RIGA // REJSEESSAY – Riga er historien om en gammel hovedstad og en ung nation. For Letland har kun har været selvstændigt og frit i halvdelen af landets blot 104-årige historie. Kirkespir over byens tage, Europas største basar og masser af Jugendstil. Gorm Bloch besøger Riga i dagene, hvor Barrikadetiden mindes i byen – og føres tilbage til Martsdeportationerne og en lille pige, som mistede sin mor.
Onsdag aften på toget mod lufthavnen. Åbner Google Docs. Skriver disse ord, indsætter under “Unavngivet dokument” arbejdstitlen “Riga”. Ingen anelse om, hvad denne rejse vil bringe af indtryk, stemninger og motiver. Sådan er det altid. Heldigvis.
Det første hun husker er flimrende lys, som trænger gennem pinjetræernes blade. En duft af jordbær, et blødt stof mod hendes hud, en stemme der synger blidt og stille, om kærlighed og afsked. Hendes mors stemme. “Evelīna, se solen stå op bag havet. Evelīna, se fuglen i flugt på himlen. Engang skal du rejse til flodernes rige. Det sted hvor vi altid mødes igen. Evelīna, min engel, mit verdensbarn”.
Det næste hun husker er at fryse forfærdeligt. Hun kan intet se. Sneen pisker hendes kinder og øjne. Som tusindvis af små nåle. Hun har været i alle lejrene nu. I tre uger har hun ledt uden held. Set så meget armod, sygdom, elendighed og død. Hun kan ikke mere. Falder på knæ i sneen og lader tårerne strømme. Mor, skriger hun ud i intetheden. Mor!
Hun er tilbage i varmen til duftene og sangen under pinjetræerne. Så vågner hun. Hun genkender sin lille lejlighed. Alle omrids, former og dufte. Hun går ud på balkonen og ser ud over Rigas snedækkede tage og kirkernes tavse spir.
Blundede et par minutter på flyet og havde en underlig anelse eller et drømmesyn. Evelīna må være over 70 nu, hvis hun stadig er i live. Finder hende næppe i Riga, men måske byen kan kaste lidt lys over, hvad der skete dengang eller åbne helt andre beretninger for mig.
Nul stjerner til Rix Backpacker Hostel
Jeg er bestemt ikke sart – har eksempelvis været frivillig på Roskilde Festival 20 gange – og nyder både camping og vandrehjem, men er hermed nødt til at advare stejlt mod Rix Backpacker Hostel i Riga. Stedet er misligholdt, snusket, ildelugtende, dårlig service både på inventar, velkomst og samlet oplevelse. Koster 8 € pr nat, og det er billigt, men alle de vandrehjem, jeg indtil nu har boet på, har været billige, så det forklarer ej miseren.
Der lugter af henstillet opvask, uvasket tøj og gammel indisk mad overalt
Et par lavpunkter: Der lugter af henstillet opvask, uvasket tøj og gammel indisk mad overalt (holder meget af indisk mad, men ikke i gammel version som her), lokum på herretoilet er defekt og står åbent ved cisternen, det ene af de to baderum er med opbrudt gulv og gammelt murerstøv.
Der er ingen håndsprit, ingen sæbe til håndvask på toiletterne, sengelinned er uvasket og lugter derefter, der ligger lidt affald rundt omkring og bliver tydeligvis ikke gjort meget rent, det fælles trinettekøkken er nærmest ikke-eksisterende.
Ejeren så måbende på mig, da jeg spurgte til selvbetjent morgenkaffe. Han har ingen bykort, man kan få, og det tillader jeg mig at forvente, baseret på mine seks seneste ophold på europæiske vandrehjem.
At en ung fyr spillede computer langt ud på natten, og lyden af hans ihærdige museklik var der, samt at en anden fyr kom ind 01:30, talte længe med sig selv og rodede rundt i sine ting, ja, det tager jeg med. Men de øvrige kritikpunkter er relevante, så nu har jeg booket et andet sted.
