Satire: Sandheden om Vat-Emir Puttesen

Jesper Koerstz Jensen 30.03.2022

SATIRE – Denne historie er skrevet som en sand historie efter gældende russiske principper, hvor det er okay at ændre lidt på navne, fakta, geografi og vejret for at få det hele til at hænge sammen. Hvis du finder metoden problematisk, er du sikkert lullet ind i vestlige forestillinger om, at journalistik og historieskrivning kræver indsigt, viden og måske endda objektivitet, men alt dette må du i dag kaste over bord og i stedet lade dig inspirere af det moderne russiske ordsprog: ”Sandskij Poesitskij”. Sandhed er noget, vi digter.

Nå, men nu starter den. Den sande historie. Der var en gang et lille skaldet barn, der hed Vat-Emir Puttesen. Ja, egentlig hed han noget andet, men de andre børn syntes, at han var irriterende, og derfor gav de ham et øgenavn, som de vidste, han ikke ville kunne lide.

Og Vat-Emir var virkelig irriterende. Han var sådan en, der altid rendte rundt og sladrede og rakte fingeren op, når nogen havde gjort noget forkert: ”Sergei har stjålet min Babushka, og Igor har drukket vodka ude i badehuset.” Hele tiden var han klar med anklager og beskyldninger, og hele tiden talte han om regler og retfærdighed, og om hvor vigtigt det er at adlyde autoriteter.

Ja, og sådan gik det til, at Vat-Emir Puttesen forandrede sig fra ingenting til ekstremt magtfuld, og hvis du tror, at der er en morale i historien, har du fuldstændig ret

Vat-Emirs forældre var bekymrede for deres sære venneløse søn. ”Hvad skal der dog blive af ham? Hvorfor er han ikke som de andre?” Derfor besluttede de sig for at banke fornuft ind i knolden på ham, og særligt faren tog godt fra og tæskede ham dagligt med kolben på en rusten kalashnikov.

Vat-Emir responderede imidlertid dårligt på opdragelsesmetoden, og i stedet for at blive mere afbalanceret og Dostojevskiagtig, blev han opfarende og begyndte at opfatte verden, som et sted, hvor det handlede om at få store muskler og være god til at slås.

Heldigvis findes der også jobs til mennesker med spidskompetence i ”sladrehank” og ”afstumpet vold”, og da Vat-Emir var næsten voksen, blev han ringet op af efterretningstjenesten:

”Vi har hørt, at du besidder lige præcis den blanding af rendyrket kynisme og iskolde øjne, som vi sætter så højt her i firmaet.” Og efter en udsædvanlig kort gensidig nedstirring, hyrede de hr. Puttesen på stedet.

Vat-Emir havde det som en Zar i en Duma (eller hvad man siger), og han nød at fængsle gamle mobbere og skolelærere, og hvem der ellers kom i vejen: ”Du skal i fængsel, du skal til opdragelse, du skal i skole, og du skal være soldat.”

Men så en dag blev han prikket på skulderen af en fuld mand, der hed Boris, som betragtede sig selv som lidt af en menneskekender.

“Jeg har hørt om dig, hr Puttesen. Jeg tror, du vil være den helt rette til at skabe fred og harmoni i verden, og derfor vil jeg gerne forære dig et gigantisk landområde, en undergrund fyldt med gas og olie og cirka 6000 atomsprænghoveder. Og skal vi så ikke fejre det med en omgang vodka og kaviar?”

Det er uhensigtsmæssigt at skrive verdenshistorie med udgangspunkt i gældende russiske principper, fordi vi risikerer at ty til fordomsfulde og stereotyper fremstillinger af dem, vi ikke umiddelbart forstår

Vat-Emir Puttesen slikkede sig om munden som en forårskåd russisk dansebjørn og tænkte på, hvordan han øjeblikkeligt skulle i gang med at få hele verden til at forstå, at konflikter løses bedst ved vold tilsat en smule fantasifuld historieskrivning.

—

Ja, og sådan gik det til, at Vat-Emir Puttesen forandrede sig fra ingenting til ekstremt magtfuld, og hvis du tror, at der er en morale i historien, har du fuldstændig ret. Ja, der er faktisk op til flere. For det første har vi nu lært, at verden er et uretfærdigt sted, hvor det ikke handler om at være dygtigst, men om at kende de rigtige mennesker.

For det andet, at det er dumt at opdrage børn ved at banke dem i hovedet med geværkolber. Og for det tredje, at det er uhensigtsmæssigt at skrive verdenshistorie med udgangspunkt i gældende russiske principper, fordi vi risikerer at ty til fordomsfulde og stereotype fremstillinger af dem, vi ikke umiddelbart forstår.

Jesper Koerstz Jensen

Jesper Koerstz Jensen er lektor i pædagogik og indehaver af hjemmesiden dengodeopdragelse.com, hvor han hver fredag udgiver et indlæg om pædagogik, forældrerollen og børneopdragelse i Danmark i dag. Han deltager desuden flittigt i den offentlige debat og rejser rundt og holder foredrag om pædagogiske og opdragelsesrelaterede emner.