100 ÅR – I oktober 1918 må islændingene have troet, at enden var nær. Først gik vulkanen Katla i et af sine sjældne udbrud og indhyllede øen i aske. En uge senere ankom et skib med en dødbringende epidemi ombord. Tommy Heisz fortæller historien om de dommedagslignende dage i Reykjavík for hundrede år siden.
SS Botnia hed dampskibet, som lagde til kaj i Reykjavík den 20. oktober 1918. I sin roman ’Månesten’ beskriver den islandske forfatter Sjón i en scene, hvordan dampskibets ankomst udløste glædesscener i byen:
”Ved hotellet hersker der god stemning, som altid når der ligger et passagerskib i havnen. Dampskibet Botnia lagde til kaj ved kaffetid efter at have sejlet folk og varer fra København. Mænd og kvinder af den finere slags driver ind og ud af lobbyen, fremmede sprog svirrer i luften sammen med duftende, blå tobaksrøg fra cigaretter og cigarer, byens modespecialister er mødt op for at vurdere de udenlandske gæsters påklædning, i spisesalen bliver der afspillet en splinterny plade på en grammofon.”
’Månesten’ er en roman. Men Sjóns fiktionsbeskrivelser bakkes i store træk op af avisreportager fra de oktoberdage i 1918. Folk var i højt humør, da skibet lagde til. Hvad de endnu ikke vidste, var, at døden var med ombord.
Vulkanen Katla vågner
En uge tidligere, den 12. oktober, havde det nærmest virket som et overjordisk tegn, da borgerne i Reykjavík den 12. oktober kunne se et ildevarslende mørke lægge sig over deres by.
Det var Katla, der gik amok, vulkanen på øens sydligste spids. Islændingene kendte alt til Katlas hidsige temperament og havde stor respekt for det. Vulkanen ligger gemt under en gletsjer, og derfor ser man ikke lavaen sprøjte op i luften, når Katla går i udbrud. Men når iskappen løsner sig, fosser vandet af sted i en voldsom strøm, som river kæmpestore isstykker med sig og smadrer alt på sin vej.
Efterhånden som november skred frem, blev der mere og mere stille i Reykjavík. Byen udviklede sig nærmest til en spøgelsesby. Butikker var lukket ned, mange lå syge, og resten sørgede så vidt muligt for at blive inden døre, så de ikke selv blev smittet
Blandt de lokale var der mange frygtelige beretninger om Katlas tidligere udbrud. Gårde og kirker var blevet skyllet væk, folk havde måttet flygte op i fjeldene, og mange var døde. Når Katla er i udbrud, spyr den store mængder slagger og aske op i luften. I nogle tilfælde kan det lægge sig som en spøgelsesagtig dyne over hele øen og fremkalde en dommedagsstemning.
Det var dette mørke, der mødte borgerne i Reykjavík den 12. oktober 1918. Efter at have hvilet i 58 år spruttede Katla igen. Denne gang i et udbrud, der skulle vare i 24 dage.
Den spanske syge går i land
Katlas askedyne var dog intet i forhold til det mørke, SS Botnia havde med til Reykjavík. Det var den spanske syge. Byens borgere havde i ugerne og månederne op til kunnet læse i aviserne om, hvordan epidemiens første bølge havde hærget i København og mange andre steder i verden.
Den spanske syge var egentlig bare en influenza, men en usædvanligt voldsom en af slagsen. Den dag i dag ved forskerne ikke præcist, hvor i verden den opstod, men det ligger fast, at den i foråret 1918 bevægede sig med amerikanske soldater fra USA til Europa.
I efteråret 1918 var nyhederne om den spanske syge blevet fulgt med samme spænding som føljetonen om verdenskrigen. Med sin beliggenhed i Nordatlanten havde Island indtil nu været på nogenlunde tryg afstand af de dramatiske begivenheder.
Der var gået otte dage siden Katlas udbrud, og asken lå stadig over byen. Når vinden stod ind fra sydøst, dalede små askestykker som snefnug over Reykjavíks gader.
Ombord på SS Botnia var en del syge. Både blandt passagererne og skibets besætning havde turen over Kattegat, Skagerrak og Nordatlanten været en strabadserende omgang med både feber og høj bølgegang.
Få dage efter skibets ankomst til Reykjavík viste de første sygdomstilfælde sig blandt de lokale. Af Reykjavíks 14.000 indbyggere blev 11.000-12.000 syge af influenza i løbet af de næste uger.