Ejeren virker nervøs, da jeg fremsætter min kritik og beder om pengene retur for min annullerede overnatning. Han gnasker febrilsk på nogle pistacienødder og øjnene flakker. Penge kan jeg ikke få tilbage, da jeg har booket via et online bookinghotel, som han fremstammer. En bemærkning om negativ omtale får ham til at øge hastigheden på nødderne, men han kan desværre ikke hjælpe. Nuvel, jeg har mistet 57 kroner, så det går nok, men jeg kan godt blive lidt principiel i slige sager.
Latte med chokoladesovs og Salvatore
Bestiller en papflad, selvdød McToast og en latte på McDonald’s. Er stadig lidt morgengnaven. Ekspedienten foreslår chokolade- eller vaniljedrys, og da jeg venligt afslår prøver han med chokoladesovs. Hvorfor ikke?
Den tredje fyr er lidt nærgående og vælger at gå efter mig som en ludende skygge, mens han taler i gåder. Han ligner Salvatore fra Rosens Navn
Hans drengede entusiasme er opmuntrende, og det smager faktisk sødt og herligt ovenpå en træls nat og morgen. Udenfor ryger jeg en cigaret. På mindre end 10 minutter bliver jeg tre gange forsøgt planket for en smøg.
Den tredje fyr er lidt nærgående og vælger at gå efter mig som en ludende skygge, mens han taler i gåder. Han ligner Salvatore fra filmen Rosens Navn. På rigsdansk siger jeg kort til ham, at det alt sammen lyder fabelagtigt spændende, men han må finde et orakel et andet sted. For eksempel nede ved floden. Den slags episoder skræmmer mig ikke.
Barrikader og Jugendstil
Solen skinner, og efter at have tjekket ind på vandrehjemmet Tree House i centrum, hvor der er rent sengetøj på, dufter friskt overalt, hyggelig lounge, endda med to guitarer, brochurer, lille bibliotek, fri kaffe og ikke mindst professionel og venlig velkomst fra stedets italienske ejer, er jeg for alvor klar til Riga i det smukke vejr.
Besøger byens turistkontor på Rātslaukums, Rigas Rådhusplads. Pladsens bygninger fra Middelalderen blev ødelagt under 2. verdenskrig. De blev bygget op igen og facaderne skabt i den Jugendstil, som også præget mange af byens andre facader fra sidst i det 19. århundrede og et dusin år frem.
På turistkontoret forklarer jeg min nysgerrighed på Stalins deportationer i 1949. Er eneste kunde i det rummelige turistkontor, og begge dets medarbejdere er engagerede. Måske det hjælper, at jeg nævner, at jeg researcher til en artikel. Måske de bare er venlige og interesseret i deres fag og by.
Borgernes synlighed i gaderne og deres pacifistiske metoder var i høj grad medvirkende til international sympati og dermed pres på Kreml
Vi taler også om Letlands løsrivelse og uafhængighed i maj 1990. De beretter om Barrikadetiden og 20. januar, som er en mindedag i Letland. Byens borgere barrikaderede byens ministerier, TV- og radiostation og andre strategisk vigtige zoner.
Det kom til skudvekslinger, og syv borgere blev dræbt. Landsmænd i hele landet gjorde civil, men fredelig, modstand gennem hele den januar måned. En demonstration med 100.000 deltagere fandt desuden sted i Moskva.
Borgernes synlighed i gaderne og deres pacifistiske metoder var i høj grad medvirkende til international sympati og dermed pres på Kreml. Ud over episoden 10. januar kom det aldrig til alvorlige tab eller krig dengang. Russerne undlod at opgradere med større militær indrykning og måtte tvungent acceptere Letlands, og dets baltiske naboers, stærke ønske om frigørelse og selvstændighed.
Besættelsesmuseet er desværre under ombygning og har været det længe. Til gengæld byder byen på et KGB House i den østlige udkant. Huset byder på arrest og forhørslokaler i kælderen, som man også kan besøge på en guidet tur.
Disse vagter kan godt have en lidt brysk udstråling, og man undgår ikke helt følelsen af levn fra Sovjet-tidens ordensmagt
På pladsen foran Rigas domkirke og ved Frihedsmonumentet kurateres hvert år i januar en fotoudstilling, som formidler billeder og korte tekster fra Barrikadetiden. Der er jeg nu. Alle fotos er holdt i sort-hvid, hvilket forstærker følelsen af historisk vidnesbyrd, og de omkring 30 tavler er en oplevelse at studere.
