Samfundet står ved en skillevej og har brug for en radikal omvæltning

i Debat & Klummer/Erhvervsliv/Featured/Politik & Samfund af

DEBAT // ULIGHED – ” Mit forslag er såre simpelt. Ligesom der findes udvidet meldepligt, når man arbejder i særligt betroede stillinger i fx social- og sundhedssektoren, kunne man indføre et udvidet ansvar, som skal gælde for både ledende ansatte og for firmakonstruktioner. Øget magt skal betyde øget ansvar. Og øget konsekvens. Varetager man en ledelsesrolle, bør man forpligtes – og straffes – i henhold til det udvidede ansvar som den ledende position meriterer. Får man milliongage, aktieoptioner og gyldne håndtryk, skal det ikke kunne lade sig gøre at tørre ansvaret af på de små myrer i tuen, og valse af med sine milliarder i sikkert skattely.”. Claus Ankersen har fået nok af svindel og grådighed. Han efterlyser et radikalt oprør.

Det bør efterhånden klart for selv den mest bidske systemopretholder, at summen af de midler som hver dag støvsuges fra verdenssamfundets fælles infrastruktur til meget meget få private lommer, svarer præcist til alle de penge vi ’mangler’ for at kunne løse langt de fleste, hvis ikke alle verdens problemer.

En meget lille elite har konsolideret sig med lovgivning, enorme summer i skattely og fedtlag efter fedtlag af tjenere og proselytter, som nidkært arbejder for at opretholde verdensordenen og selv stige i graderne.

Ressourcerne som er skabt kollektivt, og som er rigelige til at løse alle klodens problemer, er kapret af en ny kapital-adel uden anden moral end krokodillens, mens det igennem generationers orkestreret neoliberal holdningsbearbejdning, er lykkes for denne klasse at binde store dele af menneskeheden diabolske løgne på ærmet.

Markedsøkonomi er den eneste farbare vej. Vi er ikke forbundne. Og: Alting er individets eget frie valg, er blot et par strenge i den gigantiske psy op, dette edderkoppespind, den almindelige verdensborger forsøger at overleve i, under stadigt større pres, fordi en lille kadre skovler alle værdier i egne lommer. Fordi grådighedskulturen er institutionaliseret og befæstet solidt gennem de seneste 30-40 år.

Mit forslag er såre simpelt. Ligesom der findes udvidet meldepligt, når man arbejder i særligt betroede stillinger i fx social- og sundhedssektoren, kunne man indføre et udvidet ansvar, som skal gælde for både ledende ansatte og for firmakonstruktioner. Øget magt skal betyde øget ansvar. Og øget konsekvens

Toppen af samfundet er, med andre ord, ligeså plumrådden, som bunden er afmægtig og skeletterne vælter nu næsten dagligt ud af store huller i finansverdenens arts-skadelige penge-støvsugerslange. Måske skulle verdenssamfundets parlamentarikere, i det omfang, de ikke totalt er i lommen på diverse kapitalinteresser (hallo- opråb!!), overveje at bruge denne omvendte proportionalitet konstruktivt. Altså arts-fremmende i stedet for arts-skadeligt. For der kan ikke længere herske tvivl om, at tingenes nuværende orden er arts-skadelig.

Mit forslag er såre simpelt. Ligesom der findes udvidet meldepligt, når man arbejder i særligt betroede stillinger i fx social- og sundhedssektoren, kunne man indføre et udvidet ansvar, som skal gælde for både ledende ansatte og for firmakonstruktioner.

Øget magt skal betyde øget ansvar. Og øget konsekvens.

Varetager man en ledelsesrolle, bør man forpligtes – og straffes – i henhold til det udvidede ansvar som den ledende position meriterer. Får man milliongage, aktieoptioner og gyldne håndtryk, skal det ikke kunne lade sig gøre at tørre ansvaret af på de små myrer i tuen, og valse af med sine milliarder i sikkert skattely.

I øjeblikket er det omvendt. Desto mere magt, jo mindre reelt ansvar.