Læge Erlendsson
Snart var flere af det lille samfunds vigtigste funktioner sat ud af spillet. Der var ikke noget offentligt hospital på Island i 1918. På en bakke vest for byen lå et lille privathospital, som var oprettet af de katolske Sankt Joseph-søstre, men her blev meget hurtigt fyldt op. Langt de fleste måtte ligge syge i deres egne hjem.
En islandsk læge, V. Erlendsson, som havde sin praksis ude på landet, berettede senere i Ugeskrift for Læger: “Under kulminationen af sygdommen skal der have hersket en ubeskrivelig nød blandt mange i byen. Hele familier i hundredvis lå og droges med døden, uden at det var muligt at yde dem hjælp, da alting dertil manglede, og denne smitsomme sot traf byen og dens sundhedsautoriteter ganske uforberedte og hjælpeløse.”
Hertil kom den store bolignød i Reykjavík. Lægen beskrev en stor del af byens huse som direkte uhygiejniske:
“Masser af folk måtte bo i kolde og fugtige kælderlejligheder eller i endnu koldere kvistværelser, ofte hele familier i et til to værelser.”
Der var kun få læger og sygeplejersker i Reykjavík, da epidemien brød ud, og mange af dem blev hurtigt selv smittet og dermed sat midlertidig ud af spillet. Samtidig var der stor knaphed på medicin. Den smule kinin og aspirin, byens apoteker rådede over, var hurtigt brugt op.
Hjælpe hvor hjælpes kan
Der opstod et akut behov for frivillige hjælpere. En dansk ingeniør fra Nakskov ved navn Ingvardsen opholdt sig tilfældigt i byen i forbindelse med sit arbejde, da den spanske syge brød ud, og han meldte sig straks til tjeneste. Ingvardsen skrev om sine oplevelser hjem til en lokal avis på Lolland:
“Selv var jeg syg en fire dages tid, og jeg meldte mig så til assistance for hjælpekomitéen. Og der var nok at tage fat i. Først blev jeg sendt en tur ud for at opleve de hjem, der var værst stillet, og hvor hjælpen tiltrængtes mest. Det var sørgelige syn. Et sted lå en kvinde død mellem to børn. Hun havde taget børnene til sig, efter at deres forældre var døde, og nu var hun selv død. Et andet sted lå en kone og fem børn syge, mens et sjette var dødt. De havde ligget sådan hjælpeløse i to-tre dage uden mad og varme og med høj feber. Lige så trøstesløst var det et andet sted, jeg kom ind. Her lå en død kone med fire børn, og manden lå bevidstløs på gulvet.”
Efter at Ingvardsen havde hjulpet til hjemme hos folk i nogle dage, blev han i stedet placeret på et apotek i Reykjavík. Syv kandidater var syge, og den ottende og sidste havde derfor været på arbejde i døgndrift og var ved at segne af udmattelse.
“Det var på tide, at han fik lidt assistance. Vi var en hel del danske, som tog fat her med at hælde hostedråber op, koge kinin, vaske flasker osv. Vi fik også lavet et hospital. I en skole fik vi i løbet af 48 timer indrettet et halvt hundrede sengepladser,” forklarede Ingvardsen til læserne og uddybede den del af hjælpearbejdet:
“Nu må De vide, at det ikke er sådan at lave hospital i Reykjavík, som det er herhjemme. Alt manglede, og det måtte skaffes fra hundrede forskellige steder. Og da vi så havde fået sengene parat, måtte vi ud på gader og stræder for at få fat i unge piger til sygeplejersker.”
Spøgelsesbyen
I Reykjavík udviklede en stor del af influenzatilfældene sig til lungebetændelse med døden til følge. Der var ikke meget, hverken læger, sygeplejersker, apotekere eller frivillige kunne stille op, når først sygdommen udviklede sig sådan.
Frygten var stor. Som løbeild bredte historier om frygtelige skæbner sig. Mange drog paralleller til 1800-tallets store epidemier. Blandt det altid historiefortællende folkefærd levede fortidens beretninger i bedste velgående. Folk havde hørt om den tid, hvor døden på kort tid havde høstet op mod halvdelen af landets befolkning.
Der var kun få læger og sygeplejersker i Reykjavík, da epidemien brød ud, og mange af dem blev hurtigt selv smittet og dermed sat midlertidig ud af spillet. Samtidig var der stor knaphed på medicin. Den smule kinin og aspirin, byens apoteker rådede over, var hurtigt brugt op
Efterhånden som november skred frem, blev der mere og mere stille i Reykjavík. Byen udviklede sig nærmest til en spøgelsesby. Butikker var lukket ned, mange lå syge, og resten sørgede så vidt muligt for at blive inden døre, så de ikke selv blev smittet. Ligtog på ligtog gled gennem byen med retning mod kapellet, mens kirkeklokkernes ringen lød i ét væk.