Riga er Letlands hovedstad med 614.618 indbyggere. Byen blev grundlagt helt tilbage i 1201 og er således næsten lige så gammel som København.
Letland er til gengæld en ganske ung nation. Erklæret selvstændig i 1918, som også Estland og Litauen*, og gennem landets livsbane på kun 104 år har det været besat i halvdelen af disse.
* Til Litauen hører dog den væsentlige tilføjelse, at navnet Litauen går helt tilbage til 1201, samt at Storfyrstendømmet Litauen op gennem 1400-tallet faktisk var det største land i Europa.
Under 1. Verdenskrig kæmpede letterne på russisk side mod tyskerne. I 1940 blev Letland besat af USSR, i 1941-44 af Nazi-Tyskland og 1944-1991 igen af USSR.
Efter Martsdeportationerne fulgte samme år Junideportationerne, hvor USSR deporterede yderligere 100.000 mennesker fra Baltikum og tillige Ukraine, Hviderusland og Moldavien.
Chili con carne
Letland er indtil videre det mest COVID-19 restriktive land, jeg har besøgt. Ved indrejse til landet skal fremvises både coronapas og negativ test. I mit tilfælde hos luftfartsselskabet airBaltic inden afrejse fra CPH. Overalt indendørs skal man vise coronapas og ID, uden undtagelse, og mange steder har de en coronavagt i uniform ansat. Disse vagter kan godt have en lidt brysk udstråling, og man undgår ikke helt følelsen af levn fra Sovjet-tidens ordensmagt.
Det må være deportationerne, Stalins og de militante corona-kontrollanters skyld, for to film bliver ved at dukke op i mit system. Den ene den absolut fremragende De andres liv. Den anden det russiske mesterværk Brændt af solen.
Det blev bare mig og Florence, som spiste chili con carne. Hun strøg derefter videre ud i byen for at mødes med et par venner på Café Rock
Slapper lidt af i min overkøje. På en nydelig, ren sovesal med 14 hvide køjesenge. Her er kun mig, og så min nye underbo, Florence fra Belgien, som ankom i eftermiddags i bus fra Vilnius. Hun blev færdig med sit universitetsstudium i sommer og er nu på et baltisk togt alene. Hendes program hedder de tre baltiske lande og derefter Helsinki og hjem.
Hun har købt ind til mad og er gået ned i køkkenet for at snitte grøntsager. Jeg følger efter om ikke længe. Guitarerne i dagligstuen skal prøves. Vi får se, hvor mange der vil spise med, som hun siger. I alt er vi højst 10 gæster her på Tree House. Stedet har en kapacitet på anslået 80 gæster.
Det blev bare mig og Florence, som spiste chili con carne. Hun strøg derefter videre ud i byen for at mødes med et par rejsevenner på Café Rock. Inviterede mig med, men i aften er jeg mere til guitarspil, en nocturnal solovandring og så retur til lidt mere læsning om Martsdeportationerne i 1949.
Etnisk udrensning forklædt som klassekamp
Evelīna mistede sin mor, da sovjetterne i marts 1949 i løbet af blot 5 dage på Stalins befaling deporterede omkring 90.000 mennesker fra de baltiske lande til Sibirien. Tusindvis af estere, letter og litauere døde under transporten og i sibiriske arbejdslejre, Gulag, som følge af dårlig sanitet, fejlernæring, sygdom og kulde. Evelīnas mor var en af dem.
Propaganda og legitimering ved at benævne dem slyngler, slendrian og kulakker, og med sidstnævnte manipulere og misbruge Lenin ud af kontekst
Det er grum læsning, når man dykker ned i Gulag og deportationerne. Alene det at tvangsflytte så mange familier og mennesker mod deres vilje til det dybeste, mest forladte og rå Sibirien, for at sikre sig, at de aldrig vender hjem, og i øvrigt skyde dem, hvis de prøver at flygte. At foretage en intern propaganda og legitimering ved at benævne dem slyngler, slendrian og kulakker, og med sidstnævnte manipulere og misbruge Lenin ud af kontekst. Alt for kollektivet, ned med alle styrende klasser, også dem vi lige finder på, synes parolen at have været.
