COPENHELL // REPORTAGE – 90’er-ironien lever i bedste velgående, den visuelle iscenesættelse, der giver en fuckfinger til borgerskabets pænhedskultur, er intakt. Og faktisk er metalmusik slet ikke så ringe endda, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard i en reportage fra sit første møde med Copenhell.
Hvad gør man, hvis man, som jeg, er en ærkemillennial, der bare må sande, at Roskildes line-up er blevet så generation Z-poppet, ungt og pitch-shiftet, at man knap nok kan se sig selv i det længere?
Jeg mener, se på navnene. Selvom det givetvis vil lyde frygtelig umoderne, viber jeg (som de unge siger) så langt fra med lyden af Charli XCX’s grønne, glitchy og autotunede brat-lyd eller Olivia Rodrigos – hvad skal vi kalde det på en pæn måde? – formularisk polerede radiovenlighed, der er så nerveløst uinteressant, som noget kan være.
Det hele var præstationsfrit og afslappet, og stemningen var mærkbart anderledes end i andre store dele af samfundet, der ofte kræver en friskhed og en smart bemærkning
Oveni det er der så alle dem, hvis navne jeg ikke engang kan udtale, såsom Doechii eller Artigeardit (ahva?) – og hvis navne jeg endnu mindre gider lære at udtale efter at have hørt et par numre med dem.
Så tja. Det er ikke, fordi jeg er jordens mest dedikerede festivalgænger, men når jeg har været på festival, har det altid været Roskilde og Northside. I år havde jeg dog ikke lyst.
Mainstream metal?
Men da min redaktør så spurgte, om jeg ville skrive fra Copenhell, tænkte jeg: Jo, hvorfor ikk’? Jeg elsker jo syrerock, industrial dance, punk og goth – det (indimellem) hårde, og det ofte melankolske og eksperimenterende – så det kan vel ikke gå helt galt?
I sig selv er det sjovt at besøge en ny festival – særligt en nichefestival – og selvom festivalen er blevet kritiseret for at være blevet for mainstream, er den stadig temmelig niche, også selvom der uden tvivl var flere mainstreamnavne på programmet såsom Dizzy Mizz Lizzy, Billy Idol, The Sandmen og Slipknot, hvor sidstnævnte nok ikke er mainstream andre steder end i metalmiljøet.
Det er altså til at forstå, når flere kernefestivalsgæster har kritiseret festivalen for at blive for mainstream. Jeg mener, når selv jeg syntes, at dad-rock-stemningen fyldte for meget, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan en egentlig metalekspert mon ville have det.
Det var i hvert fald ikke de gamle kendinge, der imponerede mig mest. Derimod var nogle af de bedste koncerter, jeg var til, dem, jeg dumpede tilfældigt ned til, såsom thrash-bandet Exodus og det mere grungede Kittie. Min bedste koncertoplevelse var Castle Rat, der brændte for vildt igennem, og også The Prodigy – selv uden Keith Flint – var en fest.
Selvom al musikken ikke var ren metal, var den visuelle iscenesættelse og æstetik til gengæld ret metal. Stort set alle mændene bar den samme festivalsuniform bestående af canvasshorts til over knæet, battleveste med logoer, der spændte fra ”AC/DC” og ”Slipknot” til ”Pornhub” og ”I’m with Satan” – for ikke at nævne de utallige spikes på bælter og jakker, der lignede små våben og i hvert fald adskilte sig markant fra borgerskabets pænhedsdiktatur.
Metal er egentlig ret normativt
Under alt dette stads herskede en utrolig venlig og imødekommende kultur, hvor alle var virkelig søde – og så slog det mig pludselig: også meget hvide. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet så et eneste brunt menneske derude, og jeg kom til at spekulere på, om den gamle, fasttømrede fordom om, at metalmiljøer ofte er hvide, maskuline og heteronormative, egentlig holder.
Metal er i sin oprindelse en vestlig genre, der især er stor i Norden, Tyskland og USA. Men faktisk er scenen også stor i Latinamerika – Brasilien, Mexico, Chile, Argentina og Colombia – hvor musikken har repræsenteret bevidst modkultur og tiltrukket mennesker, der følte sig fremmedgjorte over for det etablerede. Metalmusikken blev en måde at udtrykke modstand mod katolicismens magt og den store politiske uro på.
Fordommen om, at metal er hvidt, holder altså muligvis et langt stykke ad vejen, hvorimod fordommen om, at metal er maskulint, holder i mindre grad i dag
Derimod har metal aldrig haft den store gennemslagskraft på det afrikanske kontinent, der i højere grad bygger på en tradition af folkelig og moderne musik, der gerne bæres frem af rytmisk og melodisk percussion, hvorimod metal bygger på en mere ’vestlig’ harmonik og riffstruktur, der er mindre rytmebaseret og dansevenlig. Dermed ikke sagt, at metal ikke findes som niche i flere afrikanske lande.
Og så er der nok også bare noget med tematikkerne. For i særligt black- og powermetal fylder satanismen og de antikristne symboler meget – og på en måde, der sandsynligvis ville kunne blive opfattet som stødende i mange afrikanske lande, hvor religiøsitet ikke kun er personlig tro, men også social struktur og fælles identitet. Rock – og særligt metal – er ofte metafysisk, mytologisk og historisk musik, der gerne handler om Satan, Thor eller Odin, ligesom der gerne vinkes til vikingetid, middelalder eller en gotisk vampyræstetik, der ikke vækker genklang i de afrikanske erfaringer og fortællinger.
Fordommen om, at metal er hvidt, holder altså muligvis et langt stykke ad vejen, hvorimod fordommen om, at metal er maskulint, holder i mindre grad i dag, hvor flere kvinder kommer på banen. Her kan eksempelvis nævnes det danske band Konvent og det norske feministiske black metal-band Witch Club Satan. På Copenhell prydede kvinderne også scenerne i form af blandt andet kvindemetalbandet Kittie, kunstnerne Poppy, Myrkur og Julie Christmas samt en række bands, der havde kvindelige forsangere – såsom Castle Rat, Gåte og Danefae.
Copenhell er en tidsmaskine
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved at være på Copenhell var, hvordan stedet virkede som et slags helle, hvor man var sat, nærmest, flere årtier tilbage. Selvom 1990’er-ironien for længst er blevet slået ihjel i den resterende del af samfundet, hvor det er sejt at engagere sig og gå op i sagen og samfundet med en vis alvor, var noget anderledes her. Her var det snarere cool at være ligeglad og lade en ironisk bemærkning falde, mens man nikkede med hovedet.
Det hele var præstationsfrit og afslappet, og stemningen var mærkbart anderledes end i andre store dele af samfundet, der ofte kræver en friskhed og en smart bemærkning. Her var ironi og ølforherligelse i højsædet, og jeg gætter på, at de færreste stod op søndag morgen til kålsuppe-detoxing og hot yoga.
Og det er ment som en kompliment, for hvor var det befriende at være et sted, hvor alle bliver omfavnet af festivalens fællesskabsorienterede ånd – så længe man bare er flink og hyggelig. Nu håber jeg bare, at festivalen formår at holde fast i det, der gør den særlig, så det hele ikke bliver overtaget af dad-rock, folkefest og lunken fadøl.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og