
EUROPA // KOMMENTAR – Nedskydningen af russiske droner over Polen bør mødes med enighed og styrke fra Europa. Ord rækker ikke – handling er nødvendigt: ”Afskrækkelse virker kun, når kapacitet, klarhed og konsekvens optræder sammen – og hurtigt. Europa har ordene. Hvad der mangler, er viljen til at handle,” skriver Annegrethe Rasmussen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
PARIS – Den natlige krænkelse af Polens luftrum fra Ruslands side er mere end blot en fejl. Det er et skelsættende øjeblik for Europa og for Nato.
Indtil videre har Vesten imidlertid blot reageret med fordømmelser uden den vægt, der følger af beslutsom handling. Det hul mellem retorik og konsekvens er præcis det, Moskva har udnyttet siden Ukraine-krigens første dag.
Russiske droner nedskudt over Polen
Men sagen er klar: For første gang har polske og Nato-fly nedskudt russiske droner over en allierets territorium. Krigen er ikke længere blot en fjern konflikt i Ukraine; den er trådt direkte ind over alliancens egne grænser. Polens premierminister Donald Tusk har advaret om, at landet nu er ”tættest på en åben konflikt siden Anden Verdenskrig”. Lufthavne blev lukket, regeringen holdt hastemøder, og vragrester er fundet i flere regioner.
Hvis ikke Nato gør det klart, at enhver overtrædelse får konsekvenser, har Putin ingen grund til at stoppe sine provokationer
Europas ledere reagerede hurtigt i morges. Frankrigs præsident Emmanuel Macron kaldte krænkelsen ”helt uacceptabel”. Det Europæiske Råds formand António Costa lovede solidaritet med Polen og understregede, at ”fred og sikkerhed i Europa ikke kan tages for givet”. Den britiske premierminister Keir Starmer fordømte angrebet som ”barbarisk” og en ”grotesk krænkelse af Natos luftrum”.
Nordiske og baltiske statsledere fulgte trop, og selv Ungarns Viktor Orbán – ellers Putins nærmeste ven i EU – sagde, at overtrædelsen var ”uacceptabel”.
Polens vicestatsminister efterlyste senere i dag en noget anden, og mere håndfast, reaktion fra Ungarn:
Fra Ukraine til Natos grænser
Og sandt er det – som Sikorski siger – at ordene ikke står mål med situationens alvor. I to år har Europa og dets allierede klamret sig til en strategi om ”eskalationskontrol”: støtte til Ukraine i mindre doser, forsinkelser af mere moderne våben og et nej til fly, hjælp til at sikre luftrummet eller soldater på landjorden – altid med frygten for at provokere Moskva til noget værre.
Resultatet er en ubalance. Rusland har sat hele sin økonomi på krigsfod og skruet op for angrebene: fra missilangreb på civile, brug af nordkoreanske tropper til bølger af iranskproducerede droner. Nu flyver nogle af dem ind over Natos luftrum.
Tre ting står klart:
For det første er forsvaret af Natos østflanke stadig hullet. At dronerne blev skudt ned, efter de allerede var krydset ind i Polen, viser svagheden i de nuværende ordninger. Fremrykkede luftforsvarssystemer, faste luftpatruljer og hurtigere indkøb af anti-drone kapaciteter er nødvendige for at gøre afskrækkelsen reel.
For det andet halter oprustningen stadig bagud i forhold til truslen. Lagrene er lave, produktionslinjerne langsomme, og løfter om ”accelererede investeringer” forbliver ofte retorik på papiret. Men hvis nattens begivenheder ikke ændrer kalkulen i Europas hovedstæder, vil intet kunne gøre det.
For det tredje arbejder uklarheden til Ruslands fordel. Moskvas diplomater benægter allerede krænkelsen og gemmer sig bag mængden af angreb til at påstå, at dronerne blot var ”vildfarne”. Hvis ikke Nato gør det klart, at enhver overtrædelse får konsekvenser, har Putin ingen grund til at stoppe sine provokationer.
E5-møde sætter kursen

Netop derfor er mødet i den såkaldte E5-gruppe i London i dag afgørende. Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Polen – sammen med Ukraine – har muligheden for at vise, at solidaritet er mere end ord.
Konkrete skridt kunne eksempelvis være faste rotationsordninger med luftforsvar i Polen, en samlet forpligtelse til at fylde Ukraines lagre med missilforsvar op samt en offentlig liste over sanktioner, der automatisk træder i kraft ved fremtidige krænkelser. Afskrækkelsens troværdighed bygger på klarhed og konsekvens.
Hvis svaret forbliver tøvende, lærer Putin det modsatte: at Nato vil tolerere indtrængen, så længe det kan bortforklares som ”uheld”
Europa har allerede krydset en tærskel. For første gang siden invasionen begyndte, har Nato nedskudt russiske droner over eget territorium. Det er ikke en bagatel. Det er øjeblikket, hvor Europa må afgøre, om man virkelig vil afskrække Putin – eller om man fortsat vil håbe, at tilbageholdenhed køber fred.
Hvis svaret forbliver tøvende, lærer Putin det modsatte: at Nato vil tolerere indtrængen, så længe det kan bortforklares som ”uheld”. Det vil næsten med garanti føre til flere provokationer og bringe alliancen tættere på netop den konfrontation, man i 3,5 år har forsøgt at undgå.
Afskrækkelse virker kun, når kapacitet, klarhed og konsekvens optræder sammen – og hurtigt. Europa har ordene. Hvad der mangler, er viljen til at handle.
https://youtu.be/vuCXgLZMSZU?si=tyotqAqsGR4ZAO4zLæs mere af Annegrethe Rasmussen her.https://x.com/sikorskiradek/status/1965747983074680883
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og