Jeg er lige kommet hjem fra New York, som er verdens største kunstscene, og hvor kunstugerne er på sit højeste lige nu. Kunstverdenen er lukket land for de fleste mennesker. Den er svær at komme ind i og endnu sværere at aflæse. Jeg har brugt de sidste 25 år på at arbejde med kunst, og jeg er stadig dybt fascineret over en branche, der har så mange lag og som er dyb og overfladisk på samme tid.
Kunstmesserne har gennem de sidste 10 år fået større og større betydning i kunstverdenen. De er blevet kunstverdenens power houses og kan tiltrække op mod hundredetusind købestærke gæster på nogle få dages messe. Der er derfor nemt at forestille sig alle de afledte positive effekter, der kommer af at have en kunstmesse i byen. Det er her kunstnernes værker sælges og ses, og det er i stigende grad her man orienterer sig om, hvad der foregår af nyt og hvilke kunstnere man bør investere i. Der er bundet store pengesummer op i messer. Det er meget dyrt at være med som udstiller, og det er nærmest umuligt at erhverve et kunstværk under 100.000 kr. på én af de store messer.
Jeg er stadig dybt fascineret over en branche, der har så mange lag og som er dyb og overfladisk på samme tid
Der er så mange kunstmesser i verden, at man hver dag hele året igennem kan besøge en ny. En af de mest prestigefyldte kunstmesser i verden Frieze Art Fair, NY er slut. Og lige nu afløses messen af auktionsugen, som snart igen afløses af den største kunstmesseuge af dem alle, dog et andet sted i verden – Art Basel i Schweiz i juni. De første gallerier, museer og kunstmagasiner er allerede begyndt at varme op på Instagram med posts af, hvad de kommer til at vise. Som kunstrådgiver følger jeg nøje med, hvad der postes, for det kan være svært at få fat på visse værker.
Frieze Art Fair ligger i et stort hvidt telt på Randalls Island på østsiden af Manhattan. Det er fire år siden messen åbnede i New York, og den er godt på vej til at slå verdens ældste kunstmesse Armory Show, der afholdes hvert år i marts, også i New York, af pinden. Man sejler til messen fra 35. gade og sejlturen adskiller sig radikalt fra andre sejlture ved klientellet, som er meget upscale. Det er nemt at se, at man befinder sig i selskab med den meget velhavende og kreative del af befolkningen. Flest er dyrt klædt i sort, og selvom vejret er dårligt beholdes solbrillerne på.
I år svæver en kolossal stor oppustet ballon forestillende en karikeret baby over hovedindgangen til messen og er derved det første, der møder én. Babyen, som er et værk af den amerikanske kunstner Alex da Corte med den ironiske titel Free Money er en bittersød kommentar til den pengeoverflod kunstmessen også er et symbol på. Babyen stammer fra Batmanfilmen fra 1989, hvor jokeren lover folk gratis dollarsedler, hvis de smider lidt giftgas. Man kan undre sig over, at gæsterne til messen nærmest på masochistisk vis synes det er i orden at blive hængt ud på den måde, men for at skære det lidt groft ud, så elsker kunstsamlere og museer at være ofre for den form for samfundskritik og satire. Det viser kun, at kunstnere er frie, og at de ikke kan styres af kommercielle interesser. Det kan være identitetsopbyggende at købe den slags værker.
Man kan undre sig over, at messegæsterne på masochistisk vis synes det er i orden at blive hængt ud på den måde
Messekonceptet Frieze er 15 år gammelt og startede i London i 2003. Hvert efterår holder messen stadig til i London i Regents Park, også i et stort hvidt telt. Teltdugen gør at lyset er godt og messen fremtræder levende og venlig. Flere hundrede gallerier og over tusinde kunstnere bliver vist. Som gæst skal man derfor opøve et ganske særligt messeblik for ikke at blive helt overvældet. Derfor er det vigtigt at de enkelte messestande skiller sig ud fra hinanden.
