SPISELIGE BLOMSTER // MADKLUMME – Squash-blomster er alt besværet værd, for det er små himmerigsmundfulde og blomstermagi på tallerkenen.
Jeg er en heldig rad, at jeg har en have og et par højbede, jeg ved det. Og heldet er endnu bedre i år, hvor jeg smed et par frø til forspiring og i dag har et skatkammer af gyldne squashblomster. For at være helt ærlig har jeg aldrig været specielt vild med squash. Jeg kan spise de gule, men det er faktisk heller ikke derfor jeg har squashplanter. Det er på grund af blomsterne. For de er en vidunderlig spise, som det kan være virkelig svært at få fingre i.
For mig er squahblomst-sæsonen en højtid i køkkenhaven
Da jeg boede i London, kunne jeg sagtens rejse en time tværs igennem byen til en berømt ostebutik og købmand, La Fromagerie, i håbet om, at de havde squashblomster. Det havde de ikke altid, men turen var nu alligevel sjældent forgæves, for der var altid lige et eller andet, man så kunne købe i stedet for.
Her i Danmark ville jeg simpelthen ikke ane, i hvilken butik jeg skulle lede. Meget få fører det, fordi blomsterne ikke holder sig specielt længe, og squashblomster er jo ikke ligefrem en veletableret spise på danske borde.
Men det burde det være! Og heldigvis er det så let at dyrke squash, hvis man bare har en lille smule plads og husker at vande af og til. Og så er det bare at læne sig tilbage og holde øje med, at blomsterne dukker frem. Den type jeg har i haven, hedder pettypan, men alle squash sætter lignende generøse orangegule blomster, som der er lige til at plukke og fylde med alskens smukke sager.
For mig er squashblomst-sæsonen en højtid i køkkenhaven, og jeg inviterede et par venner over for at fejre den. Man kan gøre mange ting ved squashblomster. Men min absolut foretrukne ting er at fylde dem og fritere dem i dej.
Pluk blomsterne på dagen
Start med fyldet: Helt generelt skal det være en blød ostemasse med en smule smag, og italienerne holder meget af at bruge ricotta, hvilket også fungerer fint. Jeg har lavet squashblomster mange gange og finjusterer opskriften lidt fra gang til gang, men den seneste version her er jeg virkelig glad for.
Hvis der er blomster, der er begyndt at forme en lille squash, men stadig er blomster, så op i kurven med dem. De er ekstra lækre
Til 8-9 blomster har jeg brugt ca. halvdelen af en valnøddesmøreost (Rondelé) og i det har jeg blandet finthakket merian (også fra haven, en virkelig overset krydderurt, der smager fantastisk i den her sammenhæng), salt og peber, revet citronskal efter smag og en masse fintrevet pecorino med trøffelsmag og fløde, så det bliver nogenlunde lindt. Det skal have konsistens cirka som blødt smør. Put massen i en lille frysepose og læg den i køleskabet, til du skal bruge den, og arbejd det ned i bunden af posen, så det ligger samlet i det ene hjørne.
Så kan man gå ud og høste.
Det bedste er at høste på dagen, så er blomsterne så friske. Og når man har ribbet planterne, bærer man blomsterne nænsomt ind i køkkenet. Tjek om der er jord eller insekter, der skal børstes af og fjern forsigtigt støvdrageren inde i blomsten. Nu er den klar til at blive fyldt.
I øvrigt: Hvis der er blomster, der er begyndt at forme en lille squash, men stadig er blomster, så op i kurven med dem. De er ekstra lækre.
Når tiden er kommet, og fyldet er stivnet lidt (en halv time er fint), så det er let at arbejde med, klipper man et lillebitte hjørne af posen, og så er det egentlig ret let at sprøjte fyldet ned i blomsterne. Lad være med at falde for fristelsen til at fylde dem for meget. Ca 1-1,5 teskefuld per blomst alt afhængig af størrelsen er fint. Fylder man for meget, risikerer man, at de brister, og det ville være synd.
Blomsterne har deres egen fine lukkemekanisme indbygget, for man skal bare forsigtigt dreje blomsten lidt rundt om fyldet, og så er den fint lukket.
Så er det bare at lave den beignetdej, som blomsterne skal dyppes i, inden de skal steges.
Min opskrift er ret simpel: 140 gram mel, 200 ml iskoldt danskvand (brug gerne isterninger for at køle ned), en æggeblomme og cirka en halv teskefuld flagesalt.
Lad dejen stå og hvile lidt, mens du langsomt varmer olien op. Jeg bruger en wok og jeg bruger smagsneutral olie. Det kan være vindruekerne, solsikke eller majs. Ikke oliven.
Jeg vil vove den påstand, at hvis man serverer det her for nogen som helst, så vil de se på en med et glimt af lykke, forundring og dyb glæde i øjnene
Tricket er at man ikke må blive utålmodig nu. For hvis olien har for høj en temperatur går det for hurtigt og blomsterne bliver for mørke uden at fyldet bliver helt smeltet. Hvis temperaturen er for lav, bliver blomsterne for fesne.
Så hvis du, som jeg, har et komfur, hvor temperaturen går fra 1-9, så sæt den på 7 og vent til olien er varmet igennem. Alt afhængig af mængden af olie vil det nok tage 6-7 minutter, men brug som altid dine sanser, når du laver mad. Dyp blomsterne i dejen lige inden du lægger dem i olien og lad være med at stege flere end 3 blomster af gangen, så de har god plads. Vend gerne undervejs med en tang, eller hvad du nu bruger. Og tag dem op, når de er gyldne og sprøde på begge sider.
Anret på et smukt fad, det har de fortjent. Dryp en lille bitte smule god honning. Gerne med trøffelsmag, hvis du har det.
Det er en sød, sprød, salt, og krydret luftig blomstertryllekunst.
Jeg vil vove den påstand, at hvis man serverer det her for nogen som helst, så vil de se på en med et glimt af lykke, forundring og dyb glæde i øjnene.
Og alene det er jo alt besværet værd.
(PS: Jeg googlede lige køb af squashblomster i forbindelse med research til denne artikel, og der er et par få steder, der lejlighedsvis udbyder, så måske er du heldig, at det er i nærheden af, hvor du bor).
Alle billeder er taget af skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her