Den danske ingeniør Ingvardsen skrev i Vestlollands Avis:
“De døde blev transporteret bort på trækvogne eller i en kasse på en slæde, og der gik to-tre uger, inden de kunne komme i jorden. Sygetransporten til hospitalet foregik på den måde, at den syge blev lagt i en stor kurv med låg. Kurven stilledes op på en automobils kaleche, og tre-fire mand satte sig oven på den, for at den ikke skulle trille af, og så gik det i susende fart til hospitalet. Da begravelserne begyndte, førtes kisterne til kirkegården. Tre-fire ad gangen, stillet side om side på ligvognen.”
I perioder var kapellerne overfyldte med kister, der ikke kunne komme i jorden. Der udkom ingen dagblade, for alle redaktører og journalister var syge. Flere steder i Reykjavík blev der indrettet nødlazaretter.
Luk sygdommen inde
Ud over frivillige måtte alle med en eller anden form for medicinsk baggrund træde til. Medicinske docenter og professorer gik i tjeneste, og på kommuneskolens lazaret, som var byens største, fik sindssygelægen Th. Sveinsson ansvaret for patienterne. Han præsenterede sit eget bud på en effektiv kur mod spansk syge:
“Straks ved begyndelsen af sygdommen skal man tage et varmt fodbad, pakke sig ind i uldne tæpper og gå i seng. Der skal være varmt i sygeværelset, ren luft, men ikke træk. Hovedmedicinen er varmt, kogt vand, hvoraf patienten skal drikke to-fire potter daglig. Mod hoste skal patienten drikke så brændende varmt vand, han på nogen måde kan tåle. Hvis man bliver ked af det varme vand, kan man komme lidt kogsalt deri, hvori man så samtidig kan skylle mund og hals. Så længe man har feber, må man ikke nyde noget som helst andet end det kogte vand, og ingen medicin.”
Sveinssons kur blev efterfølgende diskuteret heftigt blandt hans kolleger. Overraskende var det at se en læge opfordre til, at man indtog så lidt som muligt. Hvis patienten havde hovedpine, foreslog Sveinsson, at man badede hovedet i lunkent vand og efterfølgende lagde et vådt håndklæde under nakken. Den samme metode skulle anvendes ved febervildelse og næseblod.
Mod ørepine, som ofte ledsagede sygdommen, skulle man, ifølge Sveinsson, lægge tør, meget varm, uld omkring ørerne som forbinding. Halsbetændelse skulle behandles ved at gurgle i kogt varmt vand med en teskefuld vineddike i. Endelig anbefalede Sveinsson:
“Der må sørges for, at patienten får rigelig åbning. Bedst at anvende er kamilletelavement. Efter udrensningen skal man til slut hælde en pægl varmt saltvand ind i tarmen og lade det blive inde.”
Efter epidemien blev de islandske myndigheder kritiseret for at have været for passive. Da SS Botnia havde lagt til havn i oktober, havde man vidst alt om, hvor store ødelæggelser epidemien havde forårsaget i resten af Europa. Alligevel tillod man skibets syge at komme i land, men noget tyder på, at myndighederne hurtigt blev klogere. I hvert fald reagerede man hurtigt for at undgå spredning til resten af Island, efter at den spanske syge havde spredt sig i Reykjavík. Kun den vestlige del af øen og det sydlige lavland blev ramt af den spanske syge.
I Nordlandet var lægen Steingrimm Mathiasson opmærksom på, at epidemien var kommet til Island, og den snarrådige læge tog hurtigt telefonisk kontakt til sine kolleger i Reykjavík. Han foreslog, at man afskar Nord- og Østlandet fuldstændig for at undgå smittespredning. Ministeriet var meget hurtigt med på hans forslag. Der blev oprettet en afspærring med totalt forbud om at bevæge sig fra den ene del af øen til den anden. Posten blev lagt i depoter, hvor den skulle ligge i flere dage, før den blev bragt videre. Derudover blev kystskibe sat i otte dages karantæne. På den måde lykkedes det faktisk at dæmme sygdommen ind. Den kom aldrig ret meget længere end Reykjavík.
***
Artiklen bygger delvist på et kapitel fra bogen ’Den spanske syge’, en dokumentarisk beretning om epidemien i 1918 af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag tidligere i år.
Sjóns ’Månesten’, som nævnes i indledningen, udkom på forlaget C&K i 2014. Handlingen udspiller sig i Reykjavik i netop de uger og måneder, hvor Katla og den spanske syge er i udbrud.
Topfoto: Katla, Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
