Simon Hjortdal: En f****** meningsfuld tilværelse – sådan vinder jeg

i Bøger/Liv & Mennesker af

LIV // KOMMENTAR – Kan det være, at min uddannelse var dårlig og underfinansieret, og at jeg derfor også droppede ud? Kan det være, at min depression til dels kom af, at klimaforandringer samt bøssediskriminering ødelægger mit udsyn til at stifte en familie ligesom den, jeg kommer fra? Kan det være, at jeg lever i et samfund, hvor depression kommer af, at der er mennesker, som systematisk diskriminerer én i løbet af éns barndom, af den ene eller den anden grund pga. hudfarve, bøssethed eller overvægt?

Da min veninde blev indlagt på psykiatrisk afdeling, mens hun studerede dansk på femte semester, begyndte jeg for alvor at aflægge min skyld. Den er svær helt at slippe af med. Men jeg tænkte, at hvis jeg og de gode mennesker, som er mine venner, falder på stribe med stress og angst, så er der noget grundlæggende galt.

Der er noget galt, hvis det er sandt, at jeg – og kun jeg – som et voksent menneske, der skal træffe beslutninger, der er afgørende for resten af mit liv, alene har haft ansvaret for min egen trivsel.

Blev jeg syg, fordi der blev krævet mere af mig, på kortere tid, uden jeg opdagede det?

Vi, der er vokset op i de gladsynede 90’ere med Disney-fortællinger om det onde, som overvindes, har sjældent haft anledning til at tænke over en realistisk verden med et samfund, hvor den statistiske sandsynlighed for et godt psykisk helbred kun bliver mindre, hvis du sigter højt med ambitioner.

Mit psykiske velvære er stadig rustent. Jeg har sigtet højt, og det har jeg betalt for i form af lange perioder med depression og social angst. Først da jeg var 24 år, sprang jeg ud som bøsse. Det var en af de der livsfarlige situationer, hvor alternativet, som var at leve på en løgn, truede mit liv.

Før jeg sprang ud, sigtede jeg højt og mente, at et liv i skabet ville have færre forhindringer, end hvis jeg var ærlig om min seksualitet. I dag tænker jeg desværre, at det måske ikke var et ukorrekt skøn.

Jeg sigtede højt

Efter jeg sprang ud, sigtede jeg højt igen. Jeg følte, at min historie med systemisk homofobi i min folkeskole og de stadige ironiske og bøssefjendtlige talemåder i min omgangskreds ikke skulle bestemme mit selvværd, ej heller resultatet af mine handlinger, som var drevet af høje mål.

Jeg ville være filosof. Jeg ville intellektuelt udkonkurrere de mennesker, som troede, at status quo med patriarkatet var naturligt, samt dem, der troede på, at rigide markedsorienterede deduktioner af livsoplevelsen var den bedste måde at forstå menneskets lykke på. Jeg havde neurotisk gang i et kønspolitisk oprør mod drenge og mænd og deres magt og deres rigide forståelse af mig som bøsse og dermed som værende ikke-maskulin, en sød ven, man let kunne udkonkurrere.

Før jeg sprang ud, sigtede jeg højt og mente, at et liv i skabet ville have færre forhindringer, end hvis jeg var ærlig om min seksualitet. I dag tænker jeg desværre, at det måske ikke var et ukorrekt skøn

Da jeg var på fjerde semester på kandidatstudiet i filosofi på Københavns Universitet, var der et snævert underfinansieret kursusudbud. Det var indskrænket til enten ligegyldige forretningsorienterede idéer om lykke eller positivistisk åndsforladt videnskabsteori.

Det hele virkede åndsforladt, fordi jeg var åndsforladt. Jeg havde en depression, og mit udsyn til depressionens samfundsmæssige ophav og årsag var sløret med skyld. Jeg følte dybt i mig selv, at jeg var skyld i min egen dovenskab, og at jeg stadig ikke havde nogen undskyldning for at fejle, hvis jeg selvforskyldt snublede. Jeg havde desuden min familie, der ressourcestærkt havde opdraget min bror, som blev dimittend på Filmskolen: Et eksempel på en person med helt samme kår som jeg selv havde haft, men som var lykkedes.

Jeg droppede ud. Jeg røg på kontakthjælp og flyttede fra Østerbro til Vestegnen. Jeg følte, at min stolthed ikke var forenelig med en sygemelding, så jeg fortsatte udenom det psykiatriske system, som jeg i øvrigt mente gjorde folk til ofre og fremmedgjorde dem.