Hirst er kommet tilbage til Gagosian og viser et syltet får, som de engelsksprogede medier kalder dyret i formaldehyd
I år var en af messens store attraktioner hele Gagosians Gallerys stand, som var dedikeret til den engelske megakunststjerne Damien Hirst. Hirst, som er kendt for sine oversavede dyr i formaldehyd og for diamantbesatte kranier, har i nogle år flirtet med auktionshuset Sotheby’s hvor han i 2008 solgte 244 værker uden om sine gallerier i London og New York. Men nu er Hirst kommet tilbage til Gagosian og viser et syltet får, som de engelsksprogede medier kalder dyret i formaldehyd. Hirst og Larry Gagosian gik ellers fra hinanden i 2012 under megen mediebevågenhed, så deres fornyede samarbejde er godt nyt i en galleriverden, der hele tiden kigger sig ængsteligt over skulderen efter, hvad auktionshusene finder på, for at gafle store kunstnere med henblik på at få dem til at sælge deres værker direkte gennem dem.
En anden attraktion der skabte lange køer, var en Frieze Project-stand, der bød på en kunstinstallation med et levende æsel.
Desværre var der kun to mennesker, der nåede at se æseludstillingen før den blev lukket ned, og det var derfor lidt af et scoop at få installationen genoplivet på Frieze messen
Kunstneren bag, er den italienske postpopkunstner Maurizio Cattelan, der altid har noget sjovt at byde på, og denne gang altså et æsel installeret under en stor krystallysekrone. Installationen var en re-enactment af en tidligere udstilling – faktisk den dengang ukendte Cattelans første udstilling i New York tilbage i 1994 i et mindre galleri, David Newburg i SoHo.
Udstillingens titel var ”Warning! Enter at Your Own Risk. Do Not Touch, Do Not Feed, No Smoking, No Photographs, No Dogs, Thank You”. I 1994 kom udstillingen i stand, efter Cattelan havde foreslået et par andre udstillingsidéer, f.eks. den at galleriet bare skulle slå væggen ned til naboen, det meget større og berømte Galleri David Zwirner.
Den idé brød galleristen Newburg sig ikke meget om, og så det endte med at Cattelan satte et levende æsel ind i gallerirummet og hængte en lysekrone op. Desværre var der kun to mennesker, der nåede at se æseludstillingen før den blev lukket ned, og det var derfor lidt af et scoop at få installationen genoplivet på Frieze messen. Maurizio Cattelan er nemlig i mellemtiden blevet meget berømt og vi har stadig til gode at se en udstilling med hans værker i Danmark.
De to danske gallerier på messen
I år var kun to danske gallerier med på messen: Galleri Nicolai Wallner, der holder til ude på Carlsberg-grunden og Christian Andersen, der lige har flyttet sit galleri fra Kødbyen til Nordvest.
Christian Andersen havde en af messens mest minimalt indrettede stande med kun to mindre og hvide værker af den tyske kunstner Julia Haller. Standen fik, som fortjent, megen opmærksomhed for sin modige radikalitet, der er en af Andersens specialiteter. Han er en ny stjernegallerist, der bliver inviteret med på en masse små, men cool kunstmesser, der for tiden skyder op i mange af verdens hovedstæder– fx Independent i New York og Bruxelles, NADA i New York og Internationale i Paris.
Disse messer er kendetegnet ved at være drevet af gallerister selv, og har derfor ikke en stor messekoncern i baghånden. Gallerister kuraterer og inviterer en gruppe af andre gallerier, som de gerne selv vil arbejde med, og messerne er mere intime end de store prestigefyldte kunstmesser som netop Frieze og Art Basel. På disse messer kan man opdage nye kunstnere af høj kvalitet. Så hvis man planlægger at begynde en kunstsamling med yngre kunstnere og stadig ikke så dyre værker, er det denne slags messer man skal besøge.
Et kaotisk men cool New York galleri
New Yorker galleriet CANADA var også værd at besøge på Frieze i år. Galleriet har på det sidste kæmpet sig ind fra de små yngre messer til nu at kunne komme med på Frieze. Galleriet ejes af Phil Grauer og hans kone Sarah Braman, der begge er kunstnere, om end det kun er Sarah, der stadig er udøvende.
Galleriets profil er stærkt præget af, at de startede som non-profit galleri, hvor kunstnere sælger andre kunstnere. Og det er stadig deres største styrke, at deres kunstnere bestemmer så meget af, hvad der sker i galleriet.
Profilen er dermed løsere og deres messestande er ofte en smule kaotiske, men på den cool måde. Det var den også i år. CANADAs kunstner gennem mange år, den amerikanske Katherine Bernhardt maler store malerier af vandmeloner, ananas, cigaretter og andre genkendelige ting. Desuden ejer hun en tæppeforretning i Brooklyn, Magic Flying Carpets, der importerer marokkanske tæpper.
I år havde galleriet fået en meget større stand end de have søgt om og Bernhardt havde derfor fået lov til at lægge en skøn samling af tæpper ud på gulvet, samtidig med at galleriets kunstnere havde dækket væggene med deres egne og venners værker. Resultatet blev en farverig eksplosion og skilte sig voldsomt ud fra resten af messens stande. Jeg faldt straks for maleriet med ordene ”Lube and Vagina Juice” af den amerikanske kunstner Alicia Gibson.
Et lille mesterværk synes jeg.
De afgørende men indforståede kunstkoder
For gallerierne er kunstmesser af denne kaliber en kamp at komme med til. Adgangskravene, som ikke er formulerede, består af et sæt bestemte sociale og kulturelle koder, som man kun forstår, når man har været i kunstbranchen i mange år, eller hvis man er så heldig intuitivt at forstå denne helt specielle form for sensibilitet, der kræves for at blive optaget.
En jury bestående af gallerister kigger ansøgningerne igennem og bestemmer, hvilke andre gallerier med den rette profil, høje kvalitet og fremadstormende kunstnere, der har det der skal til for at skabe en messestand, der skiller sig visuelt og konceptuelt ud. Endvidere skal de kunne dokumentere at de viser morgendagens stjerner, eller kunstnere, der allerede har indskrevet sig på kunsthimmelens uendelige firmament.
Adgangskravene, som ikke er formulerede, består af et sæt bestemte sociale og kulturelle koder, som man kun forstår, når man har været i kunstbranchen i mange år, eller hvis man er så heldig intuitivt at forstå denne helt specielle form for sensibilitet, der kræves for at blive optaget.
Messer der i går var de prestigefyldte, kan overnight tabe alt til en nyere og mere hip kunstmesse
Udenfor står de gallerier, der ikke kan komme med. Og der er mange. Men i takt med at de store messer er blevet så dyre at være med på, og da juryerne bestemmer mere og mere over hvad gallerierne skal udstille, opstår der nye messekonstellationer.
Messer der i går var de prestigefyldte, kan overnight tabe alt til en nyere og mere hip kunstmesse.
Kunstverdenen er hele tiden i opbrud og konkurrencen er hård. Gallerier lukker og nye kommer til. Messer der i går var de prestigefyldte, kan overnight tabe alt til en nyere og mere hip kunstmesse. Storbyer kæmper om førertrøjen.
Londons Frieze Art Fair har i et par år kæmpet om andenpladsen sammen med FIAC i Paris. Og den største og helt urørlige førsteplads går til Art Basel i den lille schweiziske by på grænsen mellem Frankrig og Tyskland. Hvert år i juni lander den internationale kunstelite i den lille by, hvor verdens største og dyreste kunstmesse så løber af stablen i 6 dage. Samtidig viser alle museer og kunsthaller i byen alt det bedste de har.
Og de har meget godt. Jeg glæder mig allerede.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Topfoto: Frieze Art Fair, New York, 2016
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