En løgn, som reelt var røgslør og dækkede over en regulær etnisk udrensning af Baltikums folk for at tynde ud i deres race
At gøre alt dette og spinde en løgn, som reelt var røgslør og dækkede over en regulær etnisk udrensning af Baltikums folk for at tynde ud i deres race – herunder eliminere tysk-lettiske borgere, jøder, udvalgt intelligentsia og “oppositionelt sindede” – og foretage af-kulakisering for at fremme den russisk-slaviske dominans i Stalins Sovjetunionen. Det er uhyggeligt.
Letland blev en selvstændig stat i 1918, besat af russerne 1939-41, nazisterne 1941-44 og sovjetterne igen 1944-1991. Det er en krank skæbne, og man forstår i det perspektiv landets følelse af endelig befrielse i 1991, vigtigheden af Frihedsmonumentet og letternes højtidelighed omkring den årlige markering af Barrikadetiden.
Europas natteliv på standby
Det er torsdag aften, og dermed lille-Fredag også i Riga, og der er sporadiske ansatser til fest enkelte steder i byen. Med streg under både sporadisk og ansatser. Således foran Café Rock, som omvendt ikke just byder på rockmusik eller musik af nogen art derinde. Folk hænger mest i klaser udenfor. Ryger og nogle prøver en festsang og lidt dans i gaden. Så går det i opløsning.
En ung fyr står i en 60 graders vinkel op ad en butiksrude og sover med hænderne i lommen. Tilsyneladende er han også i gang med at urinere
Florence fandt stedvis charme i Vilnius, dog især i en af dens mindre nabobyer, smukt omgivet af søer, hvor man kunne skøjte. Men både i Vilnius og Riga finder Florence byerne “strange and a little dead”. Jeg giver hende ret. Taler med en cykeltaxi-chauffør fra Tyrkiet. Han fortæller, at de normalt er 14 af disse køretøjer i cirkulation. Aktuelt er de højst to, for der er intet at lave.
Så pandemien har skam stadig fat rundt i Europa og strangulerer natteliv og gadernes festlighed noget. Det samme var gældende i Bratislava, Budapest og Sarajevo. Det åbner så til gengæld for, at man kan nyde aftenernes og arkitekturens majestætiske ro og de smukke lys og facader.
En ung fyr står i en 60 graders vinkel op ad en butiksrude og sover med hænderne i lommen. Tilsyneladende er han også i gang med at urinere, eller færdig hermed. Han står helt stille i en unaturlig, potentielt faldskadetruet positur. Så svajer han lidt og kommer på højkant. Førstehjælp aflyst, og jeg går videre.
Liva fra Estland
Næsten hjemme møder jeg Liva fra Estland. Hun venter forgæves på, at en døgnkiosk skal åbne, som skiltet lover. Der står nemlig 00-24 på facaden. Vi griner af, at det nok betyder, at den engang havde åbent døgnets 24 timer og nu bare har lukket i samme tidsrum. Hun inviterer mig spontant med til et afterparty i gården lige på den anden side af gaden. En af hendes veninder bor her i Riga.
Når desværre ikke at få hendes nummer. Porten lukkes i mørket.
Som hun forklarer, er festen lidt diskret på grund af den restriktive udskænkningspolitik i de baltiske lande. Hun har selv fået et par gewesen inden for vesten, men hun er køn og ganske charmerende. En port åbner i mørket, og hun vinkes ind af en gut. Jeg er i tvivl, må træffe en hurtig afgørelse, da hun smilende venter på mig. Desværre, må op til min artikel og snart i seng, får jeg sagt. Hun nævner WhatsApp, men når desværre ikke at få hendes nummer. Porten lukkes i mørket. Godnat, Liva.
