4. SØNDAG I ADVENT // KLUMME – “Den lille udvikler sig. Vi kan lære hinanden, at vi forandres af livet. Vi er børn, der er afhængige af andre, vi vokser, og andre bliver afhængige af os, men nej, det går begge veje. Vi lyser for hinanden. Børnene har lært mig mere end nogen andre”, skriver Charlotte Rørth. “Derfor er det også en pointe, at kristendommen begynder med et barn”.
Vidste Jesus som barn, hvem han var? Vidste han, at han var et lys i verden på samme måde, som alle børn bør føle, at de er?
Der står ikke ret meget om, hvordan han var som barn. Hvad han lavede, hvordan Maria og Josef opdrog ham, om han trivedes med sine søskende, om han vidste, hvem han var. Det kan vi tænke over og tale om. Inspiration kan hentes mange steder.
I Bibelen er der stille om ham, fra han vises frem i templet otte dage gammel, til han kommer dertil igen 12 år efter, hvor han sætter sig sammen med de lærde. I en tekst, der nok er skrevet omkring år 500, som kaldes det syriske eller arabiske barndomsevangelium, er der fortællinger, som flere har digtet videre på. Det samme gælder det 300 år ældre Thomas’ barneevangelium og flere andre såkaldte apokryfe tekster, der ikke er med i Bibelen.
Hjalp han Josef i værkstedet?
Vi har dog en fortælling om, at Jesus blev født, var spæd, blev baby, barn, teenager, voksen og døde. Han har et liv som os. Legede han? Tog han sine små brødre med ud at hente kviste til ilden?
Hjalp han Josef i værkstedet? Holdt han lyset, så hans far kunne snedkerere? Måske stod han ved siden af og skærmede med hånden for vægen, så lyset kunne spredes. De to tavse sammen. Vores sønner har stået sådan sammen med deres far. De har stået med deres egne små hamre og save og gjort som deres far, som sønnesønnen nu presser kaffekværnen i bund som sin far og stolt tager låget af, når kaffen er klar.
De to er her i huset nu. At se dem sammen spejler, hvad jeg gerne ville have været overfor mine tre sønner. Så kærlig og tålmodig. Elskende.
Den lille udvikler sig. Vi kan lære hinanden, at vi forandres af livet. Vi er børn, der er afhængige af andre, vi vokser, og andre bliver afhængige af os, men nej, det går begge veje. Vi lyser for hinanden. Børnene har lært mig mere end nogen andre. Derfor er det også en pointe, at kristendommen begynder med et barn. Det er ikke kun de voksne, der bringer indsigt. Barnets visdom er væsentlig.
At Jesus har været barn, har værdi. At vi kan have forestillinger om, at han præcis som vores børn og os selv har skullet lære at gå og er faldet og har haft hudafskrabninger på knæene. Han har vel spillet bold og haft samme evige ar nederst på knæskallerne som mine fodbolddrenge. Har været beskidt og fået skældud.
Vi ved det ikke, men alene forestillingen om, hvordan Guds søn var som barn, gør noget ved min opfattelse af Gud, af mig selv, af mine børn, af andre. Det fører til en anden form for samtale, når vi sammen går i barndom med et menneske, der også er Gud. Vi bruger så forskellige ord om det. Netop fordi vi ikke kan bevise, hvordan Jesus var som barn, må vi acceptere forskellige udlægninger og sprog.
Hvilken visdom et barn kommer med
Vi kan tale om, hvad det mon ville gøre ved ham, hvis han selv vidste, at han var noget særligt. Vi kan fundere over, hvordan det mon er for en 12-årig at blive regnet for så klog af de voksne i synagogen, at de lytter til ham, da han forbliver i Jerusalem efter påskefejringen, som det står beskrevet i Bibelen. Vi må spørge hinanden om, hvilken visdom et barn kommer med. Et svar er, at han er særligt belæst, veluddannet og trænet. Et andet, at der er visdom, som gives på anden vis. Og et tredje, at Jesus bærer på noget, der skal gives videre, inden han bliver voksen.
Der kan være en visdom i det at være barn, vi ikke må glemme. Jesus taler om at lade de små børn komme til sig, “det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” Det får vi at vide ved dåben. Jesus minder os om, at vi skal forblive børn, som han også selv var det. Vi skal være, ja, hvad? Tillidsfulde? Afhængige af andre? Ubundne af normer?
Det er lærerigt, at vi skal tænke over Jesu liv, at han ikke er kommet som en færdig figur, men en, der udvikler sig, uanset om han vidste eller ikke vidste, hvem han var. Fortællingen om ham er det, der er givet og bliver givet i arv, og det er en fortælling om forandring, udvikling, læring. Præcis som vores liv. Generation efter generation. Bevidstheden om det behøver ikke altid ord. Den gennemlever vi her i december, hvor vi gør, som vi og andre har gjort før os.
Om aftenen fik jeg endelig hængt de runde knækbrød op i vinduerne i køkkenet. De gamle, røde bånd i den rette længde blev strøget på ny, tegnestifterne fundet frem, og jeg kravlede atter uelegant rundt på køkkenbordet for at fæstne samme pynt samme sted som i alle de år, vi har været netop denne familie.
“Hvor hyggeligt, mor”, sagde sønnen, da han kom op fra kælderens gæsteværelse, hvor den lille nu sov i slægtens tremmeseng.
“Nu er det ved at være jul”.
Uddrag af Charlotte Rørth: Jesuskalender – Decembersamtaler til livgivende forundring, forlaget Eksistensen, 2022.
Læs også de andre adventsklummer af Charlotte Rørth
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
