er som en epidemi, der spreder sig og inficerer uddannelsessystemer gennem en virus. Den rejser med eksperter, medier og politikere. Uddannelsessystemer låner politikker fra andre og bliver inficeret. Som en konsekvens bliver skolerne syge, lærere har det ikke godt, og børn lærer mindre.”
Mistrivslen kan vendes
Og sådan gik det. I Danmark er det nu kun 6 ud af 10 nyuddannede lærere, som arbejder i folkeskolen efter 5 år. De erfarne lærere flygter også fra skolen. De har oplevet skolen, som den var, før epidemien ramte, langtfra perfekt, men dog med bedre muligheder for at lave god undervisning. Elevernes faglige niveau i både læsning og matematik er faldet væsentligt mere, end nedlukningerne under covid kan forklare. Inklusion er blevet til eksklusion. Flere og flere elever oplever perioder med manglende lyst og vilje til at gå i skole.
Elevernes trivsel, især i de ældste klasser, er også faldet markant. Hver gang der måles på de unges mentale sundhed, bliver tallene mere og mere nedslående. Mest alarmerende er de for de 16-24-årige kvinder. 35 % af dem har i den seneste undersøgelse dårlig mental sundhed. Tallet for de unge mænd i samme aldersgruppe er 21 %. Hvis drenge generelt har sværere end pigerne ved at tale om deres problemer, er deres mistrivsel antagelig større, end tallene viser.
Vi må heller ikke glemme, at for hver søster, bror, datter, søn og barnebarn, der skader sig selv, udvikler spiseforstyrrelser og får stress, angst og depression, er der søskende, forældre og bedsteforældre, det også gør ondt på.
Mistrivslen er som så meget andet i vores samfund unaturlig. Børn og unge er normalt mindre bekymrede og gladere end voksne. Det kan ses på deres kropssprog og spontane trang til at smile. Under sunde naturlige livsomstændigheder smiler børn i gennemsnit 400 gange om dagen. De gladeste voksne når op på 40-50 smil.
Det var svært målbart, men let at få øje på: Eleverne har julelys i øjnene. Hvor kom det fra? Det korte svar er i mangel af et passende dansk ord: agency
Mistrivslen har bredt sig i et omfang og tempo, som kun kan forklares med et sammenfald af flere årsager, en slags perfect social storm. Skolen kan gøre rigtig meget bedre, end den gør, men den kan ikke bjerge et samfund og en kultur, som er kritisk syg.
Kærlighed og kreativitet
Hvad er det ved skolen og den moderne livsførelse, som belaster børn og unge i en grad, der ikke kender fortilfælde? For at svare på det spørgsmål er det en rigtig god idé at starte med at undersøge, hvad menneskebørn og unge egentlig er for nogle skabninger. Hvilke behov skal de have opfyldt for at kunne trives? Det ved vi heldigvis mere om i dag, end vi nogensinde har gjort. Den indsigt skal vi bruge til at finde ud af, hvad der kan gøres, for at børn og unge kommer til at trives og udvikle sig naturligt.
Naturklassen løftede noget af sløret for, hvad skolen kan gøre bedre. Hvordan trivedes og lærte eleverne, som blev undervist i naturen i en femtedel af deres skoletid? Som sagt var de sammenlignet med normale skolebørn i overdrevent godt humør, især om torsdagen i skoven. De var så glade og engagerede, at det var en ekstraordinær fornøjelse at være deres lærere. Skovdagen var ellers ugens længste. Syv klokketimer uden frikvarter og kaffepause lyder som en prøvelse, men den fløj afsted.
Jeg overvejede at sætte mig godt til rette og lade Louis synge og blæse, indtil ungerne tryglede mig om en rask omgang ordklasser
Forskerne, som undersøgte de forskellige effekter af at gå i udeskole, lagde også mærke til det, når de var med os i skoven. Det var svært målbart, men let at få øje på: Eleverne har julelys i øjnene. Hvor kom det fra? Det korte svar er i mangel af et passende dansk ord: agency. Når vores grundlæggende behov for agency bliver undertrykt, keder vi os og bliver uengagerede; når det slippes fri, blomstrer vi.
Antagelig findes der ikke noget mere vitaliserende i et menneskes liv end at udfolde sit potentiale i sociale sammenhænge, at være en betydningsfuld deltager i et fællesskab. Alle som én oplevede naturklassens elever, at der var brug for dem. De kunne noget. De udrettede noget. De var til gavn og glæde. Elevudsagn fra en fem dages kano-lejrskole, da naturklassen gik i niende, siger det på en rørende måde:
”Jeg svedte, så vandet trillede ned ad mig. Det var helt overnaturligt. Jeg var så beskidt, at det halve kunne være nok, og der var ikke et sted på kroppen, der ikke gjorde ondt, men jeg var ligeglad. Naturen gjorde noget ved mig. Alt kunne gå galt, men jeg var stadig glad og tilfreds.” (Camilla 9. x)
”De sidste dage, da alle sad i deres kanoer, kom der et smil frem på alles læber. Det var, som om alle holdt sammen. Og jeg kan huske et tidspunkt, jeg sejlede foran alle andre og kiggede mig tilbage, jeg tænkte: ’Damn en dejlig klasse!’ Jeg tror aldrig, jeg har tænkt sådan om alle i klassen før. Der lærte jeg virkelig, at vores klasse var noget specielt for mig!” (Rie 9. x). (Begge citater fra Skolen i skoven)
Naturen giver børn ekstraordinært gode betingelser for at udleve deres trang til agency og fællesskab, men fremtidens skole har mange andre muligheder for at komme elevernes psykologiske behov i møde. Dem beskriver jeg i min kommende bog.
Kærlighed og kreativitet er menneskets mest fundamentale psykologiske drivkræfter. De får os ud af sengen om morgenen, de giver os lyst til at gå på opdagelse
Eleverne i en anden klasse, jeg var klasselærer for, kunne være ret udspekulerede. De satte Abbas til at holde vagt, når jeg kom op til klassen efter frikvarter. Når han så mig for enden af gangen, skyndte han sig ind og kvalte AC/DC for fuld udblæsning på smartboardet til fordel for en uendelig lang playliste med Louis Armstrong, startende med ”What a Wonderful World”. Fidusen var, at gode gamle Louis fik mig til smile på en måde, eleverne havde gennemskuet. Når verden lød så vidunderlig, kunne jeg ikke få det over mit hjerte at slukke musikken og starte undervisningen.
Se, det er for mig at se elever, der har lært noget vigtigt, som ingen mål kan formulere, og ingen test kan teste. Jeg overvejede at sætte mig godt til rette og lade Louis synge og blæse, indtil ungerne tryglede mig om en rask omgang ordklasser.
Kærlighed og kreativitet er menneskets mest fundamentale psykologiske drivkræfter. De får os ud af sengen om morgenen, de giver os lyst til at gå på opdagelse og motiverer os til at forbedre livet for os selv og andre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og