Sålænge det ikke ændres, vil tømningen af fælleskasserne over hele verden fortsætte – indtil alle kasser er tomme og al infrastruktur kapitalmodnet og solgt til mere eller mindre privatejede aktionærhænder (Her er folketingets velsignelse af energiselskabet Ørsteds ret til at sælge elnettet Radius, blot seneste aktuelle salg af kritisk infrastruktur). Og SÅ bliver det først rigtig morsomt at befinde sig i midten eller på bunden af samfundets plumrådne, bladguldindsmurte dødspyramide. Så der skal handling til, og den kommer næppe fra toppen – needless to say.

Som den amerikanske forfatter Anand Giridharadas netop har godtgjort i bogen ’Winners Take All: The Elite Charade of Changing the World, fungerer den globale elites filantropiske virke som både afledningsmanøvre og systembevarende element på samme tid. Ifølge forfatteren svarer rigmændenes filantropi nogenlunde til vampyrkongen, som uddeler blodplasma til de udsugede og fortsætter med at suge.

Selv om en del af den finansielle elite godt ved, at deres gøren er dybt skadelig, og at konsekvenserne er uholdbare, fortsætter de alligevel og vil allerhelst leve i fred i deres forgyldte tårne. Læs den nobelprisvindende økonom, Joseph Stiglitz’ omtale af bogen hér.

Kendskab til loven, som er udbredt på samfundets top, fritager ikke for ansvar sådan som vi ser det i dag. Får man således kendskab til huller i lovgivningen som højtplaceret medarbejder, direktør, aktionær, eller bestyrelsesmedlem, er man forpligtet til at indberette det til myndighederne. Hullet skal ikke udbyttes, det skal lappes

Så nutidens praksis må vendes om, så mængden af relativ magt er proportionel med udvidet ansvar. Og naturligvis skærpet straf, når dette ansvar ikke varetages ordentligt.

Men da problemerne er systemiske snarere end individuelle, bør vi under alle omstændigheder undgå at forfalde til at anskue denne enorme globale omfordeling fra fælleskasser til 0.0001 procent ny-kapitadel som enkeltsager begået af grådige overløbere.

Derfor bør korporationer og firmaer også kunne dømmes i forhold til dette udvidede ansvar. Fastsættelsen af det udvidede ansvar kunne ske efter størrelse. Andre mulige parametre kunne være aktieandel, eller mængden af transaktioner. Størrelsen af løn, eller fratrædelsesordninger, antal ansatte, totalomsætning osv. Den slags vil økonomer og andre fagfolk sikkert kunne bistå med konstruktive ideer til.

For at det skal batte, må der følge omvendt bevisbyrde med det udvidede ansvar på toppen af samfundet. Man er skyldig indtil man kan bevise det modsatte.

Kendskab til loven, som er udbredt på samfundets top, fritager ikke for ansvar sådan som vi ser det i dag. Får man således kendskab til huller i lovgivningen som højtplaceret medarbejder, direktør, aktionær, eller bestyrelsesmedlem, er man forpligtet til at indberette det til myndighederne. Hullet skal ikke udbyttes, det skal lappes.

På den måde vil bankerne kunne benytte deres mange compliance medarbejdere til at betjene kunder og videreuddanne kollegerne i – som almindelig standard – at overholde lovgivningen, i stedet for at finde huller i den.

For hver dag der går med pølsesnak og tom, fad, magtfuldkommen retorik, desto nærmere kommer vi den desperate tops forsøg på total borgerkontrol. Høtyvene kommer bagefter.

Men hvad så med de store?

For de allerstørste transnationale firmaers vedkommende, er det naturligvis vigtigt at starte med udryddelsen af den artsskadelige mytologi om at et firma kan være ’for stort til at gå ned’. Der er ingen firmaer i verden som er for store til at gå ned.

Selv ikke civilisationer er for store til at gå ned, korporationer er heller ikke. Men det er bekvemt at få os til at fortælle os selv historien. Og det maksimalt udvidede ansvar, på denne skala, bør have form af et reelt ansvar overfor planeten og dens flora, fauna og skønne helhed. En slags Corporate Gaian Obligation. Svigtes dette ansvar, som bør være proportionelt med firmaets størrelse og indflydelse, bør firmaet tvangsopløses og dets midler redistribueres til gavn for verdenssamfundet.

