TEATER // ANMELDELSE – Sister Act er i ordets egentlige forstand musical comedy. Flot musik, imponerende dansenumre, et entusiastisk cast med Julie Steincke i spidsen og et velgørende blink i øjet. Ikke bare komiske replikskifter, men en humor, der gennemsyrer alt i forestillingen,
Dette er ikke bare en musikalsk gengivelse af komedien Halløj i klosteret. Sister Act på Det Ny Teater er en gennemkomponeret musical, som nok indeholder flere komiske elementer end mange andre, men som først og fremmest præsenterer musikalsk overskud fra hele castet.
Væk er den falske nonnes brug af kendte popmelodier til Guds ære. Til gengæld leger komponisten Alan Menkens sange elegant – og med megen humor – med de dominerende musikgenrer fra slutningen af 70’erne. Topmålet er nok de tre gangsterhåndlangeres Bee Gees-inspirerede … kærlighedssang?
Sister Act og søstersolidaritet
I virkeligheden kan plottet i Sister Act skrives på bagsiden af en konvolut (noget man i 70’erne brugte til at putte beskeder skrevet på papir ned i, når man skulle sende dem med postvæsenet):
Det er svært ikke at trække på smilebåndet ad 70’er-looket med glitrende pailletbesatte kostumer og moden i det hele taget. Samt gode, gammeldags telefoner med ledning
Den håbefulde natklubsangerinde Deloris Van Cartier bliver vidne til, at hendes elsker, gangsteren Curtis Jackson, likviderer en stikker. Hun er bange for at ende på samme måde og går til politiet, der skjuler hende i et kloster indtil retssagen. Men nogen nonne er Deloris altså ikke.
Abbedissen er forfærdet over at få denne synderinde indenfor dørene, men klosteret er i pengenød og truet af lukning. Mod alle odds finder Deloris blandt nonnerne det søsterskab, som hun altid har savnet. Hun lærer dem til gengæld at synge, inden det lykkes Curtis at opspore Deloris.
Velkommen i katedralen
Overordnet er scenografien på Det Ny Teater inspireret af en gotisk katedral, men forskellige sætstykker forvandler det lejlighedsvis til en natklub, en gyde, en bar, en politistation, og hvad der nu ellers er brug for. Teknikken fungerer upåklageligt og efterlader en wow-effekt.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet ad 70’er-looket med glitrende pailletbesatte kostumer og moden i det hele taget. Samt gode, gammeldags telefoner med ledning. Tiderne har ændret sig.
Julie Steincke ejer rollen. Heldigvis, for det er det, forestillingen står og falder med
Og hurtigere end du kan nå at sige ”woke”, understreger programmet, at selv om Deloris i 1992 blev spillet af Whoopi Goldberg, så var rollen faktisk tiltænkt Bette Midler. For at få besætningen til at gå op, bliver korlinjen af nonner på den anden side lejlighedsvis suppleret af et par herrer fra ensemblet. Tiderne har ændret sig.
Stjernestunder
Man skal nu også være et utaknemmeligt skarn for at beklage sig over Julie Steinckes præstation som Deloris. Hun synger, hun danser, hun spiller skuespil. Julie Steincke ejer rollen. Heldigvis, for det er det, forestillingen står og falder med.
Hun får stærkt modspil af Marianne Mortensen, der efter at have spillet et hav af store musicalroller i sin karriere fejrer 40-års skuespillerjubilæum som abbedissen. Man kan være musicalstjerne livet igennem, og hun brillerer i flere sange. Abbedissen og Deloris repræsenterer to stærke viljer, der nødvendigvis må komme i konflikt – indtil de indser, at de spejler hinanden. Det samspil fungerer perfekt.
Også Tomas Ambt Kofod, Anne Herdorf, Mira Balloli og Henrik Lund har deres stjernestunder. Al Agami må derimod nøjes med den ret uinteressante skurkerolle Curtis.
Deloris’ opfattelse af klosterlivet kommer fra The Sound of Music, og hendes velsignelse af koret aftenen inden deres store optræden minder da heller ikke så lidt om et optrin med von Trapp-familien
Når de og resten af castet skal have deres egne og fælles sange, er der ikke plads til så megen dialog. Når vi i publikum sidder med et stort smil på – lejlighedsvis et grin – så skyldes det ikke vittige replikskifter, men sangnumrene selv og mere eller mindre subtile referencer.
Giv Gud en chance i musicalen
Nonnerne ved bordet spejler Da Vincis berømte nadverfresco. Deloris’ opfattelse af klosterlivet kommer fra The Sound of Music, og hendes velsignelse af koret aftenen inden deres store optræden minder da heller ikke så lidt om et optrin med von Trapp-familien. Og som nævnt er der noget, der minder om Bee Gees. Alan Menken har moret sig.
Som helhed er Sister Act nærmest en slags højmesse for 70’ernes discorytmer. Inklusive mere glimmer, end jeg erindrer før at have set på en scene.
Det står selvfølgelig enhver frit for at inddrage syngende nonner med vrikkende hofter og høje benspark i en diskussion om utilbørlig omgang med religiøse genstande. Selv i en letbenet musical som Sister Act ligger der en religiøs kritik – vel at mærke ikke af troen, men af den intolerance, som nogle bruger troen til at dække over. Der er faktisk et humanistisk budskab her.
Det sikre valg
Et hastigt blik over september måneds premierer i hovedstaden (og over hele landet for den sags skyld) afslører, at der er hård konkurrence om musicalpublikummet. I Falkonersalen og Tivolis Koncertsal, på Østre Gasværk og altså Det Ny Teater.
Men hvordan vi end vender og drejer det, så er Sister Act et skudsikkert tilbud til dem, der gerne vil være sikre på en underholdende aften i byen. Præcis som Deloris’ hårdtpumpede nonnekor lokker flere mennesker i kirken, så biskop O’Hara kan få finansieret kirkens nye tag; one for the money, two for the show. Sådan er det. I kirken og i teatret. Amen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