Zeppelin-hangarer og Europas største basar
Er sulten som en brugde her til formiddag og vælger at forkæle mig selv med Egg Benedict på en café. Fordelen ved at bestille netop Benedict er, at kokken ved, at hun eller han skal gøre sig umage for at “ramme den”. Det var tilfældet her, det smagte pragtfuldt, og det fyldige måltid har langtidsrækkevidde på min sidste dag i Riga.
Ifølge Wikipedia går jeg netop nu rundt i Europas største marked og basar: Rīgas Centrāltirgus. Et imponerende art deco anlæg, optaget på UNESCOs verdensarvsliste, som ligner en klassisk banegård og er bygget op omkring fem store tyske Zeppelin-hangarer fra 1. Verdenskrig.
Et par store karper ligger med fortsat gispende gæller. Metervis af laksesider, folkekaviar i mange farver, røget ål, hele fisk, fileterede fisk, etc
En række parallelle alléer udenfor med boder, som sælger alskens varer, især tøj, men også grønt, slik, nødder, legetøj, mad, indretningspynt, ure, huer, etc.
Inde i hallerne går jeg gennem et gigantisk grøntmarked, der bugner med frugt og grønt. I næste luftskib kommer tonsvis af kød i alle tænkelige udskæringer og anretninger. I sidste hal et overflødighedshorn af alt godt fra havet.
Sjældent har jeg besøgt et fiskemarked med så meget frisk fisk. Et par store karper ligger med fortsat gispende gæller. Metervis af laksesider, folkekaviar i mange farver, røget ål, hele fisk, fileterede fisk, etc.
Gaudavas hyl
Fra markedet går jeg langs Gaudavas østlige banke og over broen Akmens Tilts. Det blæser en hård vind med stormende kuling i stødene, som det vil hedde i sømandssprog. Turen over broen er heftig. Blæsten rusker kroppen, så må gå bredgang for at optimere balancen, trække hætten over hovedet og holde fast i rygsækkens ene strop, som svirper mig hårdt over kinden et par gange.
Jeg drømte om denne flod og denne bro. Om at møde en fremmed mand fra et andet land og fortælle ham min historie
Har skrevet en del om floder, deres mystik, ro og skønhed. Deres fortællinger i tusmørket. Her oplever jeg en anden side af flodernes temperament og sjæl. For Daugava hyler. Broens jernkonstruktion er som iskolde orgelpiber for blæsten, som skriger sit urskrig i lange, diskante ostinater.
Floden er frosset til i overfladen mod bankerne og langt ind mod dens midte, og striber af vand piskes krystallinsk i vindens idelige kanonade af stød.
Jeg drømte om denne flod og denne bro. Om at møde en fremmed mand fra et andet land og fortælle ham min historie. Nu ser jeg ham, rusket af blæsten på vej over Daugava. Han er klædt i lang sort frakke, har en rygsæk på ryggen og holder hænderne i et fast greb på brystet, idet han går fremad. Han ligner en vandringsmand af statur. En som måske har set meget af verden. Kan have have mødt mana mīļā māte eller hørt sagn, om hvad der blev af hende? Jeg vil spørge ham, når vi mødes på broens midte. Så finder vi sammen læ og kan høre hinandens stemmer for vinden
På den vestlige side går jeg langs bredden nordpå mod Ķīpsala. Her er trøstesløst goldt. Spredte højhuse, motortrafikveje, ufærdige eller kondemnerede parker uden plan, grå monotone bugtninger, bladløse træer der ruskes af vinden.
Ķīpsala er en ø, som løber tæt på vestbredden. Jeg når til dens sydlige del, så opgiver jeg at finde noget betagende eller opmuntrende her. Går mod Vanšubroen for at komme over floden igen og finde art nouveau kvarteret. Bekræftes i at det lever op til sit navn.
Det er et flot, fashionabelt område og byder garanteret på nogle af byens mere pebrede adresser. I Riga findes et kvarter i byens sydøstlige hjørne med kreativt kunsthåndværk, mikroproducenter af øl og mad samt spraglet, berlinsk café-atmosfære. Måske endda gademusik? Det vil jeg besøge, næste gang jeg kommer til byen.
Slutnote: Karakteren Evelīna er opdigtet, og de kursiverede passager skribentens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