Det skal mærkes ude hos aktionærerne. For det er aktionærerne, og spekulanternes umættelige tørst efter at malke værdi, som er fremdriften bag disse mafiøse pengetanke på størrelse med store lande. Jeps, det er grove løjer. Det udvidede ansvar skal naturligvis ikke kun gælde i direktion, bestyrelseslokale og hos de få hoveder som altid ofres beredvilligt, når denne psykopatkultur (jo, det skrev jeg – der findes adskillige undersøgelser som godtgør at de rigestes syn på almindelige mennesker og deres liv er alt andet end sturerent) skal forsøge at smiske sig ud af fedtefadet igen og igen, ved at lyve, fordreje og købe sig til aflad og nye muligheder for fortsat udbytteri.

Så altså – Samfundet står ved en skillevej og har brug for en radikal omvæltning.

En indførelse af dette udvidede ansvar – og den skærpede konsekvens som følger med, er måske en farbar vej, indtil det dæmoniske meme om markedsverdenen som den eneste mulige globale konstruktion er manet i jorden og forhåbentlig kun husket som en skamfuld slagge på historiens store askehob.

Disse ændringer, vi kunne kalde dem ’Lex del guldklat’ og vores – måske bedste håb – skal betragtes som forsøg på at imødegå samtidens groteske omvendtslev, hvor vi i praksis går ud fra at fattige motiveres af straf, og rige af belønning. Det er tid til at vende bøtten.

Det skal være sådan, at hvis du vil have magt, må du hellere forvalte den ordentligt, eller betale med ’hovedet’ når du fejler, ligesom i gamle dage. Den tid er forbi, hvor befolkningernes hastigt voksende mistillid og desillusion til staternes korrupte systemer og forbryderiske top, kan spises af med en lille milliardbøde og en frivillig tilbagebetaling af, hvad der svarer til en daler for en kontanthjælpsmodtager.

Der skal renses ud, kære magtmennesker. Hvis ikke I selv evner at varetage denne forholdsvist simple opgave, vil forholdet mellem befolkninger og ’styresystemer’ fortsætte med at erodere. Og når det er tilstrækkeligt ødelagt, levnes kun få udveje – enten totalundertrykkelse og kontrol, eller høtyve og fakler. Udfaldet kender vi ikke endnu. Men for hver dag der går med pølsesnak og tom, fad, magtfuldkommen retorik, desto nærmere kommer vi den desperate tops forsøg på total borgerkontrol. Høtyvene kommer bagefter.

En kontanthjælpsmodtager kommer ikke til et møde med sin sagsbehandler. Det koster en måneds fattighjælp … Bankdirektøren og bestyrelsesformanden indberetter ikke rigtige oplysninger til tilsynet. Det koster ingenting

Så hvorfor ikke lave Danmark om til forsøgsordning, siden vi alligevel lader til at være et velfungerende fuldskala-laboratorium.

Lad os tage et konkret eksempel på skævvridningen i skyld, virkning og ansvar.

En kontanthjælpsmodtager kommer ikke til et møde med sin sagsbehandler. Det koster en måneds fattighjælp. Kontanthjælpsmodtageren, som har fået et nervesammenbrud og PTSD, har glemt at oplyse om en arvet perlehalskæde for år tilbage. Staten kræver hele den udbetalte kontanthjælp tilbage. No mercy.

Bankdirektøren og bestyrelsesformanden indberetter ikke rigtige oplysninger til tilsynet. Det koster ingenting. Allerhøjest en skrivelse med indforstået overbærenhed og respit. Bankdirektøren og bestyrelsesformanden faciliterer svindel for trillioner. Gennem advokaters advokaters advokater udtrykker de mådelig beklagelse og tilbagebetaler hvad der svarer til fem kroner.

Det skal vendes om, så samfundets top bliver stillet til regnskab i henhold til deres udvidede samfundsansvar, og der samtidig er en betydelig respit overfor syge og økonomisk svagt stillede borgere. På den måde kan skuden – måske – vendes inden agterstavnen tipper ud over artsfaldets kant, og kun lader psykopatiske finansfolk i new zealandske befæstninger tilbage.

Ændringen kommer derfor næppe fra toppen – men, hvis nok fra bunden rækker op, og et par stykker fra toppen rækker ned, er det i det mindste stadigt teoretisk muligt at vende skuden. Indførelse af princippet om udvidet ansvar og Corporate Gaian Obligation – denne ’Lex del guldklat’, kunne være en mulig start.

Topillustration: Pixabay.

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Debat & Klummer