Aktivering

Da jeg endte på et nyt jobcenter, fortalte de mig, at de selvfølgelig gerne ville tage højde for min angst og stress, men hvis det nu ikke var mere end det, så kunne jeg sagtens klare jobprøvning. De sendte mig i hænderne på en tredjepart privat virksomhed, hvor en blond, slank og skarp kvinde sad og understregede, at hun tog højde for min situation.

Noget af det første, der skete i den arbejdsprøvning, hun fandt til mig, var en introduktion til skuret, hvor ligene blev opbevaret inden begravelserne. En 60-årig gartner, der vidste, jeg var syg, mente, at det kunne en mand som mig sagtens klare, hvis jeg var i aktivering på en Vestegns-kirkegård. Det havde han ikke ret i.

Jeg hulkede i armene på min kæreste aftenen efter. Jeg tog kontakt til Jobcenteret og fortalte dem, at de gjorde tingene værre for mig. Min læge gav dem en lægeerklæring på depression og angst. Jeg blev flyttet fra én afdeling til en anden, hvor de syge kom i ”jobsamtale” med deres sagsbehandler. Jeg snakkede med en kvinde, der var træt og havde rande under øjnene.

Hun mente, at når jeg nu skulle noget nyt, så kunne jeg lige så godt prøve at komme i aktivering med henblik på ansættelse. Jeg insisterede på mit helbred, som jeg begyndte at kunne se, ikke var mit eget ansvar, men nogle andres. De gav mig en ny sagsbehandler, der for første gang kunne se det ulogiske i det, jeg havde været igennem. Hun gav mig det praktiske rum til at være i det, jeg var i, uden modkrav.

Jeg ved, at det arbejde, jeg laver, er en sjælden mulighed, der hver dag giver mig chancen for at forandre folks liv til det bedre. Det er en virkningsfuld psykoterapi og en fucking meningsfuld tilværelse

Jeg begyndte på angstdæmpende medicin. Jeg gik til en psykolog med forstand på LGBT+-menneskers sociale vilkår.

I forbindelse med en ny aktivering, jeg selv havde valgt, overtog jeg gradvist bogafdelingen i en genbrugsbutik i det centrale København. Afdelingen var, før jeg kom til, ledet af en ældre herre, der stædigt havde været selektiv med litteraturudvalget og ikke gjort de massevis af donerede bøger, der havde hobet sig op i kælderen tilgængelige for kunderne. Jeg udvidede bogafdelingen, satte nye reoler op og sorterede udvalget, så det så flot ud.

Butikken, hvis profit går til herberger og mennesker med sværere vilkår end mine egne, tjente en kvart million kroner ind på bøger alene i år 2019, hvor jeg alene havde ansvaret for bøgerne. Det var fantastisk.

Spørgsmålene

Hvis nogen fortæller dig, at løsningen på dine psykiske problemer er mindfulness, meditation og det at mærke efter, så kan det godt være, at de har ret. Men generelt undervurderes, hvor stor en indflydelse de systemisk sociale værdier har på dit personliv.

Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålene:

Kan det være, at min uddannelse var dårlig og underfinansieret, og at jeg derfor også droppede ud? Kan det være, at min depression til dels kom af, at klimaforandringer samt bøssediskriminering ødelægger mit udsyn til at stifte en familie ligesom den, jeg kommer fra? Kan det være, at jeg lever i et samfund, hvor depression kommer af, at der er mennesker, som systematisk diskriminerer én i løbet af éns barndom af den ene eller den anden grund pga. hudfarve, bøssethed eller overvægt?

Blev jeg syg, fordi der blev krævet mere af mig, på kortere tid, uden jeg opdagede det?

Jeg erfarede, at hvis du handler retfærdigt i en verden, der er uretfærdig, så skaber du den mening, der syntes fraværende, når du er psykisk syg. At angsten for, at andre gennemskuer dit lave selvværd eller andre udueligheder, som måske har noget at gøre med en kultivering af et samfund, der ikke giver plads til at fejle og være ”taber”, kan forbygges ved ikke at lade disse mærkater blive en del af din identitet.

På den måde vinder jeg. Jeg er ikke bange for princippet om at være på kontanthjælp og være genbrugsantikvar de næste ti år, hvis jeg kan få lov af Jobcenteret. Jeg ved, at det arbejde, jeg laver, er en sjælden mulighed, der hver dag giver mig chancen for at forandre folks liv til det bedre. Det er en virkningsfuld psykoterapi og en fucking meningsfuld tilværelse.


Privatfoto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon Hjortdal (BA Idéhistorie) er bogantikvar for Blå Kors og skribent. Han har erfaring med bevidsthedsfilosofi, hvor hans særlige interesseområder er vestlig psykologi, politisk filosofi samt etik- og moralfilosofi.

Seneste artikler om Bøger