Skin så, indre sol – oplevelser, du giver dig selv lov til at sanse

i Klumme af

DAGENS POV // SOMMER – Så skinner solen igen. Og det er weekend. Det er næsten ikke til at tro, at verden er ved at gå under. Man kan i hvert fald ikke se det. Ikke herfra, i det mindste. Jeg synes heller ikke, jeg rigtigt kan mærke klimaændringerne. Ikke når det ikke regner. Og der er de samme dyr, som der plejer at være. Måske ikke lige honningbier, men hvepsene er her da endnu.

En ting er jeg sikker på. Tiden er en tyv, som løber hurtigere og hurtigere af med os, alle sammen, høj og lav, rød og blå, mand, kvinde og vandrende pind. Jeg synes lige jeg er hoppet ned af stolen og ind i 2019, det er midsommer, og den ene halvdel af året er allerede forbi.

Jeg kan heller ikke smage de der pesticider i vandet, og luften virker også frisk.

Hvis det passer – med vores oplevelse af tiden – at man har levet halvdelen af sit liv, når man er 12 år, og at tiden kun opleves som hurtigere og hurtigere, er det måske rigtigt, at der ikke er nogen tid at spilde, at det gælder om at stå tidligt op, hver dag, og få noget ud af den der tid dér.

I aften er det lørdag aften. Det er det hver uge, og alligevel forsvinder lørdagene ind i hinanden. Måske er der i virkeligheden kun en lørdag, ligesom der egentlig kun er en Hollywood film? I hvert fald, kun en jeg kan huske. I det hele taget, synes jeg det kan være ret svært at huske, hvad jeg egentlig går rundt og foretager mig. Den slags huskes mest i krimier. For de færreste af os, har egentlig pejling på, hvad vi lavede i sidste uge. Formentlig, og ironisk nok, fordi vi ganske sikkert lavede nogenlunde det som i denne.

Når du glemmer dig selv i aktiviteten, uanset om det er maleri, skrift, dans, elskov eller opvask, bliver det lille, flygtige nu til evighed. Tidsoplevelsen bliver opslugt sammen med vores opmærksomhed

Måske handler vi bare så ritualiseret ens, at forskellene i måden på, hvordan vi bruger den ene og den anden lørdag, er så begrænset, at hjernen ikke rigtigt kan kende forskel, og derfor ikke rigtig er aktiv i oplevelsen?

Lever vi vores tilværelse så stereotypt og forudsigeligt, at ikke engang vores egen bevidsthed behøver være tilstede, mens vi halser efter morgendagens troldehale i jagten på det tidsløse nu og det evige liv, som allerede er en integreret del af os og omgiver os som en kokon af tryghed og lykke, når bare vi giver os selv lov til at opdage det? Hvis det blot er tilnærmelsesvist rigtigt, giver det ‘de små tings’ tyranni en helt ny, diabolsk betydning.

Nøglen er at udfordre måder og vante stier uden at blive dogmatisk omkring det, at indtænke irregulariteten og mønsterbruddet som konstante muligheder. Vend dig om og gå lidt baglæns på weekendens spadseretur i skoven. Hink. Genopfrisk gadedrengehoppet. Det er faktisk ret skægt.

Vend toiletrullen om, og øv dig på at trække i papiret fra den anden side. Læs avis anderledes. Fra midten fx. Prøv at røre i gryden med den anden hånd.

Kør en anden vej, end den vante. Leg med hilsner og omgangsformer. Forsøg at sige goddag og farvel på andre måder.

Nøgleordet er fleksibilitet. Plasticitet, ligefrem. Ikke at lade den nye måde at gøre det på blive til et nyt mønster, men netop en afvigelse. Sådan bliver automathandlingen til en huskbar begivenhed, og tiden sættes i stå for et øjeblik. Måske husker du den lørdagsgåtur længe efter, men kun fordi du ikke går baglæns hver gang, du spadserer.

Der er utallige måder, at udfordre tidoplevelsen på. Men den bedste er nok transcendensen. Alle menneskers fødselsgave, og trods det højtragende navn simpelthen den menneskelige evne til at glemme os selv og forsvinde ind i nuet sammen med den aktivitet, vi er fordybet i. Når du glemmer dig selv i aktiviteten, uanset om det er maleri, skrift, dans, elskov eller opvask, bliver det lille, flygtige nu til evighed. Tidsoplevelsen bliver opslugt sammen med vores opmærksomhed.

Uanset om du skal til byfest i Rørvig, til ikke-luk fest i tegneseriebutikken Fantask, til afro-latin koncert på Boxland, til fødevaremarked i Svendborg, fyre den af, når Roskilde Festival indvier sin egen udgave af Central Park med en stor fest på Countdown-scenen, spendere lige netop denne lørdag aften med at fejre skolernes sommerferie med familien, eller til indsættelsesfest hos en af den nye regerings nye ministre, er der en god chance for at det handler om kærlighed, genklang og fællesskab.

På denne lørdag, som på en for længst glemt lørdag i maj, hvor Danmark med den unge sanger Leonora, forsøgte at trænge igennem med sangen ’Love is forever’ i det internationale Melodi Grand Prix.

For kærligheden er evig, og selvom betragtningen om kærlighedens natur tilsyneladende er triviel, gemmer der sig en brugbar nøgle til den epigenese vi alle sammen, som daglig dont og livsopgave, har mere end blot lidt godt af at praktisere: For cellerne husker. Helt bogstaveligt. Alle sammen. Og den oplevelse, du giver dig selv lov til at sanse, på din psyko-motorisk bevidste gåtur, under koncerten, eller ved grillen på terrassen, ryger helt fysisk ’lige ind på lystavlen’.


Illustration: Pxhere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til fjorten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk og makedonsk.

Seneste artikler om Klumme

Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel