REJSEBREV – London-kvarteret Soho har cirka 350 år på bagen og har lige fra begyndelsen været en smeltedigel af indvandrede nationaliteter, der helt op til i dag har sat aftryk på det mylder af gader og stræder, som ligger lige midt i smørhullet af Londons underholdningskvarter. Journalist og forfatter Poul Arnedal tager os med på en tour de force rundt i det farverige kvarter og dets lige så farverige historie.
LONDON – ”So–hoe” lød råbene fra de jægere, der i første halvdel af 1600-tallet red rundt og jagede harer på kongens åbne vidder nord for det, der dengang hed Leicester Fields, og som vi i dag kender som Leicester Square.
Det er disse jagtråb, der har givet navn til Soho, som nu gennem mere end 300 år har været en menneskelig smeltedigel og et af de første steder, nye tilrejsende opsøgte og stadig opsøger, når de kommer til London.
Emmer af historiske indtryk og nutidig aktivitet
I dag er Soho først og fremmest centrum for Londons underholdningsindustri med et væld af restauranter, pubber, kaffebarer, natklubber, private klubber, sexklubber, prostituerede og kontorer for filmselskaber, modelbureauer, og hvad der ellers hører under begreberne “underholdning”.
Samtidig emmer hver eneste gade af historiske indtryk skabt af de kendte og ukendte mennesker, der gennem tiden har boet eller færdedes i kvarteret og efterladt deres synlige eller usynlige aftryk.
En venetiansk spisehule
Da jeg selv for et par måneder siden senest besøgte i London, var jeg sammen med nogle venner og kolleger inde og spise en udsøgt frokost på Polpo i Beak Street lige nord for Golden Square og blot 50 meter fra Carnaby Street.
Det er en rustik og uprætentiøs venetianskinspireret restaurant med rå murstensvægge, hvor der serveres små retter, som man kan dele ved bordet. Polpo er det italienske navn for en ottearmet blæksprutte, som sammen med andre specialiteter fra havet er på menukortet.
Polpo har til huse i en bygning fra begyndelsen af 1700-tallet, som er dekoreret med en af Londons kendte blue plaques, der fortæller, at den venetianske maler Canaletto boede i huset, mens han fra 1746 og ti år frem opholdt sig i den engelske hovedstad.
Et “fransk hus” fuld af bohemer
I Dean Street i den østlige del af Soho var jeg inde og drikke et glas på pubben The French House, hvor man kun serverer øl i halve pints, fordi hele pints er for vulgære til den franske smag.
Den blå platte fortæller, at det var her Karl Marx boede fra 1851 og de næste fem år, efter han var uønsket i både Tyskland og Frankrig.
Her er jeg gennem tiden stødt ind i adskillige af de engelske skuespillere, vi kan opleve på film og i tv-serier, og for hvem stedet sammen med kunstnere, musikere og almindelige dagdrivere er et populært vandingshul.
Det har været en fransk oase lige siden den første verdenskrig, hvor den oprindelige tyske ejer blev smidt på porten og afløst af en fransktalende og –sindet belgier. Efter sigende var det her, de Gaulle under Anden Verdenskrig sad og skrev sin berømte radiotale: À tous les Français (“Til alle franskmænd”).
Karl Marx, en restaurant og et tidligere bordel
Lidt længere oppe af Dean Street – i nummer 28 – finder vi endnu en blue plaque og endnu en anbefalelsesværdig Soho-restaurant, som breder sig over hele fire numre fra 26 til 29. Den blå platte fortæller, at det var her Karl Marx boede fra 1851 og de næste fem år, efter han var uønsket i både Tyskland og Frankrig.
Restauranten blev åbnet i 1926 af en italiener og bærer det latinske navn Quo Vadis (= hvor går du hen?). I dag hører den til i toppen af det, man kunne kalde det moderne britiske køkken, og stjernekokken Gordon Ramsay har udråbt den til sin yndlingsrestaurant (uden selv nogen sinde at have arbejdet der). I dag rummer Quo Vadis også en privat medlemsklub, og i tidligere tider husede nr. 28 et af Sohos mange bordeller.
Fra første færd befolket af indvandrere
Polpo, The French House, Quo Vadis, Canaletto, Karl Marx og de Gaulle er blot nogle få eksempler på, hvordan Soho bærer præg af, at området lige fra allerførste færd blev befolket af indvandrere, der har måttet flygte fra deres hjemlande og søgte lykken i England.
Derfor kan vi her i det 21. århundrede støde på restauranter og caféer af stort set enhver etnicitet, der ligesom andre minoriteter også har gjort Soho til deres hjemmebane.
Og så er Soho ikke mindst et område, som det kan være vanskeligt at finde rundt i. For ud over de pæne lige gader er der masser af små sidegader, snævre gyder og passager, hvor man hurtigt kan fare vild.
Så er det vist på plads. Og husk det til næste gang du besøger London!
På den måde er Soho nok et af de områder i det centrale London, der trods nye byggerier har bibeholdt sin oprindelige atmosfære. Og selv de lige gader er nemme at forveksle, medmindre man har nogle personlige fikspunkter at holde sig til.
Hurtig crash course til en rodet bydel
Her er et hurtigt crash course (lynkursus) – for nu at blive i det engelske – i at finde rundt:
Soho er delt op i en østlig og en vestlig del adskilt af Wardour Street, som går hele vejen igennem distriktet fra Oxford Street i nord til Shaftesbury Avenue i syd, og hvor bl.a. en masse internationale filmselskaber har til huse. Hver del har sin egen øst-vestlige gennemgående gade.
I øst ligger den grønne oase, Soho Square, der, så snart solen er fremme, er fyldt med mennesker, som nyder freden her i den hektiske storby
I vest er det Brewer Street, hvor man bl.a. støder på et par stripklubber og den udsøgte italienske delikatesseforretning, Lina Stores. I øst er det Old Compton Street, som udover en række caféer, en udsøgt vin- og spiritusforretning også er hjemsted for en af Londons ældste bøssepubber, Admiral Duncan, der i 1999 var udsat for en bombesprængning, foranstaltet af en homofobisk nynazist og som dræbte tre mennesker og sårede 70 andre.
Så har hver del også sit eget square. I vest er det Golden Square, som bl.a. optræder i Charles Dickens roman ”Nicholas Nickleby” og i Evelyn Waughs “En håndfuld støv”, og her kan man få en rigtig rugbrødsmad i det især svensk/finsk-inspirerede bageri Nordic Bakery.
Tre gader i alfabetisk rækkefølge
I øst ligger den grønne oase, Soho Square, der, så snart solen er fremme, er fyldt med mennesker, som nyder freden her i den hektiske storby.
Og man vil altid kunne kende Soho Square på grund af det karakteristiske, ottekantede, stråtækte bindingsværkshus, som ligger i centrum af parken og er blevet stedets vartegn, men som oprindeligt blev bygget for at skjule en transformatorstation.
Og lige et ekstra fif:
I den østlige del er der tre vigtige nord-sydgående gader, som meget nemt forveksles, fordi de ligner hinanden, og det er her, mange af de klassiske barer, klubber og restauranter ligger. Men egentlig er det ganske enkelt: Hvis vi tager dem fra vest til øst, ligger de i alfabetisk rækkefølge: Dean Street, Frith Street og Greek Street. Voila!
Og hele området er omkranset af de store kendte gader Oxford Street, Charing Cross Street, Shaftesbury Avenue og Regent Street.
Så er det vist på plads. Og husk det til næste gang, du besøger London!
“The French City”
Lige siden romerne grundlagde Londinium i år 43, har byen langsomt bredt sig uden for (resterne af) de antikke bymure, der i et par tusind år har afgrænset det område, som vi i dag kender som City eller the square mile, hvor de finansielle institutioner holder til. Derfor bliver det, vi nu til dags betragter som det “centrale London”, betegnet som West End. Og her befinder Soho sig nærmest lige midt i smørhullet.
.. tro mod deres hjemlands traditioner indrettede de sig på de øvre etager og åbnede forretninger ud mod gaden i stueetagerne
Kort tid efter kong Charles II havde generobret kongemagten, efter at Cromwell havde halshugget hans far, havde byen allerede bredt sig helt frem til den kongelige jagtmark nord for Leicester Fields, og i 1670 blev hele den østlige del af Soho (med de tre gader i alfabetisk rækkefølge) bebygget.
Nogle af de første, som rykkede ind i det nye kvarter, var franske protestantiske indvandrere – også kendt som huguenotter – der var flygtet fra forfølgelserne i deres hjemland. Og tro mod deres hjemlands traditioner indrettede de sig på de øvre etager og åbnede forretninger ud mod gaden i stueetagerne.
Godt hundrede år senere fulgte en ny fransk indvandringsbølge. Denne gang var det især katolske præster, der flygtede fra den franske revolution i 1789. Så det kan næppe undre, at Soho helt op til midten af 1800-tallet blev kaldt The French City, og at Londons ældste og mest kendte franske restaurant, L’Escargot, ligger i Soho, selvom det godt nok er i Greek Street, og den først åbnede i 1927.
“Little Italy”
I dag er der stadig tydelige aftryk fra både polakker, tyskere, jøder, grækere og italienere, som i forskellige bølger er rykket ind og har sat deres aftryk på kvarteret.
I midten af 1800-tallet var der et stort rykind af italienere som følge af de italienske uafhængighedskrige og fra at blive kaldt The French City, skiftede Soho navn til Little Italy. Udover den tidligere nævnte Polpo er der på nuværende tidspunkt over fire håndfulde italienske restauranter i Soho samt en række kaffebarer.
Af de sidstnævnte skiller Bar Italia i 21 Frith Street sig ud som en klassiker, der er kendt for at servere byens bedste espresso. Baren åbnede i 1949 og har siden været et samlingssted for italienere og andre med hang til det latinske temperament, der kan følge med i fodboldkampene i Serie A på den store tv-skærm bagerst i lokalet.
Når festlighederne blev afholdt, og gæsterne ankom i deres kareter, stimlede tusindvis af mennesker sammen for at få et glimt af datidens kendisser
Der er som regel fuldt optaget, både inde i baren og ved bordene udenfor på fortovet, så da jeg engang skulle have en kop americano, måtte jeg ty til nabocafeén.
Her bænkede min kone og jeg os ved siden af en noget ældre tysk herre, der betroede os, at han kom her flere gange hver dag, og selvom der kun var siddeplads udenfor hos nabocaféen, så gik han alligevel ind på Bar Italia og købte sin kaffe, inden han satte sig og nød den og folkelivet, som passerede forbi.
Et kavaleri af letpåklædte kvinder
Allerede i slutningen af 1700-tallet var der masser af liv at følge med i. Den tidligere venetianske kurtisane, Teresa Cornelys, der hjemme i Venedig bl.a. havde fået et barn med Casanova, rykkede ind i et stort palæ, som dengang lå ud til Soho Square.
Her afholdt hun ekstravagante karnevaller, promenader, koncerter og andre festligheder, som samlede både byens aristokratiske spidser og mere dubiøse karakterer af begge køn, samt ikke mindst et kavaleri af særdeles letpåklædte kvinder.
Når festlighederne blev afholdt, og gæsterne ankom i deres kareter, stimlede tusindvis af mennesker sammen for at få et glimt af datidens kendisser, nøjagtig som man i dag følger med, når der vises tv-reportager fra “den røde løber”, enten der er tale om kongelige fødselsdage, Oscar-uddeling eller finalen i Paradise Hotel.
Swinging London og ivrige dørmænd
Det, min tyske kaffeven dagligt kunne følge med i, var unge model-typer med deres præsentationsmapper under armen på vej til endnu en casting på et af de lokale modelbureauer.
Vil man opleve, hvad der betragtes som et klassisk og ganske uprætentiøst spisested, skal turen gå til 46 Lexington Street
Bevægede han sig lidt ud i sidegaderne, kunne han opleve de røde lamper i de prostitueredes førstesalsvinduer eller ivrige dørmænd og –kvinder, som inviterede indenfor i en sexklub eller til et peepshow.
Havde han været i Soho i 1960’erne, ville han kunne være gået i modegaden Carnaby Street, der var indbegrebet af Swinging London med bl.a. dronningen af miniskørterne, Mary Quant, og hendes berømte boutique. De små, spændende sidegader er stadig et besøg værd.
Ægte Soho-romantik og knirkende stole
I dag swinger det fortsat upåklageligt i hele Soho, hvor der bestandigt kommer nyt til. Selvfølgelig er der folk, som klager over, at alting ikke er, som det var engang. Selv de klassiske steder fornyer sig jo engang i mellem.
Men vil man opleve, hvad der betragtes som et klassisk og ganske uprætentiøst spisested, skal turen gå til 46 Lexington Street.
Her ligger Andrew Edmonds i et hus fra 1700-tallet og har gjort det siden 1984, hvor Andrew udvidede sin nabobutik med sjældne, antikke tryk til også at omfatte en restaurant i nabolokalerne.
Her er ægte Soho-romantik med knirkende træstole, rustikke træborde med hvide duge og blafrende stearinlys, så man nærmest kan føle sig hensat til “det gamle” Soho. Her serveres franske bistro-inspirerede retter med en britisk snert til absolut overkommelige priser og med et vinkort, der overrasker til den positive side.
“Rodet, fuld af grækere, jøder, katte, italienere, tomater, restauranter, indvolde”…
Soho har også optrådt i utallige litterære værker. I begyndelsen af 1900-tallet skrev den senere vinder af Nobelprisen i litteratur, John Galsworthy, sin berømte romantrilogi The Forsyte Saga om en engelsk familie fra den øvre middelklasse.
Her skriver han bl.a.: “Soho is perhabs least suited to the Forsyte spirite … Untidy, full of Greeks, Ishmaelites, cats, Italians, tomatoes, restaurants, organs, coloured stuffs, queer names, people looking out of upper windows, it dwells remote from the British Body Politic” [citeret fra Peter Acroyds bog ’London, The Biography’].
Og sådan er der på mange måde stadigt i Soho – heldigvis.
Topfoto: Søren Rud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
